BRUCE B. BURNES & JOSEPH P. BLOUNT
Oversættelse:
Per Jespersen
Barnet med det uglede
hår så ud til at være af den stille type. Da jeg var på besøg i klassen, kendte
jeg ikke hans navn, men jeg forestillede mig, at han hed Bruce. Bruce havde en
lille antydning af et smil på munden, og han havde lyse blå øjne. Det var
blinket i øjnene, der overbeviste mig om, at han havde en masse kreativitet bag
sin stille overflade.
Jeg var ikke den
eneste besøgende i klassen den dag. Læreren – en ung, aktiv og meget
intelligent lærer – havde inviteret en lokal videnskabsmand som gæstelærer. Han
havde valgt den rigtige videnskabsmand, en der vidste, hvordan man skulle tale
til en klasse på dens egne betingelser, og som havde begejstringen i sig. Alle
ansigter stirrede tryllebundet på hende. Hun var godt forberedt, ordene
strømmede fra hende og man mærkede ikke, at hun var så grundigt forberedt. Der
var ingen utiltalende anstrøg af tonen ”dette er punkt tre, det må I sandelig
hellere skrive ned”. Men pludselig så det ud til at gå galt. Videnskabsmanden
fraveg sine omhyggeligt forberedte diagrammer og ignorerede sine notater.
Hendes stemme gik af sporet. Hvad famlede hun efter i sin taske? Et par elever
stirrede på hinanden. Så så de nogle hurtigt nedskrevne ord.
Videnskabsmanden
forklarede, at hun havde fuldført et risikabelt eksperiment lige før, hun var
kommet til denne time. Hun havde ikke bragt sit laboratorium til eksplosion,
men hun havde nogle spændende nye resultater, som hun ville fortælle eleverne.
Der kom nogle få begejstrede ”Ja-a!”, og alle ansigter var vendt mod hende. Det
tog kun nogle få minutter at forklare det nye eksperiment – det var den
videnskabelige proces – videnskab lige for deres øjne. Alle klappede spontant.
Det var ikke nødvendigt at sige ”Fortsæt med jeres spørgsmål!” Det lå i luften,
at alle tænkte dybt, og hvis der var noget, der skulle forklares igen eller et
spørgsmål, der skulle stilles, så skete det bare. Videnskabsmanden gjorde sin
forklaring færdig og lænede sig nonchalant og forventningsfuldt over bordet. En
elev stillede et spørgsmål. Nå ja, det var et dumt spørgsmål, selv om man ikke
kunne mærke det på videnskabsmandens svar. Hun ville nok have forkastet elevens
ide som en af utallige irrelevante drejninger i den eksperimentelle proces. Hun
smilte og sagde: ”Ja, det er en tanke, der er værd at overveje.” Jeg tror ikke,
at hun nogensinde har mødt en dårlig ide eller en elev, hun ikke kunne lide. En
anden elev rakte hånden op og modgik den første elevs spørgsmål. Den første
elev, der i mellemtiden havde tænkt nærmere over problemet, fik nu klart at
vide, hvorfor hans forslag ikke passede til eksperimentet.
Jeg kan ikke her
redegøre for, af hvilke videnskabelige grunde alt dette kun nåede det yderste
af min bevidsthed, selv om det i sig selv var spændende nok. Jeg havde hele min
opmærksomhed rettet mod drengen med det uredte hår. Bruce var kommet dybt ind i
min bevidsthed. Til min overraskelse rakte han igen hånden i op.
Videnskabsmanden vendte sig imod ham, klassen ventede, men Bruce så ikke ud til
at være rede til at sige noget. Med et lille opmuntrende ”ja?” lyttede hun mod
Bruce, mens hun samtidig så ned. Efter en pause fremsagde Bruce sin ide – han
standsede ind imellem for at rette en sætning eller for ligefrem at slette en
sætning. Videnskabsmandens opmærksomhed skærpedes. Dette her var en ny idé, hun
ville tage med tilbage til laboratoriet for at tænke den nærmere igennem. Det
var en idé, hun virkelig ville bruge. Klassens opmærksomhed drev bort; de var
ikke vant til at lytte til Bruce; måske var hans idé for svær at følge; det gik
ikke så nemt og hurtigt som en Tv-reklame. Der var dog nogle få, der forstod,
og læreren klart så det vigtige i den nye idé. Denne nævenyttige lærer var
kommet efter Bruce’s idé, men var for utålmodig til at ville vente, så han greb
ind og sagde: ”Bruce, sikke en god idé. Jeg forstår, hvad du mener—”.
Lærerens forklaring
var sprogligt korrekt, den var let at forstå, klassens opmærksomhed vendte
tilbage. Men videnskabsmanden var tavs – hun tænkte stadig på Bruce’s idé og
lænede sig over mod ham. Der var et par andre spørgsmål, læreren greb dem i
farten, og så sagde man farvel til hinanden. Nogle få elever udtrykte ønske om,
at videnskabsmanden skulle komme igen. Hun takkede klassen, hun havde også haft
det rart. Hun lærte åbenbart sammen med eleverne, selv om det var på et højere
niveau.
Klassen skrev gode
stile om videnskabsmandens besøg. Der var mange 13’ere imellem. Bruce’s stil om
besøget nævnte ikke hans idé, der i den grad havde optaget gæstelæreren. Jeg så
aldrig Bruce igen, men hvis jeg møder ham en dag, vil jeg gerne have hans
rigtige navn og lytte til hans ideer.
Jeg er kommet til den
konklusion, at jeg er den, der bestemmer i klassen. Det er min personlige
fremgangsmåde, der skaber omgangsformen.
(Ginott)
Indledning
Den verden, vore børn
skal arve, bliver anderledes end vores. Nye og gamle problemer vil kræve
løsninger. Børn af vore dage bør se problemerne som udfordringer til deres
fantasi og kreative impulser. Skolen har en stor del af ansvaret for at
forberede børnene til at møde disse udfordringer. Forbereder skolen virkelig
til fremtiden, eller er den tilfreds med status quo?
Næsten alle kan påberåbe
sig at have kreative kræfter, men det sørgelige faktum er, at klasseværelset
ofte indskrænker børns evne til at svare kreativt. Resultatet er et tragisk og
unødvendigt spild af ressourcer. Adfærds-normen bliver konformitet og ikke
individualitet.
Historien beretter om
mennesker, som havde været på kant med tilværelsen, og samfundet har behandlet
dem hårdt. Sokrates måtte drikke skarntydesaft, Galilæi måtte ydmyge sig selv
for den pavelige autoritet for at undgå brænding, Michael Servetes blev brændt på
bålet, Jesus blev korsfæstet. Vort samfund er kommet ud over denne form for
behandling, og dog klemmes mange af vore børn inde i konformitetens skabelon,
hvor kreative tanker, ideer og løsninger bliver tilsidesat og straffet.
Arthur Miller forstod
dette. I EN SÆLGERS DØD ser vi Willie Loman som en nedslået, frustreret mand,
som har besværligheder med at møde samfundets udfordringer – et samfund som han
hverken kan lide eller forstå. Den verden, han kendte som barn, havde ikke
forberedt ham til at leve i en verden, som den han nu lever i som voksen.
Producerer vi mon flere Willie Loman’er? Mennesker, som forhindres i deres egen
individuelle udfoldelse, påvirkes negativt igennem frustration og nederlag. Et
af undervisningens mål er at gøre børn frie til at være sig selv.
I lang tid har
undervisningens mål været at udvikle det hele menneske. Undervisning tjener
demokratiet ved at frigøre mennesker fra deres uvidenhed og mindreværd; derved
tilgodeser vi den enkelte og hele samfundet. Uddannelsesmålene er lige så
vigtige i dag, som de har været i århundreder. På trods af kritiske røster, der
har rejst sig ind imellem, har vort undervisningssystem holdt sine løfter. Men
nu er vort system i fare for at fejle. Ændringer accelererer nu så hurtigt, at
det er svært for skolen at holde tempoet og nå at forberede børnene på
fremtiden.
Det, skolen mangler i
dag, er ikke nye og dyre programmer, lige så lidt som vi behøver at gå tilbage
til ”rødderne”. Men vi mangler virkelig lærere, der føler sig forpligtet over
for den kendsgerning, at deres rolle er at hjælpe børn til at opdage verden
selv. Ingen kan opdage for andre, men læreren kan være en del af
”opdagelsesprocessen”, hvor børn bruger deres egne kreative evner til at finde
svarene.
Børn og kreativ
tænkning
Kreativ tænkning er
lige så svær at definere som en halvt glemt drøm. Mange forskere har forsøgt at
identificere, definere, afprøve og måle den. Mange indrømmer, at de kun er ved
begyndelsen til en forståelse af, hvad kreativ tænkning er. For tyve år siden
forsøgte Torrance forsigtigt at definere det som ”—en proces, der består af
sansende huller eller forstyrrende manglende elementer, som afprøver
hypoteserne, som sammenligner resultaterne og som modificerer og genafprøver
hypoteserne, hvis det er muligt.”
Børn, som tænker kreativt, har en tilbøjelighed til at
give vilde og fjollede svar (det ved enhver lærer og alle forældre), selv hvis
svaret skulle være logisk; deres arbejde og deres ideer er ofte ”lidt ved siden
af” – det karakteriseres af humor og munterhed. Disse børn har en trang til at
søge svar på gådefulde spændinger og konflikter i klasseværelset. De er en art
”outsidere”, og lærere finder dem ofte forstyrrende og irriterende.
Vi tror, at disse
karakteristika er værdifulde, og at de fleste børn kommer til skole netop med
disse karakteristika. Desværre gør skolen alt for lidt for at dyrke udviklingen
af uafhængighed og kreativitet. Tværtimod bliver klasseværelset mere ensartet,
som børnene bliver ældre. Klimaet i klasseværelset og lærerens handlemåde
begrænser ofte børns kreative svar.
Efterhånden som børn
bliver ældre, forventer samfundet mere af dem (og det er ganske rigtigt);
skolen, som er en genspejling af samfundet, følger trop; så når børn nærmer sig
voksenalderen forsvinder meget af den inderlighed og spænding, som de tidligere
oplevede. For mange bliver skolen et fængsel, hvor man ikke længere er
personligheder, men ansigtsløse svampe der blot suger til sig af informationer.
Skal det være sådan?
Det tror vi ikke. Der er mange hårdt arbejdende, veluddannede og følsomme
mennesker, som arbejder med børn. Det er læreren, der gør forskellen.
Forskellen udgøres af det forhold, der eksisterer mellem lærer og børn. Dette
forhold kaldes klimaet i klasseværelset, så lad os se lidt på det.
Læreren og klimaet i
klassen.
Ginott har sagt, at
det er lærerens personlige holdning, der skaber klassens klima. Hvad mener han?
Vi tror, at lærerens personlige holdning indebærer (uden at være begrænset
hertil) følgende: udviklingen af en personlig livsholdning, som bliver et
”balancehjul” og en reserve, hvorfra man får styrke og næring – et positivt syn
på livet, en personlig selvagtelse, en åben omsorgsfuld holdning til sig selv
og andre, en følsom og medfølende personlighed – og evnen til at se verden
igennem barnets øjne. Lærere må vise høflighed, hensynsfuldhed og en dyb
rodfæstet tro på børns værdighed. Dertil kommer, at læreren må erkende, at børn
også er mennesker, der har deres egne svagheder.
Et menneskes
personlige holdning afhænger af en vis viden og visse færdigheder. Vi mener, at
læreren mindst må:
1.
forstå børns udvikling
2.
have et godt kendskab til de forskellige former for metodik
og didaktik
3.
være fortrolige med de materialer, de anvender
4.
forstå dynamikken i en klasses liv
5.
besidde viden om menneskelige forhold, som befordrer
forståelse for åbne, demokratiske omgivelser, hvor alle behandles med værdighed
og respekt.
Det er menneskets
profession at undervise. Undervisning er dels videnskab, dels kunst. Dygtige
lærere skaber sammenhæng imellem deres professionelle forberedelse, oplevelser
med børn og livsholdning, så der bliver tale om en integreret
undervisningsstil.
Konklusion
Vi kan ikke benægte,
hvilken rolle penge spiller for folkelig undervisning. Højere lærerløn,
fornyede materialer og bedre faciliteter vil alt sammen hjælpe. Hvor vigtigt
alt dette end er, kan det ikke løse det afgørende problem, som er forholdet
mellem lærer og børn. Det forhold bør ændres!
Vi har foreslået nogle
ting, som vi mener enhver lærer bør arbejde med for at forberede deres forhold
til børn. Måske er det vigtigste heraf – det der har størst indflydelse på alle
andre muligheder – udviklingen af en livsfilosofi, som danner baggrund for
lærerens styrke og indsigt. Udvikl din egen livsfilosofi og husk Charlie
Browers ord:
En ny idé er skrøbelig. Den kan dræbes af et hånligt smil
eller en gaben; den kan stikkes ihjel af sarkasme og bekymres til døde af en
rynken på panden.