Filosofi i folkeskolen
Af
Daniel Linde
Indledning
Alle mennesker er født med evnen til at undre sig. En undren over tilværelsens og livets gåder. Går man blot 100 år tilbage i Danmarks historie, er den almindelige udbredte forestilling (og dermed også børnenes), at undren ofte blev besvaret af kristendommen. Men i et postmodernistisk samfund, som har forladt den gamle tids religiøse trossystemer og den moderne videnskabstro, fordi de opleves utilstrækkelige, har livsfilosofien fået ny aktualitet. De gamle religiøse dogmer og videnskabens bevissandheder er ikke længere overbevisende, når der skal svares på de grundlæggende livsspørgsmål. Dette åndelige tomrum ønsker mennesket opfyldt, og da samfundet ikke har skaffet en afløser for religionen, er der mange børn og unge (og også voksne), som søger andre veje som fx sekter, ny religiøse organisationer, politisk fundamentalisme mm[1].
Det er noget af den virkelighed, man som ny folkeskolelærer kommer ud i. Derfor ser jeg det nødvendigt at bruge livsfilosofien ikke blot for at kunne leve op til folkeskolens formålsparagraf[2], men for at give børnene en tilværelsesoplysning, som kan være med til at skabe orden i deres indre kaos og give dem en forståelse af deres omgivelser.
Jeg vil igennem opgaven undersøge hvad filosofi er, og hvordan man kan bruge den i undervisningen. Min ide med at få filosofien ind i folkeskolen er ikke at få et nyt fag på skemaet, men derimod vil jeg give et bud på, hvordan man kan bruge filosofien som et pædagogisk og fagligt redskab til at give eleverne en dybere forståelse for hinanden og deres omverden.
I og med at skolen har daglig kontakt med børnene, er dette en glimrende mulighed for vha. filosofien at hjælpe børnene på vej med den livsoplysning, som de søger.
Egentlig er filosofi et redskab, som kan/bør bruges i alle folkeskolens fag, men på grund af kristendommen og filosofiens historiske sammenhæng i Danmark, er traditionen, at filosofi hører til i kristendomsfaget, hvilket ikke blot er skrevet i trinmålene, men også udtrykt i formålsparagraffen for kristendomskundskab[3]. I denne opgave er det også i sammenhæng med kristendom, at jeg vil se på filosofien.
Altså vil jeg gennem denne opgave med udgangspunkt i min praktik se på, hvordan man kan udarbejde et undervisningsforløb i kristendomskundskab, som svarer på min problemformulering.
For at få en forståelse af hvorfor filosofien er et godt redskab til at gøre nutidens børn etisk reflekterende, vil jeg også komme med en beskrivelse af, hvad filosofien har været brugt til gennem historien. Desuden bruges tankerne fra filosofiens historie stadig som inspirationskilde til forståelse af nutiden[4].
Når jeg taler om filosofi med børn, er det vigtigt at slå fast, at der ikke er tale om en fagfilosofisk indgangsvinkel til emnet. Dvs. der er ikke tale om en bestemt filosofisk gren eller retning, som børnene skal tilegne sig. Meningen er heller ikke, at eleverne skal have et vist kendskab til filosofiens historie. Jeg vil heller ikke se på nogen bestemt filosofisk retning, men blot bruge filosofien som et redskab til at hjælpe børnene i deres tilværelsesspørgsmål. Filosofiens spørgen, kommunikation og logik vil jeg altså udnytte til at komme dybere i faglige og pædagogiske problemstillinger.
Problemformulering
Hvordan kan man, ved hjælp af filosofien, give børnene på mellemtrinnet et redskab, som er med til at kvalificere dem til at tage stilling og handle etisk reflekterende over for sig selv og deres omgivelser?
Metode
For
at besvare problemformuleringen vil jeg benytte mig af den litteraturkritiske
metode. Der findes enormt mange bøger og hjemmesider om filosofi. Stort set
alle forfattere og filosoffer har deres egen opfattelse af filosofien og dens
muligheder. Så derfor ligger der et stort arbejde i at være selektiv i læsning
af litteraturen for at finde det, der er mest relevant og i overensstemmelse
med mine oplevelser i arbejdet med børn og filosofi. Som udgangspunkt har jeg
valgt at koncentrere mig om forskellige danske lærere og filosoffer, som
beskæftiger sig med det at filosofere med børn, og som samtidig har erfaring på
området.
I min konklusion vil jeg sammenfatte forskellige filosoffers og forfatteres ideer og erfaringer med mine egne oplevelser og give et bud på, hvorfor filosofien er brugbar i kristendoms-undervisningen.
Hvad er
filosofi?
Hvad filosofi egentlig er kan være svært at sige. Nogle mener, jf. den danske filosof Justus Hartnack[5], at filosofi er det samme som tænkning. Fx. hvad skal jeg lave fredag aften? Dette er tænkning, og for nogle er dette at filosofere[6]. Justus Hartnack mener dog, at for at der kan være tale om filosofi, skal argumentet for ens sætning være nødvendig gyldig. Dvs. at der hvor ens sætning ikke er endegyldig sand, er der ikke tale om filosofi. Som eksempel giver han Descarte:”Cogito ergo sum”[7] (jeg tænker, ergo er jeg). Forudsætningen for at fremsætte denne sætning, må være at man eksisterer.
Endvidere siger Justus Hartnack, at vha. sproget er det muligt at manifestere sin tænkning. Dette betyder samtidig, at væsner uden sprog ikke kan filosofere[8]. Samtidig med at sproget manifester tænkningen, bruges sproget også til at stille spørgsmål til tænkningen. Sproget og tænkning er altså nødvendigheder for at kunne filosofere.
Jens Kyrstein og Ebbe Vestergård mener derimod, at filosofi blot er et redskab til at nå en dybere indsigt i livet og hjælpe os til at få en nuanceret helhedsforståelse af tingene[9].
Netleksikon mener at: ”Filosofi er begrebslig
tænkning i videste forstand. Man søger sandheden spekulativt ved at kombinere
sanseindtryk, erindring, fantasi, erfaring, håb og fornuft. I praksis betyder
det, at man kan filosofere om hvad som helst; hele tiden må de filosofiske svar
dog kunne stå for en filosofisk kritik, der kræver en vis logisk sammenhæng i
begrebsanvendelsen og et nogenlunde reflekteret forhold til alment accepterede
sandheder”[10].
I denne opgave har jeg valgt at bruge filosofien til at gøre eleverne etisk reflekterende. Det vil sige, at der er tale om den praktiske filosofi (se nedenstående afsnit), hvor børnene på mellemtrinnet skal kvalificeres til at skelne mellem, hvad der er godt, og hvad der er ondt. Altså den etiske disciplin. Det handler ikke om at give børnene nogle endegyldige svar men derimod at give dem et redskab, der kvalificerer dem til at vurdere, hvad der er godt og ondt i den enkelte situation.
De
filosofiske discipliner
For overskuelighedens skyld kan man, ifølge lektor ved Syddansk Universitet Søren Harnow[11] med inspiration fra Aristoteles opdele filosofien i 2 grupper (3 med den filosofihistoriske gren): den praktiske og den teoretiske. I den praktiske filosofi er målet handling. I den teoretiske filosofi er målet viden. Disse 2 hovedgrupper kan endvidere deles op. Den praktiske filosofi kunne jf. Søren Harnow[12], inddeles i etik, metaetik, politisk filosofi og æstetik. Mens den teoretiske filosofi kunne inddeles i erkendelsesteori, metafysik og videnskabsfilosofi[13]. En opdeling af filosofi i forskellige definitioner kan dog være uheldig, da dette kan medføre, at man udelukker nogle af filosofiens problemområder, mener lektor i cand. pæd. ved Odense seminarium, Jens Kyrstein, og lektor på DPU i Odense, Ebbe Vestergaard[14].
En af de mest fremtrædende herhjemme, når det handler om at filosofere med børn, er folkeskolelæreren og forfatteren Per Jespersen. Han inddeler filosofien i 4 hovedgrupper: 1) logik, etik, æstetik og metafysik. P.J. mener at den metafysiske gren er den, der er tættest på religionerne. Den metafysiske gren er eksistentiel i sin baggrund og beskæftiger sig med alt det, der undrer os. Ikke nok med at den er tæt på religionerne, den er også grundlæggende for resten af filosofien[15].
Hvad skal
filosofien bruges til?
Der diskuteres stadig blandt filosofferne, hvad filosofi
skal bruges til. Ofte deler man filosofien op i 4 opfattelser af hvilken funktion
filosofien har. Det gør bl.a. Hans Vejleskov, som skriver, at filosofi primært
skal bruges til oplysning af: 1) begreber og metoder til løsning af problemer.
2) filosofiens historie. 3) tilværelsesoplysning. 4) ideologikritik[16].
Jeg vil ikke her komme dybere ind i de 4 forskellige opfattelser, men blot
sige, at den filosofi, som jeg gør brug af i folkeskolen, er livsfilosofien,
altså tilværelsesoplysning, som
der også lægges op til i ”formål for faget kristendomskundskab”[17].
Filosofi skal altså her bruges til at kaste lys over fundamentale livs-/
tilværelses- spørgsmål, så eleverne kvalificeres til at være etisk
reflekterende.
Filosofiens
historie
Filosofien
opdeles[18],
som frugt af det 18. og 19. århundredes historiefilosofi ofte i forskellige
perioder. I vesten opdeles filosofiens perioder ofte i antikken, hellenismen, middelalderen,
renæssancen, det
moderne gennembrud og oplysningstiden. Fra og med det 18. århundrede bliver den filosofiske
udvikling imidlertid stadig mere kompleks, ikke mindst fordi filosofferne
efterhånden foretrækker at filosofere på deres respektive nationalsprog og ikke
på latin.
”Kærlighed til visdom”, er den direkte oversættelse af ordet filosofi. Den vestlige filosofiske disciplin regner man med startede i Grækenland omkring år 600 f. Kr. På grund af menneskets mulighed for at bevæge sig i middelhavsområdet, opstod der også pludselig indflydelse fra andre kulturer[19]. Denne indflydelse medfødte et behov for at forklare verden rationelt, som før kunne forklares vha. myterne.
En af de første filosoffer var Thales fra Miles (625-545 f. Kr.)[20]. Han undrede sig over forandringer. Han var bl.a. optaget af spørgsmål som: er man den samme, selvom man forandrer sig? Hvad er virkelighedens væsen?
Over flere århundreder opstod der en mængde filosoffer, især i Grækenland, som diskuterede og fremlagde deres ideer om de filosofiske problemer. En af de allerstørste i denne sammenhæng er den græske filosof og grundlæggeren af metafysikken, Sokrates (470-399 f.Kr.). Hvad vi egentlig ved om Sokrates er igennem hans elev Platon. Det helt grundlæggende i Sokrates og Platons filosofi er samtalen. Sokrates analyserede begreber vha. samtalen. Det er i samtalen, vi begriber virkeligheden. Det er i samtalen, vi får udryddet vores misforståelser og får indsigt i de problemstillinger, som vi er optaget af. Sokrates egne samtaler viser en fremadskridende og konsistent argumentation. Det handler om at få præmisserne i orden, dvs. få en argumentation, som ikke er selvmodsigende. Når man er nået dertil, kan man konkludere. Sokrates når dog aldrig selv at konkludere, da der i samtalen hurtigt opstår nye problemstillinger. Samtalen får fjernet nogle uklarheder, selvom der ikke konkluderes.
Sokrates´ideer har stor betydning for den pædagogik, der påvirker det danske undervisningssystem. Specielt er N.F.S. Grundtvig og C. Kolds´ pædagogik under stærk indflydelse af den sokratiske samtale[21] (den sokratiske samtale vender jeg tilbage til).
Siden Sokrates har der været mange filosoffer. Selv i den ”katolske middelalder” var der, især i Italien, en undren over Guds eksistens og lidelsens problem[22]. I middelalderen ( år 400 e. Kr.-1600) opstod der en lyst til at få opklaret spørgsmålet om Guds eksistens og det ondes problem[23]. Middelalderens filosoffer, som kendetegnes ved katolicismens stærke indflydelse, beskæftigede sig ofte med teologiske problemstillinger. Filosofien var kun interessant, hvis den kunne bruges til at kaste lys over religiøse problemstillinger.
Med renæssancen (fra ca. 1600-tallet) kom der et brud i filosofihistorien. På dette tidspunkt opstod den moderne naturvidenskab. Man begyndte at indføre eksperimenter, som fik stor indflydelse på menneskets viden om universet. Videnskabsmænd som Galileo Galilei (1564-1642), Rene´ Descartes (1596-1650) og Isaac Newton (1642-1727) fremsatte nye teorier om universets indretning. Denne viden medførte, at man begyndte at tvivle på de gamle teorier, da de ofte var baseret på det synlige. Man begyndte at spekulere over, hvad viden egentlig er. Er det noget, man har, eller er det noget, man kan få? Hermed var teorien om erkendelsen født, erkendelsesteorien.
Diskussioner om erkendelsesteorien medførte, at andre filosofiske retninger kom op. Nogle mente, at man måtte gå dybere end erkendelsesteorien. Man måtte se på, hvordan mennesket og verden var indrettet. Dette medførte idealismen, som så skabte en modreaktion, som kaldes eksistentialismen.
Det 20. århundredes filosofi blev splittet op i mange
retninger. De gamle retninger fortsætter og nye kommer til. I stedet for en fælles
periodeinddeling kan man fra det 20. århundrede tale om filosofiske tilgange
eller grupperinger hvis problemer og diskussioner udvikles forholdsvist
uafhængigt i forskellige sprog- og kulturfællesskaber, men som også fra tid til
anden krydser grænserne.
På grund af det 20. århundredes
opsplitning bliver det 21. århundreds filosofi sandsynligvis et endnu mere
varieret landskab med mange forskellige retninger og interesseområder, der er
uafhængige af hinanden.
Kristendom
og filosofi
Kristendommen har efterhånden i mange år været tæt knyttet til filosofien. Da kristendommen begyndte, dvs. for 2000 år siden, ville kristendommen helst ikke have noget med filosofien at gøre. For eksempel siger Paulus: ”Se til, at ingen fanger jer med filosofi og tomt bedrag, der bygger på menneskers overlevering, på verdens magter og ikke på Kristus”[24]. Paulus siger altså, at den filosofi man praktiserede på hans tid, filosofiens etiske periode[25], var tomt bedrag. Filosofien på Paulus´ tid blev hovedsagelig brugt til at give sig selv en indre ro. En af de filosofiske retninger, som Paulus beskylder for at være fyldt med tomt bedrag, er Stoicismen[26]. Jens Thodberg m.fl. siger, at stoicismen benægter bl.a. en åndelig verden. Stoicismen troede på, at der var en panteistisk Gud, hvis lov styrer verden uden menneskelig påvirkning[27].
Efter startvanskeligheder begyndte filosofien og kristendommen at arbejde sammen. Navne som Augustin, Newton, Descartes og Kierkegaard er beviser på, hvordan kristendommen har brugt filosofien til at analysere forskellige problemstillinger. Fx brugte Augustin nyplatonismen til at svare på, hvorfor Gud skabte en verden, som også bebos af det onde[28]. Senere i den katolske middelalder prøvede man at begribe den åndelige verden med filosofien (skolastikken)[29].
Også i Danmark og i den danske kultur, som i over 1000 år har været præget af kristendommen, har filosofien og kristendommen arbejdet sammen. Fx har den danske filosof og teolog, Søren Kierkegaard (1813-1855), haft stor indflydelse både på filosofien og kristendommen. Med Kierkegaards brug af filosofi har han med kristendommen som udgangspunkt prøvet at svare på eksistentielle problemstillinger.
Kristendommen og filosofien har, som jeg ser det, mange fælles træk. De vil begge gerne behandle menneskets eksistentielle spørgsmål. Målet for begge retninger er det samme, nemlig at give livet mening og indhold. Både kristendommen og filosofien bruger samtalen til at komme omkring de eksistentielle problemer. Men der er dog den forskel, som består i, at kristendommen accepterer, at der er nogle spørgsmål, som ikke kan besvares. På et eller andet tidspunkt må det religiøse menneskes spørgen ophøre og man må i stedet vælge at tro. Hvor filosofien mener, at der kan findes en mening eller et svar på alt.
Målet er det samme. Midlet er ofte det samme. Men udgangspunktet og løsningerne er ikke altid de samme.
Filosofiens
indtræden i skoleverdenen
Filosofi har i mange år været på skemaet på
en række skoler. Gymnasier, højskoler og andre uddannelses/dannelses institutioner
har i flere år haft filosofi som fag. I den danske folkeskole har der ikke
været nogen bestemmelser om skemalagt filosofi. Men gennem de sidste 20 år har
interessen dog været stor i folkeskoleverdenen. Dette skyldes nok ikke mindst
et amerikansk undervisningsforsøg: "PhilosophyI In The Classroom", som er udviklet af den
amerikanske professor i filosofi, Matthew Lipman, og hvis
materiale er blevet oversat til dansk og introduceret her hjemme af Holger
Scheibel og Per Jespersen[30].
Allerede omkring 1800-tallet begynder de
første ideer til undervisning i filosofi at dukke op[31] til børneskolebrug. Med
inspiration fra oplysningstiden har I.H.Campe udarbejdet ideer til, hvordan man
kan undervise i eksenstielle problemstillinger. Den undervisning, han lægger op
til, er det, vi i dag ville kalde en filosofisk samtale. Grunden til denne
undervisning er at give eleverne en bedre forståelse af de begreber, som for
eksempel ville kunne dukke op i religionsundervisningen[32]. Campes bog var ikke en bog for skolebørnene, men til lærerne.
Tanken om filosofi i børneskolen er altså en gammel diskussion. På trods af
dette er det ikke en ide, jeg har mødt i min studietid.
Hverken i dag eller på I.H.Campes tid drejede
diskussionen sig om skemalagt filosofi, men nærmere om at filosofien skal
bruges i sammenhæng med de øvrige fag, til at give eleverne en dybere indsigt i
faglige og daglige begreber. Desuden er der også tale om at bruge filosofien
som et redskab i opdragelsen. Altså give eleverne en dybere forståelse af sig
selv og omverdenen.
Et af de store skilleemner har været, om
formålet og indholdet i brugen af filosofien i undervisningen skulle være
livsfilosofi eller argumentationslære[33].
I og med at jeg tænker filosofien ind i
kristendomsundervisningen, og at det her for mig handler om at lære eleverne at
være etisk
reflekterende,
er den livsfilosofiske vinkel mest aktuel.
Hvem kan
bruge filosofien?
Evnen til at undres, overveje og tage stilling er ikke en egenskab, som kun hører filosofferne til, mener den amerikanske professor i filosofi Gareth B. Matthews. Denne evne har alle mennesker i alle aldre, også børn, og det er den egenskab, som kræves for at kunne filosofere, mener han[34]. Filosofien handler om lysten til at trænge lidt dybere ned i os selv og den virkelighed, som omgiver os. Filosofi er altså et redskab til at opnå kendskab til den metafysiske verden.
Den holdning, som jeg har oplevet, når snakken er faldet på filosofi ude på skolerne, er, at filosofi kun er for dybsindige eksistenser. Hvis man ikke opfylder en række krav, kan man ikke beskæftige sig med filosofien. Mange har den indstilling, at man skal kunne læse tykke bøger, have en vis forståelse af sig selv og omverdenen og en vis evne til at diskutere og argumentere på et højere niveau, hvis man skal beskæftige sig med filosofiske spørgsmål. Denne indstilling er ofte med til at bremse mange voksne i at beskæftige sig med filosofi og i at lade børn beskæftige sig med filosofi. For mig at se er dette i uoverensstemmelse med bl.a. Gareth B. Matthews, en forkert forståelse af det at filosofere.
Filosofi og
Piaget
Også den schweiziske biolog Jean Piaget
(1896-1980) arbejdede med børn og filosofi. Piagets hensigter var generelt at
se på barnets kognitive udvikling. Piagets ide med at opstille 4 stadier/alderstrin
for barnets kognitive udvikling og hans ide om børns læring, har haft en stor
indflydelse på vores tids ideer om børns udvikling. Piagets ide har i nyere tid
fået betegnelsen konstruktivisme. I de første 2-3 år, som Jean Piaget kalder det
sensomotoriske stadium, er det lille barn ubevidst og instinktivt handlende[35].
Men mod slutningen af denne periode begynder barnet at udvikle sproget, som det
bruger til at forklare sine ideer, forestillinger og drømme. I starten øver
barnet sig blot på at formulere den kendte verden. Men i løbet af 3-7 års
alderen, det præ-operationelle stadium[36],
begynder barnet, ifølge Piaget, efterhånden at stille spørgsmål til den verden,
der opleves. Barnet bliver mere og mere nysgerrigt, og dets spørgsmål begynder
at veksle mellem en banal og en dyb undren. Allerede her begynder barnet at
filosofere[37].
Som man kan sætte børns kognitive udvikling ind i et skema, mener Piaget, at man også kan sætte menneskets evne til at filosofere ind i et lignende skema[38]. Piaget og hans medarbejdere har udviklet et spørgeskema, hvor ens svarmønster er på samme stadie. Piaget mener altså, at alle børns tænkning udvikler sig på samme måde. Resultatet af børnenes svar og reaktion i forbindelse med besvarelse af spørgeskemaet kan ved en sammenlægning fortælle os, hvor på udviklingstrinnet barnet er. Svar, der afviger fra standarden, sies fra og ses af Piaget som en utilregnelig faktor i børns tænkning[39]. Det, Piaget vil frem til, er børns overbevisning. For at nå frem til dette skelner han mellem svar og bemærkninger. Svarene er børns overbevisninger, samtidig med at bemærkningerne blot er noget, som han kalder fantasterier. Fantasterier er et udtryk for et svar, som børnene i virkeligheden ikke rigtigt selv tror på. Piaget kommenterer yderligere, at der burde sættes regler op for fantasterne[40].
Piaget har opdaget, at når barnet er omkring 6 år (1. stadie), så mener det, at man tænker med munden. Når barnet er omkring 8 års alderen (2. Stadie), mener det, at man tænker med hovedet. På de 2 første stadier stofliggøres tanken. Når barnet ikke stofliggør tanken mere, er det nået op på det 3. stadie. Dette stadie når det omkring 11-12 års alderen[41].
Denne stadieopdeling af børns tænkning har bekymret Gareth B. Matthews. Han mener, at Piaget med sin opdeling af børns mening om tænkning lige så godt kunne påstå, at et barn eller voksen på 1. stadie er behaviorist. Den amerikanske psykolog og behaviorist J.B. Watson, har nemlig beskrevet tænkningen som et barn på 1. stadie. Gareth B. Matthews mener, at Piagets 2. stadie svarer til, hvad forskellige materialistiske teorier siger, og stadie 3 svarer til den klassiske dualisme[42].
Gareth B. Matthews mener altså, at Piaget på den måde siger, at behaviorister befinder sig på stadie 1. De materialistiske teorier om tænkning er trods alt kommet videre til stadie 2[43]. Osv.
Videre siger Piaget, at der i børn findes en hel tankeverden, som de ikke kan formulere. Når barnet bliver bedt om at sætte ord på sine tanker, lykkes det utilstrækkeligt. Men med alderen bliver barnet stærkere og stærkere til at udtrykke sig formal-logisk indtil det i princippet mestrer en videnskabelig tænkemåde. Barnet kan derfor sættes ind i et skema, på samme måde som den kognitive udvikling.
Der skal dog siges, at det som interesserer Piaget i hans arbejde med børns tænkning, som jeg ser det, er deres opfattelse af verden og ikke at skematisere børnenes tænkning.
Hvorfor
filosofi?
Bl. a. ifølge den franske sociolog Jean-Francois Lyotard (1924-), befinder vi os i en kultur, som han kalder postmoderne. Det postmoderne samfund har gjort op med den gamle tids trossystemer og videnskabstro, siger Lyotard[44]. Dette betyder, som jeg ser det, at mennesket står alene med filosofiske problemstillinger. Har man fx. et eksistentielt problem, kan man ikke længere finde svar i den religiøse verden, da svaret ikke passer ind i det postmoderne menneskes verdensopfattelse.
Den tyske sociolog, Niklas Luhmann (1927-),
som blandt andet har arbejdet med Piagets konstruktivisme, har studeret
menneskets erkendelse. Luhmann er kommet frem til, at mennesket er et
autopoietiske[45] lukkede
systemer[46], der er
selvreferentielle. Dvs. at menneskets viden dannes af mennesket selv. Mennesket
(psykiske systemer) anvender alene sine egne operationer til at forbinde sig
med omverdenen. Ifølge Luhmann bevæger intet sig fra omverdenen og ind i
systemet. Omverdenen virker blot som forstyrrelse eller irritation på systemet.
Luhmann mener dermed, at man erkender større dele af omverdenen i takt med at
der foretages bevidsthedsoperationer i relation til den. Viden er dermed øgning
af indre strukturer, som et system opnår gennem disse operationer[47].
I denne sammenhæng mener jeg, at det selvreferentielle postmoderne menneske er nødt til at finde svar på eksistentielle problemstillinger gennem sig selv. Her mener jeg, at filosofien kan komme en til hjælp. Filosofien kommer ikke med noget svar eller nogen konklusion. Men det, som filosofien kan, er at stille de spørgsmål, som tvinger mennesket til at gøre et forsøg på at svare, ifølge Per Jespersen[48]. Svaret vil nu afspejle den virkelighed, som man befinder sig i, og det er jo lige netop det, man har brug for, som jeg ser det. Senere vil svaret måske skabe nye spørgsmål, fordi man har opnået større erkendelse, og det første svar er nu ikke længere tilstrækkeligt. Der er nu skabt et nyt filosofisk spørgsmål, som videre kan udvide menneskets erkendelse.
Fx undrede min søn ( Alexander på 2½ år) sig over, hvor solen gik hen, da han overværede en solnedgang på stranden. Han kom selv frem til, at den gik ned i vandet, hvorefter den blev slukket. Næste dag tændes der blot en ny. Det er hans verden lige nu (Piagets præ-operationelle stadie). Senere vil han nok finde ud af, at denne teori ikke er holdbar. Men på nuværende tidspunkt har han ikke behov for at tænke mere på dette. Han er nok gået i gang med den næste filosofiske problemstilling.
En anden grund til filosofiens egnethed til at tilfredsstille menneskets eksistentielle spørgsmål er, at der er en tydelig overensstemmelse mellem ontogenesens og fylogenesens udvikling[49]. I og med at filosofien er en del af denne udvikling, må det være naturligt, at man i folkeskolen lærer børnene at bruge filosofien. Vores forfædre levede i myternes verden. Men på et tidspunkt begyndte mennesket at blive bevidst om, at det er tænkende. Efter denne erkendelse begynder mennesket også at interessere sig for sin omverden. På samme måde udvikler barnet sig, mener den tidligere lærer og skoleinspektør Holger Scheibel[50]. Derfor skal man beskæftige sig med filosofien i skolen.
Den
filosofiske samtale
Der er efterhånden udviklet mange metoder til at filosofere med børn. Flere og flere undervisningsvejledninger, især til brug i danskundervisningen, bliver udarbejdet. Flere og flere lærere bruger filosofien i undervisningen både til at give eleverne en faglig indsigt, men også som et pædagogisk redskab i opdragelsen af børnene. Når man undersøger det allerede udarbejdede materiale, er der nogle bestemte elementer, som går igen. Fx er samtalen et helt centralt redskab i undervisningen med en filosofisk indgang. Jeg vil i det kommende undersøge, hvilken rolle samtalen har, når man bruger filosofi i undervisningen.
Som lærer, og specielt som lærer i kristendom, kommer man ofte ud for, at eleverne kommer med bemærkninger, som er meget dybe og filosofiske.
For eksempel oplevede jeg i en undervisningssituation, at Andreas spontant kom med følgende bemærkning:
”Sommetider tænker jeg på, hvorfor jeg er her?” (Andreas omkring 9 år). Mine overvejelser går nu på, hvordan skal jeg gribe denne situation an, så Andreas og de andre i 3. klasse bliver etisk reflekterende.
For eksempel kunne jeg lade kristendommen svare på Andreas´ problem. Fx. ”Bibelen siger, at du er skabt og elsket af Gud. Gud har ønsket sig et fællesskab, derfor har han skabt dig. Du er til for at opfylde missionsbefalingen[51] og udøve næstekærlighed. Hvis Andreas er et religiøst menneske, ville dette, i en uddybet forklaring, sandsynligvis være svar nok for ham. Men hvis han ikke er, eller hvis han ikke føler tilfredshed med svaret?
Man kunne også sige til ham, at han er en tilfældighed. Opstået på grund af forskellige tilfældige hændelser. Han er fx opstået af et RNA-molekyle osv. I denne udvikling af tilfældige hændelser, har mennesket tilfældigvis udviklet fornuften. Det er nu op til dig at udvikle din egen forståelse af, hvad du synes, der er det mest fornuftige. Men hvis Andreas ikke tror på naturvidenskaben eller fornuften?
Andreas problemstilling er grundlæggende filosofisk. Han har svært ved at se meningen med, at han eksisterer. I de følgende minutter prøvede jeg sammen med klassen at indkredse Andreas virkelige problem og finde begreber, som kunne beskrive problemet. Vi kom frem til, at Andreas problem ikke var af religiøs eller videnskabelig karakter. Hans problem var grundlæggende eksistentiel. Han søgte ikke umiddelbart et direkte svar, men nærmere en samtale om meningen med livet. Han interesserede sig ikke for Adam og Eva eller Big Bang, men ønskede derimod meningen med netop sin egen eksistens. Han vil have sin egen mening med livet -- ikke Guds eller videnskabens løsning.
Det er lige netop her, vi kan bruge den
filosofiske samtale. For som Sokrates har sagt: i samtalen, får vi vendt og drejet de
begreber, vi begriber virkeligheden med. Det er i samtalen, vi opdager de
spørgsmål, vi troede, vi havde besvaret en gang for alle. Og det er i samtalen,
vi ved fælles hjælp kan få udryddet misforståelser og nå til en bedre indsigt i
de problemstillinger, vi er optagede af[52].
I samtale med klassen så jeg, at Andreas udtalelse ikke kun var aktuel for ham, men også for flere i klassen. Hvis ikke de andre har haft samme overvejelser endnu, vil de sandsynligvis på et eller andet tidspunkt støde på lignende overvejelse. Så hvis man lader en sådan udtalelse stå eller prøver på at svare direkte, fx vha. kristendom eller islam tror jeg, at man gør børnene i klassen en bjørnetjeneste. Hvis man ikke tager samtale med børnene omkring Andreas spørgsmål, viser man fejlagtigt børnene, at det er noget, de finder ud af, når de bliver voksne. Desuden lader man børnene sidde med en fornemmelse af, at deres undren er uinteressant og uvedkommende for andre. Dette medfører, at børnene mister selvværd og, at læreren ikke lever op til folkeskolens formålsparagraffer om alsidig og personlig udvikling, og eleverne mister tillid til egne muligheder mm.[53]. Målet er ikke at komme frem til en konklusion, men målet er det samme som midlet (John Dewey)[54], nemlig at lære at stille spørgsmål, som kan være med til at skabe sammenhæng og mening i Andreas’ og i allerhøjeste grad også de andres liv.
8 regler for
den filosofiske samtale
Den tyske lektor i filosofi Barbara Brüning har opstillet 8 regler for den filosofiske samtale[55]:
1) Tag altid børnenes mening alvorligt. Opfat ikke deres mening som useriøs.
2) Når du har samtaler med din klasse, forsøg da at finde ud af, hvilke begreber der skjuler sig bag deres udsagn.
3) Gør dig umage for at indkredse disse vanskelige begreber, fx ved at indkredse betydningsområder. Lignende begreber, modsatte begreber osv.
4) Sørg for, at børnene altid begrunder deres påstande.
5) Husk at skelne imellem gode og mindre gode begrundelser, idet man prøver at belyse begrundelser med nye begrundelser. Prøv at finde love og regler til at understøttelse heraf.
6) Vær ikke bange for at lade et spørgsmål stå åbent. Åbenhed er ofte anledning til en ny diskussion.
7) Prøv endelig ikke at skjule, at voksnes viden er begrænset. Vi ved ikke alt, men er villige til sammen med børnene at prøve at belyse det nye emne.
8) Tænk hele tiden på, at ånden skal være i bevægelse under den samtalen, man har med klassen. Det er afgørende, at alle har fornøjelsen af, at man søger sig frem på områder, hvor man ved meget lidt.
Som man også kan se gennem disse punkter, er samtalen helt central. Det er den argumenterende og overbevisende samtale frem for diskussionen og forelæsningen, der skal gøres brug af, når man filosoferer med børn, siger Per Jespersen[56]. Den filosofiske samtale er med til at styrke børnenes selvværd. Samtidig udvikler man den kommunikative kompetence(hvis gyldighedskrav for samtalen vel at bemærke overholdes), hvilket er en nødvendighed i et moderne demokratisk samfund som det danske, siger Jens Rasmussen[57].
Disse regler kunne, jvf. Per Jespersen,[58] være grundlaget for læreren til at føre en herredømmefri filosofisk samtale med børn[59].
Rammefaktorer
I den filosofiske samtale er det vigtigt, at rammerne er i orden. Selv bordopstillingen, tror jeg, har en betydning. En hesteskosformation har jeg god erfaring med. Her er der ikke nogen, som bliver overset, og alle har samme afstand til læreren. Men ellers er det helt afgørende lærerens og elevernes indstilling og erfaring med filosofiske samtaler.
En afgørende faktor i filosofi med børn er, at der er et positivt lærer-elev forhold. Der skal være tillid, og børnene skal have modet til at ytre sig, mener Hans Vejleskov m.fl[60]. I den filosofiske samtale er læreren ikke den traditionelle formidler af viden. Læreren er derimod åndeligt på samme stadie som eleverne, undersøgende og undrende over de filosofiske problemstillinger, ifølge Per Jespersen[61]. Lærerens rolle er overvejende at stille spørgsmål, der bevarer børnenes samtaleniveau, samtidig med at disse spørgsmål holder børnene på rette spor. Specielt hos mindre børn kan dette være nødvendigt, mener Per Jespersen[62]. Her er der en, som skal sørge for at holde samtalen op på et højere niveau. Der er en, som vha. sine spørgsmål, skal få eleverne til at komme med konsistente og tydelige argumenter, så eleverne udtrykker deres holdning forståeligt for de andre elever. Læreren skal desuden sørge for, at eleverne har modet til at sige deres mening. Dvs. der skal opbygges en tillid og respekt for hinandens holdninger og ideer[63]. Kan læreren skabe disse rammer, så kommer elevernes motivation af sig selv. Man vil som lærer opleve, at eleverne glemmer tid og sted, og på en forunderlig måde engagerer sig i debatten. Ofte vil man også opleve, at de elever, som normalt er stille, kommer frem med deres meninger. De elever, der ofte er gode til at markere, vil begynde at tænke sig om, inden de udtrykker sig, siger Per Jespersen[64].
Som man kan se, er der ikke den store uoverensstemmelse mellem de personer i Danmark, som beskæftiger sig med filosofi med børn. Noget af det helt afgørende, både hos Holger Scheibel og Per Jespersen, er, at der er et positivt og tillidsfuldt forhold lærer-eleverne imellem. Læreren skal være 100% til stede, men skal ikke være hovedperson i samtalen. Læreren skal være undersøgende og undrende som børnene og ikke informere eller komme med svar[65].
Filosofi i
undervisningen
Som nævnt er der udviklet utrolig meget undervisningsmateriale til filosofi med/for børn. En af de første personer, der i nyere tid har udviklet undervisningsmateriale, er Matthew Lipman. Med sit program ”Philosophy In The Classroom” satte Matthew for alvor gang i ideen om at bruge filosofi i undervisningen. Med inspiration fra John Deweys pædagogiske filosofi, som går ud på, at tænkning er et instrument for handling, og begrebssystemer er handlingsmønstre[66], har Lipman udviklet fortællinger som udgangspunkt til at filosofere med børn. Børnenes reaktion på fortællingen omformuleres til spørgsmål som derefter, i en passende rækkefølge, bruges som udgangspunkt for en samtale. Samtalen skulle gerne munde ud i, at der kommer begreber på børnenes tænkning og etiske overvejelser i denne sammenhæng[67].
På grund af Lipmans amerikanske rødder er hans undervisningsmateriale ikke specielt velegnet til brug i den danske folkeskole, ifølge Per Jespersen[68]. Men med de resultater (større begrebsforståelse og bedre læseevne)[69] som Lipman har opnået ved at undervise børn i filosofi, er også flere og flere danskere i dag optaget af ideerne.
Nogle har ladt sig inspirere af Lipmans ide om at tage udgangspunkt i en fortælling. Fortællingen læses op mens eleverne sidder i en rundkreds, og ud fra fortællingen stilles opgaver, som behandles i rundkredsen. Læreren skal være tilbagetrukket og styre vha. opgaver og diskussionsoplæg. Opgaven kunne fx være en tegning.
Andre, Lipmans inspirerede lærere, lader lærerens rolle være mere tydelig. De bruger en af Lipmans intellektuelle lege som opvarmning. Derefter tager de den tilhørende fortælling og en spontan samtale om denne.
Andre igen bruger blot elevernes spontane bemærkninger, som læreren stiller spørgsmål ud fra.
Hvor Lipman er fokuseret på det intellektuelle, er andre lærere optaget af også at få kroppen og sanserne med vha. for eksempel drama. Det betyder, at samtalen kommer til at foregå både ud fra det sanselige og det intellektuelle. Det danske system Legio arbejder på denne måde[70].
Per Jespersen, som er en af de betydeligste fortalere for filosofi med børn herhjemme mener, at det danske demokratiske informationssamfund gør, at filosofi er en nødvendighed, da dette lærer børnene at tænke på et højre niveau[71]. For Per Jespersen er metoden til filosofi med børn den magtfrie samtale/dialog. For P.J. er det lærerens opgave at stille åbne spørgsmål, som har til formål at lede en diskussion op på et højere niveau. Det handler for ham om at lærerens spørgsmål rammer eleverne på deres uvidenhed og tvinger eleverne op på et højere niveau, hvor de ikke bare kommer med færdigsyede meninger eller fordomme. Det handler om at føre børnene fra noget ubestemt ikke afgrænset til noget, der er tydeligt afgrænset. Dette fremskridt, den åndelige bevågenhed, som han kalder det, kan ikke måles, men kan mærkes af de lærere, som kender eleverne godt[72].
For P.J. er det vigtigt, at læreren holder sig fra den filosofiske terminologi. Læreren må gerne være velbevandret i terminologien, men han skal sørge for, at hans sprog er på et niveau, som ikke afskærer eleverne fra at involvere sig. Læreren skal dog stadig prøve, vha. spørgsmål at indkredse børnenes tænkning til bestemte begreber[73].
Udgangspunktet for den filosofiske samtale kan være små tekster. Disse tekster har egentlig ikke nogle krav eller bestemte emner, siger P. J. Tværtimod så kan en hvilken som helst tekst bruges som udgangspunkt for en filosofisk samtale[74](men han anbefaler dog tekster, som er udarbejdet til formålet)[75].
Som jeg ser det, kræver den filosofiske samtale ikke den helt store uddannelse. Det, der er vigtigt, er, at læreren sammen med eleverne er søgende og på samme niveau. Det er vigtigt, at eleverne får lov til at styre så meget som muligt, og at læreren blot kommer på banen for at bevare niveauet og for at, hvis eleverne ikke selv kan, opsummere samtalen. Desuden skal der være en tillid mellem eleverne og læreren, for at få eleverne til at åbne sig for hinanden.
En anden fortaler for filosofi med børn er Holger Scheibel. Holger Scheibel er stort set enig med Per J. om de fleste ting, ifølge Hans Vejleskov m.fl. Men et af de steder, hvor de er uenige, er, om man skal gøre eleverne opmærksom på, når de filosoferer i undervisningen. De tager begge afstand fra at gøre filosofien til et særligt fag. Men for Holger S. er der tale om en anden form for undervisning, når der filosoferes72. Når Holger S. filosoferer med sine elever, er det for ham vigtigt at vise, at der nu skal filosoferes. Det gøres bl.a. ved at ændre på det fysiske arrangement. Per J. bruger derimod kun nødtvungent ordet filosofi i det daglige. For ham bruges filosofien som en del af undervisningen, uden at det vises med regler eller bestemte opstillinger.
Et af de steder, hvor jeg også ser en forskel
på Holger S. og Per J., er i deres ordvalg. P.J. skelner for eksempel ikke
mellem det at diskutere, det at føre en samtale og det at føre en dialog. Jeg mener ikke, at dette er helt
uvæsentligt. For mig er det vigtigt, at den filosofiske samtale er en samtale
og ikke en diskussion. For mig ligner ordet diskussion mere en
samtaleform, hvor det handler om at pådutte andre ens holdninger og overbevise
andre om, at man har ret, frem for i
gensidig respekt og magtfri samtale at give udtryk for ens holdning.
P.J. bruger, som jeg ser det, begge begreber som udtryk for det samme[76].
Holger S. bruger tydeligt og bevidst samtalen/dialogen, når han bruger filosofi i undervisningen. Finn Hansen, som har arbejdet med pædagogisk filosofi, har skitseret forskellen mellem det at have en diskussion og så en dialog(se felt til højre)[77]. Med dialogen (Finn Hansen skelner ikke mellem samtalen og dialogen) som udgangspunkt og med Barbara Brünings 8 regler for den filosofiske samtale, er man for mig at se godt rustet til at filosofere med børn.
En
undervisningssituation
En undervisningssituation kunne tage udgangspunkt i Jesu bjergprædiken, hvor Jesus taler om det at bekymre sig[78]. Med den sokratiske spørgeteknik som udgangspunkt og med Barbara Brünings 8 regler for den filosofiske samtale, kan man starte kristendomslektionen op med læsning af Matthæusevangeliet kap. 624. Herefter kan man sammen med eleverne spekulere over, hvad det vil sige at tjene to herrer.
Her er, hvad vi i en 4. klasse fik ud af dette vers (eleverne havde på forhånd kendskab til datidens samfund). Det skal siges, at børnene kun har beskæftiget sig med filosofi og den filosofiske samtale i et ½ år:
Læreren:
Hvad handler dette vers om?
Line: Gud
og mammon.
Sara: Hvad
er mammon?
Maria:
Satan.
Thomas: En
afgud.
Læreren:
Der er altså tale om at være tjener for både Gud og så de
ting, I nævnte. Er det det, denne tekst handler om?
Johan: Den
handler om, at man ikke både kan tro på Gud og så ikke
tro på Gud.
Læreren:
Hvad tror du Thomas, er det rigtigt?
Thomas:
Ja, for ellers får man uro i sjælen.
Læreren:
Uro i sjælen? Hvad mener Thomas?
Johan: Man
bliver forvirret i hovedet.
...............5
min. senere.....
Sara: Det
er ligesom at være venner med en og så ikke at være venner
med en.
Læreren:
Hvorfor kan man ikke det, Sara?
Sara: Så
bliver man uvenner.
Line: Ja,
det er irriterende.
Signe: Ja,
det har jeg prøvet. Engang talte min bedste veninde ondt
om mig. Det gør ondt.
...........flere kommer med deres
historier om det, at man ikke kan stole på sine venner............
Læreren:
Hvad betyder det, at man ikke kan stole på sine venner?
Johan: Man
mister tilliden til hinanden.
..........
der er kun 2 min. tilbage af timen.........
Læreren:
Hvad betyder det at miste tilliden?
Nicolai
(vågner pludselig op): Det betyder krig!
Maria: Man
kunne have undgået hele situationen, hvis bare man kunne
behandle hinanden, som man gerne selv vil behandles.
Line: Ja,
man kan selv lade være med at bagtale. For det gør ondt,
hvis man selv bliver bagtalt.
Læreren:
Dvs. at man skal prøve, at behandle andre mennesker som
man gerne selv vil behandles?
Line: Ja,
øv nu ringer det.
Emnet er nu begrebsliggjort og det er muligt at gå i dybden med andre af de begreber, der opstod under samtalen.
Dette er et eksempel på, hvordan man vha den filosofiske samtale kan komme i dybden med en bibeltekst på børnenes niveau. Jeg forsøgte at tage alle meninger alvorligt og bruge meningerne som udgangspunktet for samtalen. Gennem hele samtalen forsøgte jeg at lade børnene styre dialogen. Kun i situationer, hvor børnenes samtale var ved at falde i niveau, eller hvis de var ved at gå i stå, gik jeg ind og blandede mig ved at stille spørgsmål. Grunden til at dette kun lykkes til dels er, tror jeg, ar de ikke har meget erfaring med denne form for undervisning.
Endvidere forsøgte jeg at følge Brünings 8 regler for den filosofiske samtale (se s. 13). Men det var dog desværre ikke muligt blandt andet pga. af tiden, men også fordi børnene simpelthen ikke har den fornødne erfaring med denne undervisningsform. Fx indså jeg, at det ville kræve utroligt meget tid og også afskrække nogle af børnene, hvis de hele tiden skulle begrunde deres påstande. Mine fokus-punkter i denne samtale var specielt indholdet i Brünings punkt 1, 2, 7 og 8 hvorimod indholdet i punkt 3, 4 og 5, som også er væsentlige punkter i den sokratiske samtale, gled i baggrunden.
I forhold til Brünings 8 regler, synes jeg, at det lykkedes at skabe en seriøs og alvorlig samtale, hvor vi fik begrebsliggjort nogle af deres tanker. Det, der ikke lykkedes så godt, var at få børnene til at være konsistente og uddybende i deres meninger. Men børnenes udstråling viste, at de kunne lide timen. Alle var med i samtalen, og efter timen gav de udtryk for, at det havde været spændende, brugbart og autentisk.
Som man kan se ud af denne virkelige situation, har børnene virkelig erfaret situationer, hvor de er blevet forvirret og tilliden er blevet ødelagt mellem venner. Man kunne godt lade denne samtale stå alene. Men hvis man virkelig ønsker at kvalificere eleverne til at tage stilling og være etisk reflekterende, ville det være yderst relevant at give eleverne nogle mål for fx resten af ugen, hvor de bevidst skal arbejde for at undgå sådanne situationer. Man kunne også lade dem udarbejde og udføre et dramastykke, hvor de praktiserer begreberne. Jeg tror, at dette ville gøre dem mere bevidste om deres handlinger over for deres omgivelser. Dermed må man jo sige, at børnene ikke blot har udviklet sig fagligt, men samtalen er også blevet brugt i den pædagogiske opdragelse.
Konklusion
Filosofien opstod for over 2500 år siden. I starten var filosofien et alternativ til religionen. I mange år frem var filosofien, religionerne og kristendommen ”konkurrenter”. Men med tiden begyndte specielt kristendommen og filosofien at arbejde sammen. Dette samarbejde har haft stor betydning langt op i vores tid. Men med postmoderniteten og den stigende sekularisering er der opstået et tomrum. Dette tomrum ønsker mennesket stadig udfyldt. Her er det, at filosofien får en væsentlig funktion i folkeskolen. Filosofi er ikke en religion, men kan i mange henseender fungere som erstatning for religionen.
Undervisningen i kristendom handler ikke om af gøre eleverne gode til kristendom eller gode kristne, men om at udvikle deres alsidighed og evne til at tage stilling og handle ansvarligt i et moderne demokratisk samfund. Her er det, filosofien kommer ind som et nødvendigt redskab. Det er på mange måder et stort ansvar at leve op til folkeskolelovens formålsparagraffer og kan til tider føles umuligt for den enkelte lærer. Især det at give eleverne et redskab, som kvalificerer dem til at handle etisk reflekterende over for dem selv og deres omgivelser, kan være utrolig tids- og ressourcekrævende. Men med de metoder, som er udviklet i forbindelse med filosofien, ser jeg det muligt at give eleverne de redskaber, som skal til for at udvikle deres alsidighed og gøre dem etisk reflekterende i deres valg.
Jeg mener ikke, at filosofien skal bruges til at placere børnene på bestemte stadier. Der findes ikke svar inden for filosofiske problemstillinger, og dermed er det heller ikke muligt at måle børnene efter deres svar. Der er ingen tvivl om, at der er forskel på børns filosofiske dybde, hvis jeg skal vurdere det. Men samtidig er der heller ingen, der kan stille sig til dommer overfor, hvornår man har uddebatteret et emne, eller hvornår man er nået dybt nok. Jeg tror tværtimod, at børns filosofiske spørgsmål, som måske synes at mangle dybde, kan være et udtryk for vores manglende forståelse af netop dette barn og dets situation!
Kort sagt skal filosofien bruges til at: 1) give børnene en forståelse af begreber, hvilket gør dem mere præcise og konsistente i deres fremstilling af deres holdninger både mundtligt og skriftligt. 2) lære børnene at tænke dybere og dermed mulighed for at komme livsspørgsmålene til livs. Filosofien er ikke en religion, men den kan i stor udstrækning udfylde det hul, som religionen har efterladt sig. Filosofien kan være med til at kaste lys over de grundlæggende forhold, som styrer menneskets tilværelse. 3) give børnene en begrebsforståelse, som gør, at de bliver bedre til at forstå sig selv og deres medmennesker. Dette medfører, at børnene bliver mere bevidste om deres handlinger i forhold til deres medmennesker. Endvidere bliver de bedre til at tage stilling og handle etisk reflekterende over for sig selv og deres omgivelser.
Den filosofiske samtale er dog ikke umiddelbart en undervisningsmetode, som man kan indføre i en hvilken som helst klasse. At lære at filosofere kræver øvelse. Barbara Brünings 8 regler er gode, men det er regler, som kræver meget tid og træning både fra læreren og eleverne at opfylde. Reglerne er gode retningslinier for, hvordan den filosofiske samtale gerne skulle udvikle sig.
Ikke nok med at filosofi giver eleverne en større forståelse af begreber og gør dem bedre til sprog. Der findes også en sund opdragelse i den filosofiske samtale. Børnene lærer at lytte til hinanden, og de lærer at forstå hinandens kultur og værdier, hvilket i allerhøjeste grad er vigtigt i nutidens værdi- og kulturpluralisme.
Konsekvenserne ved filosofi med børn er mange. Det er utrolig svært af finde filosoffer og forfattere, som direkte er imod, at man filosoferer med børn. Jeg har hørt om filosoffer, som ikke mener, at børn kan filosofere, da de mener, at det kræver en vis viden. Men det er absolut ikke den gængse opfattelse i den litteratur, jeg har undersøgt. Desuden er det heller ikke det, jeg har oplevet. Jeg har til gengæld oplevet en del kollegaer, som ikke bruger filosofien pga. af ligegyldighed, eller fordi de tror, at det kræver en hel masse af læreren at filosofere med børn.
Men jeg mener, at når man har med børn at gøre, kan man ikke undgå dagligt at blive stillet over for livsfilosofiske problemstillinger, især i kristendomsundervisningen, hvor børnene måske i højere grad oplever, at der er tid og rum for at stille spørgsmål, og fordi kristendommen netop også arbejder med disse spørgsmål. Derfor er det også nødvendigt at bruge filosofi og til tider uansvarligt ikke at bruge de filosofiske metoder.
I øvrigt oplever jeg også en del lærere, som faktisk bruger de filosofiske metoder, men som ikke er bevidst herom, og derfor måske ikke når den dybde, som filosofien egentlig kræver.
Jeg vil runde opgaven af med et citat, som jeg synes udtrykker overstående konklusion meget præcist:
”I en
moderne, foranderlig verden kan filosofien give os en sikrere forankring af
vores meninger og vurderinger - og skabe klarhed og overblik over vores
forudsætninger. Det kan fx dreje sig om rationelle undersøgelser af kulturelle
forudsætninger, hvorved gruppepres og fordomme, magtmisbrug og indoktrinering
bliver vanskeligere at gennemføre. Den filosofiske kompetence skærper evnen til
at tænke i detaljer og gå til de yderste forudsætninger uden at miste blikket
for helheden. Filosofi er således såvel analyse som syntese.
Det kan imidlertid ske, at en filosofisk dialog ikke opstår, fordi de grundlæggende spørgsmål er forkert eller upræcist stillet. Bl.a. derfor er det væsentligt at styrke interessen for at formulere de spørgsmål, der er betingelsen for en filosofisk dialog og begrebsafklaring. Forudsætningen for at tænkningen er filosofisk er, at vejen fra spørgsmål til svar går over en rationel argumentation, hvor præmisser og logiske følgeslutninger har afgørende betydning. Opgaven er at vurdere sammenhængen mellem præmisser og følgeslutninger, set i relation til fx det værdigrundlag argumenterne bygger på”[79].
Litteraturliste
Bibelen
Folkeskoleloven med bemærkninger. Kommuneinformation 1998.
Matthews, Gareth B. Filosofien begynder med barnet. SK-Forlaget Randerup 1985
Jespersen, Per (1). Børn og filosofi- en let indføring. OP-forlaget 1993
Bertelsen, Jens Thodberg m.fl. Religion -en grundbog i livsanskuelser. Gyldendal 2000
Jespersen, Per (2). Filosofi med børn. Kroghs forlag A/S 1992
Vejleskov, Hans m.fl. Filosofi i børneskolen. Danmarks lærerhøjskole 1991
Klausen, Søren
Harnow. Filosofiens
grunddiscipliner. Gyldendal 2000
Hansen, Finn Thorbjørn. Den sokratiske dialoggruppe. Gyldendal s. 110-121
Brørup, Mogens. L. Hauge og Ulrik L. Thomsen. Psykologibogen. Gyldendal.1993
Hartnack, Justus. Filosofiens filosofi. C.A. Reitzel 1995
Kyrstein, Jens og Ebbe Vestergaard. Filosofi 1.
UVM 1993
Rasmussen, Jens. Socialisering og læring i det reflektivt moderne. Unge pædagoger 1996
Rasmussen, Jens. Når du filosoferer i læreruddannelsen. Kvan1997. Side 7-17
Troelsen, Børge. Hvorfor nu filosofi? Religionslæreren 1/95 Side 4-5
Brørup, Mogens. L. Hauge og Ulrik L. Thomsen. Psykologibogen. Gyldendal.1993
Illeris, Knud. Læring. Roskilde Universitets Forlag. 1999
http://www.netspirit.dk/index.php/module/pagemaster/PAGE_user_op/view_page/PAGE_id/12/MMN_position/386:7:15
Scheibel, Holger. Filosofi er for børn. Kronik i politikken. Fredag 28. april 1995
Hiim, Hilde og Else hippe. Læring gennem oplevelse, forståelse og handling. Gyldendal 1997 s. 64-67
http://www.netleksikon.dk/f/fi/filosofi.html
http://www.google.dk/search?hl=da&q=hvad+kan+filosofien&meta=lr%3Dlang_da (ideer til filosofiundervisning i folkeskolen)
Fælles mål. Kristendomskundskab. Undervisningsministeriet 2004
http://home12.inet.tele.dk/fil/saaenkelt.htm
Tilbage til childrenphilosophy