Linda Clay
Tanja har fået et
gammelt ønske opfyldt: at komme på ferie alene med sin far Bo. Hun ser ham ikke
særligt tit. Bo og Inge blev skilt allerede, da Tanja var 6 år. Hver fjortende
dag er hun hos Bo, og hun har lige siden hun var seks år ønsket at komme på
ferie alene med Bo.
Nu skete det altså. De
sidder på verandaen ud til den hvide klit og snakker. Tanja elsker at snakke
men Bo – han er den eneste voksne, hun syntes hun kan betro sig til. Så de
snakker meget åbent om mange ting.
”Hvad skal du lave i
dag, Tanja?”
”Hvorfor blev I i
grunden skilt? Det har du aldrig fortalt mig. Du har endda lovet mig det mange
gange.”
”Jeg mente nok, du
skulle være lidt ældre.”
”Det er en dårlig
undskyldning, Bo. Man kan udmærket forstå den slags, selvom man ikke er elleve.
Hvorfor bliver voksne skilt?”
”Har det været slemt
for dig?”
”Ja, værre end du
tror. Derfor har jeg altid villet på ferie med dig. Og nu er hele ugen snart
gået. Hvorfor så?”
”Jeg ved ikke, hvilke
ord jeg skal bruge. Kærligheden var ikke så stærk mere – den blev slidt op –
jeg ved ikke rigtigt. Hvad med dig?”
”Jeg holder af jer
begge to – bare på en forskellig måde. Jeg tror, at børn er bedre til at holde
af end voksne.”
”Det har du ret i.”
”Bo, det er sidste nat
vi skal være her. Må Irene sove her i nat?”
”Irene – hvem er det?”
”Hende jeg ødte nede
ved stranden. Vi snakker så godt sammen. Vi har den samme skæbne!”
Bo lo højt. ”Samme
skæbne! Sikke nogle ord, du bruger!”
”Hendes forældre blev
også skilt. Og når jeg siger ”skæbne”, så mener jeg det!”
”Betyder det så
meget?”
”Ja, man er kun det,
man er, på grund af sin skæbne. Alt hvad der sker med mennesker giver skæbne.
Det er ligesom tiden skriver ord ind i menneskets sind.”
”Skæbne og sind, hvad
er det i grunden?”
Åh, Tanja elskede at
tale netop sådan med Bo. ”Jeg tror, at skæbne og sind er det samme. Et
menneskes sind er dets skæbne – og skæbnen former vores sind. Ja, sådan er det.
Vi kan ikke selv bestemme over sindet, fordi vi ikke selv bestemmer vores
skæbne.”
”Det vil altså sige,
at hvis mor og jeg ikke var blevet skilt, så --?”
”Nemlig. Så havde jeg
været en anden. Det skulle I have tænkt på lidt før!”
De sad lidt, tavse. Bo
tænkte på det, Tanja havde sagt, og Tanja sad og funderede over, hvad der fik
voksne til at gå fra hinanden.
Pludselig sagde Bo:
”Ja, ja, Irene må godt sove her.” Han lo. ”Hvis I kan ligge roligt og ikke
snakke hele natten.”
”Det kan vi ikke, og
det ved du godt!”
Bo lo igen. ”Jeg mente
det heller ikke.”
Hen på aftenen kom
Irene. Bo stod og redte seng og så ud af vinduet, hvordan Tanja tog imod Irene:
begge piger stod i en dyb og kærlig omfavnelse. Det gav et stik i hjertet på
ham: en sådan oprigtighed kunne han ikke opvise. Han skammede sig.
Kort efter hørte han
dem snakke på livet løs på Tanjas værelse. De havde åbenbart hurtigt fundet
hinanden. Pludselig forstod Bo hvorfor. Så kom der alligevel noget godt ud af
det hele! Han stod og holdt rigtig meget af Tanja lige nu – havde lyst til at
fare ind og omfavne og knuse hende. Men den tid var allerede forbi – eller
rettere, han havde ikke gjort det, mens tid var. Nu var det blevet til to
uforenelige verdener.
”Jeg er ked af, at I
skal rejse.” sagde Irene.
”Det er jeg også,”
sagde Tanja.
”Kan I ikke blive et
par dage til?”
”Bo skal arbejde.
Derfor skal vi snakke og have det rart hele natten.” Tanja rejste sig og gik ud
efter cola, pølser og brød. ”Når de voksne drikker sig fulde og skaber sig, kan
vi vel fylde os med cola og snakke hytten sønder og sammen.
Jeg snakker for resten også i søvne!”
Tanja lo. Irene lo med,
de smed sig på sengen og tog om hinanden. ”Jeg tager med dig ind til byen.”
”Godt, for vi har
samme skæbne, du og jeg.”
”Passer det? Tager du
med?”
”Nej, jeg ville bare
gerne. Hvad er skæbne for noget?”
”Tænk, det spurgte Bo
også om i dag. Jeg er den, jeg er, fordi Bo og Inge ikke kunne finde ud af det
sammen og gik fra hinanden. Og du er den, du er, fordi dine forældre blev
skilt.”
”Nå sådan. Jeg er glad
for at, de blev skilt, for de skændes i én uendelighed. Jeg vågnede mange gange
om natten og hørte dem råbe og skrige. Det var godt, de gik fra hinanden. Tror
du på skæbnen?”
”Tror på og tror på.
Nej, ikke sådan. Men alligevel -.”
”Du sidder og tænker
på noget. Fortæl mig det!”
”Jeg ved ikke
rigtigt.”
”Jo, kom nu. Jeg kan
mærke, at det er spændende.”
”Nå, men hør så
efter!” De tog et glas cola og slæbte tallerkener med pølser med i sengen. ”Det
var noget, der skete for en måned siden. Vibeke inviterede nogle stykker hjem
til det hun kaldte ”skæbnens aften”. Ingen af os anede, hvad der skulle ske,
men jeg skal love for! Puhha!!!!”
”Hvad var det så,”
ivrede Irene.
”Vi var fire og skulle
sidde omkring et rundt bord. Inde på midten stod et glas med vand. Så skulle vi
koncentrere os dybt og tænke stærkt på glasset. Og så – så begyndte det at
bevæge sig! Jeg gav et skrig fra mig, for det bevægede sig hen mod mig. ”Du får
noget at vide nu,” sagde Vibeke. ”Hvis du tør spørge, ”Jeg vidste ikke, hvad
jeg skulle sige, og glasset stod og vippede for næsen af mig. Det var rigtigt
uhyggeligt. Så spurgte jeg.”
”Hvordan kunne du vide,
hvad du skulle spørge om,” sagde Irene.
”Det ved jeg ikke. Jeg
spurgte bare: hvem er du? Og så kom stemmen!”
”Uhha, det løber koldt
ned af ryggen på mig!”
”Og stemmen sagde: jeg
er din bedstemor. Hvad hedder du, spurgte jeg. Magda, sagde stemmen – og det
var rigtigt. Vi sad stive som pæle alle sammen. Hvor er du nu? På et fjernt og
øde sted, sagde bedstemor. Her er koldt og fugtigt – sådan vil det også gå dig.
Hvorfor det, spurgte jeg. Det er din skæbne, og du kan ikke gøre om på det. Jeg
blev helt ude af den og spurgte: Så sig mig, hvad jeg har gjort galt! Men der
kom intet svar. Og ved du, hvad jeg gjorde? Jeg tog mit tøj og for ud af huset.
Jeg løb hele vejen hjem og smed mit tøj på sengen og hulkede. Jeg ville dø –
hurtigst muligt – for nu kunne det være lige meget.”
”Puhha,” sagde Irene.
”Det VAR meget spændende. Jeg har hørt om sådan noget før – men – nej, jeg tror
ikke, jeg turde.”
”Det tør jeg da heller
ikke. Vibeke ringede flere gange og inviterede mig – men nej! Jeg skal ikke
nyde noget!”
De sad lidt uden at sige noget. Til sidst sagde Irene: ”Tror du på det med skæbnen?”
Først svarede Tanja
ikke. Så sagde hun: Nej, ikke mere. Selvom der må være noget bagved alting, så
er det noget sludder, at det ”noget” skulle gøre os ondt og give nogle af os en
ond skæbne. Nej, skæbne er ikke noget ondt.”
”Hvad så?”
”Det er noget med de
tanker, man har. Noget med, at man ved, at man sommetider gør forkerte ting.
Noget med at man prøver at få det hele på plads med sig selv.”
”Det tror jeg også.
Det onde kommer ikke udefra – det kommer indefra.”
”Det kan også komme
udefra. Men det kommer ind at vende i vort sind, og så må vi gøre noget godt ud
af det.”
Det var langt hen på
natten. Bo sov sødeligt, og de to piger lå og stirrede op i loftet og ville
ikke sove, for så gik natten så alt for hurtigt. De vidste begge to, at de ikke
ville mødes igen.
”Det er også en slags
skæbne,” sagde Irene
Der vist nok at diskutere her.
Diskuter, hvad skæbne og prøv at lave enten en stil eller en planche over emnet.