Dybsindige fabler II

Den kloge konge

Af

Per Jespersen

Der var en professor, som arbejdede på det kongelige universitet. Det var det bedste universitet i landet, fordi det tilhørte kongen, som blev regnet for meget kløgtig. Sådan er det med konger – de er kun konger på grund af deres kløgtighed.

Professoren havde et stort hus med en vidunderlig have med roser, buske og træer – nøjagtig som en klogskabens mands have skulle være, så alle kunne se, at her var klogskabens hus. Han arbejdede hele dagen lang og havde ikke engang tid til at lave sin mad selv. Næh næh, han havde en køkkenchef, som var i stand til at lave al slags mad. Han beundrede professoren, som beundrede kongen. Ak ja, det var lutter beundring alt sammen.

I professorens have var der en rød fugl. Den sang hver morgen – sådan en smuk sang, og professoren nød dens sang hver eneste morgen. Han kunne ikke ane, at denne fugl kunne forandre hans arbejde og hele hans liv i den nærmeste tid.

En af hans studerende var meget tænksom. Hver morgen stod han på sit værelse og undrede sig over, hvad der fik den lille fugl til at synge så smukt. Han havde hørt om en munk, der levede for århundreder siden. Han havde også undret sig – ja, selv munke kan undre sig. Hvad var det, der gjorde, at nogle blomster blev røde og andre blå, tænkte han. Derfor lavede han nogle eksperimenter på klosteret: han krydsede blomsterne for at skabe nye arter. Det var slet ikke nemt for ham, for det var måske at gå imod Vorherres skaberværk, og det skal man vist ikke gøre, skønt vi alle vist gør det hele tiden.

For et kloster er det nærmeste man kan komme til Gud – så måske var det en guddommelig beslutning, munken tog. Det er sandelig vanskeligt at finde ud af, hvad der er Guds bestemmelse, og hvad der er menneskets logik. Dette gælder også for både dig og mig.

Men studenten tog en beslutning en aften – selv uden at spørge den kloge professor. Guddommelighed eller eftertænksomhed? Det er sandelig ikke let.

Men den røde fugl blev fanget i et stort net og bragt til laboratoriet. Og vil du tro det: fuglen og studenten kunne tale sammen.

Hør:

”Hvorfor har du fanget mig og taget mig væk fra min have?”

”For at undersøge dig. Jeg må vide, hvordan det går til, at du kan synge så smukt. Du må have en hemmelighed.”

”Det har jeg. Men det er ikke noget, du skal vide noget om.”

”Åh jo. Jeg har brug for at kende den for professorens skyld.”

”Åh,” sagde fuglen. ”Nu er du på forfængelighedens marked. Men jeg vil fortælle dig min hemmelighed, hvis du ikke fortæller den videre til nogen, og hvis du vil lade mig flyve tilbage til min have. Jeg skal nemlig vække professoren, forstår du.”

”Det lover jeg. Lad mig så høre!”

”Så sæt mig hen til vinduet.”

Studenten gjorde, hvad han blev bedt om. Det var han vant til, så det var ikke så svært endda.

Og nu talte fuglen fra vindueskarmen. ”Der er et lille molekyle inden i mig. Det er det molekyle, der får mig til at synge. Derfor kan jeg så godt lide det. Det kaldes DNA.”

Nu var studenten virkelig overrasket. ”Hvis dette lille molekyle bliver transplanteret ind i et menneske – lad os sige ind i en kongelig operasanger – så kommer han til at synge bedre og smukkere.”

”Sig det ikke til nogen,” sagde fuglen og fløj ud af vinduet.

Ak ja, den stakkels student kunne ikke holde tæt. Skrækkeligt! Naturens hemmeligheder skal ikke fortælles til alle og enhver. Men tænk dig: han fortalte det hele til professoren, og han gjorde det endda på sådan en måde, at professoren troede, at studenten selv havde udtænkt det hele. Og just derfor fortalte han kongen det hele. Se, det er på den måde, hemmeligheder bliver spredt for alle vinde.

Professoren byggede sit laboratorium om, så der kunne foretages operationer der. De bedste kirurger i landet blev kaldt til laboratoriet, og vil du tro det: den røde fugl blev fanget i nettet igen. Og en sanger fra Den Kongelige Opera blev også hidkaldt, og både han og fuglen blev bedøvet.

Alt var klar til transplantationen, og professorens smil var lykkeligere end nogen sinde før. Han tænkte på den kongelige fremtid, han kunne få. Tænk på, hvad forfængelighed kan få folk til. Forfængelighed fjerner enhver etisk tanke.

Men selv blandt fugle er der sladder. Alle landets røde fugle samledes i en skov og tog en vigtig beslutning. Og det er ikke slet ikke nemt – selv ikke for røde fugle. Men de gjorde det, og en af fuglene fløj op på kongens slot og fandt vinduet åbent til det kongelige soveværelse. Den satte sig på den sovende konges seng og begyndte at synge.

Kongen vågnede op med et spjæt, og det er ikke særligt royalt at vågne op på den måde.

Og fuglen sagde: ”Når De, Deres Majestæt, går hen til spejlet for at rede deres royale hår, er der en besked til Dem.”

Så fløj den ud af vinduet, men den hørte dog kongen sige: ”Sludder og vrøvl!”

Men selv en klog konge kan blive nysgerrig, så han for hen til spejlet og fandt et lille stykke papir der.

Han læste og læste: D -- N -- A. Det Nytter Aldrig!

Ak ja, han var kongeligt forvirret, og han var nødt til at tage en beslutning. Så tidligt om morgenen! Det er sandelig ikke nemt at være en ansvarlig konge i de tidlige morgentimer.

Men han anede, at han var nødt til at aflægge professoren et besøg, og han kom ind i laboratoriet, netop som kirurgen var klar med sin kniv.

Alle tav. Det er noget, man skal gøre, når en konge kommer ind. Du må altid være forberedt på sådan noget. Det kan ske hvert øjeblik, det skal være.

”Stop denne operation, og lad den kongelige sanger gå tilbage til operahuset, og lad den rød fugl flyve. Det er min beslutning, og da den er kongelig, er den automatisk lov!!”

Og sådan blev det. Sangeren gik lykkelig hjem, og den røde fugl forsvandt ud af vinduet. Åh Gud, sikke en viis konge. Klogere end både professoren og studenten, fordi kan kunne kombinere etik med videnskab på den rigtige måde.

Sådan skal en rigtig konge være.

Videnskab og etik.

Se, det er virkeligt kongeligt!

Fabel 3