Et møde i
solskinnet.
af
Per Jespersen
Det var lørdag
eftermiddag. Solen skinnede fra en klar, blå himmel, og en lun vind blæste over
byen. Det var rigtigt travlt i byens gågade; hundreder af mennesker fyldte den
travle gade.
Jeg kom her hver
eftermiddag. Jeg brugte formiddagen på mine studier. Ved middagstid tog jeg en
kop kaffe og gik så en tur nedad den travle gade. Det er blevet en hel vane.
Jeg kan ikke arbejde om eftermiddagen, hvis jeg ikke får min daglige tur.
Jeg går bare – uden at
tænke over noget specielt og uden at have et ærinde. Jeg nyder bare at betragte
de mange forskellige mennesker, og hvis det er godt vejr, sætter jeg mig på
bænken under det store platantræ og lytter til vinden i bladene og til støjen
fra alle de travle mennesker.
I dag var det rigtigt
fint vejr. Jeg følte mig glad og lykkelig, da jeg satte mig ved siden af en
ældre dame, der sad og læste avis.
”Undskyld,” sagde jeg.
”Det gør ikke noget.
De ser så glad ud!”
”Det er jeg også. Og
de?”
”Jeg har det udmærket,”
svarede hun.
”Godt,” sagde jeg.
”Så er der i det
mindste to glade mennesker i verden.” vi smilede begge to. Fælles glæde for et
øjeblik, for lidt efter tog hun sin taske og sagde: ”Nå, jeg må vist hellere
gå.”
”Hav det godt.”
”I lige måde. Det kan
være vi mødes næste lørdag.”
Jeg følte mig rigtig
godt tilpas. Jeg kunne ikke ane, at jeg ti minutter senere ville være langt
inde i en diskussion, som ville ændre min måde at tænke på.
En ung pige satte sig
ved siden af mig. Hun havde langt, gult hår og en T-shirt, hvor der stod: VILJE
ER LIVETS MENING.
”Sikke et dejligt
vejr,” sagde hun.
”Herligt,” sagde jeg.
”Hvor har du fået den T-shirt?”
”Nå, den fik jeg
billigt. På udsalg.”
”Jamen – ordene!”
Ӂh, jeg elsker ord.
De er bare skønne, ikke?”
Det syntes jeg også.
Alt hvad jeg lavede var et arbejde med ord, så jeg skulle vel nok kunne lide
dem.
”Hvad er vilje,”
spurgte jeg. ”Det står på den T-shirt. Hvad er vilje?”
”Det skal du ikke
spørge om, for så snakker jeg til solnedgang!”
”Lad mig høre!”
”Mener du det?”
”Ja ja – for du købte
ikke den T-shirt, fordi den var på udsalg. Jeg er sikker på, du købte den på
grund af ordene.”
”Det passer.”
”Lad mig så høre!”
”Jeg elsker bare ord.
De får mig til at tænke, og jeg elsker at tænke. Jeg kan ikke lade være.”
”Det er de der ingen,
der kan. Alle tænker – hele tiden!”
”Det ved jeg godt,”
smilede hun. ”Hvad vil det egentlig sige at tænke?”
Jeg kunne ikke lade
være med at le.
”Selvom jeg tænker
hele tiden, så ved jeg det faktisk ikke,” sagde jeg. ”Vent lidt, måske ved jeg
det alligevel. Hør her: At tænke er at tale med sig selv indeni.”
”Det siger alle,”
sagde hun. ”Det er bare ikke sådan. At tænke har ikke noget at gøre med ord.”
”Du sagde lige, at du
elskede ord,” protesterede jeg.
”Det gør jeg også. Jeg
elsker dem, fordi de ikke kan fange den vilje, der er i vores sind.”
”Jeg fatter ikke et
ord!”
”Jo, hør her: Når man
føler noget – jeg mener – vore følelser er en del af universet.”
”Nej,” sagde jeg. ”Det
kan du ikke mene for alvor!”
”Ikke helt. Ordene
begrænser det, jeg gerne vil sige. Følelser er en slags spejl af det hele.
Vilje er en følelse; derfor er viljen en del af universets helhed. Hvis du er
følsom, så er du i harmoni med universet. Det er det, viljen udtrykker. Vilje
betyder at ønske at være i harmoni med universet. Det er det, viljen udtrykker.
Vilje betyder at ønske at være i harmoni med altet.”
”Jeg tror ikke, jeg
forstår hvad du mener. Hvilken forbindelse er der imellem vores følelser og
universet?”
”Det er lige præcis
det, som ord ikke kan udtrykke. Der er en helhed et sted – i rummet og i dig og i mig. Kan du ikke se, hvor
vidunderligt det er -? Denne helhed har en vilje, som afspejles i vores sind
som vilje. Så vilje er en følelse – en del af helheden – en del af noget, som
ord ikke kan udtrykke.”
Hendes ord gjorde
virkelig indtryk på mig. Jeg havde aldrig set det på den måde.
”Det vil altså sige,
at hvis jeg tænker dybt over et eller andet problem, så.”
”Nemlig!!” Du tænker,
fordi din vilje ønsker det – fordi helheden ønsker det.
Men viljen er dyb,
fordi den er en del af tilværelsen. Hvis man skulle kalde det noget, så ville
det hedde kosmik.”
Jeg var virkelig
forbavset.
”Hvor gammel er du?”
”Fjorten.”
”Hvor har du fået den
ide fra?”
”Ingen steder. Mig
selv. Jeg ved det ikke. Jeg har måske bare drømt. Tit er vi slet ikke
opmærksomme på vores egen vilje. Vi opdager den ikke, før den prøver at stikke
af fra os. Så får vi pludselig fat på den, og på den måde opdager vi, hvor
vigtigt det er at vide, at viljen eksisterer.”
”Den frie vilje – er
det det, du mener?”
”Det ville jeg ikke
kalde den. Der er ikke noget, der hedder fri vilje eller begrænset vilje. Der
findes bare vilje. Ordene, sproget – det er så uigennemsigtigt. Viljen er en
del af vores – se, nu mangler jeg igen et ord – den er en del af vores opmærksomhed
– en del af vores sensitivitet. Tanker er ikke andet en toppen af isbjerget.”
”Det må jeg nok sige.
Du får mig til at tænke over det hele en gang til. Hvem er du?”
Hun rejste sig.
”Mig? Jeg er bare en
almindelig pige. Men jeg er nødt til at gå nu. Tak for snakken!”
”Det er mig, der siger
tak.”
Så sad jeg alene på
bænken, mens mennesker myldrede forbi. Jeg ved ikke, hvor længe jeg blev
siddende; men da jeg endelig gik hjemad, havde jeg kun én tanke i hovedet: jeg
MÅTTE finde den butik, der handlede med den T-shirt!!”