DE SEKS DIMENSIONER
af
Per Jespersen
Se
godt på dette billede. Det er et billede af et menneske, et skitseret menneske
– eller en tegning af, hvordan vi er indrettet. Et menneske kan være en
pensionist, en funktionær, en gymnasieelev eller et barn. Vi er alle ens
indeni, dvs. psykologisk set. Vi ser alle ud som denne skitse.
Se
godt på den!!!
Vores
sind (eller psyke) er delt i tre dimensioner for nu at bruge et ord, man
normalt ikke anvender i denne sammenhæng. Det yderste lag (B) er den bevidste del
af os – den del af vort jeg, vi selv hele tiden har kontrol over. Den del, vi
er bevidste om. Den dimension, hvor det meste af dagligdagen foregår og opleves
igennem. Når vi lærer at læse, tackle matematik, forstå historien etc. foregår
det i dimension B. Her kan vi bearbejde de indtryk, vi får igennem
påvirkninger(A), igennem rationalitet, sammenligning med i forvejen lærte
begreber og simultantænkning af omgivelserne.
Derfor
er dimension B selvfølgelig uhyggelig vigtig og uundværlig. Men: hvis vi kun bestod
af denne ene dimension, ville vi være robotter. Vi ville kun kunne gøre det, vi
så at sige var kodet til af os selv, en skaber eller en påvirker udefra. Det
meste af tiden er det kun dimension B, der arbejder -- tror vi måske. Det kan i det mindste opleves
sådan.
Men
sagen er mere indviklet:
Ingen
kan være menneske, og altså heller ikke et barn, uden dimension C. Her finder
vi vore følelser, der grundlægges i den meget tidlige barnealder, måske
allerede i de første tre måneder af vores barndom. I det mindste er potentialet
for den emotionelle dimension grundlagt, fra vi trækker vejret den allerførste
dag. Vi kan naturligvis diskutere, hvor meget af dette, der er medfødt, men det
har intet at gøre med det, vi her skal beskæftige os med.
Der
foregår en konstant ”dialog” imellem dimension B og C, således at vores
rationalitet mere eller mindre er styret af dimension C, altså den emotionelle
dimension. Lad os tage et eksempel: Lukas og Nilas er oppe at slås i et
frikvarter. Gårdvagten iler frem for at skille dem ad, og hvis han/hun gør det
ved blot at skille dem ad og tage sagen fra den humoristiske side, sker der
ikke så meget i dimensionerne på Lukas og Nilas. Ganske vist blev de uenige om
et eller andet; men det var ikke særligt alvorligt, nærmest kun for sjov. Og så
er det glemt. Dimension B slutter, at det var da også en dum ting at gøre, og
dimension C opdager stort set intet.
Men
hvis den samme situation får en lærer til at gøre det store nummer ud af det
hele og skælde Lukas og Nilas ud for at være et par møgunger, man aldrig kan
stole på, bliver drengenes dimension C involveret, og dimensionslaget genkender
følelser som vrede, angst, had etc. De små nuancelag i dimension C forstærkes,
og de to vil sandsynligvis komme op at slås igen.
Inden
vi går videre, må vi hellere se på dimension D. Denne dimension, som vi kan
kalde ”det underbevidste” eller ”sjælen” om man vil, kan vi ikke kontrollere.
De lag, der ligger i denne dimension, er uden for vores kontrol. Men de kan på
virkes udefra, stadigt uden at vi selv kan kontrollere det.
Lad
os lige gå tilbage til Lukas og Nilas igen. Hvis gårdvagten gør det store ud af
den lille slåskamp og siger, at nu har han/hun i lang tid holdt øje med Lukas
og Nilas og har fundet frem til, at de ikke alene er nogle banditter, men at de
også ødelægger hele klassen med deres evige kævlerier, så klassen var bedst
tjent med, at de rejste ad Pommern til, så påvirkes dimension D i begge drenge.
Der bliver lagt et nyt lag ind i dimensionen, der hverken er rationelt eller
emotionelt, men spirituelt: Lukas og Nilas kan i dimension D nå frem til., at
de ikke er elsket, måske oven i købet hadet, at de ikke duer til noget eller
nogen, og at verden var bedst tjent med, at de ikke eksisterede. Dimension D
arbejder hverken med ord, tal eller begreber – men med spirituelle
nuancedimensioner, der for altid vil ligge der, hvis ikke – ja, det vender vi
tilbage til.
Dimension
D kan påvirkes på så mange måder:
Lukas
kan komme ud for noget af det værste for et barn: dødsfald i familien. Det er
noget, en lille dreng ikke kan håndtere selv, hvorfor han ret hurtigt vil
pålægge sig selv skylden for det skete. Dette sker i dimension C, der i sådanne
situationer er i dialog med dimension D. Der ryger skyldfølelsen ned – angsten
og dette ikke at kunne forstå (i dimension B) døden som begreb. Hvis Lukas i
sit lille liv ikke oplever, at nogen vil tale med ham om det eller lytte til
ham, sker der en dimensional lagring, som vi kan kalde fortrængning med et ord,
der stammer fra psykiatrien. Angsten for at dø, eller ligegyldighed med livet,
eller lysten til at dræbe kan blive resultatet.
Resten
af sit liv må Lukas leve med disse traumer, der vil blive bestemmende for hans
liv og holdning til tingene. Uden at han selv ved det, ligger denne
fortrængning i hans dimension D og farver uden hans vidende enhver situation,
han kommer ud for – hvis ikke, ja, det kommer vi tilbage til.
Nilas
kunne det måske gå modsat. Han lever i en kernefamilie, hvor alt fungerer, og
hvor de fleste medlemmer beskæftiger sig med velgørenhedsarbejde og frivilligt
arbejde. Konstant får han at vide, at han er udvalgt til at gøre det samme, når
han bliver voksen. Dette kan et lille barn ikke forstå og bearbejde i dimension
B eller i dimension C, så der er en uforstået godhed, der sendes helt ned i
dimension D, hvor den ligger og farver hans holdning til alt fremover. Godheden
fortrængt! Så kan den heller ikke komme til orde, når Nilas bliver voksen, og
han vil være ude af stand til at forstå, at nogle mennesker skal arbejde for at
skaffe penge til mad og tøj. Han tror måske, at alt kommer af sig selv, eller
at Gud nok skal klare det hele for ham og alle andre. Dette syn er lige så
forkert, og det forbliver i dimension D. Hvis ikke – ja, det vender vi tilbage
til.
Der
er mange Lukas’er og Nilas’er i verden. Der er over 6 milliarder, der slæber
rundt med en dimension E (fortrængninger), noget uforløst, noget uforklaret,
noget spirituelt, der aldrig blev sat på plads i forhold til de øvrige fire
dimensioner. Medmindre -- ja, vi får se.
Der
var engang en anden tid end vores, hvor man levede et familieliv, hvor man
spiste sammen i en times tid, talte om løst og fast, og også havde tid til fx
at tale med Lukas om døden og med Nilas om misforstået og overdreven godhed.
Det gør vi ikke længere. Man drøner ud og ind i køkkenet og spiser, når man
selv har behov. Senere styrter man ud på gaden og leger, eller man fanges ind
af en playstation eller en computer. Der er kun fem minutter pr. døgn til at
snakke med en voksen i (iflg. statistiske undersøgelser), så man når aldrig ind
i de dybe dimensioner: D og E.
Det
samme gælder skolen. Alle dens mange fag opererer kun i dimension B, enkelte i
dimension C, men ingen kan nå ned i D og E. Skolen drukner i misforstået
faglighed og tests, psykiatriske undersøgelser og sociale frustrationer.
Så
vi mangler den sjette dimension for at få det til at gå op.
Der
mangler et fag!
Er
vi egentlig klar over dette?
Der
mangler et fag!!!
Hvilket????????
FILOSOFI FOR BØRN
Filosofiske
samtaler med børn!!!!!!!!!
Kan
det lade sig gøre?????
Det
kan det!!!!!
Hvis
man vil!!!!!!!!
For:
Netop
den filosofiske samtale trænger lige igennem dimensionerne B og C ind til D og
E.
Lad
os bruge Lukas og Nilas som eksempler, og lad os forudsætte, at de to drenge nu
går rundt med en dimension D og E, der spirituelt konstant fortæller dem, at de
ikke duer til noget, og at de fleste helst ville være dem foruden. En åndelig
ensomhed, der er så grusom, at det er højst forståeligt, at de en dag som unge
ryger på hash, amfetamin eller alkohol. Eller en ensomhed, der tager livet af
dem, uden at det nogen sinde er gået op for dem, at de gik rundt med disse
traumatiske fortrængninger (E).
Lukas’
og Nilas’ lærer ved måske ikke, hvad de to drenge har været ude for, ligesom
han ikke kan vide, hvad de øvrige elever har været ude for. Men læreren kan
vide én ting: alle børn har været ude for noget, og alle mennesker, og derfor
også alle børn, har en dimension D og E i sig.
Det er disse to dimensioner, der gør Lukas og Nilas til dem, de er. Så
det er enhver lærers humanitære pligt at tage filosofiske samtaler med sin
klasse mindst én gang om ugen.
Dertil
behøver man ikke være filosof eller kende filosofiens historie udenad. Man skal
blot være et menneske, der fra sig selv ved, at noget af det uforløste i en
selv, kunne have været blevet forløst i sokratisk dialog, hvis nogen havde
gjort det, da man selv var lille.
Desværre
har hverken undervisningsminister eller hans ministerium begrebet dette.
Desværre har ingen forlag i Danmark gidet beskæftige sig med det, det egentlig
drejer sig om: børns åndelige velvære og bevågenhed.
Så
derfor, udtrykt matematisk:
A+B+C = D
(A+B+C) – F = E
A+F
= - E
Når
forlagene ikke vil, må vi ty til internettet:
www.philosophyforchildren.bravehost.com
Har
du kommentarer til ovenstående artikel, så kontakt:
Artiklen
kan frit udprintes og anvendes. Forfatteren vil gerne høre om dine resultater
og erfaringer.