på Rådhuset
af
Per Jespersen
Mor var gået tidligt
på arbejde, så Kim og Marianne måtte selv lave morgenmad. Det var nu ikke noget
problem, for det skete hver anden uge, at mor skulle møde klokken fem om
morgenen. På en måde nød de at være selv, og Kim elskede at servere frisk
morgenbrød for sin søster. Han havde været hos byens bager og hente de berømte
rundstykker.
Og nu sad de og talte
om, hvad de skulle lave den dag. Det var lørdag, så de skulle ikke i skole.
Vejret så ud til at være fint, så måske skulle de tage ud og fiske.
”Det gider jeg ikke,”
sagde Kim, der endnu ikke havde glemt sin første fisketur. Han var imod at slå
dyr ihjel, lige meget hvor nødvendigt, det var.
”Hvad skal vi så,”
spurgte Marianne.
”Om lidt foreslår du,
at vi skal besøge Herdis.”
”Det kunne da godt
være, men hun har sagt, at hun ikke vil forstyrres i dag. Hun skal male.”
”Tænk dog! Det gør hun
næsten aldrig.” Kim vidste udmærket, at Herdis stort set ikke bestilte andet
end at male. ”Hvorfor sælger hun aldrig noget. Man kan da ikke bare mal for at
male.”
”Jo, når man er
kunstner, så kan man. Forfattere skriver også bare hele tiden og prøver at få
deres stof udgivet. Det er ikke let at være kunstner.”
”Har du nogensinde
spurgt Herdis om, hvornår hun lavede sit første billede?”
”Hun siger selv, at
hun malede første gang, da hun var fem. Hun blev rost af
børnehaveklasselederen, og billedet blev hængt op, så alle kunne se det. Fra
den dag besluttede hun at blive kunstmaler.”
”Og hvad sagde hendes
forældre?”
”Hun havde ingen. Hun
er ud af en stor børneflok, så hun blev adopteret væk til en kvinde, der ikke
var gift.”
”Så hun voksede altså
op ligesom vi.”
”Næsten,” sagde
Marianne. Så grinede hun: ”Jeg kan bare ikke rigtigt forestille mig dig som
kunstmaler. Du har ikke forstand på det med farver.”
”Nej, jeg skal heller
ikke være maler.”
”Hvad skal du så være?
Flymekaniker ligesom Henry?”
”Nej, det tror jeg
ikke. Men jeg ved det ikke. Skolelærer fx?”
Marianne var ved at
tabe rundstykket på gulvet. ”Du! Lærer! Du kritiserer altid lærerne.”
”Det har Jørgensen
lært os.”
”Det ved jeg godt – og
jeg ved også, at du mener det alvorligt. Men du bliver kanøflet med de
holdninger, du har.”
”Så laver jeg bare en
friskole.”
”Og så strømmer folk
til med deres børn. Til Kims Friskole – eller hvad skal den hedde?”
”Henrys Mindes
Friskole.”
Så ringede Mariannes
mobiltelefon. Inden hun tog den, så hun på nummeret. ”Det er Herdis’ nummer.
Hun kan da ikke finde ud af at ringe fra den telefon, Henry gav hende.”
”Hun må have været
heldig.”
Kim kunne tydeligt
høre Herdis’ fortvivlede stemme. ”I må komme over, I smørunger. Jeg skal male.
Og jeg har ikke tid til at blande farver. Det skal være færdigt i eftermiddag,
og jeg er kun halvvejs.”
”Du har da så mange
solnedgangsbilleder,” sagde Marianne.
”Ja, men det er noget
andet. Skynd jer at komme. I kan rede kunsten fra at uddø.”
”Nå nå, sagde
Marianne. Kunsten skal nok overleve.”
”Men ikke min kunst.”
Så blev telefonen afbrudt, og Kim grinede: ”Nu fik hun trykket på den forkerte
knap. Lad os løbe derover.”
Et kvarter senere stod
de ved Herdis’ dør og undrede sig over, at hun ikke sang derinde. Det gjorde
hun altid, når hun malede.
”Hun er stresset,”
sagde Mariane. ”Lad os komme ind.”
De løb ind til Herdis
og så hende fare forvirret rundt mellem malerdåser, pensler og lærreder.
”Hvorfor skal det være
færdigt i eftermiddag?”
”Det skal på
udstilling.”
”Hvad? Det har du da
aldrig gjort før.”
”Nej, men én gang skal
være den første. Kan I ikke blande grøn og brun for mig.”
Først i det øjeblik
stirrede de på det halvfærdige lærred.
”Har du ikke glemt
solen, Herdis,” sagde Marianne.
”Nej, jeg glemmer
aldrig solen. Men de vil have et skovbillede, og jeg var jo i skoven for nogle
uger siden, så det må kunne lade sig gøre. Så vil jeg male ti
solnedgangsbilleder bagefter.”
De to børn gik ud for
at blande farver, og Marianne vidste nøjagtigt, hvordan Herdis ville have sine
farver. De skyndte sig alt, hvad de kunne, for de kunne mærke, at Herdis var i
tidsnød, og der var intet de hellere ville end hjælpe hende.
Mens de blandede,
sagde Kim: ”Så du skitsen på lærredet?”
”Ja, det er i hvert
fald anderledes.”
”Det er kunst, lille
søster. Hvis det lykkes for hende, er hun virkelig kunstner.”
Marianne styrtede ind
med fire nuancer af den grønne farve, og lidt efter kom Kim med de brune farver
til skovbunden.
”Og så sætter I jer
der og tier stille,” sagde Herdis.
”Nej, vi gør ej, Vi
går i køkkenet, for du har ikke vasket op i fjorten dage.”
”Jeg har jo ikke tid,”
sagde Herdis. ”Kunstnere har meget travlt og er tit meget kede af det, så de
ikke kan ikke klare almindelige hverdagsting som opvask og sådan noget.” Hun
vendte sig og sagde hjerteligt: ”Men jeg har jo mine to små klukhøns, ikke?”
”Så skal du også love,
at der ingen sol kommer på det billede.”
”Det gør der heller
ikke. Det er overskyet, og så kan man se alle de fine farvenuancer i skoven.
Tak fordi I tog mig derud.”
”Det var da dig selv,
der var stukket i skoven for at male den virkelige sol.”
”Nå, der kan man bare
se. Så, nu ved jeg, hvordan det skal være. Ti så stille!”
De to børn gik i
køkkenet for at vaske op, og Kim stak i et grin, da han så opvasken. Tallerkner
og kopper stod så højt, at de næsten nåede loftet. ”Jeg har aldrig set noget
lignende!”
”Nej, der er lidt
mere, end der plejer,” lo Marianne. ”Det værste bliver at få fat i den øverste
kop uden at vælte det hele.”
Kim fik sat to stole
oven på hinanden, og det lykkedes ham at få den øverste kop fri uden at vælte
noget. Men opvasken varede flere timer, og de hørte ikke en lyd fra atelieret.
”Jeg tror virkelig hun
arbejder koncentreret,” sagde Marianne. ”Jeg er meget spændt på resultatet.”
Netop som de var
færdige, kom Herdis farende. ”Sig mig, hvad har I gjort ved mit køkken?”
”Vasket op.”
”Nå, det var godt –
jeg kan ikke finde noget, hvis I laver om på tingene. Her er en seddel med et
navn på noget, I lige skal hente hos farvehandleren.”
”Hvad skal vi hente?”
”Det står på sedlen.
Men kom hurtigt tilbage.”
”Det tager sådan ca.
fem minutter, for han bor lige om hjørnet.”
”Gør han det. Hvornår
er han flyttet?”
”Det er tyve år siden,
siger man.”
”Nå, så må det være
længe siden, jeg har været der.”
”Det ved vi,” sagde
Marianne. ”Det er os, der køber farver for dig.”
”Nå, det var godt. Jeg
blev helt urolig. Men der har I nu gjort meget godt.”
De to børn for af
sted, for de fornemmede, at det virkelig var vigtigt for Herdis, at hun fik
siccativ, der kunne få billedet til at tørre hurtigt. Da de kom tilbage, sagde
Kim:” Hvor skal det hænges op?”
”På Rådhuset. Der hvor
der er en masse mænd, der bestemmer så forfærdeligt meget. Der kommer besøg af
en eller anden borgmester fra den anden ende af landet.”
Så fik Marianne øje på
det færdige billede. ”Kim, se lige der!”
Kim kiggede, tog
Marianne om skuldrene og hviskede: ”Det er originalt. Hvor kan hun?”
”Hvad står I og tisker
om,” sagde Herdis, mens hun sprøjtede billedet over med det farvetørrende stof.
”Om dig. Du ER
kunstner!”
”Har I nogensinde
tvivlet om det?”
”Nej, ikke på den måde
– men det billede – du har aldrig gjort det bedre.”
Herdis kom til at
græde. ”Mener I det?”
”Ja, ellers sagde vi
det ikke. Du maler ligesom Cezanne.”
”Hvem er Cezanne?”
”En berømt fransk
maler. Men han er død.”
”Ja, der kan I se,
hvordan det går. Det er så hårdt at være kunstner.”
”Hvis jeg havde penge,
ville jeg købe det lige på stedet.”
”Men det har du ikke,
Du skylder mig fem kroner,” sagde Kim.
Tre timer senere sad
de sammen med Herdis i rådhussalen blandt hundreder af mennesker. Hele byrådet
sad bænket oppe på scenen og afventede gæsten ankomst. Bag byrådet hang Herdis’
billede, og det så endnu smukkere ud på afstand. Hun var simpelthen genial.
Så kom borgmesteren.
Han holdt en lang og temmelig kedelig tale, og Herdis gabte flere gange så
højt, at alle kunne høre det.
”Ikke så højlydt,”
hviskede Kim.
”Jeg er bare så
søvnig.”
Så blev der stille.
Alle stirrede på billedet der funklede i skovens mest vidunderlige farver. Så
klappede alle, og Herdis spurgte: ”Hvad klapper de af?”
”Af dig. Hørte du
ikke, hvad der blev sagt?”
”Næh.”
”Borgmesteren her fra
vores by sagde, at kommunen var stolt af at have en stor kunstner blandt sine
borgere.”
”Nå, de giver mig
ellers ikke meget i understøttelse.”
”Hør nu efter,
Herdis!”
Den gæstende
borgmester gik på talerstolen og sagde: ”Jeg må sige, at jeg er beæret over at
være her. I min kommune kan vi ikke bryste os af at have en stor kunster. Men
det har I her. Derfor er det mig en glæde at fortælle, at jeg har besluttet at
købe dette billede til ophængning i vores ellers så smukke rådhussal. Nu bliver
den endnu smukkere. Det er mig en glæde at overrække denne check til ----”
”Du skal på scenen,
Herdis,” hviskede Marianne.
”Ikke jeg. Det må I
gøre.”
Og så måtte Kim og Marianne gå på scenen og
modtage en konvolut med checken til Herdis. Og Kim mandede sig op og talte til
salen. ”Fru Herdis kunne desværre ikke være tilstede på grund af overarbejde.
Men vi siger tak på hendes vegne, og vi synes, at I alle skulle rejse jer og
klappe ad hende. Jeg kan nemlig fortælle jer, at Herdis er en stor kunstner,
men hun er også et dejligt menneske, som min søster og jeg ikke kunne undvære.
Hun har altid været der for os.”
Marianne stod i
baggrunden og hylede. Både af stolthed over sin bror, der turde stå op i en
fyldt sal og holde tale og af glæde på Herdis’ vegne.
Alle klappede, og Kim
og Marianne listede ned til Herdis og gav hende konvolutten.
En time
senere sad de hjemme hos Herdis med konvolutten på bordet. ”Luk nu op, Herdis!”
”Jeg kan ikke få mig
selv til det. Kim, du tog imod den, så må du også lukke den op.”
Kim sprættede op – og
var ved at trille ned på gulvet. ”Herdis – du har fået 20.000 kr.”
”Hvad har jeg?” Så
besvimede hun, og Marianne og Kim fik hende bakset op i den vakkelvorne sofa og
hældte kold vand i hovedet på hende.
Endelig vågnede hun
op, rev børnene til sig, gav dem et knus og sagde lykkeligt: ”I to små
malerbøtter – hvis I ikke kunne knuse og male farverne, som jeg vil have dem,
var dette aldrig sket. Tusind tusind tak.” Tårerne stod ud af øjnene på hende.
Til sidst græd de alle tre af glæde.
Aldrig havde de
oplevet så dejlig en dag.
Spørgsmål til
diskussion:
1)
Hvad er kunst? Prøv at give en definition.
2)
Hvilken betydning har kunst for samfundet?
3)
Kim og Marianne taler om kunstnere, som åbenbart er
anderledes end andre mennesker. Hvad mener I?
4)
Kender I Cezanne? Ellers gå på biblioteket eller internettet
og se hans fremragende billeder.
5)
Hvad har inspireret Herdis til skovbilledet?
6)
I et samfund er der politikere, der styrer landet eller
kommunen. Så er der almindelige borgere. Og der er kunstnere. Hvordan synes I,
et samfund skulle indrettes, så det var godt at leve i?
7)
Hvordan er de to børns og Herdis’ forhold?
8)
I kunne gå på jeres bys museum og se på kunst. Er malerkunst
virkelig vigtig for samfundet? Hvordan?
9)
Er det ikke uretfærdigt, at nogle kan male og skrive, mens
de fleste ikke kan?
10)
Hvad mener I om Herdis’ måde at lave på?
11)
Gå på jagt på skolen eller jeres hjem og se, om I kan finde kunst der.
12)
Har I nogle yndlingsmalere eller yndlingsforfattere?