Den filosofiske klassedialog

Her følger et udpluk af en filosofisk samtale i en 6. klasse, optaget på video og derefter tekstet ordret. Derfor bør man bemærke, at der er tale om rent talesprog, som godt kan være lidt besværligt at læse. Men det giver et indtryk af, hvordan børn ”leder sig frem” til en formulering.

Emne: BØRNS RETTIGHDEDER (fra tidsskriftet ”Analytic Teaching”, med tilladelse af Ronald Reed, Texas Wesleyan University)

Erik

Hm – hvis en eller anden, lad os sige, at en eller anden synes, at noget er rigtigt, lad os sige det er en voksen, og så er der en anden, fx et barn, der synes, at det ikke er rigtigt. Det er ligesom om, at de – at de synes, at det de mener er rigtigt. Så jeg synes, at hvis – hvis de føler, det er rigtigt, så skulle de have chancen ligesom ---

Joanna

Altså, du taler om det gode eller det rigtige? Eller taler du om rettigheder, som du har?

Erik

De rettigheder, man har, for vi skal også have rettigheder.

Joanna

Så det du siger er altså, at børn har forsk ----

Erik

De har måske forskellige rettigheder.

Joanna

De har måske forskelligt syn på, hvordan de rettigheder skal være.

Erik

Ja.

Joanna. Godt. Rikke!

Rikke

Jeg synes – at rettigheder har en masse at gøre med tillid, for hvis et barn har ret til at gøre noget – lad os sige et barn på elleve eller tolv vil til at lave deres egen frokost, og deres mor beder om, at – jeg ved ikke – skinke eller sandwich – men så kommer de hjem, og de laver, hvad de har lyst til – de laver en sandwich med creme fraiche. Hvis moderen finder ud af det, så ved hun, at hun ikke kan stole på, at barnet laver den rigtige sandwich, så deres ret til at lave deres egen sandwich er væk – faktisk ---

Joanna

Du siger altså faktisk, at man skal være moden nok til at forvalte de rettigheder, man har.

Rikke

Ja.

Joanna

Og man skal kunne stole på dem på den måde.

Rikke

Nemlig.

Joanna

Godt. Tanja!

Tanja

Jeg synes, at børn har ligeså mange rettigheder som voksne. Hvis – lad os sige – jeg husker en opgave – vi havde et eksempel, som sagde, hvis hele familien ligesom hele Brown-familien, spiser, har Lucy Brown så – har hun så ret til at spise? Det er et godt eksempel, for selvfølgelig har hun ret. Hun – hun har ret til at leve, og det betyder, at hun ikke kan dø af sult, og det betyder, at hun har ret til at spise sammen med sin familie. Men lad os sige, at moderen siger: Du kan gå i seng uden mad! Jeg synes stadigvæk, hun har ret til at spise, fordi hun har ret til at leve. Hvis man ikke spiser, dør man af sult, og folk har ret til at leve, og de har – har – folk har ret til frihed og alting. Så jeg synes, at børn har de samme rettigheder som forældre, som voksne.

(Tanjas udtalelser tyder på en filosofisk tænkning, som ganske vist tager sig mangelfuld ud på tryk, men som ved flere gennemlæsninger afspejler en motivation for at finde frem til meningen – det vil sige: Hvad er rettigheder? Tanja begrunder logisk og famler sig ved sin tale igennem argumentationerne for at ende med at nå sin konklusion).

Under den videre samtale i klassen drejer temaet mere og mere ind på, at rettigheder har noget med alder og modenhed at gøre.

Derfor søger Joanna at afrunde denne dialog således:

Joanna

Så I siger, at man skal have modenhed og – og erfaring for at vide, hvad der er ens rettighed, og når man er barn, kan man ikke rigtigt – så ved man ikke helt – men når tiden er inde, kan man bestemme sin egen situation. Og at forældre har for meget – hm – de vogter for meget over en, fordi de elsker en. Det vil sige, at I siger, at yngre børn har færre rettigheder end ældre børn, og nogle af jer sagde, at man skulle være moden nok til selv at forvalte sine rettigheder eller – at man må have erfaring nok til det.

Lærer

Så en af de vigtige faktorer er, at modenhed spiller en rolle. Godt – men er alder og modenhed det samme? Det kom vi ikke rigtigt frem til, vel?

Joanna

Nej, vi var ligesom lige ved det, men aldrig rigtigt.

Lærer

Hvad med spørgsmålet om vore rettigheder? Hvor rettigheder kommer fra? Der var mange muligheder her, ikke?

Joanna

Nogle rettigheder er skrevet ned.

Lærer

Tænker du på UNICEF?

Joanna

Ja.

Lærer

Sikker?

Joanna

De har de regler, men så er der nogle der siger – åh, det er ikke kun rettigheder, som er nedskrevet – jeg mener, man har rettigheder som bare – jeg mener – der er menneskerettigheder, som alle for – kan lide – kender og forstår – de kommer fra – fra – hjernen.

Lærer

Så nogle rettigheder kan skrives ned, og nogle er der bare. Men hvordan kan vi – kan vi vide, at de er der? Hvis vi kunne komme det lidt nærmere. Nogle rettigheder er der bare, men vi skal – vi må stadig spørge om, hvordan de kom. Hvad får dem til at være tilstede? Hvad får andre rettigheder til ikke at være der? Jan, kan du tilføje noget?

(Eleverne bliver ved at kredse om, at forældre giver deres børn rettigheder, fordi de holder af dem og passer på dem. Da tiden for timens afslutning nærmer sig, runder læreren af på denne måde):

Lærer

Godt. I blev ved at kredse om spørgsmålet om modenhed og alder, og hvordan de hang sammen. Vi kunne – vi kunne virkelig få en god diskussion ud af det ene spørgsmål alene. Hver enkelt af jer tog noget op – noget var endda særlig godt - de temaer, I tog frem, kunne blive genstand for en hel selvstændig diskussion.

Læg mærke til, at læreren ikke griber ind i hoveddiskussionen, så længe den kan gå af sig selv. Det er bl.a. fordi Joanna er vældig god til at tage essensen ud af det, de øvrige elever giver udtryk for. Hun er valgt til ordstyrer denne gang, men det er bestemt ikke alle elever, der kan klare den form for ordstyrerjob. Derfor vil læreren i disse tilfælde blive nødt til at være den, der samler op. Men det kan gøres uden at fortolke børnenes formuleringer. Det skal gøres således, at elevernes udsagn kommer til at stå som det, der er den røde tråd i debatten – ellers er det meningsløst!

Lærerens afsluttende afrunding går heller ikke ud over, hvad eleverne har fundet frem til i fællesskab. Lærerens rolle er netop at være katalysator for elevernes formuleringer. Derigennem sikrer man sig, at eleverne tænker videre på stoffet også efter timen. Al filosofisk undervisning er sprogligt berigende – det burde fremgå af de ovenfor anførte dialoger, hvor eleverne finder vej igennem sproget for at ende med at finde frem til en konklusion.

(på dansk ved Per Jespersen)

Filosofi kan undertiden tages op i form af skriftlige opgaver, men man må dog altid huske på, at skriftsproget er langt sværere for eleverne i denne henseende, fordi man ikke har mulighed for at søge sig vej igennem sproget til konklusionen. Det skrevne kræver en stram form, som kan komme til at ødelægge den filosofiske tanke, man gerne ville fremsætte.

De to efterfølgende tekster, der er fra en dansk 6. klasse, skal ses på dette grundlag. Teksterne skal hverken bedømmes grammatisk eller syntaktisk, men for deres filosofiske indhold.

FØLELSER

Følelser er i grunden noget mærkeligt noget, fordi man skulle tro, hvis der sker en ting, så havde menneskene den samme følelse for den ting, men det har de ikke.

Hvorfor i grunden?

Et eksempel: Hvis en ting sker to gange på samme dag, har man ikke den samme følelse hver gang. Det er, som om følelserne ikke kan opfatte det samme to gange, og derfor føler vi forskelligt hver gang, der sker noget.

Vi mennesker har to følelser: den gode og den dårlige. På den ene side er det dumt, at vi har den dårlige følelse – men på den anden side alligevel. Men det er meget dårligt for nogle mennesker, fordi de får så mange dårlige følelser på én gang, at de ikke kan holde det ud mere. Der burde der komme gode følelser ind.

Men de dårlige følelser kan også være gode, fordi hvis man hele tiden har gode følelser og aldrig nogle dårlige, så kan det give problemer, fordi man ikke ved, hvad man skal gøre, hvis der kommer dårlige følelser frem – så der kan dårlige følelser være gode.

NATUREN ER UDEN RETFÆRDIGHED

Jeg synes, at naturen er uretfærdig, fordi den altid lader det gå ud over de svage. De svage har rent ud sagt ikke en jordisk chance, men på den anden side er det rigtigt, hvad naturen gør.

Naturen er ligesom et menneske, med en stærk vilje og en fast mening. Intet menneske eller dyr kan bestemme fast over naturen. Naturen bestemmer, hvordan det vil gå i verden, men på visse områder er den uretfærdig, fx i Etiopien, hvor den ingen regn lader falde. Det er næsten, som om naturen ikke tager mod hjælp, når vi mennesker tit har været for hård ved den – så er den strid.

Nogle gange, fx når mennesket fælder en regnskov, så vil den ikke lade sig gro op igen, og det er uretfærdigt, for hvis vi planter nye træer i en fældet jungle, vil den ikke gro op til jungle igen.

Naturen er tit uretfærdig, men logisk.

En samtale omkring disse tekster – i en sjette klasse, hvor de er produceret – vil kunne rede mange tråde ud og være i stand til at lade alle elever deltage i en filosofisk debat om de begreber, der skjuler sig i teksterne.

Denne undervisningsform kaldes den sokratiske metode – jordmodermetoden. Sokrates praktiserede den for 2.300 år siden – hvorfor har vi så stadig så svært ved at praktisere den?

Back