Kim
og Marianne
En
tidlig sommermorgen
Af Per Jespersen
En
tidlig lørdag morgen var Marianne stået op allerede klokken seks. Hun styrtede
hen til Kims seng, men han sov som en sten og snakkede i søvne. Det var nærmest
uforståeligt, hvad han sagde, men Marianne hørte Herdis’ navn flere gange. Det
lød til at være et mareridt, for Kim græd og råbte på Herdis hele
tiden.
Marianne
kikkede ud af vinduet og så en dejlig sommermorgen. Det var allerede lunt, og
fuglene sang, så det var en lyst. Hun undrede sig over, at Kim var midt i et
mareridt, når verden var så smuk
udenfor. Hun stod og ønskede, at hun kunne tage den dejlige sommermorgen og
putte den ind i Kims drøm, men det lod sig vist ikke gøre. I hvert fald satte
Kim sig pludselig op i sengen med et skrig og råbte: ”Nej, nej, Herdis. Det
havde jeg ikke ventet af dig!”
”Kim,
hvad har du drømt?”
”Jeg
har ikke drømt. Herdis er en djævel. Med horn i panden! Og det hele! Jeg vil
aldrig se hende mere. Aldrig!”
”Kim,
det var en drøm. Kom nu frem til virkeligheden.” Hun satte sig på hans seng og
rev i ham. ”Kim, du har drømt. Herdis er det bedste menneske, man kan tænke sig.
Og det ved du udmærket godt. Du kan ikke være bekendt at drømme sådan
noget!”
”Jeg
kan vel ikke gøre for, hvad jeg drømmer.”
”Jo,
lidt. Gå nu i bad med dig og få vasket den drøm ud af
hovedet.”
Lidt
efter stod Kim under bruseren, mens Marianne spurgte: ”Hvad gjorde
Herdis?”
”Hun
åd mig. Med hud og hår og tøj og det hele.”
Marianne
grinede. ”Det var en ordentlig mundfuld. Hun må have været
sulten!”
Kim
fik tøjet på og sagde: ”Lad os få morgenmad og komme af
sted.”
En
halv time senere sad de i køkkenet og spiste. Mor var gået på arbejde, så de
måtte klare det hele selv. Men de elskede at være sig selv og nød det; men ikke
her til morgen, for Kim havde endnu denne drøm i sig, så han fortalte løs om,
hvordan hornene voksede ud af Herdis’ pande, mens han sad med hende i en park i
byen. Hun blev større og større, og hendes øjne blev onde og stikkende, så han
krympede sig og ville stikke af. Tilsyneladende var der ingen af de mennesker,
der gik tur i parken, som opdagede noget, så til sidst måtte Kim skrige om
hjælp. Det skulle han ikke have gjort, for Herdis rejste sig og åbnede sit store
gab og gav sig til at æde ham.
”Sådan
er Herdis jo ikke,” sagde Marianne. ”Hun er nok mærkelig – men ond er hun
ikke.”
”Det
ved jeg godt,” græd Kim. ”Jeg forstår ikke den drøm.”
”Man
skal ikke forstå drømme,” Marianne. ”De skal opleves.”
”Det
bliver min drøm ikke bedre af, det kan jeg godt sige dig.”
De
sad lidt og tænkte over drømme og tanker og fantasier. Så sagde Marianne: ”Lad
os gå over til Herdis. Vi må snakke med hende om dette
her.”
De
ryddede op, vaskede op og satte på plads. Marianne var ligeså ulykkelig som Kim,
for hun kunne ikke lide, når hendes elskede bror var så ked af det. Normalt gik
de to børn og smådrillede hinanden, men det var ingen af dem i humør til lige
nu.
Derfor
tog Marianne Kims hånd, og sammen gik de ned på gaden på vej mod Herdis’ hus. De
var sikre på, at når de kom op til Herdis, ville de komme i godt humør
igen.
De
kunne ikke ane, hvad de stod for at skulle opleve.
Solen
skinnede varmt, og folk på gaden så sommerglade ud, og Kim og Marianne følte
lidt af glæden komme tilbage. Men da Marianne følte Kims hånd knuge sin, blev
hun klar over, at hans tanker stadig var ved drømmen.
Hvad
skulle hun gøre?
”Kom,”
sagde hun. ”Nu går vi op til Herdis.”
De
råbte allerede nede fra gaden på Herdis, men der kom intet svar. Så gik de op ad
trappen og bankede på hendes dør.
Der
lød tunge skridt indenfor, og de to børn knugede hinandens hænder. Der var noget
galt. Normalt ville Herdis sove nu, eller også ville hun gå derinde og synge i
vilden sky.
Men
nu disse slæbende skridt.
Døren
gik op, og der stod Herdis hulkende med hatten hængende halvt ned på brystet.
”Åh, hvor er det godt at se jer. Især dig, Kim. Kom og giv mig et
knus.”
Kim
tøvede, men Marianne nikkede, og Kim gik hen i mod Herdis. Så vendte han kort
omkring. Han turde alligevel ikke.
De
gik ind og så, at hele lejligheden som sædvanlig var rodet som en losseplads.
Herdis kom efter dem og smed sig på gulvet og hulkede
videre.
”Hvad
er der med dig,” sagde Marianne.
”Kim
vil ikke vide af mig. Og jeg kan godt forstå hvorfor.”
”Nå,
hvorfor så?”
”Min
drøm.”
”HVAD
siger du?”
”Ja,
jeg har haft mareridt.”
”Det
har Kim også.”
”Jeg
tør slet ikke fortælle, hvad jeg har drømt.”
”Jo,
kom nu med det.”
”Nej,
det er så forfærdeligt, at jeg ikke kan male mere.”
”Lad
os så høre, Herdis. Kim vil også gerne høre det.”
”Jeg
ved det,” sagde Kim. ”Det behøver ikke blive gentaget.”
”Se,
hvad jeg sagde. Han hader mig.”
Nu
blev Marianne rigtigt gal i hovedet. ”Må vi så høre om den
drøm.”
”Jeg
drømte, at jeg sad i parken med Kim. Mens vi snakkede, voksede der horn ud på
min pande, og min mund blev så stor som en ladeport. Og så åd jeg din bror,
lille Marianne.”
De
to børn gik nærmest i chok. Det kunne ikke passe!
Så
tog Marianne sig sammen: ”Kim har drømt det samme.”
”At
han åd mig? Og jeg var ikke engang vasket.”
”Nej,
at du åd ham. Det er derfor, han ikke tør give dig et
knus.”
”Det
kan da ikke være rigtigt, sagde Herdis. To mennesker drømmer ikke det samme.
”Hvad
ved du egentlig om det,” spurgte Marianne.
”Nej,
det er rigtigt. Nå, nu må vi tage os sammen; vi skal ikke forstå det alt
sammen.”
”Nej,
det skal opleves,” sagde Kim. Han begyndte at blive den gamle dreng
igen.
”I
skal se mit nye billede,” sagde Herdis. ”Jeg har malet noget andet end en
solnedgang,” sagde hun stolt. ”Kom og se!”
De
gik ind i atelieret. Og måbede. For der på staffeliet sad et billede af selveste
Fanden med horn og det hele.
”Hvad
i alverden,” råbte Herdis. ”Det er ikke mit billede. Og jeg drømmer ikke,
vel?”
”Det
ved vi jo ikke,” sagde Kim. ”Men vi håber det.”
Marianne
satte sig på gulvet. ”Nu vil vi ikke finde os i det mere.” Hun tog sin halskæde
af – den hun havde fået af Kim engang. Med et guldkors, som hun altid havde
ønsket sig. Hun stillede sig foran billedet og hævede korset op imod det,
lukkede øjnene og hviskede et eller andet.
I
samme nu forandrede billedet sig til et sommerbillede fra en skov, hvor et par
små børn legede i forgrunden og hjortene græssede på engen i
baggrunden.
Herdis
rejste sig. ”Du godeste. Det har jeg malet; men hvordan gjorde
du?”
”Må
jeg lige se din pande,” sagde Marianne. Og ganske rigtigt – der var to ar lige i
hårkanten. Hun satte korset på Herdis’s pande og hviskede
igen.
Og
så forsvandt arrene.
”Hvad
med mig,” sagde Kim. ”Skal jeg ikke velsignes?”
”Jo.
Kom her!” Hun holdt korset op over Kims hoved og hviskede igen, og så for Kim
Herdis om halsen og hulkede: ”Undskyld. Du er alligevel den bedste af os
tre!”
Nu
græd de alle sammen som piskede, og Marianne sagde: ”Drømme skal ikke forstås –
de skal opleves.”
Spørgsmål
til diskussion:
1) 1) Hvad
synes I om denne historie?
2) 2) Hvad
er der egentlig sket?
3)
3) Kan
to mennesker drømme den samme drøm samtidigt?
4) 4) Hvorfor
drømmer vi onde drømme?
5) 5) Hvad
er det, Marianne gør sidst i historien?
6)
6) Kan
det forklares?
7) 7) Eller
skal det, med Mariannes ord, bare opleves?
8) 8) Hvad
er drøm, og hvad er virkelighed i denne historie?
9) 9) Hvad
er i det hele taget forskellen på drøm og virkelighed?
10)
10)
Kunne
man tænke sig, at historien endte på en helt anden måde?
11) 11) Prøv
at skrive en anden afslutning.
En
tidlig morgen
Filosofi
for 5. klasse
Skole-forum.dk
Tilbage til
childrenphilosophy