Krigen

 

af

 

Per Jespersen

 

De to lande Lukistan og Kumo var i krig med hinanden. Det havde de været i hundreder af år. Begge lande havde spioner hos hinanden, og begge lande forsøgte at benytte sig af de mest raffinerede metoder til at angribe hinanden. De stjal hele tiden hinandens nye ideer, så de fik bedre tanks, hurtigere fly og mere avanceret lytteudstyr.

Denne gang foregik krigen under vandet. Det lå nemlig en sø på sydgrænsen mellem Lukistan og Kumo. Mod nord var det en bred og dyb flod, der dannede grænse. Hele krigen udspillede sig i søen og i floden. Der var bygget hele flådestationer på bunden af floden og søen. Herfra udgik U-bådene, der kunne afskyde raketter mod hinanden. Der var intet at se på overfladen, og befolkningen i de to lande mærkede ikke noget til krigen. Kun en gang imellem drev lidt vraggods på land. Det var det eneste tegn på, at der foregik noget under vandet. Livet gik sin gang, mens mænd og kvinder blev dræbt under vandet.

Krigen var et spil. John spillede hver dag. Med sit joystick kunne han gribe ind i krigen, som var han en tredje magt, der blandede sig. Han brugte flere timer hver dag, og krigen gik hele tiden videre med alle de nye U-både og moderne missiler, som han havde sat i gang dagen i forvejen.

I dag havde han taget Theis med hjem.

”Det er bare super godt,” sagde John. ”Det er det bedste spil, jeg har haft.”

Nu sad de to drenge foran skærmen med et joystick i den ene hånd og en cola i den anden.

”Lad os så komme i gang,” sagde Theis. ”Men du må lige forklare mig, hvordan sagerne står.”

Det tog ikke lang tid, for lige så snart de blændede op, var krigen i gang, og de to lande gik løs på hinanden.

”Se de U-både,” sagde John begejstret. ”De første var alt for langsomme. Se den, der kommer nu – den byggede jeg i går.”

”Hvilket land tilhører den,” spurgte Theis.

”Lukistan. Du er Kumo. Hvad vil du gøre?”

”Sende raketter i hovedet på den,” sagde Theis.

”Det kan du ikke,” sagde John. ”Du har ikke noget at skyde fra. Dine U-både er ikke hurtige nok.”

”Jeg vil gøre noget helt andet.”

Theis tog hårdt fat om joysticket. ”Nu skal du se. Jeg bygger et helt raketbatteri bag ved bjerget der.”

”For at skyde ned i vandet?”

”Selvfølgelig! Se her!” Raketbatteriet blev hurtigt færdigt, klar til at angribe, og inden John så sig om, var hans nyeste U-båd skudt i sænk.

”Aha,” sagde John. ”Jeg har en til. Den har missiler, der selv kan opsøge deres mål.”

Et missil for op af vandet og sprængte Kumos første raketbatteri i luften. Men John havde ikke set, at Theis havde bygget et til længere inde på land. Nu kom missilet flyvende, og Lukistans anden U-båd var tilintetgjort.

”Hvordan kunne du gør det så hurtigt,” spurgte John.

”Man røber ikke krigshemmeligheder,” grinede Theis. ”Den næste er lige om hjørnet!”

”Hvad mener du?”

”Bare vent og se,” sagde Theis hemmelighedsfuldt.

John tænkte, så det knagede. Så besluttede han sig til at sende hele sin U-bådsflåde ud i floden, så den kunne angribe bagfra. Inderst inde tænkte han: Nu har jeg ham! Han kunne ligefrem mærke sit hjerte banke heftigt. NU har jeg ham!

Men John havde ikke regnet med, hvad landet Kumo kunne finde på. Det kom HELT bag på ham, og det blev afgørende for krigens udfald.

Johns flåde kom strygende rundt om pynten ved klippen, da han så, hvad der var ved at ske.

”Så har Lukistan tabt krigen,” råbte Theis triumferende. Hans tre missiler borede sig dybt ned i vandet, hvor Lukistans U-både befandt sig, og John vidste med det samme, at slaget var tabt.

Et øjeblik efter var alle U-både udslettet. En kæmpemæssig paddehattesky rejste sig over hele området. Byerne knustes på et par sekunder – og alt var ude.

John stirrede måbende på skærmen. Han så på Theis og så på skærmen igen.

”Jeg vandt krigen,” sagde Theis grinende.

”Gjorde du? Dit land er ligeså ødelagt som mit. Der kan ikke bo mennesker i nogle af landene i de næste mange tusinde år. Din store idiot!”

”Det er kun et spil,” sagde Theis. ”Vi kan bygge det hele op igen.”

”Men hvis det var virkelighed?”

”Det er det ikke.”

John prøvede igen: ”Det KUNNE være det! Det, vi har siddet og gjort, er det, som nogle mennesker laver i virkeligheden. Man kan ikke lave et spil, der ikke kan foregå i virkeligheden.”

”Hvorfor ikke?”

”Det er menneskers tanker, der er lagt ind i spillet, ikke?”

”Det ved jeg da godt,” sagde Theis.

”Men mennesker har noget, der hedder fantasi – og det er den, de lægger ind i spillene. Det er ikke virkelighed.”

”Hvad følte du, da du fik ideen til at sende de atombomber i hovedet på mig?”

”Fryd. Hævn! Det var bare skønt!!”

”Sig lige det igen,” sagde John.

”Du hørte det godt. Det var spændende!”

John sad lidt og tænkte. ”Ved du hvad,” sagde han så. ”Så ER det ligesom virkeligheden. Sådan et spil får os til at få følelser. De samme følelser, som hvis det VAR virkelighed. Er du gal mand – det er jo dødfarligt!”

”Vel er det ej,” sagde Theis. ”Det er ikke andet end leg!”

”Det er det måske også, når mennesker virkelig laver krig. De tror, det er alvor, men i virkeligheden er det leg. Leg med følelser. Leg med liv og død.”

Theis grundede lidt. ”Eller er det omvendt? Vi tror, det er leg, når vi sidder med vores joystick og laver bomber og U-både og raketbatterier og missiler – og så ER det alvor!!!”

”Nu ved jeg, hvor du vil hen,” sagde John. ”Leg og alvor kan ikke skilles ad. Hold op, mand!”

Skærmen stod og bippede. Spillet var slut. Lukistan og Kumo var lagt øde. Legen var forbi. Og de stod som lamslåede, da lugten af slam og døde mennesker sivede ud af computeren.

 

Tilbage