I anledning af vor store eventyrdigters 200 års fødselsdag den 2. april, 2005 bringer vi her første kapitel af hans selvbiografi. Teksten er forsigtigt rettet til vore dages retstavning (bortset fra, at navneord stadig begynder med stort), mens hans skrivestil er bibeholdt.

Mit Livs Eventyr

 

 

 

 

af

H.C. Andersen

 1. Kapitel

Mit Liv er et smukt Eventyr, så rigt og lyksaligt! havde jeg, som Dreng, da jeg fattig og ene gik ud i Verden, mødt en mægtig Fe, og hun havde sagt: »Vælg din Bane og dit Mål, og da, efter din Ånds Udvikling, og som det fornuftigvis må gå til i denne Verden, beskytter og fører jeg Dig!« min Skæbne kunne da ikke have været lykkeligere, klogere og bedre ledet, end den er. Mit Livs Historie vil sige Verden, hvad den siger mig: der er en kærlig Gud, der fører Alt til det Bedste.

1805 levede i Odense i en lille, fattig Stue et nygift Par, der holdt uendeligt meget af hinanden, en ung Skomager med sin Kone, han, næppe to og tyve År, et forunderligt begavet Menneske, en ægte poetisk Natur, hun, nogle År ældre, uvidende om Verden og Livet, men fuld af Hjerte. Nylig var Manden blevet »Frimester« og havde selv tømret sammen sit Skomagerværksted og sin Brudeseng; til denne havde han brugt Træ-Stilladset, der kort forud havde båret Ligkisten med en afdød Grev Trampe, som lå udstillet på Parade; de sorte Klædes Lister, der siden endnu altid sad på Sengestedet, var en Erindring herom. I stedet for det grevelige Lig, omgivet af Flor og Kandelabre, lå her den anden April 1805, et levende, grædende Barn, det var mig Hans Christian Andersen.

Min Fader skal de første Dage have siddet ved Sengen hos min Moder og læst højt for hende af Holberg, mens jeg skreg himmelhøjt. » Vil Du sove, eller rolig høre efter! « har man fortalt mig, at han i Spøg har sagt, men jeg vedblev at være en Skrighals, og som en sådan skal jeg især have vist mig i Kirken, da jeg blev døbt, hvorover Præsten, der senere af min Moder omtaltes som en meget ærgerlig Mand, sagde: »Den Unge skriger jo som en Kat!« hvilke Ord hun aldrig kunde glemme ham; en fattig fransk Emigrant Gomard, som stod Fadder til mig, trøstede hende imidlertid med, at jo højere jeg som Barn skreg, des smukkere vilde jeg synge, når jeg blev ældre.

Een eneste lille Stue, der næsten var opfyldt med Skomagerværkstedet, Sengen og den Slagbænk, hvori jeg sov, var Barndomshjemmet, men Væggene var behængte med Billeder, på Dragkisten stod smukke Kopper, Glas og Nipserier og henne over Værkstedet, ved Vinduet, var en Hylde med Bøger og Viser. I det lille Køkken hang over Madskabet Tinrækken fuldt af Tallerkener, det lille Rum syntes mig stort og rigt, Døren selv, der i Fyldingen stod malet med Landskab, var mig dengang lige så betydende som nu et helt Billedgalleri !

Fra Køkkenet kom man ad en Stige op på Loftet, hvor der i Tagrenden, mellem vort og Naboens Hus stod en Kasse Jord med Purløg og Persille, min Moders hele Have; i mit Eventyr ”Snedronningen” blomstrer den endnu.

Jeg var eneste Barn og blev i høj Grad forkælet, men høre måtte jeg det af min Moder, at jeg var ganske anderledes lykkelig, end hun havde været, jeg havde det som et Grevebarn! Hun var som Lille jaget ud af sine Forældre for at betle, og da hun ikke kunne det, havde hun en hel Dag siddet og grædt under en Bro ved Odense Å; min Barnetanke så det så tydeligt, og jeg græd derover; i gamle Domenica i ”Improvisatoren” og som Spillemandens Moder i: ”Kun en Spillemand”  har jeg givet hendes Personlighed i to forskellige Opfatninger .

Min Fader, Hans Andersen, lod mig i Alt have min Vilje; jeg havde hele hans Kærlighed; for mig levede han! Og derfor anvendte han hele sin Fritid, Søndagen, til at lave Legetøj og Billeder til mig; tit om Aftenen læste han højt for os af Lafontaines »Den Særsindede«, af Holberg og af »Tusind og een Nat«; kun da, når han læste, husker jeg at have set ham smile; thi i sit Liv og som Håndværker følte han sig ikke lykkelig.

Hans Forældre havde været velhavende Bønderfolk, men Ulykken var ligesom væltet ind på dem; Kvæget døde, Gården brændte, og til sidst mistede Manden sin Forstand; Konen flyttede da med ham til Odense, og her satte hun den opvakte Dreng i Skomagerlære, det kunde ikke være anderledes, uagtet hans inderligste Ønske var at komme i den latinske Skole; et Par velhavende Borgere havde engang talt om at skillinge sammen, give ham fri Kost og således få ham frem på den Vej, han så gerne ville, men der blev ikke Noget deraf; min stakkels Fader så ikke sit kæreste Ønske opfyldt; det kom aldrig af hans Erindring. Jeg husker at jeg, som Lille, engang så Tårer i hans øjne, da en af Latinskolens Disciple havde været hos ham og bestilt Støvler og da vist sine Bøger og talt om Alt hvad han lærte. ,,Den Vej skulle jeg også have gået!" sagde han, og da kyssede han mig heftigt og var stille hele  Aftenen.   
 

Sjældent kom han sammen med sine Lige, hans Slægtninge og Bekendte kom til os; i Vinteraftenerne hjemme læste han som sagt højt eller gjorde Legetøj til mig; om Sommeren gik han næsten hver Søndag ud til Skoven, og jeg var med ham; han talte ikke meget derude, sad stille i Tanker, mens jeg sprang omkring og samlede Jordbær på et Strå eller bandt Kranse; kun engang om Året og det i Maj, når Skoven lige var sprungen ud, fulgte min Moder med, det var hendes årlige, eneste Lystvandring, og da bar hun en brun, blomstret Kattuns Klædning, der kun blev taget på den Dag, og når hun gik til Alters, og som således blev den eneste Kjole, jeg i alle åringer, erindrer var - hendes Festkjole; når vi så vendte hjem fra Skovturen, tog hun altid en hel Mængde friske Birkegrene med, og de blev plantede bag den polerede Kakkelovn; St. Hans Urter stak vi ind i Bjælkesprækkerne og af disse, eftersom de voksede, kunde vi se, om vi skulde leve længe eller kort. Grønt og Billeder pyntede vor lille Stue, som min Moder holdt ren og net; hendes Stolthed var, at Lagnerne og de små, korte Vinduesgardiner vare snehvide.

Een af mine første Erindringer, i sig selv så ringe, men for mig af Betydning ved den Styrke, hvormed Barnefantasien har ligesom brændt den fast i min Sjæl, var en Familiefest og hvor? - På det Sted i Odense, i den Bygning, som jeg udefra så op til med Skræk og Angst, som Panserdrengen, tænker jeg mig, har set til Bastillen - det var Odense Tugthus. Mine Forældre kendte Portneren her; de blev af ham indbudt til en Familiefest og jeg skulle med; jeg var dengang endnu så lille, at jeg, som man vil høre, blev båren, da jeg skulle hjem. Odense Tugthus var for mig ligesom Gemmestedet for Tyve- og Røverhistorier; tit stod jeg, naturligvis i stor Afstand, udenfor og hørte til, hvor Karle og Kvinder derinde sang, medens de spandt på Skotrokken.
Jeg kom med mine Forældre til Portnerens Familiefest; den store, jernbeslagne Port blev åbnet og lukket igen med Nøglen i det raslende Nøgleknippe, vi kom op ad en stejl Trappe; - der blev spist og drukket, to af Fangerne vartede op ved Bordet, - jeg var ikke til at bevæge til at smage på Noget, selv de sødeste Sager skød jeg bort - min Moder sagde, at jeg var syg og jeg blev lagt på en Seng, men jeg hørte Skotrokken snurre tæt ved og lystige Viser, om det var i min Fantasi eller i Virkeligheden, kan jeg nu ikke sige, men det  ved jeg, at jeg var i en Angst, i en Spænding og dog behagelig Stemning, som om jeg var trådt ind i Røverhistoriernes Slot. - Sent på Aftenen gik mine Forældre hjem, jeg blev båren, det var et råt Vejr, Regnen piskede mig i Ansigtet.

Odense selv, i mine tidligste Barndomsdage, var en ganske anden By end nu, da den er fløjet København foran med Gadebelysning, Drikkevand og Gud ved hvad! den Gang var man der, tror jeg, hundrede År tilbage; da herskede her endnu en Mængde Skikke og Brug, som allerede længst var forsvundne i Hovedstaden. Når Laugene flyttede Skilt, kom de i Procession med vajende Faner, med Citroner og Silkebånd på Kårderne. En Harlekin med Bjælder og Brix løb lysteligt foran; en af disse, en gammel Karl: Hans Struh, der ved sin lystige Snak og sit Ansigt, der var malet sort, på Næsen nær, som havde sin naturlige, stærke røde Farve, gjorde stor Lykke. Min Moder var så fornøjet over ham, at hun gerne vilde få ud, at han var af vor Familie, rigtig nok meget langt ude, men det erindrer jeg endnu tydeligt, at jeg med den stærkeste Følelse af Aristokrati protesterede imod at være i Familie med ,,Narren".
Fastelavnsmandag førte Slagterne gennem Gaderne en fed Okse, pyntet med Blomsterguirlander; en Dreng i hvid Skjorte og med Vinger red på den. Søfolkene gik samme Fastetid gennem Gaderne med Musik og alle deres Flag, og til sidst brødes de to Kækkeste på et Bræt, der var lagt mellem to Både. Den, som ikke faldt i Vandet blev Sejrherre. Men hvad, som især indprentedes i min Erindring og ved den senere gentagne Fortælling herom, ideligt opfriskedes, var Spaniernes Ophold   på Fyn 1808. Danmark havde sluttet sig til Napoleon, hvem Sverige havde erklæret Krig, og før man vidste det, stod en fransk Hær og spanske Hjælpetropper midt på Fyn, for under Marschal Bernadotte, Prins af Pontecorvo, at gå over til Sverige. Jeg var på den Tid ikke mere end tre År, men dog husker jeg endnu ret vel, de næsten sortbrune Mennesker, der larmede i Gaderne, Kanonerne, der blev skudt af på Torvet og foran Bispegården; jeg så de fremmede Krigsmænd ligge og strække sig hen ad Gadens Fortov og på Halmknipper inde i den halvt nedbrudte Gråbrødre Kirke. Kolding Slot brændte af og Pontecorvo kom til Odense, hvor hans Gemalinde og Sønnen Oscar opholdt sig. I Landet rundt om var Skoler blevet indrettet til Vagtstuer; under de store Træer på Mark og ved Veje holdtes Messe. De franske Soldater omtaltes som overmodige og befalende, de Spanske som godmodige og venlige, mellem begge var Hadet blodigt; de stakkels Spaniere vakte mest Deltagelse. - En Dag tog en spansk Soldat mig på sin Arm, trykkede mod mine Læber et Sølvbillede, han havde ved sit bare Bryst. Jeg husker, at min Moder blev vred derover, thi det var noget Katolsk, sagde hun, men jeg syntes godt om Billedet og den fremmede Mand, der dansede rundt med mig, kyssede mig og græd, han havde vist selv Børn hjemme i Spanien. Jeg så en af hans Kammerater blive ført til Retterstedet, han havde myrdet en Franskmand; mange År herefter, ved Erindringen herom, skrev jeg mit lille Digt: ,,Soldaten", der oversat af Chamisso, på Tysk, er blevet folkelig der og optaget i de tyske ,,Soldatersange" som tysk Original.

Ligeså levende som Indtrykket af Spanierne har været hos mig som tre års Barn, blev en senere Begivenhed i mit sjette År, nemlig den store Komet 1811; min Moder havde sagt mig, at den vilde slå Jorden i Stykker, eller at gruelige Ting forestod, som der kunde læses om i ,,Sybilles Spådom"; jeg lyttede til Alt hvad Overtro rundt om fortalte, den var for mig i Række med den helligste Tro. På Pladsen ud for St. Knuds Kirkegaard stod jeg med min Moder og nogle Nabokoner og så den frygtede, mægtige Ildkugle med sin store, skinnende Hale. Alle talte de om det onde Varsel og om Dommens Dag, min Fader kom til, han var slet ikke af de Andres Mening og gav vist nok en sund, rigtig Forklaring, men min Modet sukkede, Naboerne rystede med Hovedet, min Fader lo og gik. Jeg fik en inderlig Skræk, fordi han ikke var af vor Tro; om Aftenen talte min Moder med gamle Farmor derom, jeg ved ikke, hvorledes hun tydede det, men jeg sad på hendes Skød, så hende ind i de milde Øjne og ventede, nu slår Kometen ned og så er det Dommedag.

Daglig, om kun nogle øjeblikke, kom Farmor i mine Forældres Hus, og det var især for at se sin Sønnesøn den lille Hans Christian; jeg var hendes Glæde og Lykke. Hun var en stille og højst elskelig gammel Kone, med milde, blå Øjne og af fin Bygning; hun havde prøvet Livet tungt; fra at være en velhavende Landmands Kone var hun nu sat i stor Fattigdom; hun boede med den sindssvage Mand i et lille Hus, de havde købt sig for den sidste lille Rest af deres Formue. Dog så jeg hende aldrig græde, men des dybere Indtryk gjorde det på mig, når hun stille sukkede og fortalte om sin Moders Moder, at denne havde været en adelig Dame i en stor tysk By, ”Kassel" og der ægtet ,,en Comediantspiller", som hun udtrykte sig, og var løbet bort fra Forældre og Hjem og nu gik alt dette ud over Slægten. Aldrig ved jeg at have hørt hende nævne Mormoderens Familienavn, men selv var hun en født Nommesen. Hun havde ved Hospitalet en Have at passe, hvorfra hun hver Lørdag Aften bragte nogle Blomster, man tillod hende at tage hjem; de pyntede på min Moders Dragkiste, men var mine Blomster; jeg fik Lov at sætte dem i Vandglasset; hvor rig var ikke denne Glæde. Alt bragte hun mig; hun elskede mig med hele sin Sjæl; jeg vidste det, jeg forstod det.

 

To Gange om Året brændte hun det grønne Affald fra Haven; det brændtes til Aske i en stor Ovn inde i Hospitalet, og da var jeg den meste Tid af de Dage inde hos hende og lå i de store Dynger af Grønt og Ærteranker, havde Blomster at lege med og hvad jeg især satte Pris på, bedre Mad, end jeg troede at få hjemme. Alle de Sindssvage, som ingen Fortræd gjorde og derfor havde Frihed til at gå omkring i Hospitalets Gård, kom tit ind til os og med Nysgerrighed og Skræk hørte jeg på deres Sang og Tale; tit fulgte jeg endogså et Stykke med dem ud i ,,Grøngården", under Træerne, ja, jeg vovede endogså, når Vogterne var med, at gå ind i Huset, hvor de Bindegale opholdt sig. En lang Gang førte mellem Cellerne; i denne lå jeg en Dag på Hug og kiggede gennem Dørsprækken; indenfor sad et nøgent Fruentimmer på en Mængde Strå, hendes Hår hang ned over Skuldrene; og hun sang med en ganske dejlig Stemme; pludselig sprang hun op, styrtede med et Skrig hen imod Døren, hvor jeg lå udenfor, Vogteren var gået bort, jeg ganske alene, hun slog så voldsomt mod Døren, at lige oven over mig den lille Låge, igennem hvilken Maden blev rakt hende, sprang op, hun så derfra ned på mig, strakte en af sine Arme ud efter mig; jeg skreg af Rædsel og knugede mig fastere til Gulvet. Som Ældre er dette Syn og dette Indtryk ikke udslettet af min Sjæl; jeg følte hendes Fingerspidser røre ved mine Klæder; jeg var halv død, da Vogteren kom.


Tæt ved Bryggerset, hvor det Grønne blev brændt, havde gamle, fattige Kvinder deres Spindestue; herind kom jeg tit og blev snart deres Yndling, thi jeg havde hos denne Forsamling en Veltalenhed, der tydede på, som de sagde, at ,,et så klogt Barn ikke kunne leve længe", hvilket i høj Grad smigrede mig. Jeg havde tilfældigvis hørt tale om Lægernes Kendskab til Menneskets indre Bygning, hørt tale om Hjerte, Lunge og Tarme og det var mig nok til straks at holde derover et Foredrag for de gamle Koner; dristigt malede jeg med Kridt på Døren en Mængde Krimskrams, det skulde forestille Indvoldene; jeg talte om Hjerte og Nyre. Alt hvad jeg sagde, gjorde et dybt Indtryk på hele Forsamlingen; jeg gjaldt for et mærkeligt klogt Barn, og min Snaksomhed belønnedes med, at man fortalte mig Eventyr; en Verden, rig, som i ,,Tusind og en Nat" rullede op for mig. De gamle Koners Historier, Skikkelserne af de Sindssvage, som jeg i Hospitalet så rundt omkring mig, Alt tilsammen, herinde fra, virkede i den Grad ind på mig, der ganske var fyldt med Overtro, at jeg når det mørknedes, næppe turde vove mig udenfor mine Forældres Hus; sædvanligvis fik jeg også Lov, ved Solnedgang at gå i Seng, rigtignok ikke i min Slagbænk, thi det var for tidligt at slå den ned, det tog for megen Plads op i vor lille Stue, men jeg blev lagt i mine Forældres store Seng, de blommede Kattuns Gardiner hang ned tæt omkring, Lyset brændte udenfor, jeg kunne høre Alt i Stuen og var dog så ene i mine Tanker og Drømmerier, som om den virkelige Verden slet ikke var til. ,,Han ligger så dejligt stille, det velsignede Barn!" sagde min Moder; ,,han er så rart af vejen og kommer ikke Noget til!"

For den sindssvage Farfar havde jeg en stor Angst; kun een eneste Gang havde han talt til mig og da brugt den mig uvante Tiltale ,,De"; han snittede i Træ sælsomme Billeder, Mennesker med Dyrehoveder, Dyr med Vinger og forunderlige Fugle; disse pakkede han i en Kurv og gik så ud på Landet, hvor Bønderkonerne overalt trakterede ham, ja gav ham Gryn og Skinke hjem med, fordi han forærede dem og deres Børn det kunstige Legetøj; een Dag han kom hjem igen til Odense, hørte jeg Gadedrengene skrige højt efter ham; af Skræk skjulte jeg mig bag en Trappe, mens de stimlede forbi; jeg vidste, jeg var af hans Kød og Blod.

Så godt som aldrig kom jeg sammen med de andre Drenge; selv i Skolen tog jeg ikke Del i deres Lege, men blev siddende inde; hjemme havde jeg nok af Legetøj, som min Fader havde gjort til mig; jeg havde Billeder, som kunde forvandle sig, når man trak i en Tråd, en Stampemølle, der, når den sattes i Bevægelse, lod Mølleren danse rundt; jeg havde Perspektiv og pudselige Nikkedukker. I øvrigt var det min store Glæde at sy Dukketøj eller at sidde i Gården ved den eneste Stikkelsbærbusk, der stod og at have udspændt fra Muren, ved Hjælp af et Kosteskaft, min Moders Forklæde. Det var mit Telt i Skylregn og Solskin, der sad jeg og så ind i Stikkelsbærbuskens Blade, hvilke jeg hver Dag fulgte i deres Udvikling fra de var små, grønne Knopper, til de som store, gule Blade løsnede sig; jeg var et underligt drømmende Barn, og når jeg gik omkring, brugte jeg som oftest at lukke øjnene, så at man til sidst troede, at jeg havde et dårligt Syn, uagtet just dette var og er mærkeligt skarpt hos mig.

En gammel Læremoder, der holdt ,,Pogeskole", som det kaldtes, lærte mig at kende Bogstaver, stave og ,,at læse red". Hun sad i en højrygget Lænestol tæt op til Uret, hvori der ved hvert fuldt Slag viste sig nogle Kunststykker med bevægelige Figurer; et stort Ris havde hun hos sig, og det blev brugt rundt om i Kredsen, der mest bestod af Småpiger. Det var Skole-Art, at vi Alle på én gang stavede med lydelige Stemmer, så højt vi kunne. Mig turde Læremoder ikke slå, det havde min Moder, da jeg sattes i Skolen, udtrykkeligt betinget, og da jeg derfor en Dag også fik et Rap af Riset, rejste jeg mig øjeblikkeligt, tog min Bog og gik uden videre bort, hjem til min Moder, forlangte at komme i en anden Skole,  og det kom jeg. Min Moder satte mig i Hr. Carstens's Drengeskole, hvor der dog befandtes een Pige, en ganske lille, men noget ældre end jeg; vi To sluttede os straks til hinanden, hun talte om det Nyttige og Gavnlige om at komme i en god Tjeneste, og at hun gik i Skole især for at lære godt at regne, thi så sagde hendes Moder, at hun kunne blive Mejerske på en stor Herregård. ,,Det skal Du blive på mit Slot, når jeg bliver fornem!" sagde jeg, og hun lo ad mig og sagde, at jeg var en fattig Dreng. En Dag havde jeg tegnet Noget, som jeg kaldte mit Slot og forsikrede hende ved den Lejlighed, at jeg var et forbyttet, meget fornemt Barn, og at Guds Engle kom og talte med mig; jeg vilde forbavse hende ligesom de gamle Koner, omme i Hospitalet, men hun tog det ikke som disse, hun så ganske underligt på mig og sagde til en af de andre Drenge, der stod nær véd: ,,Han er gal ligesom hans Farfar!" - og det isnede igennem mig; jeg havde sagt det Hele for ret at gælde for Noget og nu slog det om til at de troede, at jeg var sindssvag som Farfar. Aldrig talte jeg mere til hende om Sligt, men vi vare heller ikke mere Legekammerater, som før. Jeg var den Mindste i Skolen og derfor altid, når de andre Drenge legede, gik Læreren Hr. Carstens med mig ved Hånden, for at jeg ikke skulle løbes omkuld; han holdt meget af mig, gav mig Kage og Blomster, klappede mig på Kinderne, og da engang en af de større Drenge ikke kunde sin Lektie og derfor til Straf, med sin Bog i Hånden, blev stillet op på Skolebordet, hvorom vi sad og jeg derover var ganske utrøstelig, fik Synderen Benådning. - Den kære, gamle Lærer blev siden Telegrafbestyrer på Thorseng; der levede han endnu for nogle År tilbage; man har fortalt, at den gamle Mand der, idet han viste de Besøgende om, har med fornøjet Smil sagt: ,,Ja, ja, det tror De nok ikke, jeg gamle, fattige Mand, jeg har været den første Lærer for en af vore mest bekendte Digtere! hos mig gik i Skole H. C. Andersen."


Enkelte Dage i Høsten tog min Moder ud på Marken og samlede Aks, jeg var da med og gik der som den bibelske Ruth gik på Boas's rige Ager. En Dag kom vi på et Sted, hvor der  var en bekendt ond Forvalter; vi så ham komme med en frygtelig stor hundepisk; min Moder og alle de Andre løb, jeg havde nøgne Fødder i Træsko og tabte disse; Kornstubbene stak mig, jeg kunne derfor ikke komme rask nok af sted, og blev tilbage alene; allerede løftede han Pisken, jeg så ham op i Ansigtet og sagde uvilkårligt: ,,hvor tør Du slå mig, da Gud kan se det!" - og den strenge Mand blev med Eet ganske mild, klappede mig på Kinden, spurgte hvad jeg hed og gav mig Penge; da jeg viste min Moder disse, sagde hun til de andre Folk: ,,det er et mærkeligt Barn, min Hans Christian! alle Mennesker er ham gode, og selv den onde Karl har givet ham Penge!"


From og overtroisk voksede jeg op; jeg havde ikke Tanke om Savn eller Mangel, vel havde mine Forældre kun fra Hånd og i Mund, som man siger, men for mig var der overflødigt og rigeligt; i Klæderne selv kunne jeg synes at være pyntelig; en gammel Kone syede min Faders aflagte Tøj om til mig; tre, fire store Silkestumper, som min Moder havde, blev med Knappenåle, skiftevis, heftet mig tværs over Brystet og forestillede Veste, et stort Klæde blev bundet mig om Halsen og givet en mægtig Sløjfe, mit Hoved vasket med Sæbe, og Håret kæmmet til Side, og så var jeg i Stads; således kom jeg med mine Forældre første Gang på Komedie; Odense havde allerede da sit velbyggede Teater, engang rejst tror jeg, for Grev Trampes eller Grev Hahns Selskab; de første Forestillinger, jeg kom til, blev givne i det tyske Sprog. Direktøren hed Franck, han gav Operaer og Komedier, ,,Das Donauweibchen'4 var Byens Yndlingsstykke; den første Forestilling, jeg imidlertid så, var Holbergs ,,Den politiske Kandestøber"  bearbejdet som Opera. Jeg er senere ikke kommen efter, af hvem Musikken kan have været, men vist er det, at denne Tekst var behandlet på Tysk som Syngestykke- Det første Indtryk i øvrigt et Teater og Mængden der gjorde på mig, var ingenlunde det, at man derfra skulle kunne slutte sig til, at der stak en Poet i mig. Mit første Udbrud ved at se Teatret og de mange Tilskuere der, var, som mine Forældre har fortalt mig: ,,Nå,  havde vi bare  så mange Fjerdinger Smør, som her er Folk, da skulde jeg rigtignok spise!" - Teatret blev imidlertid snart mit kæreste Sted, men da jeg kun en enkelt Gang om Vinteren kunne komme der, så gjorde jeg mig gode Venner med Plakatbæreren Peter Junker, og han gav mig daglig Plakaten, imod at jeg besørgede en lille Rest af disse uddelt i mit Kvarter, hvilket jeg samvittighedsfuldt opfyldte. Kunne jeg vel ikke komme i Teatret, så kunne jeg nu hjemme i en Krog sidde med Plakaten og efter Stykkets Navn og Personerne deri, tænkte jeg mig sammen en hel Komedie; dette var min ubevidste, første Digtning.

 

Det var ikke blot Komedier og Fortællinger, min Fader gerne læste, men også Historier og den hellige Bibel; i sit stille Sind tænkte han over det Læste, men min Moder forstod ham ikke, når han udtalte sig til hende derom, og derfor blev  han mere og mere indesluttet i sig selv. En Dag lukkede han Bibelen sammen med de Ord: ,,Kristus har været et Menneske som vi, men et usædvanligt Menneske!" - min Moder forfærdedes over disse Ord og brast i Gråd; i min Skræk bad jeg til vor Herre, at han ville tilgive min Fader denne skrækkelige Gudsbespottelse.


Der er ingen anden Djævel til end den, vi har i vort eget Hjerte!" hørte jeg min Fader sige; og jeg fik en Angst for ham og hans Sjæl og var ganske af min Moders og Nabokonernes Mening, da han en Morgen, formodentlig reven på et Søm i Sengen, havde tre dybe Rifter i Armen, at det var Djævelen, som havde været der om Natten, og ville vise ham sin Tilværelse. Min Fader havde ikke Mange, han omgikkes med; sin Fritid tilbragte han helst ene og med mig ude i Skoven, hans højeste ønske var at kunne leve på Landet, og nu traf det sig just, at på en af de fynske Herregårde søgtes en Skomager, denne skulle nedsætte sig i Landsbyen tæt ved og der have frit Hus, en lille Have og Græsning til en Ko; ved dette og ved sikkert Arbejde fra Gården ville han kunne slå sig igennem; min Fader og Moder var opfyldte af den mulige Lykke at komme der; et Prøvearbejde blev givet min Fader: der sendtes ham fra Gården et Stykke Silketøj, selv skulle han levere Læderet og sy et Par Dansesko; om disse var i et Par Dage al vor Tanke og Tale; jeg glædede mig så usigelig til den lille Have, vi skulle have med Blomster og Buske, der kunne jeg sidde i Solskinnet og høre på Kukkeren; jeg bad så inderligt vor Herre opfylde mit og mine Forældres ønske, det var den højeste Lykke, der kunde vederfares os. - Endelig blev Skoene færdige; vi så på dem hjemme ret med højtidelig Følelse, de skulle afgøre hele vor Fremtid. Fader tog dem i sit Lommetørklæde og gik; vi sad og ventede ham komme hjem med glædestrålende Ansigt; han kom, bleg og forbitret; den nådige Frue, sagde han, havde ikke engang prøvet Skoene, men straks set ilde på dem, sagt, at Silketøjet var spoleret og at han ikke kunne antages; ,,har De spildt Deres Silketøj!" sagde min Fader, ,,så kan jeg finde mig i at spilde mit Læder!" og han havde taget sin Kniv og skåret Sålerne fra! - Der blev således ikke Noget af vort Håb om at bo på Landet. Vi græd alle Tre og jeg syntes, at Gud kunne dog sagtens have bønhørt os, havde han det - da var jeg bleven Bonde, hele min Fremtid anderledes, end den blev; tit har jeg siden tænkt: mon vor Herre, for min Fremtids Skyld, lod mine Forældre miste deres Lykkens Dage?

 

Min Faders Vandringer til Skoven blev snart hyppigere; han havde ingen Ro på sig. Krigsbegivenhederne i Tyskland, som han med Begærlighed fulgte i Aviserne, opfyldte ham. Napoleon var hans Helt, hans Stigen forekom ham som det skønneste Eksempel til Efterlignelse. Danmark allierede sig da med Frankrig, Talen var da kun om Krig, og min Fader blev Soldat, i Håb om at komme hjem som Løjtnant, min Moder græd, Naboerne trak på Skuldrene og sagde, at det var Galskab således at gå ud for at lade sig skyde, når man ikke havde det nødigt. Soldaten hørte i den Tid til Pariaslægten, først i vore senere Dage, under Krigen mod Oprørerne i Hertugdømmerne, så og opfattede vi ham ret; han er den højre Arm, som fører Sværdet.

Den Morgen, Kompagniet, hvori min Fader var, brød op, hørte jeg ham synge og tale lystigt, men hans Hjerte var i stærk Bevægelse, det forstod jeg på den vilde Heftighed, hvormed han kyssede mig ved Afskeden. Jeg lå da syg af Mæslinger, lå ene i Stuen, da Trommerne lød, og min Moder grædende fulgte ham ud af Byens Port. Da de vare bortmarcherede, kom min gamle Farmor og så med sine milde øjne på mig og sagde, at det var godt, om jeg måtte dø nu, men at Guds Vilje var altid den bedste. Det var en af de første Morgener fuld af Smerte, jeg erindrer mig.

Det Regiment, min Fader stod ved, kom imidlertid ikke længere end til Holsten; der blev sluttet Fred og den frivillige Kriger sad igen på sit Værksted, og Alt syntes at komme tilbage til det Gamle.

Jeg legede med mine Dukker, spillede Komedie og altid på Tysk, thi kun i dette Sprog kendte jeg Sligt, men mit Tysk var et Kaudervælsk, som jeg selv opfandt, og hvori kun eet eneste tysk Ord: ,,Besen"  forekom, et Ord, jeg havde opsnappet af de forskellige Benævnelser, min Fader bragte os hjem fra Holsten. ,,Du har jo godt af min Rejse!" sagde han i Spøg. ,,Gud ved, om Du kommer så langt ud, men det må Du, husk på det, Hans Christian!" - Men min Moder sagde, at så længe hun rådede over mig, skulle jeg nok få Lov til at blive hjemme, for ikke at sætte min Helbred til som han.

Med hans Sundhed var det forbi, den havde lidt ved de ham uvante Marcher og Krigslivet. En Morgen vågnede han i vilde Fantasier, talte om Felttog og om Napoleon; han troede at tage Ordre fra ham og at kommandere selv. Min Moder sendte mig straks ud om Hjælp, men ikke hos Lægen, nej, hos en såkaldt ,,klog Kone", der boede en halv Mil fra Odense. Jeg kom derud, Konen gjorde mig flere Spørgsmål, tog derpå en ulden Tråd, målte mine Arme, gjorde underlige Tegn over mig og lagde til sidst på mit Bryst en grøn Gren, den var et Stykke af det Slags Træ, hvorpå Vor Herre var bleven korsfæstet, sagde hun og tilføjede: ,,Gå nu hjem langs med Åen! skal din Fader dø denne Gang, så møder Du hans Genfærd!"

Man kan tænke sig min Angst, jeg, som var så opfyldt af Overtro og levede under Fantasiens Magt. ,,Og Du har ikke mødt Noget?" spurgte min Moder mig; da jeg korn hjem; med bankende Hjerte forsikrede jeg, ,,Nej!" Den tredje Aften døde min Fader. Hans Lig blev liggende i Sengen, jeg lå med min Moder udenfor, og hele Natten peb en Fårekylling. ,,Han er død!" sagde min Moder til den: ,,Du behøver ikke at synge efter ham, Isjomfruen har taget ham!" og jeg forstod hvad hun mente; jeg huskede fra Vinteren forud, at da vore Vinduer stod tilfrosne, havde min Fader vist os, at der var frosset på Ruden, ligesom en Jomfru, der strakte begge sine Arme ud. ,,Hun vil nok have mig!" sagde han i Spøg; nu, da han lå død i Sengen, kom det min Moder i Sindet, og hvad han udtalte, beskæftigede min Tanke.
På St. Knuds Kirkegård, udfor den venstre Sidedør fra Alteret, begravede de ham, Farmor plantede Roser på Graven; i senere År er andre Lig blevne lagt på samme Sted, nu vokser Græsset højt også hen over disse.
Fra min Faders Død var jeg så godt som ganske overladt til mig selv; min Moder gik ud at vaske for Folk, jeg sad alene hjemme med det lille Teater, som min Fader havde gjort til mig; jeg syede Dukketøj og læste Komediebøger. - Man har fortalt mig, at jeg da var lang og opløben, havde et stort, lysegult Hår, gik barhovedet og som oftest med Træsko på Fødderne.


I vort Nabolag boede sammen PræsteEnken Madam Bunkeflod og hendes Mands Søster; de lod mig komme ind til sig, fik Godhed for mig, og jeg var hos dem den meste Tid af Dagen; dette var det første dannede Hus, hvori jeg fandt et Hjem. Den afdøde Præst havde skrevet Digte, havde dengang et Navn i den danske Litteratur; hans Spindeviser var da i Folkemunde; i mine ,,Vignetter til danske Digtere"  sang jeg siden om ham, som mine Jævnaldrende havde glemt:

 

Tråden brister, Rokken står, Spindevisen tier,

Ungdomssangen bliver snart gamle Melodier. 

 

Her hørte jeg første Gang Navnet "Digter" blive udtalt og nævnet med en Højagtelse, som noget Helligt; Holbergs Komedier havde min Fader læst for mig, men her talte man ikke om disse, men om Vers, om Poesi. ,,Min Broder, Digteren!" sagde Bunkeflods gamle Søster og hendes øjne lyste. Af hende lærte jeg, at det var noget Herligt, noget Lykkeligt at være en Digter; her læste jeg også første Gang Shakespeare, rigtignok i en dårlig Oversættelse; men de kække Skildringer, de blodige Begivenheder, Hekse og Spøgelser der trådte op, var just efter min Smag; straks spillede jeg de Shakespearske Tragedier på mit Dukketeater; levende så jeg i Tankerne Ånden fra Hamlet og den vanvittige Lear  på Heden, Jo Flere der døde i et Stykke, desto interessantere forekom det mig. På den Tid skrev jeg mit første Stykke, det var ikke mindre end en Tragedie, og hvori de naturligvis Alle døde. Indholdet havde jeg taget af en gammel Vise om Pyramus og Thisbe, men jeg havde forøget Begivenheden med en Eremit og hans Søn, der begge elskede Thisbe, og begge tog Livet af sig, da hun døde; til de fleste af Eremittens Replikker havde jeg lånt Bibelens Ord, udskrevet Bibelsteder af Balles lille Lærebog, især dem, som hører til Pligterne imod Næsten; Stykkets Navn var ,,Aborre og Elvira". Det skulde hedde ,,Aborre og Torsk!" sagde Nabokonen vittig, da jeg med stor Veltilfredshed og Lykke havde læst det for alle Mennesker og nu også kom til hende. Jeg blev aldeles nedslået ved hendes Ord, jeg følte, at hun gjorde Nar af mig og mit Digt, som alle de Andre havde rost; bedrøvet fortalte jeg det til min Moder. ,,Det siger hun kun, fordi hendes Søn ikke har gjort det!" sagde hun og jeg var trøstet og begyndte på et nyt Stykke; dette skulde være i en højere Stil; en Konge og en Prinsesse skulde træde op deri, vel så jeg, at hos Shakespeare  talte disse ligesom andre Mennesker, men dette forekom mig at være ikke ganske rigtigt. Jeg spurgte min Moder og flere Folk i Nabolaget om, hvorledes egentlig en Konge talte, men de vidste ikke ret at give Besked herom, de sagde, at det var så mange År, siden en Konge havde været her i Odense, men at han nok talte fremmede Sprog. Jeg fik da fat på et Slags Leksikon, hvori stod tyske, franske og engelske Ord med dansk Oversættelse ved, og nu var jeg hjulpen; jeg tog nogle Ord af de forskellige Sprog og lagde dem ind i hver Sætning, som Kongen og Prinsessen talte. ,,Guten Morgen, mon pére! har De godt sleeping?" var een af Replikkerne; det blev et helt babelsk Tungemål, som jeg anså for at være det ene rigtige hos så høje Personer. Alle Mennesker måtte høre mit Stykke, det var mig en Lyksalighed at læse det op, og aldrig faldt der mig Andet ind, end at det mtte være dem Alle en stor Glæde at høre det.

Nabokonens Søn var anbragt på en Klædefabrik, og fortjente derved ugentlig en lille Sum; jeg derimod drev om, som man sagde, og bestilte ingen Ting, min Moder bestemte derfor, at jeg også skulde på Fabrikken; ,,det er ikke for Fortjenestens Skyld," sagde hun, ,,men det er, for så ved jeg, hvor han er." Gamle Farmor førte mig derhen og var inderlig bedrøvet; det havde hun ikke tænkt at opleve, sagde hun, at jeg skulde gå således sammen med alle de usselige Drenge. Her arbejdede en Mængde tyske Svende, de sang og talte lystigt; mangen rå Spas vakte stor Jubel, jeg hørte på den, og har lært deraf, at Barnet kan høre Sligt med uskyldigt øre, det nåede ikke ind til mit Hjerte. Jeg havde den Gang en mærkelig smuk og høj Sopranstemme, som jeg beholdt til ind i mit femtende År; jeg vidste, at Folk holdt af at høre mig synge, og da man på Fabrikken spurgte mig, om jeg kunne nogle Viser, begyndte jeg straks min Sang og den gjorde stor Lykke; de andre Drenge blev det overdraget at gøre mit Arbejde. Da jeg så havde sunget, fortalte jeg, at jeg også kunde spille Komedie; jeg huskede hele Scener af Holberg og Shakespeare og dem fremsagde jeg. Svende og Koner nikkede venligt til mig, lo og klappede i Hænderne. På den Måde fandt jeg de første Dage på Fabrikken meget morsomme; men en Dag, som jeg bedst stod og sang og der taltes om min Stemmes Klarhed og mærkelige Højde, udbrød en af Svendene: "det er bestemt ingen Dreng, men en lille Jomfru!" han tog fat på mig, jeg skreg og jamrede mig, de andre Svende fandt den rå Spøg morsom, de holdt mig ved Arme og Ben, jeg hvinede i vilden Sky, og bly som en Pige, styrtede jeg ud af Huset og hjem til min Moder, der straks lovede mig, at jeg aldrig skulde komme derhen mere.


Jeg søgte nu igen til Madam Bunkeflod, hørte der læse højt, læste selv og øvede mig tillige i - at sy, det var mig af stor Nødvendighed for mit Dukketeater, jeg syede også som en Festgave til Madammens Fødselsdag en hvid Silkenålepude, den, jeg mange mange År efter, som Ældre, der har set opbevaret. En anden Præsteenke der i Nabolaget gjorde jeg også Bekendtskab med, hun lod mig læse for sig, Romaner fra Biblioteket; en af disse begyndte omtrent således: ,,det var en stormfuld Nat, Regnen plaskede på Ruderne!"
,,Det er en ypperlig Bog," sagde Madammen, og jeg spurgte i Uskyldighed hvoraf hun vidste det. ,,Jeg hører det straks på Begyndelsen!" sagde hun, ,,denne bliver udmærket!" og jeg saa med en Slags Ærbødighed op til hende, der var så klog.

I Høsten engang tog min Moder mig med fra Odense til en Herregård i Nærheden af hendes Fødeby Bogense; Fruen på Gården der, hvis Forældre min Moder havde tjent, havde sagt, at vi dog engang skulle komme der i Besøg; dette havde jeg i Åringer glædet mig til og nu skulle det opfyldes; min Moder og jeg brugte to hele Dage til at nå derhen, thi vi måtte gøre Rejsen til Fods, det var en dejlig Gård og dejlig Mad fik vi, men foruden dette gjorde også Landet selv et så mægtigt Indtryk på mig, at mit højeste Ønske var altid at blive her. Det var i Humlehøsten, nede i Laden omkring et stort Kar sad jeg hos min Moder og en hel Mængde Bønder og pillede Humle; der blev fortalt Historier og mange vidunderlige Ting, der var oplevet og set. Djævelen med Hestefod, Gengangere og Varsler, kendte de Alle så godt til. Der var en gammel Bonde, som blandt Andet sagde, at Gud vidste Alt hvad der skete og skulle ske! de Ord gjorde et dybt Indtryk på mig, de lå mig bestandig i Tanke, og da jeg hen imod Aften gik ene, noget borte fra Gården og kom til et dybt Gadekær, hvor jeg krøb ud på en af de store Sten ude i Vandet, gik det mig underligt gennem Hovedet, om Gud dog virkelig skulle vide Alt, hvad der vilde ske! -ja, nu har han bestemt, at jeg skal leve og blive mange År gammel, tænkte jeg, men dersom jeg nu springer ud i Vandet og drukner mig, så sker det dog ikke, som han vil. Og jeg var øjeblikkelig fuldt og fast bestemt på at drukne mig; jeg vendte mig mod det dybeste Sted - da gik en ny Tanke gennem min Sjæl: ,,det er Djævelen, som vil have Magt over mig!" og jeg udstødte et Skrig, løb alt hvad jeg kunne og styrtede grædende i Armene på min Moder; men hverken hun eller Nogen fik ud af mig, hvad jeg fejlede. ,,Han har vist set noget Spøgeri!" sagde en af Konerne, og jeg troede det næsten selv.

Min Moder giftede sig igen med en ung Skomager, hvis Familie, der også hørte til Håndværksstanden, fandt, at det var et alt for ringe Parti, han gjorde, og hverken min Moder eller jeg fik Lov til at komme i deres Hus. Min Stedfader var en ung, stille Mand med livlige, brune øjne og af et jævnt godt Humør; min Opdragelse ville han slet ikke blande sig i, sagde han, og lod mig også være og blive, som jeg selv ville. - Jeg levede derfor ganske for min Perspektivkasse og mit lille Dukketeater, og det var min største Lykke at have samlet ret mange brogede Klude, som jeg da tilskar og syede i Dragter; min Moder betragtede det som en god øvelse for mig til at blive Skrædder, thi det var jeg født til, mente hun; jeg derimod sagde, at jeg vilde til Komedien, Noget, min Moder på det Bestemteste satte sig imod, idet hun kun kendte som Komedie, Liniedansere og omrejsende Skuespillere, som hun regnede for eet. ,,Ja, så vil Du få ordentlig Bank!" sagde hun da, ,,så kommer Du til at sulte, at Du kan være let, og Du får Olie at spise for at blive lind i Lemmerne!" nej, Skrædder skulde jeg være. ,,Se bare, hvor flint Skrædder Stegmann har det!" Det var Byens fornemste Skrædder. ,,Han boer i Korsgaden, har store Ruder i Vinduerne og Svende på Bordet; ja, kan Du bare blive en af dem!"

Hvad der i denne min Bestemmelse for Skrædderiet var min eneste Trøst og Glæde, var det, at da ville jeg ret kunne få Klude og Lapper til mit lille Teaters Garderobe.


Mine Forældre var flyttede hen i Gaden, udenfor Munkemølle-Port, og vi havde der fået en Have; den var meget lille og smal, den var egentlig kun et langt Bed med Ribs- og Stikkelsbærhække og så Gangen, der tog ligeså stor Plads op, men denne førte ned til Odense Å, lige bag Munkemølle; tre store Vandhjul drejede sig under det styrtende Vand og stod pludselig stille, når Sluseportene blev satte for; alt Vandet løb da af Åen, der blev tør Bund, hvor i Vandhullerne Fiskene sprællede, jeg kunne tage dem med Hænderne, og under de store Vandhjul kom, ud fra Møllen, fedede Vandrotter, for at drikke; pludseligt løftedes Sluseportene, Vandet styrtede skummende og brusende, der var ingen Rotter mere at se, Ålejet fyldtes og jeg, som stod der ude, løb pjaskende gennem Vandet hen imod Bredden, forskrækket som Ravsamleren på Vesterhavets Kyst, når han er langt ude og Floden kommer. På en af de store Stene, som min Moder brugte til Toe-Bræt i Aaen, stod jeg og sang i vilden Sky alle de Viser, jeg kunne, og tit var der hverken Mening eller Melodi, men egen selvlavet Sangklang, som den bedst ville komme; Nabohaven tilhørte Etatsråd Falbe, hvis Frue er af Oehlenschläger omtalt i hans Levnedsbeskrivelse, hun havde været Skuespillerinde og set dejlig ud som ,, Ida Münster"  i Dramaet ,,Herman von Unna", den Gang hed hun Jomfru Beck. Jeg vidste, at når i Haven derinde vare Fremmede, hørte de altid efter min Sang. Alle Folk sagde mig, at jeg havde en dejlig Stemme, og at jeg vist med den ville gøre min Lykke i Verden. Tit tænkte jeg over, hvorledes denne Lykke skulde komme, og da det "Eventyrlige for mig var Sandhed, så ventede jeg de forunderligste Ting. Jeg havde hørt af en gammel Kone, som skyllede Tøj i Åen, at Kejserriget China  lå lige her under Odense Å, og nu anså jeg det for slet ikke umuligt, at en måneklar Aften, som jeg der sad, kune en kinesisk Prins grave sig igennem Jorden op til os, høre mig synge og s tage mig ned til sit Kongerige, og gøre mig rig og fornem, men så igen lade mig få Lov til at besøge Odense, hvor jeg vilde bo og bygge et Slot; hele Aftener kunne jeg sidde og gøre Tegninger og Grundrids deraf. Jeg var ganske Barn  og siden, længe efter - da var jeg det lige så meget, når jeg i København trådte deklamerende op og læste Digte; jeg ventede og troede endnu på en sådan Slags Prins i Kredsen, der skulle høre mig, forstå mig og hjælpe mig frem; men det skulle nu ikke ske på den Måde og dog ske!

Min Læselyst, de mange dramatiske Scener, jeg kunne udenad og min særdeles klangfulde, høje Stemme, Alt tilsammen vakte en Slags Opmærksomhed for mig hos flere fornemme Familier i Odense; jeg blev kaldt til dem, min hele forunderlige Personlighed vakte Interesse, og blandt de Mange, til hvem jeg kom, var Oberst Høegh-Guldberg den, der med sin Familiekreds viste mig den mest sande Deltagelse; ja han talte om mig endogså til Prins Christian, senere Christian den Ottende, som da boede på Odense Slot, og derop tog Guldberg mig med sig en Dag.


,,Dersom Prinsen spørger Dem, hvad De har Lyst til," sagde han, ,,så svarer De, at det er Deres højeste Ønske at komme i Latinskole!" og det sagde jeg også straks, da Prinsen virkelig gjorde mig Spørgsmålet, men han svarede, at det at synge, at kunne sige livlig en Digters Ord, var meget godt, men derfor ikke Geni, og at jeg måtte huske på, at det at studere var en lang og kostbar Vej! at han imidlertid ville tage sig af mig, dersom jeg lagde mig efter en smuk Profession, for Eksempel at blive Drejer. Dertil havde jeg nu slet ikke Lyst og gik ikke ganske glad bort, skønt den ædle Fyrste havde talt aldeles naturligt og rigtigt; siden da Tiden udfoldede mine Evner, var han, som vi ville se, mig til sin Død kærlig og god; med den inderligste Følelse hænger min Tanke ved Erindringen om ham.

Jeg gik nu hjemme, skød op og blev en lang Dreng, som min Moder sagde, hun ikke godt længere kunne lade gå således og drive om; jeg gik i Fattigskolen inde på ,,Fattiggården", lærte kun Religion, Skrivning og Regning, og dette sidste dårligt nok; næppe et Ord forstod jeg at bogstavere rigtigt; hjemme læste jeg aldrig på mine Lektier, de blev så temmelig lærte på Vejen fra Hjemmet til Skolen, og min Moder roste mit store Nemme på Nabosønnens Bekostning: ,,Han læser, så det snurrer efter Morgen og Aften, min Hans Christian ser aldrig i sin Skolebog, og dog kan han den."


Hver gang det var Lærerens Fødselsdag, flettede jeg en Krans til ham og skrev et Digt, som fulgte med, sædvanlig tog han det med et Smil, men et Par Gange skændte han derfor; han var fra Norge og hed Velhaven, sikkert var han et ædelt Menneske, men af en heftig Natur og slet ikke lykkelig; ud af sit Hjerte talte han til os om Religionen, og når han gennemgik Bibelhistorien, vidste han at give den så levende, at imedens jeg hørte, blev mig alle de malede Billeder på Skolevæggens Betræk, der viste Scener af det gamle Testamente, lyslevende, fik for mig en Skønhed, Sandhed og Friskhed, som jeg senere så den i de herlige Stykker af Raphael og Tizian. Tit sad jeg drømmende og stirrede på den brogede Væg og fik da en lille Irettesættelse af ham, fordi jeg var ,,borte igen"; så fortalte jeg de andre Drenge kuriøse Historier, men hvori jeg naturligvis ikke glemte at gøre mig selv til Hovedpersonen, stundom blev jeg leet af. Gadedrengene havde af deres Forældre også hørt om mit sære Væsen, og hvorledes jeg kom omkring i ,,fornemme Familier", og derfor blev jeg en Dag forfulgt igennem Gaden af en hel vild Skare, der spottende råbte: ,,der løber Komedieskriveren!" Jeg skjulte mig hjemme i en Krog, græd og bad til Gud.

Jeg gik i mit fjortende År, min Moder tænkte på at få mig konfirmeret, for at jeg kunne komme i Skrædderlære og bestille noget Fornuftigt. Med hele sit Hjerte holdt hun af mig, men forstod ikke min Higen og Tragten, som jeg da selv heller ikke forstod den. Hendes Omgivelse talte altid mod min Måde at være på og opholdt sig over mig, det bedrøvede og pinte hende. Vi hørte til St. Knuds Sognekirke, og her kunne Konfirmanderne tegne sig, enten hos Stiftsprovsten eller hos Kapellanen; hos den Første gik kun de såkaldte fornemme Familiers Børn, samt Latinskolens Disciple, hos den Sidste gik de fattigere; jeg meldte mig hos Stiftsprovsten, der måtte tage imod mig, men vistnok kun så Forfængelighed deri, at jeg vilde gå med hans Konfirmander; disse stilledes øverst på Kirke- gulvet, Kapellanens kom derimod nedenfor; jeg tør imidlertid tro, at det ikke ganske var Forfængelighed, der drev mig, jeg havde en Angst for de fattige Drenge, som havde spottet mig, jeg følte altid en inderlig Drift til at nærme mig Latinskolens Disciple, som jeg den Gang betragtede for meget bedre end de andre; når de legede inde på Kirkegården, stod jeg udenfor Trægitteret, kiggede ind og ønskede, at jeg var iblandt de Lykkelige, ikke for Legens Skyld, men for de mange Bøger, de havde, og for hvad de kunne blive i denne Verden. Hos Stiftsprovsten kunde jeg således komme sammen med dem, være som de; - men jeg husker ikke en Eneste fra den Tid, så lidt må de der have givet sig af med mig; jeg havde daglig Følelsen af, at jeg havde trængt mig ind, hvor jeg ikke hørte hjemme; også Stiftsprovsten selv lod mig føle det, og da jeg engang hos nogle af hans Bekendtskab havde deklameret Scener af en Komedie, kaldte han mig for sig, udtalte det Upassende i at gøre Sligt på en Tid, jeg forberedte mig til Konfirmationen, og at når han hørte Sligt om mig igen, vilde jeg blive vist bort; jeg blev meget angst og fortrykt i Sindet, endnu mere en forvildet Fugl i den fremmede Stue; dog Een her var mig venlig og god, det var en ung Pige, af Konfirmanderne, en Frøken Tønder-Lund, hun blev anset for den fornemste af dem Alle, - om hende kommer jeg senere til at tale - hun alene så mildt til mig, sagde mig et venligt Goddag, og gav mig endogså engang en Rose, og jeg gik hjem, lyksalig, fordi der dog var Een, som ikke overså og forskød mig.


En gammel Skrædderske forandrede min afdøde Faders Overkjole til en Konfirmationsdragt for mig; jeg syntes, at jeg aldrig havde båret en sådan Stadskjole, og for første Gang i mit Liv fik jeg Støvler; min Glæde over disse var overordenlig, kun frygtede jeg, at ikke Alle skulle se, at det var Støvler, og derfor trak jeg Skafterne op over Benklæderne og gik således op ad Kirkegulvet; Støvlerne knirkede, og det frydede mig i mit Inderste, at Menigheden nu kunne høre, at de vare nye; men min Andagt var forstyrret, jeg følte det og havde tillige en gruelig Samvittighedskval over, at min Tanke var ligeså meget hos mine Støvler, som hos den gode Gud; jeg bad ham ret i mit Hjerte tilgive mig, og tænkte så igen på mine nye Støvler.

I de sidste År havde jeg sparet sammen i een Sum alle de Skillinger, jeg ved forskellige Lejligheder fik, og da jeg talte dem efter, havde jeg tretten Rigsdaler; jeg var overvældet ved Besiddelsen af en så stor Rigdom, og da min Moder nu på det mest Bestemte holdt ved, at jeg skulle i Skrædderlære, bad og plagede jeg hende om, dog hellere at lade mig forsøge min Lykke i at rejse til København, som da var mig Verdens største Stad.
,,Hvad skal der blive af Dig der?" spurgte min Moder.
,,Jeg vil være berømt!" svarede jeg og fortalte hende, hvad jeg havde læst om mærkelige Mænd, der vare fødte i Fattigdom. ,,Man går først så gruelig meget Ondt igennem," sagde jeg, ,,- og så bliver man berømt!" Det var en aldeles uforklarlig Drift, som drog mig. Jeg græd, jeg bad, og til sidst gav min Moder efter, men lod dog først en gammel, såkaldt ,,klog Kone"  fra Hospitalet hente, og denne i Kort og Kaffe spå mig min Fremtids Skæbne.

,,Hendes Søn bliver en stor Mand!" sagde den Gamle, ,,til Ære for ham skal engang Odense By blive illumineret!" Min Moder græd, da hun hørte det, og havde nu Intet imod, at jeg rejste. Alle Naboer, Enhver, som hørte derom, talte til min Moder og sagde, at det var rent forfærdeligt at lade mig, der kun var fjorten År gammel og i Alting så ganske Barn, løbe til København, der lå så mange Mile borte, og var en stor, vildsom By, hvor jeg Ingen kendte. ,,Ja, han lader mig ikke have Ro!" svarede hun; ,,jeg har måttet give ham Lov til at tage afsted, men det gør ikke Noget, jeg er vis på, at han ikke kommer længer end til Nyborg; når han seer den vilde Sø der, bliver han nok bange og vender om igen, og så skal han i Skrædderlære!"

,,Kunde vi bare få ham her i Byen på en Skriverstue!" sagde Farmor, ,,det var dog noget Fint, og det har Hans Christian Tanke til!"
,,Kan han blive en Skrædder som Mester Stegmann,  så forlanger jeg det ikke finere!" sagde min Moder. ,,Lad ham nu kun rejse til Nyborg!"

Sommeren før min Konfirmation havde en Del af det kongelige Teaters Sang- og Skuespilpersonale været i Odense og der givet en Række Operaer og Tragedier; hele Byen var endnu opfyldt deraf. Jeg, idet jeg stod mig godt med Plakatbæreren, havde ikke blot fra Kulisserne set alle de givne Forestillinger, men var selv trådt op både som Page og som Hyrde, ja jeg havde endogså sagt et Par Replikker i ,,Cendrillon"; min Iver var så stor, at når de Spillende kom i Garderoben før Forestillingen, stod jeg allerede påklædt; herved blev de opmærksomme på mig; min Barnlighed og Begejstring morede dem; de talte venligt til mig, især Haack og Enholm, og jeg så op til dem som til jordiske Guder. Alt hvad jeg havde hørt om min Sangstemme og om min Fremsigelse af Vers og Monologer bragte nu til Klarhed hos mig den Tanke, at det var Teatret, jeg var født for, og at det var her jeg ville blive en berømt Mand, og derfor var Teatret i København Målet for min Stræben. Skuespillernes Ophold i Odense var hos Mange, og hos mig især, en Livsbegivenhed; der taltes derom med sandt Sværmeri, og Talen endte altid med: ,,hvem der dog var i København og på Komedie der! -Dette var der nu Enkelte der havde været, og disse omtalte da Noget, de kaldte Ballet, der skulde endnu overgå Opera og Komedie; Danserinden Madame Schall, sagde de, var der den Første og Mægtigste; hun forekom mig altså som Dronningen for det Hele, og i min Fantasi svævede hun som Den, der, når jeg vandt hendes Godhed og Beskyttelse, kunde hjælpe mig frem til Hæder og Lykke.

Opfyldt heraf gik jeg hen til den gamle Bogtrykker Iversen, en af Odenses mest ansete Borgere, hvem, som jeg vidste, Skuespillerne under deres Ophold i Odense daglig havde besøgt, han kendte dem Alle og måtte vistnok også kende Danserinden; ham ville jeg bede om et Brev til hende, og så ville Gud nok gøre det Øvrige.


Den gamle Mand så mig for første Gang, hørte med stor Venlighed på mit Andragende, men rådede mig på det mest Bestemte fra at vove slig Rejse. Jeg skulle lære et Håndværk, sagde han. ,,Det ville virkelig være en stor Synd!" svarede jeg, og han studsede over Måden, jeg skal have sagt det på, og det indtog ham for mig, som Familien senere har fortalt mig. Personlig kendte han vel ikke Danserinden, sagde han, men han skulle alligevel nok give mig Brev til hende. Jeg fik det og syntes nu alt at have Lykkens Dør åben.


Min Moder pakkede en lille Bylt Klæder sammen, talte med Postkarlen, om jeg kunne følge med som blind Passager til København; det lod sig gøre, jeg skule kun betale tre Rigsdaler for hele Rejsen. Eftermiddagen, på hvilken jeg skulde afsted, kom endelig; min Moder fulgte mig bedrøvet ud af Porten; her stod gamle Farmor; i den sidste Tid var hendes smukke Hår blevet gråt, hun tog mig om Halsen, græd, uden at kunne sige et Ord; jeg var selv inderlig bedrøvet -så skiltes vi ad; jeg så hende aldrig mere; hun døde Året efter, - jeg ved ikke hendes Grav, hun ligger på de Fattiges Kirkegård.

Postillonen blæste, det var en dejlig Solskins Eftermiddag, og snart skinnede Solen ind i mit lette, barnlige Sind; jeg glædede mig over alt det Nye, jeg så, og jeg rejste jo mine Længslers Mål i møde; men da jeg ved Nyborg kom ud på det store Bælt, og Skibet sejlede fra min Fødeø, følte jeg ret hvor ene og forladt jeg var, og at jeg ingen Anden havde end Gud i Himlen. – Så snart jeg betrådte Land i Sjælland, gik jeg om bag et Skur ved Strandbredden, faldt på mine Knæ og bad Gud at hjælpe og ledsage mig; jeg følte mig trøstet derved, stolede så fast på Gud og min Lykke - og så kørte jeg hele Dagen og den næste Nat gennem Stæder og Landsbyer; ensom stod jeg ved Vognen og spiste mit Stykke Brød, medens Ompakningen skete; Alt var mig så fremmed, jeg syntes, at jeg var langt ude i den vide Verden.
 

 

Mit Livs Eventyr, Kap. I

Skole-forum.dk

 

 

Tilbage