Kim og Marianne

banegården

 

af

 

Per Jespersen

 

For en gangs skyld havde Kim og Marianne ingen lektier for, så de havde ikke rigtigt noget at lave om eftermiddagen. Det var altid rart ikke at have lektier for, men netop i eftermiddag vidste de ikke, hvad de skulle lave. Marianne foreslog et spil på computeren, men Kim sagde, at det var ved at blive kedeligt at sidde foran skærmen evig og altid. Han gad ikke mere. Han havde engang været helt bidt af et bestemt spil, og han havde fået Marianne med på den, så hun også blev bidt af det. Men en dag havde han sagt: ”Ved du hvad, det er så hjernedødt at sidde og spille noget, der ikke er virkelighed.”

Så sagde Marianne. ”Du sagde, at det var åndssvagt at sidde og spille noget, der ikke var virkelighed. Hvorfor går vi så ikke ud i virkeligheden?”

”Det kan vi da godt, men Herdis er vist ikke hjemme.”

”Der findes vist andre virkeligheder end Herdis,” svarede Marianne.

”Du er da så bidt af hende.”

”Ja, det kan godt være. Men det er, fordi hun har været en støtte for os begge. Vi har jo ikke mange voksne at snakke med. Og så er jeg bidt af hende, fordi hun er så anderledes. Jeg elsker mennesker, der ikke er helt almindelige.”

”Så må du holde meget af dig selv!”

Marianne grinede og kylede en pude i hovedet på Kim. ”Så lad os gå ud i virkeligheden. Vil du med?”

”Ja ja, men hvorhen?”

Sagen var den, at selv om Kim og Marianne hjalp deres venner og veninder meget, så var de alligevel på deres måde ensomme. Rigtigt tætte venner havde de ikke – måske fordi de selv var anderledes. På den anden side havde de nok i hinanden og Herdis og Henry.

”Alle børn burde have voksne at tale med,” sagde Kim. ”Man kan fortælle dem så meget, hvis man kan stole på dem.”

”Og der er faktisk ikke så mange, man kan stole på,” sagde Marianne. ”Det er et moderne fænomen, og jeg kan ikke lide det.”

Da de kom ud på gaden, foreslog Marianne, at de gik ned på banegården.

”Hvorfor lige der?”

”Der kommer så mange mennesker. Jeg kan godt lide at sidde et sted, hvor der kommer alle slags mennesker. Vi kan få burgere dernede.”

”Det ved jeg. Det kan man så mange steder. Men lad os bare gå derned.”

Lidt senere sad de ved den lille bar og gumlede et par burgere i sig. Det myldrede med mennesker. Folk med kufferter, travle forretningsmænd med bærbare computere, husmødre med favnen fuld af varer, små børn på vej på ferie i week-enden. Et myldrende folkeliv.

”Engang imellem trænger jeg bare til at se en masse mennesker og mærke livet pulsere,” sagde Marianne. ”En banegård er hjertet af bylivet – det kan jeg godt lide.”

De sad længe og kiggede på de mange forskellige mennesker, og Kim begyndte at føle sig godt tilpas. Som altid havde Marianne ret. Han blev helt høj af det. Det kunne han også blive, hvis de var på landet, og der var helt, helt stille. Det var underligt, men omgivelserne skabte stemninger inden i ham, og åbenbart også i Marianne, og de stemninger kunne redde en hel dag.

Marianne må have tænkt på det samme, for hun sagde: ”Jeg elsker, når det myldrer af liv. Men jeg elsker også stilheden i en skov.”

”Livet har åbenbart to sider,” sagde Kim. ”Måske har alting to sider.”

”Også mig?”

”Ja, selvfølgelig. Den ene dag er du jublende glad, men du kan også være helt nede i kælderen, og du ved ikke altid hvorfor.”

”Ja, men jeg har lagt mærke til, at du og jeg har de samme følelser de samme dage. Det er da endnu mere mærkeligt.”

”Det er fordi jeg elsker dig så højt!”

Marianne grinede, men vidste godt, at det passede. Ingen af dem kunne undvære hinanden.

De gik ud i folkemængden og så lidt på butikker og kunne høre togene buldre på perronerne dernede. Pludselig blev de revet i ærmet af en ældre mand.

”Hov hov,” sagde Marianne. ”Lad være med det.”

”Jeg ville bare spørge, om I kunne undvære lidt småpenge til en fattig mand.”

Da de vendte sig, så de en tarveligt klædt mand med langt uredt skæg og fedtet hår. En vagabond åbenbart. ”Har I ikke bare til lidt mad.”

Kim svarede: ”Kun til mad, ikke til druk.”

”Jeg drikker aldrig.”

”Det siger de alle sammen,” sagde Marianne.

”For mig passer det.”

Marianne følte det som en udfordring at tale med en vagabond. Det havde ingen af dem prøvet før. ”Er du virkelig sulten?”

”Ja, jeg har ikke fået noget siden i går morges.”

”Og vi har lige spist,” sagde Kim.

Og så for det ud af Marianne: ”Vi vil hellere invitere dig på mad end give dig penge.”

Manden smilede. ”Det lyder godt. Sådan er der ikke mange, der svarer. Jeg bliver afvist hele tiden.”

”Lad os gå over og få en burger,” sagde Kim. ”Jeg kan sagtens få en mere ned, og det kan Marianne også.”

”Hvor ved du det fra,” lo Marianne.

”Du vejer for lidt, lille Marianne. Kom, lad os gå.”

De stilede hen mod baren med vagabonden i hælene. Så satte de sig ved at bord i hjørnet og kunne ikke undgå at se, at gæsterne kikkede noget skævt til dem.

”Sæt dig ned. Hvad hedder du for resten?”

”Erik.”

”Det lyder da meget fornuftigt. Skal vi sige to burgere og en cola?”

”Jeg drikker kun mælk.”

”Nå, du er mere fornuftig, end vi er.”

Og så sad de der med Erik i hans lasede møgbeskidte tøj og spiste. Mælk kunne de ikke få, men vand gik det da med. Selv drak de cola.

Erik opførte sig lidt genert, og han sagde lige pludselig: ”Hvad må folk ikke tænke, at jeg sidder her med to børn.”

”Jeg er ligeglad, hvad de tænker,” sagde Marianne. ”Hvis de har beskidte tanker, må de selv gøre dem rent.”

”Godt svaret,” sagde Erik. De så ind i hans øjne, der var venlige, imødekommende og kloge.

”Lad mig gætte,” sagde Kim. ”Du har ikke været vagabond hele dit liv, og du hedder ikke Erik.”

”Det er muligt,” rødmede Erik. ”Men betyder det noget?”

”Nej nej, vi interesserer os bare for andre mennesker.”

”Det er der ellers ikke mange, der gør,” sagde Erik. ”Men I er vist heller ikke som de fleste.”

”Det er der vel ingen, der er,” sagde Kim.

”Nej, men de fleste voksne er ikke fortrolige med, hvem de er. Det var det, jeg ikke kunne holde ud.”

”Der kan du se,” sagde Kim. ”Du har ikke været vagabond hele tiden. Hvad har du lavet før?”

”Det kan jeg ikke huske,” sagde Erik.

”Du lyver,” sagde Marianne. ”Men det bestemmer du selv. Måske vil det hjælpe dig at fortælle os, hvem du egentlig er.”

”Og I kan tie stille?”

”Ja, selvfølgelig.”

”Ja undskyld, men det tror jeg også, I kan. Jeg har været overlæge engang. Men jeg kunne ikke holde ud, at mine kollegaer blev misundelige på mig, fordi jeg tilfældigvis kunne lave nogle operationer, ingen andre kunne lave. Jeg holdt ud i ti år, så var det slut. Jeg forlod alt og har gået på landevejen siden.”

Kim og Marianne var stille lidt; de følte, at de sad over for en menneskeskæbne, der var hård og måske forfærdelig. ”Vi spørger ikke mere,” sagde Marianne. ”Vi forstår dig, og vi er glade for at have mødt dig.”

”Det er I de første, der siger til mig. Tak skal I have. Jeg har vist aldrig mødt sådan nogle børn som jer før.”

De tav alle tre og tænkte hver sit. Eller tænkte de på det samme? Ja, det gjorde de vist, for pludselig sagde Erik:

”Jeg kan godt love jer, at man kommer til at kende livet, når man lever på landevejen i al slags vejr. Jeg anede ikke, at livet var sådan – nej, det er ikke bagsiden jeg har set – måske er den verden, jeg forlod, bagsiden. Den er nemlig falsk. De mennesker, jeg har mødt som vagabond, er de mest ærlige mennesker, jeg nogensinde har mødt.”

”Så du mener, at de fleste lever i en falsk verden?”

”Ja, en falsk tryghed. Og når så livet banker på med sine krav – når sindet begynder at tænke over tingene, så bliver det hårdt. Jeg kan se på jer, at I kender det.”

”Vi har ingen far,” sagde Kim.

”Hvor er han?”

”Vi aner det ikke. Mor har aldrig fortalt os noget om ham, for han må vel have været der engang.”

”Ja,” sagde Erik. ”Jeg tror, han sidder ude i uendeligheden og glæder sig over jer.”

”Tak,” græd Marianne. ”Du kan sige de rigtige ord på det rette tidspunkt.”

”Det ved jeg såmænd ikke. Jeg har ingen familie mere – jeg er alene og sommetider ensom. Men det er lettere at være ensom på landevejen end i den falske verden.”

Kim tog sig sammen, for han var også ramt. ”Uendeligheden er vores trøst. Alting har to sider. Livet også. Din og vores side. Men lige nu mødes vi over et par burgere midt på banegården.”

De sad længe og snakkede, indtil Marianne pludselig så, at klokken var mange. ”Vi er nødt til at gå,” sagde hun. ”Ses vi i morgen?”

”Ja,” sagde Erik. ”Jeg skal være her. Og i morgen betaler jeg for maden. Jeg skal nok få tigget mig nogle penge til. I skal være mine hædersgæster.” Han gav dem hånden, og med tårer i øjnene løb Kim og Marianne hjem. De nåede lige at komme ind ad døren, da mor satte maden frem. Senere lå de i deres senge og kunne ikke sove. Erik havde virkelig gjort indtryk på dem, og de lå og savnede ham.

Men de faldt da omsider i søvn, og da mor vækkede dem næste morgen, var de så søvnige, at de knapt nok opfattede, hvad hun sagde.

”Jeg sagde, at der er kommet noget til jer,” sagde mor for femte gang.

”Hvad?”

”Det ved jeg ikke. Der står bare ”Hilsen Erik” på papiret.”

De for ned ad trappen – og der ved døren lå en pakke med Eriks navn. Marianne pakkede op og fandt ti blodrøde roser.

Der stod de to søskende med tårer i øjnene, ude af stand til at sige noget.

Hilsen Erik.

 

 

Opgaver til Kim og Marianne på banegåden

 

 

1) Hvad synes I om denne lille historie?

 

 

2) Hvorfor finder nogle mennesker på at gå på landevejen?

 

 

3) Kan I genkende de to børns følelser?

 

 

4) Er der virkelig to verdener, som de tre personer finder ud af?

 

 

5) Har børn af i dag for få voksne at tale med?

 

 

6) Kender I til ensomhed?

 

 

7) Er moderne mennesker mere ensomme end tidligere tiders mennesker?

 

 

8) Hvor kommer ensomheden fra?

 

 

9) Kan I forstå, at Kim finder computerspillene falske og uvirkelige?

 

 

10) Kan computerspil ødelægge vores virkelighedsopfattelse?

 

 

11) Marianne siger, at man ikke kan stole på nogen, og at det er et moderne problem.

      Hvad mener I?

 

 

12) Har Erik ret, når han siger, at moderne mennesker ikke er fortrolige med sig selv?

 

 

13) Hvordan lærer man at blive fortrolig med sig selv?

      Ved at mødes med andre?

      Ved at diskutere og udveksle meninger?

      Ved at spille computerspil?

 

 

14) Hvad kan man selv gøre for at lære sig selv bedre at kende?

 

 

15) Hvordan udvikler man sig, hvis man ikke er fortrolig med sig selv?

 

 

Tilbage