Kim og
Marianne
i skoven
af Per Jespersen
Kim og Marianne er
søskende og bor alene med deres mor. Deres far har de aldrig kendt, og mor vil
aldrig svare på, hvem han var. Så de mangler tit en voksen at tale med, som
alle børn gør det. Det har de så selv sørget for. Kim har fundet en voksenven i
Henry, der er flymekaniker. Og Marianne har fundet kunstmaleren Herdis, der er
noget speciel. Hun lever og ånder for sine malerier og kan ikke altid finde ud
af, om det er nat eller dag. ”Det gør ikke så meget,” siger hun. ”Solen går ned
alligevel, og jeg elsker at male solnedgange.”
På vej hjem fra skole
får Kim og Marianne lyst til at besøge Herdis. Mor er på arbejde, og de har
ingen lektier for. Henry er også på arbejde, så de har faktisk ingen andre, de
kan gå til.
På vej op ad trappen
til Herdis’ lejlighed og atelier siger Kim:
”Jeg tror ikke, hun er
hjemme.”
”Hvorfor ikke?”
”Hun plejer at synge
hele tiden, når hun maler.”
”Kun når hun er i godt
humør,” siger Marianne. ”Det kan være, hun sidder og græder deroppe. Vi må
hellere skynde os.”
De løber op de sidste
par etager og undrer sig over, at døren står på vid gab, og at de ikke kan høre
Herdis. De skynder sig ind, lidt urolige for, at der kan være sket noget. Og
det er der måske også, for Herdis er der ikke. De råber hendes navn flere
gange, men får intet svar.
”Nå ja,” siger Kim.
”Hun skal vel ud at handle en gang imellem.”
”Nej, det gør hun
aldrig. Det gør jeg for hende. Hun kommer ikke uden for en dør.”
”Hvordan kan hun så
male alle de solnedgangsbilleder?”
”Det kan man vel digte
sig til.”
De to børn går urolige
rundt i lejligheden, der ligger i et syndigt rod, som den altid gør. Pludselig
opdager Marianne, at staffeliet, penslerne og malerbøtterne ikke er der. ”Der
er noget galt,” siger hun. ”Herdis’ malergrej har aldrig været ude af huset.”
Pludselig råber Kim:
”Prøv at se her. Skynd dig!”
Marianne farer ud i
køkkenet og ser, at Kim er ved at knække sammen af grin.
”Der er aldeles ikke
noget at grine af,” siger hun vredt.
”Så se der,” klukker
Kim.
Marianne vender sig og
opdager, at tværs over væggen er der skrevet noget med sort maling. Kæmpe
bogstaver skrevet i hast: Er ikke hjemme. Er i skoven. Skal male.
”Nå, hun er i skoven;
så er der sket noget. Hun har ikke været uden for en dør i de sidste fem år.
Jeg bliver urolig.”
”Vi må i skoven,”
siger Kim. ”Vi må finde ud af, hvad der er galt.”
Hurtigt forlader de
lejligheden, låser efter sig og smider nøglen i urtepotten, som Herdis altid
gør, når hun er nede med skraldebøtten. Så løber de alt, hvad de kan, ud mod
skoven, der ligger en kilometer borte.
”Du tror da ikke ---,”
siger Kim
”Tror og tror. Man ved
aldrig. Jeg er bange. Alligevel tror jeg ikke, Herdis kunne finde på sådan
noget. Jeg kan bare ikke regne ud, hvad der er sket.”
De stopper op og
sætter sig på en bænk for at få vejret. Solen skinner varmt, selvom den snart
vil gå ned. De sidder og tænker det samme uden at turde sige det. Så siger
Marianne pludselig: ”Ved du, hvad Herdis fik forleden dag?”
”Et par nye pensler
vel.”
”Nej, hun fik en
pakke. Jeg var selv deroppe, da det skete. Hun skulle skrive under og det hele,
mens hun sagde: ”Jeg skriver af princip ikke under på noget som helst.” Jeg fik
hende til det, for jeg kunne se hvem pakken var fra.”
”Fra Henry?”
”Netop – der er noget
imellem dem, som Herdis bestemt aldrig vil tale om.”
”Det er de da for
gamle til.”
”Man bliver aldrig for
gammel til kærlighed.”
”Nå nej – det var det,
vi talte om i skolen i dag. Lærer Jørgensen er nu god. Han fik i hvert fald mig
til at forstå noget.”
”Ja, der skal
pædagogik til,” grinede Marianne. ”Hvad begyndte du så at forstå?”
”At kærligheden er
alt. Den bærer alt. Hele livet. Skabelsen og alt det. Dig og mig. Mor. Herdis
og os.”
”Hvem siger, at jeg
elsker dig,” drillede Marianne.
”Det gør du jo.
Ligesom jeg elsker dig. Vi er søskende. I virkeligheden er det meget smukt, at
mennesker kan elske hinanden.”
”Ja, men engang
imellem synes jeg, du er skør i bolden,” blev Marianne ved.
”Ja ja, det er du
også. Men vi kan jo lide det, ikke? Hvem der end fandt på det med livet og
skabelsen, så var det godt tænkt ud, at kærligheden skulle være det net, der
bar os oppe.”
”Amen!”
”Det er ikke sådan, ”
sagde Kim, der alligevel ikke kunne lade være at le. ”Der er noget med den Gud.
Jeg tror bare ikke, han er en gammel mand med julemandsskæg og det hele. Det er
for sentimentalt. Han er på en eller anden måde alting på én gang. Og han
skaber hele tiden. Det er ikke bare sket én gang for alle. Der kommer hele
tiden nye mennesker til, nye dyr, og hver gang lynet slår ned i havet eller en
sø, så dannes der liv.”
”Hvad har det med
kærligheden at gøre?”
”Det sker igennem
kærlighed. Den er bare overalt, ligesom Gud er det. Både inden i mine tanker og
ude i skoven, hvor Herdis nu er.”
”Ja, for søren. Lad os
komme videre.”
De for videre ud mod
skoven. Den lune vind løb dem i øjnene, men de tænkte kun på, hvad der kunne
være sket med Herdis. Sådan er det altid, når man ikke ved, hvad der er sket:
man tænker på det værste, der kan ske. Tusind tanker løb igennem hovedet på
dem.
Endelig kom de ind i
skoven. De begyndte straks at råbe, mens de mærkede, hvor mørkt der var, for
solen var så småt ved at gå ned.
”Bare løb efter
solen,” råbte Marianne. ”Hun – nej, jeg ved det ikke, men jeg tror, hun står og
maler et sted. Den rigtige sol!!!”
Og så endelig: der ved
skrænten stod Herdis i sin møgbeskidte kittel og malede en solnedgang. ”Herdis.
Du lever,” råbte de begge to.
”Ja, selvfølgelig
lever jeg. Temmelig meget endda. Jeg kan se den rigtige sol.”
De standsede og
prøvede at få luft igen. ”Men Herdis,” stammede Marianne. ”Du plejer da ikke at
male udenfor.”
”Nej, men nu tør jeg.”
”Hvad skal det sige,”
spurgte Kim.
”Ja, som jeg siger: nu
tør jeg. Jeg er bange for skoven.”
”Pjat med dig.”
”Det er rigtigt. Men I
får mig ikke til at fortælle hvorfor. Men nu er jeg ikke bange mere, for jeg
har fået denne her.” Hun viste dem en mobiltelefon.
”Nej Herdis – en mobil
– det er da ikke noget for dig. Du kan ikke engang finde ud af at tænde lys
derhjemme, så du lader det brænde hele dagen. Hvad vil du gøre med en mobil?
Det finder du aldrig ud af!”
”Det gør heller ikke
noget. Bare jeg har den med, så er jeg tryg.”
”Hvem skulle ringe til
dig,” spurgte Marianne.
”Ja, det ved man
aldrig.”
Ӂh, det tror jeg
godt, jeg ved,” sagde Kim. ”Henry!”
”Det kan han ikke. Han
ved ikke, hvor jeg er.”
Marianne sukkede. ”Det
behøver man ikke for at ringe. Han finder ud af, hvor du er, hvis han ringer
til dig.”
”Nå, er det sådan, det
fungerer. Det anede jeg ikke. Det gør heller ikke noget. Bare jeg føler mig
tryg. Og det gør jeg. Se bare på det billede!”
De stirrede på
billedet og kunne godt se, at det var bedre end de billeder, hun plejede at
male. Meget bedre endda.
Men Kim kunne ikke
nære sig, ”Hvorfor maler du ikke et billede af din mobiltelefon?”
Marianne grinede. ”Nej
nej, så ringer den bare, og så ved Herdis ikke, hvad hun skal gøre.”
Herdis begyndte at
pakke sammen, og da hun var færdig, satte de sig på en træstamme og så mørket
komme krybende langsomt ind i skoven.
”Hvor er her smukt,”
sagde Herdis. ”Jeg tror virkelig, at det hjælper at komme ud. Og ved I, hvad
jeg tror: vi hører sammen med det store rum derude bag ved solen.”
”Det tror jeg også,”
sagde Kim. ”Langt, langt derude er der en verden, der er et spejl af os og alt
det andet her på jorden. Og endnu længere ude igen et spejl, og sådan bliver
det ved.”
”Og hvad så den anden
vej,” sagde Marianne.
”Det samme. Det bliver
bare ved. Det er det, man kalder evigheden.”
Herdis begyndte at
græde. ”I siger netop lige det, jeg har følt hele tiden. Nu føler jeg mig ikke
så alene mere. Åh, hvor jeg elsker jer!”
”Der var kærligheden
igen,” sagde Kim. ”Gad vide, om den også fortsætter derude i rummet.”
”Det gør den,” sagde
Marianne. ”Kærlighed er uden grænser. Ellers var det ikke kærlighed.”
Ӂh, hvor er I
nuttede,” koglede Herdis. ”Hvad skulle jeg gøre uden jer?”
”Og din mobil,”
grinede Marianne.
Men det skulle hun
måske ikke have gjort, for nu ringede den.
”Gud, hvor blev jeg
forskrækket,” sagde Herdis. ”Hvad skal jeg nu gøre?”
”Du kunne for eksempel
tage den,” lo Marianne.
”Det tør jeg ikke.”
Så lad mig.” Det var
selvfølgelig Henry.” Marianne tog den og snakkede lidt med ham. ”Ja, ja, det
skal jeg nok.”
”Hvad ville han, sagde
Herdis.
”Han var bare nervøs for
dig. Og så sagde han, at han elskede dig.”
”Du godeste – så
skulle jeg have taget den alligevel!”
Han kommer og henter
dig,” fortsatte Marianne.
”Den grænseløse
kærlighed,” sagde Kim. ”Hvad skulle mennesket dog gøre uden?”
Lidt senere blev
Herdis hentet af Henry, som også ville tage de to børn med. Men de sagde nej.
De ville hellere blive og nyde sommernatten i skoven. Der var så mange tanker,
der myldrede rundt i hovedet på dem. De satte sig på skovbunden og stirrede op
i træerne, som de lige netop kunne skimte. De blev der hele natten, lige til
solen igen stod op og sendte sit rødgyldne lys ind over skoven.
”Hvor er verden smuk,”
sagde Kim.
”Ja, og evig. Det er
det, jeg bedst kan lide ved den. Den bliver ved, og et sted derude sidder der
to som os og tænker det samme. Alting går i ring, ligesom i skoven. Om
efteråret rådner bladene og bliver til jord, som giver næring til nye blade
næste forår.”
”Ja,” sagde Kim
stille. ”Alting går i ring i al evighed. Også kærligheden.”
”Amen.”
”Netop,” sagde Kim.
Jeg skulle lige til at sige det.
Diskuter, skriv ned og
fremlæg for de andre:
1) Hvilken forskel er
der på det første og det andet ”Amen”?
2) Hvad mener Kim med,
at kærligheden er den bærende kraft?
3) Er du enig med ham?
4) Hvordan kan Herdis
føle sig tryg, fordi hun har en mobiltelefon?
5) Kan mobiltelefoner
give os tryghed?
6) Hvordan)
7) Hvad mener I om
Kims opfattelse af evigheden?
8) Er der liv andre
steder i universet?
9) Er der en
afspejling af vores verden derude?
10) Går alting i ring,
som Kim mener?
11) Er Gud alting
eller ---- ?
12) Er Gud en person
eller alting?
13) Hvis han er
alting, kan vi så bede til ham?
14) Er det rigtigt, at
skabelsen foregår altid?
15) Prøv at forklare,
hvordan Kim og Marianne er – og hvordan Herdis er.
Diskuter!!!!!