Kim og Marianne

 

på gågaden

 

af

 

Per Jespersen

 

Det var op ad formiddagen, og Kim og Marianne havde spillet computerspil et par timer, selv om Kim egentlig ikke gad. De kom ind i den sædvanlige diskussion om den falske virkelighed, som computerspillene var udtryk for.

”Hør her,” sagde Kim. ”Det Herdis laver er meget mere virkeligt end dette her.”

”Det ved jeg nu ikke,” sagde Marianne. ”Hun lever i sin egen fantasiverden og maler ud fra den. Det er snarere sådan, at hvert menneske har sin virkelighed. Du har din og jeg har min.”

”Jamen, de løber da sammen engang imellem. Computerverdenen løber sgu ikke sammen med den – hvad skal jeg kalde den – den levede virkelighed.”

”Herdis’ virkelighed er da virkelig levet. Hun maler ud fra sine følelser, og hvis følelser ikke er virkelige, så ved jeg ikke, hvad de er.”

”Det er rigtigt, og spillene, vi spiller, skaber følelser i os. Men de skaber også nogle følelser, jeg ikke vidste, at jeg havde, og som jeg bestemt ikke kan lide.”

”Som for eksempel hvad?”

Kim sukkede. ”Jeg har opdaget, at det er sjovt at dræbe, når det er et spil. Det kan en dag få mig til at tro, at det er OK at dræbe. Jeg tror virkelig, det er derfor, verden er så voldelig.”

”Jeg tror snarere den er voldelig, fordi der er så mange forsømte børn. Skilsmissebørn og sociale tabere osv.”

”Og hvad så med os,” sagde Kim. ”Vi har ingen far, og vi ved ikke noget om ham. Er vi så ikke forsømte?”

”Vi har reddet hinanden, fordi ----- .”

”---- fordi jeg elsker dig så højt.”

De grinede begge to, for det var jo rigtigt, at hvis de ikke havde hjulpet hinanden i tykt og tyndt, var de aldrig kommet igennem.

”Men,” sagde Marianne. ”Vi har også haft to voksne venner, Henry og Herdis. De har hjulpet os over meget. Det ved du – selv Herdis, der til tider ikke aner, om det er sommer eller vinter, kan være til hjælp, når det virkelig gælder.”

”Og Henry også. Egentlig tror jeg ikke, han bryder sig meget om børn, men os kan han godt lide.”

”Det er, fordi jeg er så sød og velopdragen.”

”Er du velopdragen,” lo Kim. ”Det må jeg nok sige. Du siger, hvad der passer dig, og gør, hvad der passer dig.”

”Det er man jo nødt til. Ellers bliver man bare trampet på.”

”Egentlig er du mere modig, end jeg er,” sagde Kim. ”Hvor får du den styrke fra? Ikke fra spillene, vel?”

”Nej, fra dig. Det vidste du vist ikke, hvad?”

”Nej, men du må være sådan, som du er, fordi jeg ----.”

”---- elsker mig så højt. Skal vi ikke slutte, at vi holder meget af hinanden, og at det er Henrys og Herdis’ skyld.”

”Jo, det er sådan, det er. Jeg tror faktisk ikke, at der er mange børn, der har fortrolige voksne, som ikke er deres forældre. Det burde der gøres noget ved.”

”Det bliver ikke nemt, for voksne tænker kun på sig selv og materielle goder.”

”Det er en gammel traver. Kan du ikke udtrykke det på en dybere måde?”

”Jo, de kender ikke sig selv, og hvis de endelig kommer i en situation, hvor de møder sig selv, bliver de hundeangste for at opdage, hvem de er.”

”Ligesom jeg opdager de negative følelser ved at spille.”

”Ja, noget i den retning. Ring lige til Herdis.”

”Det hjælper da ikke. Hun ved ikke, hvordan hun skal tage mobilen.”

”Prøv alligevel,” sagde Marianne. ”Hun skal sgu lære det.”

Kim ringede, men der skete selvfølgelig ikke noget.

”Så send en SMS.”

”Det bliver det da bare værre af. Men jeg prøver. Hvad skal jeg skrive?”

”At vi kommer om en halv time.”

”Godt, jeg prøver. Men du skal ikke regne med et svar.”

Beskeden gik af sted, og de to børn ventede på svar. Og det kom!!

”Hvordan har hun fundet ud af det?”

”Det plejer at hjælpe at tænke sig om.”

”Ja, men det er Herdis, vi taler om.”

”Læs nu, hvad hun skriver!”

Kim læste: ”gje rgldæe gim.” Han lo. ”Ja så, ser man det.”

”Den er da god nok. Det betyder: Jeg glæder mig.”

”Hvordan kan du gøre det så hurtigt?”

”Ved at tænke mig om. Kom, lad os komme af sted.”

Et kvarter senere stod de ved Herdis’ dør og bankede på.

 ”Kom ind,” sang hun.

”Herdis, det er en stor dag for dig,” sagde Marianne. ”Du har sendt din første SMS. Det er bare ikke helt ligegyldigt, hvordan man staver ordene.”

”Det kan jeg virkelig ikke tage mig af. Det kan telefonen vel ordne. I siger jo, at verden er blevet digital; så skulle det ikke være noget problem.”

”Den skulle ikke gerne være så digital, at man ikke behøver at tænke selv,” sagde Kim.

”Det er så anstrengende,” sagde Herdis.

Marianne lo. Det var måske derfor mennesker ikke ville involveres i andre mennesker, for så skulle de involvere sig selv og tænke over tingene. Det var det, de ikke turde. De ville flygte ind i den digitale verden.

”Nå, lad os komme af sted,” sagde Kim.

”Hvor skal vi hen?”

”En tur på gågaden,” sagde Marianne.

”Der har jeg aldrig været,” sagde Herdis tøvende.

”Netop. Du skal ud og se verden.”

”Den gør mig bange,” sagde Herdis frygtsomt. ”Men hvis jeg har jer med, så går det vel.”

”Vi skal nok beskytte dig mod tyve og røvere,” sagde Kim.

En halv time senere gik de på gågadens mylder og så på forretninger, sad på bænken i solen og beundrede de træer, man havde plantet på gaden for at gøre den mere naturlig.

”Jeg anede ikke, at her så sådan ud,” sagde Herdis. ”Ser den sådan ud hver dag? Er der ligeså mange mennesker hver dag?”

”Ja, selvfølgelig. Kom, vi skal ind og have noget at spise. Jeg er ved at dø af sult,” sagde Marianne.

”Jeg spiser altid hjemme,” sagde Herdis.

”Ja,” sagde Kim. ”Men det gør du ikke i dag. Vi skal ind og have en burger med hele svineriet.”

”Holder de svin på gågaden?” Herdis så helt skræmt ud.

”Nej det betyder bare, at der skal ketchup, mayonnaise, sennep og alt det.”

”Er det ikke at frådse lidt?”

”Det kan godt være, men sådan gør man i vores alder.”

Lidt senere sad de på baren. Folk kikkede noget, da Herdis kom ind, for hun havde taget en hat på større end Dronning Margrethes, så der var ikke rigtigt plads til den. ”Jeg tager den ikke af; jeg har ikke redt hår i fjorten dage.”

”Nej nej,” sagde Kim. ”Nu henter jeg mad til os.”

Tre megaburgere kom på bordet, og Herdis spurgte: ”Hvor er kniv og gaffel?”

”Det bruger man ikke her. Det er mere naturligt. Man æder bare, til man sprækker, tørrer fingrene af i et eller andet, og så er det godt.”

”Der mangler vist noget i min opdragelse,” sukkede Herdis.

”Sikkert. Det er det, vi er ved at råde bod på,” grinede Kim med munden smurt til af sennep og ketchup.” Åh, det smager bare himmelsk.”

”Jeg tror ikke, man spiser burgere i himlen,” sagde Herdis.

”Nej, man maler heller ikke.”

”Så skal jeg ikke derop.”

”Bare rolig,” sagde Marianne. ”Du bliver født igen, fordi du ikke nåede at opleve det hele.”

”Så vil jeg være maler igen. Det ved man, hvad er.”

Så gik døren op og en meget fint klædt mand kom ind.

”Han passer heller ikke her,” sagde Herdis og skraldlo. ”Så er vi to.”

Den fine herre så sig lidt omkring og kom så hen til deres bord. ”Jeg søger en Fru Herdis,” sagde han.

”Det er mig, men jeg er ikke frue. Jeg er bare maler.”

”Det ved jeg. Jeg ville gerne se på Deres billeder. Kan det passe i eftermiddag?”

Herdis var ved at falde ned af stolen, men Kim svarede: ”Det passer udmærket. Vi er hendes managers, så det er fint med os.”

Nede fra gulvet lød det gispende: ”Jeg har ikke støvsuget eller vasket op i en uge.”

”Nej,” sagde Marianne. ”Det ordner vi for dig.” Og til den fine herre sagde hun: ”Er De interesseret i Fru Herdis’ billeder?”

”Ja, jeg så et på Rådhuset. Det er mageløst. Ja, jeg er ikke her fra byen, men i min by ville vi sætte stor pris på at have et billede af så dygtig en kunstner.”

Herdis havde ellers fået famlet sig op på plads, men nu røg hun på gulvet igen.” Ja, men så kommer jeg klokken tre i eftermiddag.”

Så gik han, og Kim og Marianne fik Herdis op til bordet igen. ”Spis nu færdig, Herdis. Alt det her var ikke sket, hvis vi ikke var gået herind.”

”Jeg er helt ude af den.”

”Ja, det er derfor vi går med dig hjem og gør rent. Så skal vi nok ordne den handel med den fine herre.”

”Vil I virkelig det?”

”Ja, og vi skal nok handle med ham.”

”Det er meget dyrebare billeder, jeg har.”

”Det ved vi. Derfor skal vi også have en ordentlig pris. Kom så, så går vi.”

Og så forlod de to søskende baren fulgt af Herdis med sin store hat, mens de alle tre skrålede: ”Det kimer nu til julefest.”

 

 

Opgaver

 

Hvad mener I om, at Kim har opdaget nogle følelser i sig selv ved at spille computer?

 

Har I prøvet det?

 

Har de to børn ret i, at mange voksne er bange for at kende sig selv?

 

Kan den digitale verden føre os fjerne for os selv?

 

Hvordan kan man lære sig selv rigtigt at kende?

 

I skolen?

 

Hjemme?

 

Ved at diskutere alt mellem himmel og jord?

 

Er det sandt, at mange børn ikke har voksne fortrolige, de kan tale med?

 

Hvis det er rigtigt, hvad kan man så gøre ved det?

 

Hvad synes I om Herdis?

 

Hvad har gjort de to søskende så tænksomme, som de er?

 

 

Tilbage