DYBSINDIGE FABLER I
Ægte Kærlighed
Af
Per
Jespersen
Der var engang en lille elektronisk chip. Den var
helt ny og lå på en lang hylde på en meget klog professors kontor på landets
fineste hospital. Han var en rigtig klog læge, og hans skrivebord var fyldt med
papirer. Han var netop ved at læse et af de mest vigtige papirark – det kom
skam fra myndighederne. Det var derfor, det var så vigtigt. Papiret var
beseglet, og det var trykt med ægte guld i hjørnerne. Derfor tog professoren
sine bedste briller på. De var meget dyre, og han brugte dem kun ved særlige
lejligheder. Men han tog dem på, rettede på slipset og skjorten, redte sit hår
og læste.
En meget klog professor med at stykke papir fra
myndighederne. Åh ja, det er sandelig en alvorlig sag! Og den lille chip
vidste, hvad det hele drejede sig om. Den følte sig så stolt, fordi den kunne
se frem til en glorværdig fremtid. Professoren læste, og chippen var helt
stille. Var det dens tur nu? Den ventede på, at et lille barn skulle fødes, så
dens mission kunne opfyldes. Var det sådan, det var?
Professoren rejste sig, lagde sine dyre briller
tilbage på skrivebordet – lige midt på bunken af vigtige papirer, for det var
det rigtige sted at lægge dem. Han var også stolt, for han var den læge, der
var udpeget til at begynde en ny æra: nu skulle der indsættes elektroniske
chips i alle nyfødtes nakke. Det var hans karrieres største øjeblik. Åh, han
glædede sig til at fortælle sin kone om det. Hun var en venlig og meget
ambitiøs dame, fordi hun havde giftet sig med den kloge professor. Sådan er det
jo med professorfruer!
Og den lille chip følte sig så nervøs, at den var
klar til at hoppe fra hylden og ned på den kloge professors skrivebord. Det var
ganske mærkeligt, at den var så nervøs. Den havde jo intet hjerte og ingen
årer, men kun digitale enheder. Men alligevel var den nervøs, og den så
professoren nærme sig hylden. Åh, dens digitale sjæl var ved at hoppe ud af
kroppen på den.
Og så – nu blev et nyt lille barn født. Alle kunne
høre gråden, og alle var ude af sig selv af glæde. Et nyt barn – igen – en ny
borger var blevet født. Alle sygeplejersker dansede ned ad gangene på
hospitalet, og den kloge professor var også lige ved at danse. Men det var han
nu for klog til – han vidste, at hans nye karriere ville begynde i dag, og så
danser man ikke. Især ikke, når man er professor! Og den lille chip fyldtes af
glæde. Den var også ganske tæt på sin nye karriere. Det var bare så dejligt.
Professoren nærmede sig hylden for at finde den
rigtige chip til det nyfødte barn. Den skulle overvåge denne lille dreng i hele
hans levetid, og den skulle sende besked til kontoret for nye borgere hver time
hver dag.
Den lille chip holdt skarpt øje med professoren –
og tro mig: han gik hen til hylden og valgte netop vores lille chip, mens han
hviskede: ”Du skal arbejde for regeringskontoret og for mig, således at
kontoret altid ved, hvad denne lille dreng laver, og hvor han er. Jeg er så
lykkelig! Endelig bliver min klogskab til virkelighed!”
Professoren tog den lille chip og bar den
forsigtigt til den stue, hvor den lille dreng netop var blevet født. Og den
lille chip blev indsat i nakken på den smukke nye dreng, og vores lille chip
kunne føle varmen fra drengens blod. Det var så vidunderligt, og professoren
gik lykkelig ud af stuen, mens alle sygeplejersker klappede i hænderne.
Professorens klogskab var blevet til virkelighed,
og regeringens klogskab fik en ny sejr.
Og månederne gik, mens drengen voksede i sin søvn,
og månen sendte sine dejlige stråler igennem vinduet, så de ramte lige netop den
lille drengs yndige ansigt. Imens ventede vores chip tålmodigt på, at drengen
skulle vokse sig så stor, at han kunne gå rundt, så den kunne rapportere til
regeringskontoret. Stakkels lille chip! Den kunne næsten ikke vente. Et år er
meget lang tid – selv for digitale chips!
Så den faldt i søvn – i flere år. Men den blev
vækket af regeringskontoret, da drengen skulle møde i skole for første gang. Nu
var det tid til at arbejde og rapportere!
Drengen gik ind i klasseværelset og smilede stolt. Første skoledag er virkeligt noget ganske særligt! Du godeste – kan du huske din første skoledag? Jeg kan, og jeg glemmer den aldrig. Det gør drengen i vor historie heller ikke. Der var en dejlig, smuk pige i hans klasse. Hun havde gult hår og øjne så blå som havet. Og drengen forelskede sig.
”Nu skal jeg til at arbejde og rapportere,” tænkte
den lille chip, og den digitaliserede sig selv til at sende den første besked
til regeringskontoret. Det var virkelig hårdt arbejde!
Men den havde en sær fornemmelse. Sikke en chip!
Den havde faktisk dårlig samvittighed, fordi den så det yndige smil fra den
smukke pige. Sikke et smil! Hun var jo også forelsket! Hun så en smuk dreng med
brune øjne og et hår så sort som selveste natten. Hvem kunne ikke forelske sig,
når man så et sådant syn?
”Har hun også en chip i nakken,” spurgte den sig
selv. ”Bliver hun også rapporteret?” Den kunne virkelig ikke lide det. Det var
noget forfærdeligt noget at indgive rapport om sådan noget som uskyldig
kærlighed. Stakkels chip! Dårlig
samvittighed er en skrækkelig følelse. Det kender du godt, ikke?
Hvad ville du gøre, hvis du var en digital chip,
der skulle rapportere til regeringskontoret, hvis du var sat ind i nakken på en
smuk dreng af den klogeste professor i landet? Hvad ville du have gjort?
Dag efter dag så den elektroniske chip den
uskyldsrene kærlighed vokse imellem de to børn. Og skønheden voksede sig større
end klogskaben og logikken. Var kærlighed ikke noget stort i forhold til logik?
Var logikken ikke i vejen for en drengs og piges kærlighed? Jo, den tænkte
sandelig store tanker, den lille chip!
Men der skulle tages en beslutning. Og det er ikke
så let, som man skulle tro.
Men den lille chip gjorde det. Næste morgen
kikkede den ind i drengens smukke drømme med sværme af gulhårede piger, sommerfugle
med gule vinger, og den nye dags gule solskin spejlede sig i pigens hår – åh,
vil du tro det: den hoppede ud af nakken på drengen lige midt i indgangen til
skolen. Og tænk, en anden chip hoppede ud af pigens nakke. Begge børn tog sig
om nakken og råbte: ”Hvad skete der?” De hørte begge en underlig metallisk lyd
på trappen op til klasseværelset.
Og tænk: drengen tog pigens hånd, og de gik ind i
klassen sammen, mens alle kammeraterne klappede i hænderne.
Det var da en god afslutning, ikke?
Ægte og urapporteret kærlighed.
Uskyldsren kærlighed.
Er det ikke smukt?
