Kim og
Marianne
i
drømmenes
land
af
Per Jespersen
Det var dyb nat midt
om vinteren. Overalt var der rigtigt mørkt, i hvert fald på den lille villavej,
hvor de to søskende boede. Lidt borte så de skæret af byens lys. Marianne stod
ved vinduet og kiggede ud og sagde: ”Tænk på gamle dage, Kim. Tænk dig det
mørke, de levede i om aftenen og natten. Det kan vi næsten ikke forestille os.
”
”Nej, men så blev det
elektriske lys opfundet, selv om ingen mennesker gik og tænkte, at bare der var
nogle, der ville opfinde lyset, så vi kunne se om natten.”
”Nej, og der var
heller ikke nogen, der tænkte, at bare nogle ville opfinde køleskabet, så man
kunne opbevare madvarerne.”
”Hvorfor bliver noget
i det hele taget opfundet?”
”Det har jeg aldrig
tænkt over,” sagde Kim. ”Faktisk er det
mærkeligt. Tænk på skrivemaskinen. Før skrev de med gåsefjer og blæk, og ingen
tænkte: Bare der nu kommer en og opfinder en maskine, der kan skrive.”
”Så gælder det også
computeren,” svarede Marianne. ”Ingen bad om den, men den kom som en
videreudvikling af skrivemaskinen. Så kom internettet, fordi et par forskere
kunne udveksle holdninger med hinanden. Nu har vi det alle sammen.”
”Så kan jeg spille
mine spil, selv om jeg ikke gider så meget mere.”
”Der er bare det ved
det, at alle opfindelser præger vores måde at tænke på. Vi tænker digitalt nu,
og så bliver alting mere besværligt, og noget bliver helt uforklarligt. Vi
vænner os til, at noget kan lade sig gøre uden at fundere over, hvorfor det kan
lade sig gøre.”
”Det var det, Lærer
Jørgensen tog fat på for at par måneder siden,” sagde Kim. ”Han vil have os til
at give argumenter for det, vi mener. Og det tror jeg er sundt – men moderne
mennesker gør det ikke. Jørgensen mener nok, at hans filosofi kan være med til
at få os til at tænke lidt dybere end bare digitalt. Men jeg gætter på, at han
skal kæmpe hårdere og hårdere. Men nu vil jeg i seng. Det behøver jeg vel ikke
at give en grund til.”
”Jo, men det er da
nemt nok. Det er fordi du er træt. Det er straks sværere at give en digital
forklaring på, at du er træt.”
”Der er nok nogle
chips, der er kørt varme, så man er nødt til at slukke for dem.”
De lo begge to og gik
i seng og lå faktisk og nød det totale mørke i deres værelse. Mørket var
udigitalt, blødt og dejligt.
To børn, der gled
langsomt over i drømmenes land, hvor underbevidstheden kunne komme til med sine
snørklede signaler, der var ligeså svære at forklare som digitale fænomener.
Marianne drømte, at de
var kommet tilbage til det gamle Egypten og gik og byggede pyramider samme med de andre af Faraos arbejdere. Marianne
så Kim slæbe sten op ad trappen til det sted, som byggeriet var nået til. Hun
stod og lavede mad sammen med en egyptisk kvinde, der kendte arkitekten til
pyramiderne. De stod og snakkede om ham og hans dygtige arbejde, mens maden
dampede over den levende ild.
Pludselig hørte de
mændene et stykke oppe ad trappen råbe højt om hjælp. De to kvinder løb ud og
så, at en af arbejderne var faldet ned. Marianne for hen til foden af trappen
og så Kim ligge død på stenene. Han havde fået en af træbjælkerne i hovedet.
Lidt borte stod en kvinde fuldstændig formummet i et kæmpesjal. Hun stod og
tegnede og begyndte at tegne den døde dreng. Marianne blev så rasende, at hun
for hen til hende og begyndte at råbe og skrige. Så så hun, at det var Herdis
og vågnede med et skrig.
Kim drømte, at han
stod oppe på trappen på pyramidesiden og så Marianne stå og lave med sammen med
en anden pige. Han tænkte, at ingen var så god til at lave mad som hans søster.
Så pludselig kom en mand snigende fra træbunkerne med en kniv i hånden. Han for
over Marianne og stak kniven i ryggen på hende og slæbte hende bort. Kim løb
alt, hvad han kunne, ned ad trappen og blev fuldstændig rasaende over den
underlige kvinde, der stod og tegnede den døde Marianne. Han styrtede hen til
hende og så så, at det var Herdis og vågnede med et skrig.
Begge børn skreg på
samme tid.
Hjertet hamrede i dem.
Og de sagde som med én
mund: ”Er du levende?”
”Ja, selvfølgelig. Jeg
var bare i Egypten.”
”Det var jeg også.”
”Så du hende, der stod
og tegnede.”
”Ja, det var Herdis.”
De for ud af sengen,
tændte lys og løb hele huset rundt og tændte alt lys og satte sig ned i
køkkenet. Mor kom fortumlet ud af sit værelse og sagde: ”Hvad i alverden, I to.
Hvad sker der dog?”
Så så hun, at de sad
og græd. ”Har I drømt?”
”Ja,” sagde Kim. ”Det
samme – næsten. Jeg drømte, at Marianne blev slået ihjel, og Marianne drømte,
at jeg blev slået ihjel, da jeg faldt ned ad trappen på pyramiden.”
”Ja, jeres fantasi
fejler ikke noget.”
”Det er sgu ikke
fantasi,” sagde Marianne. ”Vi var bare begge to i den anden verden.”
”Der er ikke nogen
anden verden,” sagde mor. ”Vi har denne verden, og det er mere end nok. Den er
indviklet nok. Vi behøver ikke flere.”
”Det kan vi jo ikke lave
om på,” sagde Marianne. ”Og der er en anden verden. Det er faktisk enkelt nok.
Vi har levet mange gange før, jeg vidste bare ikke, at Kim og jeg havde levet
samme sted.”
”Ja, jeg må i seng,”
sagde mor. ”Jeg skal tidligt op.”
Så sad de selv, og Kim
begyndte at tage mad frem. De spiste uden at sige et ord, men de havde deres
tanker samme sted. Ikke et ord sagde de, for drømmen havde fat i dem endnu.
Men pludselig spurgte
Kim: ”Er det drømme, der fører os til den verden, vi har levet i engang?”
”Det tror jeg. Måske
fordi vi længes efter den, eller fordi vi er trætte af hele denne digitale
verden. Det gamle Egypten var i hvert fald ikke digitalt. Det var virkelighed,
og vi har været der i nat.”
”Så vi fødes igen og
igen, og døden er ikke noget endeligt.”
”Nej, livet er evigt,
men det forstyrres hele tiden af de mange nye opfindelser. Det er faktisk lidt
indviklet.”
”Lidt. Hvis jeg skal
være helt ærlig, så forstår jeg ikke en dyt af det.”
”Et eller andet sted
forstår jeg det godt,” sagde Marianne. ”Med mine følelser eller fornemmelser
eller hvad du vil kalde det. Vi har levet før, men at du og jeg skulle have
levet så tæt sammen – det er mærkeligt.”
”Det er fordi jeg
elsker dig så højt,” sagde Kim.
Det fik Marianne til
at græde af glæde. ”Jeg ved, hvad du mener, og måske er det netop sådan, det
er.”
”Hvad mener du?”
”At kærligheden
imellem mennesker får os til at følges ad igennem de mange liv, vi skal leve
fremover.”
”Kan du forestille
dig, hvad vi skal være i vort næste liv?”
”Nej, men jeg vil lave
noget om, det kan jeg godt love dig.”
”Alt det digitale skal
væk.”
”Nemlig – og sådan går
det også. En dag opdager mennesket, hvor falsk det er, og hvor svært det er at
være ægte og ærlig. Det digitale er det samme som sublimering, som Jørgensen
fortalte om i sidste uge. NU kan jeg se det. Og det, Herdis laver – det er
kunst og ikke en dyt digitalt. Heldigvis.”
Nu begyndte det at
lysne udenfor, og som med én mund sagde de: ”Er Herdis mon stået op?”
”Det tror jeg,” sagde
Marianne. ”Hun skal op og se solopgangen, selv om hun hader den.”
”Så lad os rende over
til hende. Skal vi ikke overraske hende
med rundstykker og wienerbrød og det hele.”
”Hun får et flip.”
”Det gør ikke noget.
Der bliver nok et billede ud af det.”
De tog tøj på og ilede
ned til bageren, der lige havde lukket op, købte ind og for op til Herdis.
Hun sad i sin kimono
og stirrede ud i luften. Hun så noget klatøjet ud, men blev da glad, da de kom.
”Skal I så tidligt i
skole, I to. Sådan var det ikke, da jeg var barn.”
”Hvordan var det så?”
”Det kan jeg virkelig
ikke huske. Det er så længe siden. Jeg er jo ikke noget leksikon!”
Børnene satte te over,
smurte rundstykker og stillede det lækreste og fedeste stykke wienerbrød foran
Herdis.
”I er nogle rigtige smørbøtter.
Så kan jeg måske glemme den forfærdelige drøm.” Hun for op og faldt både Kim og
Marianne om halsen. ”I skulle bare vide, hvor glad jeg er for at se jer
levende..”
”Hvad har du da
drømt.?”
”Jeg tør næsten ikke
fortælle det.”
”Kom nu med det. Vi har
også drømt. Det er derfor vi er så tidligt oppe.”
Herdis fik tårer i
øjnene. ”Af alle i verden ville jeg ikke miste jer. I min drøm døde I begge to.
Kim faldt ned ad en underlig trappe og Marianne blev stukket ned.”
”Hvad?”
”Ja, sådan var det.”
”Der kan de se, ”sagde
Marianne til Kim. ”Vi har drømt den samme drøm, for vi tre holder af hinanden.
Det betyder, at vi skal følges ad altid.”
Og så sad de og græd
af glæde alle tre.
Spørgsmål til
diskussion:
1)
Kan flere mennesker på én gang drømme den samme drøm?
2)
Lever vi flere gange?
3)
Tror I på reinkarnation?
4)
Ser det hele anderledes ud, hvis vi virkelig bliver genfødt
hele tiden?
5)
Prøv at forklare og diskutere.
6)
Marianne kritiserer den digitale verden. Her hun ret?
Diskuter!
7)
Er det rigtigt, at digitaliseringen skjuler den virkelige
verden? Forklar!
8)
Kan det tænkes, at mennesket forlader den teknologiske
verden engang?
9)
Bliver vores virkelighedsopfattelse forstyrret af det
digitale?
10)
Nævn fordele og ulemper ved digitaliseringen. Diskuter!
11) Hvor
kommer drømme fra? Fra underbevidstheden? Eller?
12)
Hvordan ville I fortolke denne historie om drømmenes land?
13)
Har I selv haft drømme, der kunne tyde på et tidligere liv? Fortæl!
14)
Hvorfor drømmer vi? Gør dyr? Træer?
15)
Prøv at lave en collage over den drøm, som de alle tre
åbenbart har haft.