Ansvar

af

Per Jespersen

Ansvar er erkendelse af etisk og medmenneskelig forpligtigelse over for sig selv og andre.

Oprindeligt betyder ordet ”modsvar” (engelsk; answer), det vil sige ”svar på beskyldning” eller ”redegørelse for ens adfærd”.

Ansvar er betinget af fællesskab, der modsvarer egoismen og egocentriciteten. Grundlaget for oplevelse af ansvar er viden, sammenhængsforståelse og erkendelse af egne og andres emotionelle forhold.

Begrebet ansvar har ændret sig – det er blevet formelt, dvs. at den enkelte på forskellige måder kan frakende sig sit eget ansvar uden at det får følger. Demokratiets udvikling til et bureaukratisk, repræsentativt styre har gjort ansvaret hjemløst. Ansvaret er blevet ”tingsliggjort”, hvilket vi fx kan se af følgende sætning:

Det kolde vejr har ansvaret for den lave fiskebestand.

Det er naturligvis noget vrøvl, for vejret kan ikke have ansvar, hvorimod VI kan have ansvar for naturen.

Ansvaret er blevet overtaget af det, vi kunne kalde institutionerne, som varetager ansvaret for den enkelte, som det fx sker i fagforeninger, politiske partier og al øvrig foreningsdannelse. Denne centralisering af ansvaret er risikabel og kan meget let føre til oplevelse af ansvarsfrihed.

Filosofisk set er begrebet ansvar ladt i stikken af denne proces, hvilket dog ikke forhindrer institutionerne i at hænge enkelte mennesker ud som ansvarlige i visse situationer. Det er barokt, fordi man på én gang flytter ansvaret fra den enkelte til det centraliserede, og hvis dette centraliserede system ikke længere fungerer og der opstår fejl, hjemler man domstolene ret til at lægge ansvaret over på den enkelte (jf. missilaffæren i Lumsås).

Centraliseringsprocessen medfører tillige, at hvis en institution i princippet skal være den ansvarlige, må man nedfælde regler og mål for arbejdet. Ansvaret skal da lægges ind under disse fastsatte principper. Det, der ligger udenfor, opfattes ikke som ansvar, og hvis institutionerne ikke formår at rette sine regler ind efter udviklingen, og ikke formår at justere principperne i takt med udviklingen, kan det medføre, at den mere og mere kommer til at ligge udenfor de principfaste formuleringer, og at de derfor ikke opleves som ansvar, men snarere kan føre til ansvarsløshed.

Disse problemer er både af filosofisk og samfundsmæssig art, og de giver sig udslag fx i debatten om kloning, gensplejsning etc. – men i det små også i foreningslivet, uddannelsessektoren etc. Begrebet ansvar er blevet filosofisk og sprogligt udhulet. Ordet ansvar er i sig selv blevet svækket, hvorfor den enkeltes oplevelse af ansvar fordrejes. Det kan føre til egoisme eller resignation både overfor samfundsmæssige og medmenneskelige forhold.

Psykologisk kunne man spørge, om evnen til at opleve ansvar er medfødt eller tillært. Filosofisk set er det ligegyldigt, fordi filosofien søger at indkredse, hvad ansvar er, uanset om det er medfødt eller ej.

At evnen til at opleve ansvar er tilstede i sindet er givet. Vi finder denne evne meget udtalt hos selv ganske små børn – fx i deres forhold til dyr. De oplever, selv i en ung alder, et stærkt ansvar over for dyr – senere over for hele naturen – et ansvar, som vi voksne slet ikke kan leve op til. Tanken om udnyttelse af naturen til fordel for samfundet kommer ikke fra børn. Grunden er ikke, som man måske skulle tro, at børn har for ringe viden om disse forhold, men at de på en vis måde identificerer sig med naturen og derfor også er ”på naturens side”.

I virkeligheden er børns krav til andres ansvar meget stort, og måske gør vi voksne den største pædagogiske fejl netop på dette område ved at afspore den dybe fornemmelse af ansvar ved at lede ansvaret ind på ting, man ikke er 100% involveret i. ansvar er et spørgsmål om engagement. Vi afsporer ved at gå uden om ansvarsbegrebet i undervisning og opdragelse – vi nøjes med at give børnene ansvar for helt små detaljer i hjemmet og i skolen og afsporer derved det dybere og mere generelle ansvarsbegreb.

Men vi må søge at tage stilling til, om ansvaret er et logisk, et emotionelt eller et metafysisk begreb. Er det sådan, at ansvar hænger sammen med barnets følelsesliv. Medfører et afstumpet og korrumperet følelsesliv hos mindre børn en dårligere evne til oplevelse af ansvar.

Hænger ansvaret sammen med den sproglige udvikling, således at større ordforråd og bedre syntaks har betydning for ansvarsoplevelsen, må vi forstå filosofiundervisningen som en nødvendig faktor i den sproglige opdragelse.

Kan ansvar begrundes rent logisk, må vi fremme børns logiske formulering og få dem til at se og bruge logikken i deres tænkning.

Menneskesindet kan ikke være helt uden ansvar. Ansvaret spiller en rolle i alle menneskelige forhold, hvis de skal være ægte. Ansvarets tilstedeværelse i sindet er både nært, folkeligt, globalt og samfundsmæssigt.

Som pædagoger må vi være klar over, at vi kan være med til at uddybe ansvaret, ligesom vi kan være med til at korrumpere det. Forudsætningen for en lykkelig udgang på problemet er, at undervisning i filosofi for børn og unge leder eleverne på sporet af den ansvarsoplevelse, som de selv besidder, og som de kan opdage hos deres kammerater.

Ansvar dukker op utallige gange i et skoleforløb, men det må ikke gå upåagtet hen. Læreren må gribe enhver chance for at tage problemet op på klassen. Selv en hverdagsagtig detalje kan blive til en filosofisk samtale.

Børn, der stiller i skolen med et rimeligt ordforråd, og som kan tage til sig af den viden, skolen præsenterer dem for, har naturligvis gode muligheder for at opleve ansvar, fordi det kan bearbejdes sprogligt, og fordi barnet kan udtrykke sin oplevelse ad sproglig vej. For de mere svage elever er der risiko for, at vi forsømmer at lade dem komme til orde, når vi drøfter filosofiske begreber. For de fleste elevers vedkommende opleves ansvar emotionelt, hvilket betyder, at vi skal styrke elevernes følelsesliv og deres emotionelle udtryk. En forudsætning for, at ansvarsoplevelsen bibeholdes livet igennem er en stærk nuancering af det følelsesliv, som eleverne har.

Pædagogisk set er der et dilemma i ansvar/straf-problemet. Kan vi være sikre på, at afstraffelsen efter mangel på udvist ansvar virkelig også sikrer, at eleven forstår forsømmelsen netop som et ansvarssvigt? Var samtalen i plenum i klassen ikke langt bedre og mere sikker? Kommer man ikke længere ved, at klassen som helhed finder sammen om, at det at have orden i sine ting er et ansvar både over for en selv og over for klassen?

Når vi underviser i filosofi, selv om det kun er små fragmenter skoledagen igennem, må vi betænke, at det drejer sig om en oplevelse og erkendelse af ansvaret som en filosofisk størrelse, der manifesterer sig i det enkelte menneske som en følelse af forpligtigelse, der undertiden er så stærk, at man kan gå i knæ under den, og som undertiden er så svag, at man er parat til at lade andre sig af den. Eleverne kender begge dele fra deres eget liv. Fortæl derfor på klassen om disse ting og lad hver elev fortælle og formulere sig. Lad evt. hele snakken munde ud i noget musisk, alt efter elevernes alder.

Ansvar hører sammen med viden. For læreren betyder det, at han som hans elever bliver ældre, må passe på, at ansvaret hos den enkelte elev styrkes i takt med den vidensforøgelse, der sker i elevens sind. Det betyder, at ethvert nyt fag og ethvert nyt fragment i de gamle fag med hægtes sammen med ansvarets videreførelse og fordybelse. Det gælder alle fag!

Ved lærerens forberedelse af stoffet til næste dag, må man hele tiden gøre sig klart, hvilke ansvarsmæssige relationer stoffet kan lægge op til.

Hvad er ansvar?

Prøv i fællesskab og ved hjælp af tavlen at finde frem til en definition, som de fleste elever kan tilslutte sig.

(Det er ikke nødvendigt at man kommer frem til den definition, der indleder dette kapitel – det er vigtigst, at eleverne selv finder frem til det, de mener er afgørende).

Kan I give eksempler på områder af livet, hvor alle har et ansvar?

Skriv på tavlen! (Det kan være fx familien, kammeratskab, skolearbejdet, fabriksledelse etc.).

Sær eleverne i grupper og bed grupperne finde tre ansvarsområder, hvor ansvaret er tungt eller næsten umuligt for det enkelte menneske.

Diskuter i plenum.

Bed grupperne forklare, hvorfor ansvaret netop er vanskeligt på det valgte område.

Diskuter!

Hvis klassen kan magte det, kan man bede eleverne (enkeltvis eller i grupper) søge at udarbejde et digt, der viser, at ansvaret er umuligt for et enkelt menneske.

Kan I nævne områder, hvor I har ansvar?

Skriv på tavlen.

På hvilket områder i jeres tilværelse er ansvaret nemt at tage?

På hvilket områder er det vanskeligt?

På hvilket er det umuligt?

Hvorfor?

Hvad gør mennesker, der er tvunget til at tage et ansvar, der på det nærmeste er umuligt at bære?

Hvordan reagerer vi?

Kan I give eksempler?

Diskuter!

Hvad vil det sige at påtage sig et ansvar?

Lad alle forsøge sig – den svage elev først!

Lad eleverne kommentere hinandens udsagn.

Hvad er det i vores sind, der siger ja til dette ansvar?

Har det noget med opdragelse at gøre?

Med følelseslivet?

Med viden?

Hvis I fx har ansvar for at passe lillesøster en eftermiddag, hvad er det da i sindet, der påtager sig dette ansvar?

Følelserne? Fællesskabet? Viljen? Eller?

Prøv at forklare.

Hvis klassen skal arrangere en skolefest for hele skolen, og i sammen påtager jer ansvaret herfor – hvad er det da i sindet, der afgør, at man siger ja eller nej til at påtage sig denne forpligtigelse?

Spørg alle.

Kommer jeres opdragelse ind?

Fællesskabet?

Følelserne?

Viden?

Eller?

Hvornår er man fælles om et ansvar?

Hvornår er man helt ene om det?

Lad alle give eksempler.

Er det lettest at påtage sig et ansvar alene?

Eller i fællesskab?

Hvorfor?

Kan fællesskabet gøre ansvaret lettere?

Hvorfor/hvorfor ikke?,

Kopier eller afskriv følgende digt (Fra JEG HANS – EN DANSKERUNGE) af Per Jespersen:

Derfor hader jeg –

I er så falskstolte,

at det stinker

langt uden for vore grænser.

Derfor hader jeg –

I prinser jer af ingenting

og skrumper som bjørnekloen

ved høst.

Derfor hader jeg –

I tør ikke være nøgne og frie –

I tør kun være ærlige

blandt jeres fjender

og tager kun et ansvar,

når I kan rive andre med.

Derfor hader jeg –

Fordi I har glemt kærlighedens

danske præmisser.

Hvad siger digtet om ansvar?

Lad alle prøve.

Siger det noget om fællesskab?

Om ensomhed?

Ærlighed?

Har ærlighed og ansvar noget med hinanden at gøre?

Hvordan?

Skal der ærlighed bag ansvaret, for at det virkelig er ansvar?

Hører viden med i det at kunne tage et ansvar?

Hvordan hænger viden og ansvar sammen?

Lad alle forklare og diskuter!

Kan jeg påtage mig et ansvar på et område, hvor jeg ved, at jeg ved for lidt?

Og kan jeg leve op til det?

Kan I give eksempler på et område, hvor vi alle ved meget lidt?

Ville I påtage jer et ansvar på dette område?

Hvorfor/hvorfor ikke?

Hvilken del af filosofien hører ansvar under?

Led frem til, at det må være etikken.

Genopfrisk den del af filosofien, som klassen samtalede om under gennemgangen af etikken.

Har ansvar ifølge etikken noget med følelser at gøre?

Med viden?

Eller begge dele?

Er det sådan, at jo større viden vi har, des større ansvar kan vi påtage os?

Hvorfor/hvorfor ikke?

Hvis ja: hvad så med de mennesker, der har meget lille erfaring?

Hvis nej: hvilken rolle spiller da den viden, man kan tilegne sig.

Hvilken rolle spiller barndommen for vor måde at leve op til ansvar på?

Lad alle forklare og evt. give eksempler.

Kan man sige, at vi hver især har ansvar for eget liv?

Hvordan vil det vise sig?

Hvordan lever vi op til det?

Kan vi komme ud for at have ansvar for andres liv?

Hvordan?

Giv eksempler og diskuter!

Hvordan kan man leve op til den form for ansvar?

Har I været ude for at have ansvar for andres liv?

Kan I give eksempler?

Vi prøver med definitionen igen:

Hvad er ansvar?

Kan vi finde en fuldt dækkende definition?

Passer vores definition på alle former for ansvar?

Lad os efterprøve:

Over for familien?

For mig selv og mit liv?

For syge og handicappede?

For klassen?

For naturen?

Er det ansvar, jeg påtager mig over for naturen det samme ansvar som det, jeg påtager mig over for familien, kammeraterne, mit liv etc.?

Eller er der forskel?

Er der rent etisk forskel på grader af ansvar?

Hvorfor/hvorfor ikke?

Kan man misbruge sit ansvar?

Hvordan?

Kan I give eksempler?

Hvorfor misbruger man sit ansvar?

Hvad får mennesker til at misbruge?

Har det noget med følelser at gøre?

Eller med viden?

Eller?

Man kan tale om formelt og direkte ansvar. Kort fortalt betyder formelt ansvar, at man lader andre tage ansvaret for sig; det kan være organisationer, foreninger, kammerater, lærere, gruppeledere etc. Det direkte ansvar er det individuelle ansvar, som man selv alene påtager sig.

Kan I give eksempler på formelt ansvar?

Hvor kan jeg finde det?

Er det formelle ansvar i virkeligheden en flugt fra en selv, fordi man ikke tør tage ansvaret selv, eller fordi det er lettere at lade andre gøre det?

Hvis ja: hvorfor flygter vi fra ansvaret?

Hvis nej: hvordan er det formelle ansvar så opstået?

Læg mærke til, at vi stadig lader os lede af elevernes svar, for at de selv kan finde frem til synspunkter, som de er i stand til at tænke sig frem til. Vi må ikke komme med forklaringer for tidligt for ikke at standse den tankevirksomhed, vi har sat i gang med vore spørgsmål.

Kan ansvar blive for stort for mennesker?

Kan I give eksempler?

Hvilket ansvar kunne være for stort for jer?

Hvorfor?

Hvad ville I gøre, hvis I alligevel blev tvunget?

Hvordan reagerer mennesker, når de får for stort ansvar i forhold til, hvad de kan magte?

Hvordan reagerer små børn herpå?

Unge? Voksne? Gamle?

Har ansvar noget med retfærdighed at gøre?

Hvordan?

Er det retfærdigt at fordele ansvar, hvis det er muligt?

Fører det til formelt ansvar?

Kan ansvar have noget med religiøsitet at gøre?

Hvordan?

Har religion i ældre tid sat ansvaret på plads for mennesker?

Hvis ja: hvordan sker den proces i dag?

Hvis nej: hvad har så ”forklaret” ansvaret for mennesker i ældre tid?

Har I lært ansvar hjemme?

På hvilke områder?

Kan I tage det fulde ansvar på dette område nu?

Et direkte ansvar?

Eller et formelt ansvar?

Kan man give ganske små børn ansvar?

Hvis ja: på hvilke områder?

Hvis nej: hvorfor ikke? Og hvor gammel skal man være, før man kan tage et ansvar?

Det ER Vigtigt at komme ind på, at det individuelle og direkte ansvar ikke har noget at gøre med straf/skyld-komplekset. Det skulle helst være et individuelt dybfølt ansvar, hvor angst for straf ikke spiller ind. Det kunne måske give anledning til en debat om opdragelse.

Hvordan vil I opdrage jeres børn til den tid?

Lad alle forklare og diskuter!

Hvordan ville I lære jeres børn at tage et ansvar?

Gennem hård opdragelse og disciplin?

Gennem mild opdragelse?

Har I lært ansvar i jeres skoletid?

Hvordan?

Har I virkelig følt dette ansvar?

Eller blev det et formelt ansvar?

Hvorfor/hvorfor ikke?

Bed eleverne støvsuge de næste dages aviser for situationer, hvor ansvar spiller en rolle.

Diskuter i næste time omkring ansvaret og bede eleverne selv gøre rede for, hvor i deres situation ansvaret kommer ind, hvilken rolle det spiller for de implicerede, og hvordan de selv ville have løst deres forpligtelse i en lignende situation.

Har politik noget med ansvar at gøre?

Fredsmarcher?

Atomfysik?

Lad eleverne nævne andre samfundsrelevante spørgsmål, som stiller store krav til den enkeltes ansvar.

Vi prøver med definitionen igen:

Hvad er ansvar?

Nu kan man forsøgsvis opstille de definitioner, som denne tekst indledtes med. Diskuter og sammenlign!

Kommer denne definition ind i alle forhold, som vi har talt igennem?

Kan vi forbedre den?

Hvorfor er det så vanskeligt at definere?

Har sproget for få ord?

Kender vi selv for få ord?

Eller er sproget mangelfuldt på det følelsesmæssige område?

Hvad har I haft ud af disse timer omkring begrebet ansvar?

Lav en fornuftig evaluering, hvor læreren også er parat til at modtage kritik!

Forudsætningen for en god filosofisk dialog med klassen er lærerens åbenhed og villighed til at lytte mere til eleverne end til sine egne holdninger. Men læreren skal ikke være holdningsløs – han skal blot vente, til eleverne har tænkt sig frem til deres konklusioner. På det tidspunkt (og det kan tage mange timer) kan lærerens meninger og viden skabe ny debat.

Den frugtbare dialog opstår kun, hvis deltagerne forstår kunsten at lytte.

Det er også et ANSVAR!!!!!!!!!!!!

Back