af
Linda Clay
Sarah og Eva har været veninder så længe, de kan
huske. De kendte hinanden, før de kom i skole, og de har siddet sammen i alle
klasser. De ligner egentlig slet ikke hinanden, men de kender hinandens tanker
så godt, at de næsten har udviklet et særligt sprog, som kun de selv kender. De
kan snakke med hinanden om alt; nogle dage snakker de rigtigt alvorligt om
ting, de ikke rigtigt kan forstå. Det kan være noget, de har hørt i skolen,
noget de har læst eller noget, de har set på TV.
De ser nu ikke meget
TV. Tit sidder de en hel aften på Evas værelse og læser og hører musik. Sarah
læser gerne om dyr – specielt Afrikas dyr – mens Eva elsker at læse om
handicappede børn.
”Når jeg bliver
voksen, vil jeg være noget, hvor jeg kan hjælpe børn i nød.”
”Du bliver aldrig
voksen,” sagde Sarah tørt.
”Hvis nu,” ler Eva.
”Og du vil hellere gå på jagt i Afrika.
”Det kunne da være, at
jeg hellere ville være med i dyrebeskyttelse af en slags.”
”Så skilles vores
veje,” siger Eva højtideligt.
”HVIS vi bliver
voksne,” ler Sarah. ”For mig haster det ikke. Faktisk får vi det aldrig bedre,
end vi har nu.”
De læste videre. Sad
og hyggede sig med benene trukket op under sig og havde det rart. Musikken
spillede dæmpet, og vinduet stod åbent ud til den milde sommernat. Lidt senere
lagde Eva bogen og listede på strømpesokker hen til vinduet. Hun stod helt
stille og kiggede på himlen. Byen var helt stille; kun en enkelt bil hørtes og
en forsinket solsort, der skræppende fløj bort, fordi den ikke var nået hjem i
tide.
Da Sarah opdagede,
hvor Eva var, lagde hun sin bog og listede hen ved siden af hende. Sammen stod
de og så stjernerne blinke over deres lille by.
”Hvad tænker du på
lige nu,” spurgte Sarah.
”Vil du virkelig vide
det?”
”Hm.”
”Jeg tænker, at hvis
der er nogen deroppe, så vil jeg bede ham om, at vi to engang får lov til at
hjælpe både børn og dyr.”
”Hvis vi bliver
voksne. Eva, regner du så med, at der kommer et svar – at stjernerne begynder
at synge – eller hvad?”
”Der kom det! Se –
nej, du nåede det ikke!”
”Hvad var det?”
”Et stjerneskud. Et
meget stort stjerneskud.”
”Du tror da vel ikke,
at det var et svar! For resten, nåede du at ønske?”
Nu var det Eva, der
lo. ”Du er jo ikke bedre end jeg. At der skulle være noget deroppe, der kan
give os svar – nej, det tror du ikke – men at ønsker går i opfyldelse, hvis man
når at ønske, når man ser et stjerneskud, det tror du!”
Sarah tænkte lidt.
”Sådan har jeg nu aldrig tænkt over det.”
De stod lidt og lod
tankerne løbe. ”Nu er det for alvor mærkeligt,” sagde Sarah. ”Så tror alle
altså på et eller andet.”
”Selvfølgelig.”
”Godt, hvad tror du
så?”
”Jeg ved det ikke
sikkert. Men der må være noget bag denne verden – et eller andet, som vil noget
med den?”
Sarah nikkede. ”Hvad
er det så?”
”Jeg ved det ikke, men
jeg snakker med det engang imellem.”
”HVAD gør du?”
”Det gør du måske
ikke?”
”Nej, jeg snakker med
mig selv ligesom en gammel kælling.”
De lo og satte sig
tilbage til bøgerne. Men ingen af dem kunne koncentrere sig om læsningen.
Tankerne løb deres egne veje. De tænkte vist for en gangs skyld på det samme.
Flere gange ville de sige noget, men tog sig i det og lod, som om de læste
videre.
Sarah brød tavsheden:
”Når man sådan for sig selv tænker: jeg ville ønske, at jeg fik den cykel – er
det så det samme?”
”Det tror jeg ikke,”
svarede Eva. ”Det er måske nærmest det modsatte.”
Tavshed et kort stykke
tid. Så kom Sarah igen: ”Hvad skal man så sige?”
Eva smed bogen på
bordet. ”Hvorfor kunne du tænke dig at være med til at beskytte Afrikas dyr?”
”Fordi jeg synes, det
er synd, at de skal uddø. De skal have lov at være i fred.”
”Og hvorfor synes du,
at de skal være i fred? Kan det ikke være lige meget, om der lever elefanter
eller ej?”
”Nej hvor er du led!
Sådan er det bare!”
”Du må forklare dig
nærmere,” blev Eva ved.
”Fordi det er synd –
fordi de er smukke – ja, fordi det er meningen, at de skal være der – ellers
var de der ikke.”
Eva blev ivrig. ”Hvis
du vil beskytte dem, fordi du synes, de er smukke – så er du i virkeligheden en
egoist. Hvis du gør det, fordi de er der – så er du ikke egoist – så er du
---.”
”En profet!”
De lo begge højt,
indtil Eva sagde: ”Det kan godt være, at profet ikke er det rigtige ord – men
det er noget lignende.”
Sarah rejste sig. ”Nu
må jeg hen til vinduet – for nu må der være noget at se på himlen!” Hun løb hen
til vinduet og kiggede ud. ”Ikke så meget som et stjernedrys! Men jeg ved, hvad
du mener. Tror du, alle mennesker går og tænker sådan noget?”
”Ja, det tror jeg
faktisk. De siger det bare ikke højt.”
”At der står nogen bag
livet,” fortsatte Sarah. Hun tænkte lidt. Så sagde hun: ”Det var i grunden
meget lettere at forstå det hele, hvis det var sådan.”
”Der kan du se,” sagde
Eva glad.
”Jeg gider ikke læse mere,” sagde Sarah. ”Jeg vil slå kolbøtter!”
Eva spruttede af grin.
”Det vil jeg også, så.”
”De skal være
ordentlige,” sagde Sarah. ”Hvis han nu kan se dem deroppe!”
”Selvfølgelig,” sagde
Eva. ”Og mens vi slår kolbøtter af glæde, så falder den ene stjerne efter den
anden på himlen udenfor.”
”Ja, jeg gider ikke
feje dem op i morgen,” grinede Sarah og slog sin første kolbøtte hen over
sofaen.
”Godt, så lader vi dem
ligge. Alle mennesker bliver så glade i vores by, når der er stjerner over det
hele. Så MÅ de da begynde at tænke over tingene.”
Spørgsmål til
diskussion:
1) Hvad
mener I om det, de to piger diskuterer?
2) Ingen
af de to piger kan befri sig for den tanke, at der må være en hensigt med den
verden, vi lever i.
3) Men
hvorfor hensigt? Er det fordi, vi mennesker kun laver noget, der har et mål?
4) De
fleste vil gene have en hensigt med, at vi lever. Er det sådan, det hænger
sammen?
5) Hvis
der er en hensigt med vores liv, hvad kan det så være?
6) I
det daglige tænker vi ikke så meget over det, men når vi bliver alvorligt syge
eller mister en af vores familie, begynder tankerne at rulle: hvad skal vi egentlig
være her for, når vi alligevel skal dø?
7) Sarah
vil gøre noget for Afrikas dyr, og Eva er tæt ved at sige, at hun er egoist.
Men Eva har en nøglesætning: Afrikas dyr er tilstede, fordi det er meningen.
Ellers var de der ikke. Kan man argumentere sådan?
8) Det
vil jo betyde, at mennesker ikke skal røre ved generne, for de var der i
forvejen – dvs. før vi kunne tænke over det og aflure koden. Gør vi noget
forkert ved at sige, at generne rører vi ikke, for de er skabt som de skal
være?
9) De
to pigers diskussion ender i spørgsmålet om, hvorvidt vi gør noget for vores
egen skyld eller for andres. Hvis der er en Gud, hvad ønsker han så?
10)
Hvorfor
ønsker vi altid, at der skal være et formål med det, vi gør? Holder vi ikke
engang mellem fx en fest, der i sig selv ikke har noget formål?
11) Hvorfor har vi svært ved at leve med, at der
er ting, vi ikke forstår? Hvordan har du det med det? Diskuter!