Kim og
Marianne
på
banegården
af
Per Jespersen
For en gangs skyld
havde Kim og Marianne ingen lektier for, så de havde ikke rigtigt noget at lave
om eftermiddagen. Det var altid rart ikke at have lektier for, men netop i
eftermiddag vidste de ikke, hvad de skulle lave. Marianne foreslog et spil på
computeren, men Kim sagde, at det var ved at blive kedeligt at sidde foran
skærmen evig og altid. Han gad ikke mere. Han havde engang været helt bidt af
et bestemt spil, og han havde fået Marianne med på den, så hun også blev bidt
af det. Men en dag havde han sagt: ”Ved du hvad, det er så hjernedødt at sidde
og spille noget, der ikke er virkelighed.”
Så sagde Marianne. ”Du
sagde, at det var åndssvagt at sidde og spille noget, der ikke var virkelighed.
Hvorfor går vi så ikke ud i virkeligheden?”
”Det kan vi da godt,
men Herdis er vist ikke hjemme.”
”Der findes vist andre
virkeligheder end Herdis,” svarede Marianne.
”Du er da så bidt af
hende.”
”Ja, det kan godt
være. Men det er, fordi hun har været en støtte for os begge. Vi har jo ikke
mange voksne at snakke med. Og så er jeg bidt af hende, fordi hun er så
anderledes. Jeg elsker mennesker, der ikke er helt almindelige.”
”Så må du holde meget
af dig selv!”
Marianne grinede og
kylede en pude i hovedet på Kim. ”Så lad os gå ud i virkeligheden. Vil du med?”
”Ja ja, men hvorhen?”
Sagen var den, at selv
om Kim og Marianne hjalp deres venner og veninder meget, så var de alligevel på
deres måde ensomme. Rigtigt tætte venner havde de ikke – måske fordi de selv
var anderledes. På den anden side havde de nok i hinanden og Herdis og Henry.
”Alle børn burde have
voksne at tale med,” sagde Kim. ”Man kan fortælle dem så meget, hvis man kan
stole på dem.”
”Og der er faktisk
ikke så mange, man kan stole på,” sagde Marianne. ”Det er et moderne fænomen,
og jeg kan ikke lide det.”
Da de kom ud på gaden,
foreslog Marianne, at de gik ned på banegården.
”Hvorfor lige der?”
”Der kommer så mange
mennesker. Jeg kan godt lide at sidde et sted, hvor der kommer alle slags
mennesker. Vi kan få burgere dernede.”
”Det ved jeg. Det kan
man så mange steder. Men lad os bare gå derned.”
Lidt senere sad de ved
den lille bar og gumlede et par burgere i sig. Det myldrede med mennesker. Folk
med kufferter, travle forretningsmænd med bærbare computere, husmødre med
favnen fuld af varer, små børn på vej på ferie i week-enden. Et myldrende
folkeliv.
”Engang imellem
trænger jeg bare til at se en masse mennesker og mærke livet pulsere,” sagde
Marianne. ”En banegård er hjertet af bylivet – det kan jeg godt lide.”
De sad længe og
kiggede på de mange forskellige mennesker, og Kim begyndte at føle sig godt
tilpas. Som altid havde Marianne ret. Han blev helt høj af det. Det kunne han
også blive, hvis de var på landet, og der var helt, helt stille. Det var
underligt, men omgivelserne skabte stemninger inden i ham, og åbenbart også i
Marianne, og de stemninger kunne redde en hel dag.
Marianne må have tænkt
på det samme, for hun sagde: ”Jeg elsker, når det myldrer af liv. Men jeg
elsker også stilheden i en skov.”
”Livet har åbenbart to
sider,” sagde Kim. ”Måske har alting to sider.”
”Også mig?”
”Ja, selvfølgelig. Den
ene dag er du jublende glad, men du kan også være helt nede i kælderen, og du
ved ikke altid hvorfor.”
”Ja, men jeg har lagt
mærke til, at du og jeg har de samme følelser de samme dage. Det er da endnu
mere mærkeligt.”
”Det er fordi jeg
elsker dig så højt!”
Marianne grinede, men
vidste godt, at det passede. Ingen af dem kunne undvære hinanden.
De gik ud i folkemængden
og så lidt på butikker og kunne høre togene buldre på perronerne dernede.
Pludselig blev de revet i ærmet af en ældre mand.
”Hov hov,” sagde
Marianne. ”Lad være med det.”
”Jeg ville bare
spørge, om I kunne undvære lidt småpenge til en fattig mand.”
Da de vendte sig, så
de en tarveligt klædt mand med langt uredt skæg og fedtet hår. En vagabond
åbenbart. ”Har I ikke bare til lidt mad.”
Kim svarede: ”Kun til
mad, ikke til druk.”
”Jeg drikker aldrig.”
”Det siger de alle
sammen,” sagde Marianne.
”For mig passer det.”
Marianne følte det som
en udfordring at tale med en vagabond. Det havde ingen af dem prøvet før. ”Er
du virkelig sulten?”
”Ja, jeg har ikke fået
noget siden i går morges.”
”Og vi har lige
spist,” sagde Kim.
Og så for det ud af
Marianne: ”Vi vil hellere invitere dig på mad end give dig penge.”
Manden smilede. ”Det
lyder godt. Sådan er der ikke mange, der svarer. Jeg bliver afvist hele tiden.”
”Lad os gå over og få
en burger,” sagde Kim. ”Jeg kan sagtens få en mere ned, og det kan Marianne
også.”
”Hvor ved du det fra,”
lo Marianne.
”Du vejer for lidt,
lille Marianne. Kom, lad os gå.”
De stilede hen mod
baren med vagabonden i hælene. Så satte de sig ved at bord i hjørnet og kunne
ikke undgå at se, at gæsterne kikkede noget skævt til dem.
”Sæt dig ned. Hvad
hedder du for resten?”
”Erik.”
”Det lyder da meget
fornuftigt. Skal vi sige to burgere og en cola?”
”Jeg drikker kun
mælk.”
”Nå, du er mere
fornuftig, end vi er.”
Og så sad de der med
Erik i hans lasede møgbeskidte tøj og spiste. Mælk kunne de ikke få, men vand
gik det da med. Selv drak de cola.
Erik opførte sig lidt
genert, og han sagde lige pludselig: ”Hvad må folk ikke tænke, at jeg sidder
her med to børn.”
”Jeg er ligeglad, hvad
de tænker,” sagde Marianne. ”Hvis de har beskidte tanker, må de selv gøre dem
rent.”
”Godt svaret,” sagde
Erik. De så ind i hans øjne, der var venlige, imødekommende og kloge.
”Lad mig gætte,” sagde
Kim. ”Du har ikke været vagabond hele dit liv, og du hedder ikke Erik.”
”Det er muligt,”
rødmede Erik. ”Men betyder det noget?”
”Nej nej, vi
interesserer os bare for andre mennesker.”
”Det er der ellers
ikke mange, der gør,” sagde Erik. ”Men I er vist heller ikke som de fleste.”
”Det er der vel ingen,
der er,” sagde Kim.
”Nej, men de fleste
voksne er ikke fortrolige med, hvem de er. Det var det, jeg ikke kunne holde
ud.”
”Der kan du se,” sagde
Kim. ”Du har ikke været vagabond hele tiden. Hvad har du lavet før?”
”Det kan jeg ikke
huske,” sagde Erik.
”Du lyver,” sagde
Marianne. ”Men det bestemmer du selv. Måske vil det hjælpe dig at fortælle os,
hvem du egentlig er.”
”Og I kan tie stille?”
”Ja, selvfølgelig.”
”Ja undskyld, men det
tror jeg også, I kan. Jeg har været overlæge engang. Men jeg kunne ikke holde
ud, at mine kollegaer blev misundelige på mig, fordi jeg tilfældigvis kunne
lave nogle operationer, ingen andre kunne lave. Jeg holdt ud i ti år, så var
det slut. Jeg forlod alt og har gået på landevejen siden.”
Kim og Marianne var
stille lidt; de følte, at de sad over for en menneskeskæbne, der var hård og
måske forfærdelig. ”Vi spørger ikke mere,” sagde Marianne. ”Vi forstår dig, og
vi er glade for at have mødt dig.”
”Det er I de første,
der siger til mig. Tak skal I have. Jeg har vist aldrig mødt sådan nogle børn
som jer før.”
De tav alle tre og
tænkte hver sit. Eller tænkte de på det samme? Ja, det gjorde de vist, for
pludselig sagde Erik:
”Jeg kan godt love
jer, at man kommer til at kende livet, når man lever på landevejen i al slags
vejr. Jeg anede ikke, at livet var sådan – nej, det er ikke bagsiden jeg har
set – måske er den verden, jeg forlod, bagsiden. Den er nemlig falsk. De
mennesker, jeg har mødt som vagabond, er de mest ærlige mennesker, jeg
nogensinde har mødt.”
”Så du mener, at de
fleste lever i en falsk verden?”
”Ja, en falsk tryghed.
Og når så livet banker på med sine krav – når sindet begynder at tænke over
tingene, så bliver det hårdt. Jeg kan se på jer, at I kender det.”
”Vi har ingen far,”
sagde Kim.
”Hvor er han?”
”Vi aner det ikke. Mor
har aldrig fortalt os noget om ham, for han må vel have været der engang.”
”Ja,” sagde Erik. ”Jeg
tror, han sidder ude i uendeligheden og glæder sig over jer.”
”Tak,” græd Marianne.
”Du kan sige de rigtige ord på det rette tidspunkt.”
”Det ved jeg såmænd
ikke. Jeg har ingen familie mere – jeg er alene og sommetider ensom. Men det er
lettere at være ensom på landevejen end i den falske verden.”
Kim tog sig sammen,
for han var også ramt. ”Uendeligheden er vores trøst. Alting har to sider.
Livet også. Din og vores side. Men lige nu mødes vi over et par burgere midt på
banegården.”
De sad længe og
snakkede, indtil Marianne pludselig så, at klokken var mange. ”Vi er nødt til
at gå,” sagde hun. ”Ses vi i morgen?”
”Ja,” sagde Erik. ”Jeg
skal være her. Og i morgen betaler jeg for maden. Jeg skal nok få tigget mig
nogle penge til. I skal være mine hædersgæster.” Han gav dem hånden, og med
tårer i øjnene løb Kim og Marianne hjem. De nåede lige at komme ind ad døren,
da mor satte maden frem. Senere lå de i deres senge og kunne ikke sove. Erik
havde virkelig gjort indtryk på dem, og de lå og savnede ham.
Men de faldt da
omsider i søvn, og da mor vækkede dem næste morgen, var de så søvnige, at de
knapt nok opfattede, hvad hun sagde.
”Jeg sagde, at der er
kommet noget til jer,” sagde mor for femte gang.
”Hvad?”
”Det ved jeg ikke. Der
står bare ”Hilsen Erik” på papiret.”
De for ned ad trappen
– og der ved døren lå en pakke med Eriks navn. Marianne pakkede op og fandt ti
blodrøde roser.
Der stod de to
søskende med tårer i øjnene, ude af stand til at sige noget.
Hilsen Erik.
Opgaver til Kim og
Marianne på banegåden
1) Hvad synes I om
denne lille historie?
2) Hvorfor finder
nogle mennesker på at gå på landevejen?
3) Kan I genkende de
to børns følelser?
4) Er der virkelig to
verdener, som de tre personer finder ud af?
5) Har børn af i dag
for få voksne at tale med?
6) Kender I til
ensomhed?
7) Er moderne
mennesker mere ensomme end tidligere tiders mennesker?
8) Hvor kommer
ensomheden fra?
9) Kan I forstå, at
Kim finder computerspillene falske og uvirkelige?
10) Kan computerspil
ødelægge vores virkelighedsopfattelse?
11) Marianne siger, at
man ikke kan stole på nogen, og at det er et moderne problem.
Hvad mener I?
12) Har Erik ret, når
han siger, at moderne mennesker ikke er fortrolige med sig selv?
13) Hvordan lærer man
at blive fortrolig med sig selv?
Ved at mødes med andre?
Ved at diskutere og udveksle meninger?
Ved at spille computerspil?
14) Hvad kan man selv gøre for at lære sig selv
bedre at kende?
15) Hvordan udvikler man sig, hvis man ikke er
fortrolig med sig selv?