af
Per Jespersen
Ole ligger i sin seng. Det er tidligt om
morgenen; lyset er først lige begyndt at komme. De første fugle synger, og det
drypper let fra træerne.
Ole drømmer. Han kaster sig frem og tilbage på
sengen, klynker og græder på skift. Så rejser han sig op med ansigtet forvredet
i smerte – derefter lægger han sig igen, smiler og falder endeligt til ro.
Ole drømmer videre, mens fuglene synger og dagen
bliver lysere. En time senere vågner han, sætter sig op og gnider sine øjne og
siger højt for sig selv: ”Hvorfor drømmer man?”
Er det for at man skal blive bange?
For at man skal blive glad?
For at man skal opdage, hvem man er?
Eller for at man skal blive klogere på sine egne
tanker og følelser?
Ole drømmer hver nat, men i nat var det særligt
slemt. Han kan næsten ikke glemme det. Mange gange kan han ikke huske sine
drømme, men denne gang står drømmen helt tydeligt for ham. Derfor haler han
papir ud af skuffen, finder sin blyant og sine farver og begynder at tegne.
Ole tegner sin drøm:
En mand går en tur i en by, Ole ikke kender.
Husene er alle sammen gule, og der vokser et træ ved hvert hus. Alle husene er
ens med samme antal vinduer og døre, og alle træer er ens – lige høje og lige
gamle. Der er lige mange blade på hver gren og lige mange grene på stammen.
Manden ser sig omkring og kan ikke finde vej.
Der er ingen, han kan spørge om vej. Så han giver sig til at råbe: ”Hvor er
sygehuset? Jeg må hen på sygehuset!”
Et vindue i hvert hus går op samtidigt, og han
hører stemmer, der råber: ”Gå ligeud. 300 meter. Bare gå lige ud!”
Manden går og finder straks sygehuset. Det er
det eneste hus, der ikke ligner de andre. Han går langsomt op mod porten og
trækker i den store klokke for at komme ind.
Et øjeblik efter går porten op af sig selv.
Manden skynder sig ind og bliver modtaget af en mand i en lang sort kjole.
”Hvad vil du?” Hans stemme lyder, som kom den langt borte fra.
”Jeg er syg. Det er mit hjerte. Det er så varmt
i dag, så jeg blev meget svag. Kan De hjælpe mig?”
Den sortklædte mand rækker hånden ud. ”Må jeg se
dit kort?”
Manden tager et lille hvidt plastickort frem og
rækker det til den anden.
”Jeg håber, det går,” siger han.
”Vi får se.” Den sortklædte mand tager kortet og
sætter det i en computer. Hele den ene væg bliver oplyst, og mandens genkort
ses tydeligt på den store skærm. Det ene gensæt efter det andet passerer over
skærmen, men pludselig standser billedet. Han kan se, at den sorte mand leder.
Pludselig lyser en lille grøn pil på skærmen –
den peger på et sæt gener, som åbenbart ikke er i orden. ”Vi kan ikke hjælpe,”
siger den sortklædte mand.
”Hvorfor ikke?”
”Det er vist tydeligt nok,” svarer han vredt.
”Der er ingen fremtid i dig. Du må tage herfra hurtigst muligt!”
”Jamen, kan De ikke gøre en undtagelse?”
”Undtagelser eksisterer ikke længere!” Manden
rejser sig og peger mod døren. ”Du må gå nu. Du må i virkeligheden slet ikke
være her på dette sted. Jeg burde anmelde dig – men kom hellere ud i en fart!”
Manden skynder sig mod døren. Han er ulykkelig.
Ole tegner hans ansigt, så det ligner hans eget. ”Måske er det mig selv,”
tænker han.
Manden går ud på gaden og står et øjeblik og ser
sig omkring; så vender han sig mod porten og råber: ”Hvorfor gælder undtagelser
ikke? Hvorfor må man ikke være anderledes? Hvorfor skal alle og alting være
ens?”
Der er ingen, der svarer. Han sætter sig ned på
gaden og stirrer på alle de ens huse og ens træer. ”Hvis det skal være skønhed,
så kan jeg ikke lide skønheden,” hvisker han for sig selv.
Han kan mærke sit hjerte slå uregelmæssigt --
det er, som om det springer over engang imellem. Han ville så gerne have
haft en læge til at hjælpe sig, for han ved, at hospitalet har medicin mod den
slags. Men hans genkort viste noget, der var anderledes – og så får han ingen
hjælp.
Manden tænker på kone og børn. Er de mon også
anderledes? Han har aldrig tænkt på det på den måde; nu er han bange for, at
det er hans skyld, hvis de heller ikke kan få hjælp, når de får brug for det.
Det er næsten mørkt, og manden lægger sig ned
for at prøve at sove. Gaden er iskold, men han føler kulden som noget
fredeligt. Kulden kryber op i hans krop, og han er lige ved at falde i søvn.
Nu kommer en lille dreng løbende op igennem
gaden. Han løber lige hen til manden og siger: ”Hvorfor ligger du her og
sover?”
Manden svarer ikke. Drengen prøver igen: ”Er det
fordi du er bange, fordi du er anderledes?”
Intet svar.
Den lille dreng rejser sig med tårer i øjnene.
Han ville så gerne have talt med manden. I stedet for tegner han med sin finger
i gadens støv – et mønster – noder måske --. Ole kan pludselig ikke huske, hvad
det var.
Så løber drengen bort fra gaden igen, og et
øjeblik efter løfter manden hovedet.
Og han bliver meget overrasket!
For der, hvor drengen tegnede sit mønster,
vokser der blomster op. Og ikke nok med det: de er forskellige alle sammen. Der
er ikke to, der er ens.
”Åhh,” sukker manden. ”Så er der håb alligevel.”
”Håb,” tænker Ole. ”Var det det, han sagde? Hvad
er håb for resten? Hvad vil det sige at håbe?”
Ole gør tegningen færdig. Det var godt, at han
besluttede sig for at tegne sin drøm, for nu forstår han pludselig det hele.
Undtagen det med håbet.
”Hvad vil det sige at håbe,” tænker han igen.
”Bare jeg vidste det!”
¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤
1)
Hvad er det virkelige indhold i Oles drøm?
2) Kunne
man tænke sig, at verden en dag blev som Ole har drømt det?
3)
At vi fx udstyres med et plastickort, hvor man
kan finde alle private oplysninger: kontoindestående, genkort, kørekort,
fingeraftryk og en chips, så vi kan overvåges af myndighederne?
4) Hvad
ville I sige til en sådan verden?
5) Er
det en værdi i sig selv, at vi alle er forskellige?
6)
Prøver videnskab og politik at gøre os så ens
som i Oles drøm?
7) Hvilke
grunde kan der være til det?
8) Ender
det med, at alle mennesker klones, så man er sikker på, at vi er ens?
9) Hvad
ville det gøre ved dit liv, hvis det endte sådan?
10)
Diskuter
først i små grupper og derefter i hele klassen.
11)
Kan
filosofien hjælpe os til at undgå denne ensgørelse? Hvordan?