DEN LYSE VEJ TIL HIMLEN

 

Af

 

Per Jespersen

 

 

1. På diget

 

Vinden blæste varmt fra sydøst, den første rigtige varme dag i år. Græsset på diget stod frodigt og grønt, og de store kvægflokke gumlede på marken i en sær rolig og halvt uvir­kelig fredfyldthed.

Det flade marskland lå som uendelige vidder og strakte sig, så langt øjet rakte mod øst og blev borte i en sommer­dis, der gjorde hele stemningen endnu mere uvirkelig.

De to unge stillede deres cykler op ad lågen nedenfor diget. Han smilede til hende, et smil der gemte på mange års kendskab til pigen, og hun svarede med et næsten usyn­ligt glimt i øjet.

Sveden perlede på panden, jorden duftede og det lød, som var der tusind lærker over deres hoveder.

»Vi må springe over hegnet,« sagde Stephan.

»Det er ikke nødvendigt.« Rikke stod ved den store, brede låge, der gik over katastrofevejen på østsiden af diget. »Den er ikke låst.«

»Det forstår jeg ikke,« sagde han. »Hvad skal alle de låger så til for? Det er en katastrofevej, der må ikke komme biler ind her. Lågen skal være låst.«

Hun smilede. »Du vil altid have, at alting skal være i orden. Du må vænne dig til, at der er så meget, mennesker ikke tænker på.«

»Det kan jeg ikke vænne mig til.«

De tog hinandens hænder og gik op ad diget. »Det er Sønderjyllands største bjerg,« sagde hun og lo.

»Det skal bestiges,« lo han tilbage og løb med hende, til de stod på digekronen. Så halvt løb de ned på vestsiden. Her var læ og stegende hedt, og det lave græs tog imod dem, som havde det ventet netop på de to.

De åbnede taskerne og fandt sodavand og mad frem. Forlandet åbnede sig for dem i al dets forunderlige vidde. Viber og præstekraver pilede af sted i græsset ved digefo­den. Tusinder af fugleøjne vågede på dem, mens de døgn­gamle dun bolde trykkede sig mod jorden, som var hundre­der af rovfugle i luften over dem.

De spiste. Lagde sig i græsset og stirrede op i det uende­lige blå, fulgte en enlig lærke med øjnene, til lyset fik deres øjne til at løbe i vand. De følte begge en lykkelig befrielse efter den lange cykeltur over det halve Sønderjylland fra det frodige Midtland, hvor de boede, og helt til dette forun­derlige digerige, hvor der ikke så ud til at have været men­nesker i årevis.

Pludselig begyndte Rikke at le. Hun rejste sig og lo, så selv præstekraverne lidt borte måtte undre sig og skærpe sanserne yderligere.

»Du ler,« sagde han. »Det er længe siden.«

»Det er længere siden med dig.«

»Jeg har læst til eksamen, så jeg var helt blå i hovedet.«  

    »Netop - det er det, der er så komisk. For mens vi har puklet med latin og engelsk og historie ---«

»Ja, ja, jeg ved, hvad du mener. Imens har græsset og fuglene levet her ganske uanfægtet.«

De kendte hinandens tanker. Ofte gjorde de ikke deres sætninger færdige; modparten vidste altid besked. Næsten som et par tvillinger, der kendte hinandens tanker, næsten før de var tænkt.

»Menneskelivet er alvorligt,« sagde Stephan.

»Som om marsken ikke var ligeglad,« lo hun.

»Hvad kender du til marsken?«

»Nok til, at det er herligt at ligge her sammen med dig.«

»Det var ikke sådan, jeg mente.

»Ja, du tænker som en videnskabsmand. Lad dog alt det passe sig selv. Hold mig i hånden.«

»Nu igen!«

»Nej nu --- « lo hun og løb i kåde spring ud over for­ landet.

Stephan satte efter hende. Rikke løb alt, hvad hun kunne.

Fårene sprang til alle sider, viberne tog på vingerne og slog i hidsige slag ned over de to unge, mens præstekraver­ne satte ind bag de nærmeste græsduske.

Stephan kunne næsten ikke indhente hende, men en stor og på det nærmeste usynlig grøft kom på tværs og spærre­de Rikke vejen. Hun var lige ved at dumpe i, da hun satte tilbage med et spjæt.

I mudderet lå et dødt får, halvt begravet i det klæbrige mudder.

»Den er død,« råbte hun.

»Ja, jeg elsker dig.«

»Gud, hvor blev jeg bange.«

»Vidste du det ikke?«

»Det er fåret, jeg mener.«

Han tog hendes hånd. »Det er sært - der ligger det bare - lige siden i vinter.«

»Det er uhyggeligt,« sagde hun og gøs.

»Og alligevel elsker jeg dig,« sagde han.

Hun lo. »Der har været tusinder af anledninger, hvor du kunne have sagt det, og så skal det komme lige foran et lig fra sidste vinter.« Hun tvang sig ud af ham og løb tilbage mod diget - op mod vinden - op mod varmen og mod friheden, der var overalt, fordi eksamen og alt det alvorlige var overstået.

Stephan satte efter hende, men nåede hende først på di­get. De smed sig og prustede ud og trykkede sig mod jor­den, der var lun af dagens sol.

Jeg mente det,« sagde han.

»Det ved jeg,« sagde Rikke og trykkede hans hånd.

 

 

 

2. Ruinen

 

Mod aften lagde vinden sig som altid på de varme dage. De to unge cyklede med en lun aftenbrise imod sig --- ind mod mørket, der langsomt kom fra øst, hvor himlen luede violet over den disede horisont.

De sagde ikke noget, mens de cyklede med hinanden i hånden, svingede med armene og skiftedes til at trække hinanden.

Landet blev mere frodigt, som de kom frem, og den sæ­re, uvirkelige stemning fra marsken afløstes af levende hegn med duftende, hvidblomstrede tjørn og hyldebuske. Græsset tegnede sig dybgrønt langs vejen, og den gamle ruin skimtedes bag de knudrede bøgetræer.

»Vi tager ikke hjem i dag,« sagde Rikke.

»Nej, det haster ikke. Vi finder et sted at overnatte.«

»Oppe på den gamle borg der?« Rikke lo.

»Ja, hvorfor ikke?« Hvorfor ikke overnatte i ruinen, der havde ligget her i århundreder uden at se andet end turister og tilfældige søndagsgæster? »Denne vej,« sagde Stephan og drejede op ad den smalle sidevej.

De satte cyklerne op ad et lille træ. Tog en trøje på, selv­om natten var lun, og gik hånd i hånd op mod ruinen.

De store bjørnekloplanter rejste sig så ranke som alterlys mod himlen, mens de store, hvide blomsterskærme lyste i det tiltagende mørke. Himlen var endnu lys mod vest, mens ruinmuren tegnede sig kulsort mod det rosa lys.

»Jeg kan næsten se en vagt deroppe,« lo Rikke. »Du må beskytte mig!«

»Meget morsomt,« sagde Stephan.

»Nej, jeg mener det. Jeg er bange.«

»Selvfølgelig - det spøger her,« sagde han drillende. »Den gamle ridder går igen nat efter nat, og om et øjeblik svæver elverpigerne hen over græsset.«

Rikke satte sig på en stump mur. »Vi vil ikke overnatte her, vel?«

»Du er jo bange - eller skulle jeg ikke have sagt det?«

»Jo, så forsvinder det igen.«

De sad lidt uden at sige noget. Alt var så stille. Vinden havde lagt sig, og Stephan syntes, at han kunne høre Rik­kes pulsslag, men det var vel bare indbildning.

»Så er vores ungdom forbi,« sagde han. Det lød dumt; sikke noget sludder at sige! Og Rikkes reaktion udeblev heller ikke: »Den skal først til at begynde - i hvert fald for mig.«

Et lille stænk af jalousi skød op i ham. Det lød, som om Rikke ville til at leve det helt vilde liv, nu hvor skole og pligter var forbi for at stykke tid.

»Jeg vil aldrig være gammel,« sagde hun. »Aldrig. Det skulle forbydes at blive gamme1.«

Der var ved at vokse noget op imellem dem. Stephan følte det som klumper i brystet og søgte at skyde det fra sig, men mærkede igen, at et eller andet fremmed havde tag i ham.

Hvorfor var de taget på denne cykeltur alene? De havde aldrig snakket om det; de vidste begge, at nu var hele ek­samenshysteriet overstået for dem begge - de skulle bare af sted. Der var i grunden så meget, de aldrig sagde til hin­anden, men som de alligevel vidste begge to. Det kom sig nok af, at de havde været legekammerater helt, fra de var ganske små. De var vokset op med hinanden - og ind i hinanden.

Det var måske derfor, han kom til at sige, at han elskede hende derude på diget.

»Sig det igen,« sagde Rikke og lagde hånden på hans skulder.

»Nej, her lyder det dumt,« sagde han varsomt. »Jeg vil hellere fortælle dig om ruinens historie.«

»Du er god til stemninger, må jeg sige. Kom så, vi skal videre.«

»Hvorhen?«

»Vi må finde et sted at overnatte.«

»Hvor?«

»Det var da sært, så ubeslutsom, du pludselig er blevet.«

»Kvinder skal bestemme,« sagde han. Det lød helt tosset - næsten malplaceret, men han fortsatte: »Det gør de alli­gevel, når det kommer til stykket!«

De rejste sig og gik ned mod cyklerne.

»Jeg gider ikke høre på det sludder,« sagde Rikke. Hun lagde armen om hans skulder og hviskede i hans øre: »Hvis du ikke vil, så vil jeg.«

»Vil hvad?«

»Det ved du. Denne tur skal blive den bedste i hele mit liv.«

De steg på cyklerne og kørte langsomt videre ind i lan­det.

»Du fik ikke sagt det, du ville,« drillede Stephan.

»Det er lige meget nu,« sagde hun.

 

 

 

3. Den gamle mølle

 

Det var helt mørkt nu, mens de cyklede videre mod øst. Enkelte biler susede forbi; deres skarpe lys fejede ind over de mørke marker, som ville det vække de sovende dyr. En­kelte bilister dyttede sommerkåde til de to unge.

»Vi tager ikke hjem i nat,« sagde Rikke.

»Der er ellers ikke særlig langt. Tredive kilometer. Det er ingenting for en stærk pige.«

»Nu er du dum. Jeg kunne cykle hjem flere gange, hvis jeg ville.«

De kørte forbi en gammel gård og kunne høre dyrene bevæge sig i stalden.

»Sært, at han ikke har køerne ude,« sagde han.

»Åh, hvor du spekulerer. Det er jo kun lige blevet rigtig sommer, og for resten kan det være lige meget. Lad os standse her, det er et godt sted.«

»Jeg kan ikke se noget. Skal vi sove i grøften?«

»Ja, hvorfor ikke,« lo hun. »Men der er nu en gammel mølle.«

Han stirrede ind i mørket syd for vejen. En stor, kuppel­formet bygning dukkede frem - jo, det var vist en gammel mølle.

»Der ser du,« sagde Rikke. »Du skal have briller.«

»Natbriller,« lo han.

De trak med cyklerne op ad den grusede vej. Hun stille­de sin cykel på baghjulet, så lygten kunne lyse på møllen og indgangen.

»Hvor er du praktisk. Der er vist mere i dig, end man skulle tro.«

»Det har ikke noget med det at gøre. Kom, vi går ind.«

De trak cyklerne med ind og stillede dem op ad væggen indenfor. Der lugtede surt af jord og halvrådden halm. En ældgammel mølle, der ikke havde været i brug i årtier - et symbol på moderne og uhåndterlige tider.

»Hvorfor mon de ikke har revet den ned?« sagde Ste­phan.

Rikke svarede ikke. Han kaldte igen - men fik intet svar - men hørte så en svag puslen i den modsatte side og gik efter lyden.

»Rikke!«

»Her er frisk halm,« sagde hun. »Kom!«

Han gik efter lyden og følte pludselig sine fødder drukne i halm. »Hvor er du?«

»Her.«

Han ravede rundt som i blinde, men efterhånden vænne­de øjnene sig til det dumpe lys. Han blev stående og skim­tede nu Rikkes lyse hår, der siede det sparsomme lys. Hun var blevet en stærk pige - egentlig stærkere end han selv, og det var netop det, han godt kunne lide. Når man selv var svag, var det rigtigt at møde menneskelig styrke i andre.

Det havde i grunden altid været sådan, lige fra de var helt små - ja, helt fra den dag, hvor Rikke kom op til deres gård første gang og spurgte, om han kunne lege. Hun havde sagt det med en frimodighed, som han aldrig siden kunne komme udenom. Det havde altid været sådan; og alligevel var det anderledes i dag - helt anderledes.

»Er du faldet i staver?« spurgte hun. Hendes stemme var blød som halmen, de stod i.

Han kom til sig selv igen og gik hen i mod hende.

»Og du tror ikke, at de bliver urolige derhjemme?«

»Vi ringer i morgen. Nu vil vi være os selv.«

De lagde sig i halmen og stirrede op i mørket. Helt der­ op, hvor de store møllehjul engang havde arbejdet. Rum­met havde været fuldt af melstøv og svedte kroppe i hvidt lærredstøj. Nu lå det hele bare her til ingen nytte.

De lagde lidt halm over sig og lå og lyttede til hinandens åndedræt.

»Ved du, hvad jeg tror,« sagde hun. »Jeg tror, at alting her i livet passer sammen på en eller anden mærkelig måde.«

»Hvordan?«

»Det ved jeg ikke. Der er sammenhæng i alting.«

»Også imellem dig og mig?«

Hvad var nu det? Var det alligevel mere alvorligt med Rikke og ham, end han havde vidst for bare en halv dag siden? Kendte de hinanden så godt, at---.

»Det ved du,« sagde hun. »Men det er første gang, vi sover l samme rum.«

»Er det en bekræftelse?«

Hvad var det for ord, han pludselig brugte? Var han sig selv - eller var det hele bare en drøm af uvirkelighed?

»Det må du om,« sagde Rikke.

»Hvad mener du?«

»Nu sover vi,« sagde hun prosaisk. »Det bliver snart lyst. Jeg vil ud og opleve en morgen på landet.«

»Det kender du hjemmefra.«

»Det er noget andet på et nyt sted. Sammen med dig.«

»Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro.«

»Ingenting. Du skal bare opleve. Og lige nu tilbringer vi to natten i en gammel forladt mølle. Det er det hele.«

»Du er svær at blive klog på.«

»Tror du, at du er bedre?«

Tankerne myldrede og blandede sig med den uforligne­lige sommerduft, der trængte ind til dem udefra. Møllen stod over dem som et vartegn og anerkendelse af noget, der endnu ikke havde vokset sig helt sikkert og erkendbart.

»Vi ses efter søvnen,« sagde hun stille.

Han tog hendes hånd. »Vi ses.«

 

 

 

4. Johannes

 

»Hvad laver I her?« En dyb og hvas stemme rev de to unge ud af søvnen.

De gned øjnene og stirrede mod mølledøren. Det var sol­skin udenfor, så vidt de kunne se for den kraftige, ludende skikkelse, der næsten fyldte hele dørhullet.

»Hvad pokker bestiller I her?«

»Vi har bare overnattet,« sagde Rikke.

»I min mølle?«

»Den så ikke ud til at være beboet,« sagde Stephan.

Den store, tunge skikkelse gik ind og nærmede sig de to unge. De rejste sig forfjamsket og børstede halmen af tøjet.

»Det er den heller ikke; men den er ikke hver mands eje, at I ved det.«

»Selvfølgelig. Vi skal nok forsvinde,« sagde Stephan.

»Det var mørkt, da vi kom,« sagde Rikke. »Vi var trætte  og ville ikke cykle længere.«

»Ja, det er godt med jer.« Manden rakte hånden frem.

»Jeg hedder Johannes. Morgenmaden er serveret.«

De to unge måbede.

»Ja, ja, når man har liggende gæster, serverer man også morgencomplet, ikke sandt?«

De vidste snart ikke, hvad de skulle tro. De fremstammede en undskyldning og fik sagt, at det sandelig ikke var nødvendigt, at de skulle vartes op.«

»Man forlader ikke en mands ejendom på tom mave.« sagde Johannes. »Det er gården lige derovre.«

Johannes vendte sig og forsvandt ud i sollyset. Rikke og Stephan stirrede på hinanden og gav sig til at le.

»Findes der virkelig sådan nogle mennesker?«

»I hvert fald een.«

»Har du en kam?« spurgte Rikke.

»Ja.« Stephan rodede i sine baglommer og fandt en kam. »Skal du smukkeseres?«

»Det er sandelig også for din skyld,« sagde Rikke.

»Mon dog?«

Stephan gik mod dørhullet og ud i solen. Lyset var så stærkt og kraftigt, at de få træer stod som en hel sommers frodighed omkring dem. Det duftede af sommer og lykke overalt. Lykken kom vist fra ham selv. Han følte sig som et andet menneske, hvor alting var nyt, og hvor alting kunne ske. Som nu med den mærkelige Johannes, der pludselig blandede sig ind i deres liv. Eller det var måske dem, der var rendt ind i Johannes' cirkler? Det var det vist. Stephan vendte om for at hente Rikke og mødte hende i døren. En sød duft stod omkring ham, og han vidste, at der var noget helt nyt imellem dem. Det var, som om gamle vaner var revet op, og som om alting endnu var helt nyt.

Rikke standsede. »Er jeg køn nok til at gå på morgenvi­sit?«

Han lagde hånden om hendes lyse hår og mærkede en luende varme stå ud fra hende.

»Så er det nu,« sagde Rikke.

Stephan svarede ikke.

»Nu og lige nu,« sagde hun og gav ham et kys på panden.

»Alting passer sammen,« hviskede han.

»Selvfølgelig. Det har du altid vidst, mens du har ladet mig bestemme det hele.«

»Gammel vane,« sagde han og fik hende til at le, så hun næsten ikke kunne holde op.

»Kom så,« sagde hun. »Nu går vi på morgenbesøg hos Johannes som et par nyforlovede.

 For den sags skyld kunne vi såmænd gifte os på hjemvejen.«

»Måske skulle vi vente et par dage,« sagde han tørt.

»Kom så - Johannes bliver utålmodig.«

 

 

 

5. Alting passer sammen

 

Johannes stod i døren til gården, da de kom. Stor og bred var han, med et kraftigt skæg og langt, gråhvidt hår. Pan­den sprang frem over øjnene, så han fik et stærkt og allige­vel tillidsvækkende udseende.

Rikke og Stephan gik med hinanden i hånden, hver i de­res tanker både om den mærkelige mand og deres indbyr­des forhold.

Stephan følte sig næsten svimmel, da han kunne mærke Rikkes pulsslag i sin egen hånd. De havde kendt hinanden i femten år og havde aldrig haft hinanden i hånden. De hav­de heller aldrig leget forbudte lege eller gjort noget, der kunne tyde på et forhold. I grunden havde de på en eller anden prosaisk måde bare ikke kunnet undvære hinanden. Netop derfor var deres forhold stærkere, tænkte han. Net­op derfor kom dette nye som en selvfølge - men en selv­følge, der med ét ændrede alt.

»Kom indenfor,« sagde Johannes. »Min kone - hun hed­der Sine - hun har gjort alt klar.«

De gik ind og mærkede straks duften af kaffe og varmt, nybagt brød. I stuen stod Sine - en stærk og fyldig kone i bare arme og med halstørklæde om hovedet. Hun så ud, som om hun allerede havde arbejdet en halv dag, mens de havde ligget og sovet i møllen.

»Værsågod - sæt jeg ned.« Hun pegede på to stole langs siden af bordet. »Bordenden er til Johannes - der føler han sig bedst tilpas,« sagde hun og smilede indforstået.

De satte sig og følte sig som et par små børn, der for første gang skulle spise med kniv og gaffel.

Johannes gik med store, hjemmevante skridt mod bord­enden og satte sig. »Tag nu for jer!«

Sine skænkede kaffe, Johannes smurte et stykke tomme­tykt brød, og alting føltes, som om de to voksne mennesker altid havde et par nye gæster om morgenen.

»Nå, har I sovet godt?« spurgte Johannes.

»Hvornår vidste du egentlig, at vi var der?«

Ja, det kunne I lide at vide.«

»Johannes går altid en runde, før vi går til sengs,« sagde Sine.

»Ved midnatstid. Da er luften så dejlig.«

Rikke rødmede og trykkede Stephans hånd.

Johannes så det igennem øjenkrogen. »Bare rolig. Jeg lytter ikke. Jeg blev faktisk så glad for, at min gamle mølle havde fået besøg. Der har ikke været liv i den i mange år.«

De spiste, drak kaffe, sludrede om løst og fast og følte sig tilpas. Stephan tænkte et øjeblik på, at de to voksne måske aldrig havde gæster, og at det var derfor, de havde grebet chancen. Måske var de ensomme.

Men han opdagede hurtigt, ved at se sig om i stuen, at sådan var det ikke fat. Her så ud, som om der kom mange mennesker hver dag.

Sine sagde ikke mange ord. Man mærkede, at det var en kvinde med interesser ikke bare i hjemmet, men også uden­for. Der var noget stout ved hende - noget håndfast midt i den smilende velvilje og gæstfrihed.

»Nå,« sagde Johannes og tørrede munden med bagsiden af hånden. »Hvor har I så været henne?«

»På cykeltur,« sagde Rikke.

»Vi er lige blevet færdige med eksamen, og så ville vi ud og nyde friheden.«

»På diget altså?«

»Hvor kunne du vide det?«

»I kom vestfra. Ja, der er skønt på Ballumdiget - skøn­nere end andre steder i verden. Og hvad skal I så nu ­- hjem?«

De to unge så på hinanden. Det var ligesom Johannes foregreb noget, som de ikke selv havde gennemtænkt end­nu. De var endnu i den umiddelbare stemning, hvor hvert lille øjeblik var helt nyt og levede et liv helt for sig selv.

»Det har vi ikke planlagt endnu,« sagde Stephan.

»Hvor kommer I fra?« Det var Sine, der brød ind.

Det kunne se ud som nysgerrighed, men var en levende interesse for andre mennesker.

»Fra Midtlandet.«

»Aha, der tjente jeg som ung,« sagde Johannes. »Men jeg savnede nu vestkysten, blæsten og den høje himmel.«

Alting passer sammen, tænkte Rikke og blinkede til Stephan. Hun vidste, at de om lidt ville spørge, hvem deres forældre var, så hun kunne ligeså godt selv begynde. .

»Min far har en gård.«

Johannes nikkede anerkendende. »Og han hedder?«

  »Henrik Hansen. Han ---«

»Vent lidt - ham har jeg hørt om. Han er formand for foredragsforeningen, ikke?«

Rikke nikkede. »Jeg ved ikke så meget om det.«

»Det burde du vide noget om! Det betyder meget for landsdelen, at vi har sådan nogle som din far. Det kniber lidt herude vestpå, synes jeg nok.«

Rikke vovede at gætte. »Jamen, din kone - hun sætter da en masse i gang.«

»Du har øjnene med dig! Jo, vi prøver, men det er sejt.«

Stephan var påfaldende tavs. Rikke fandt hans hånd un­der borddugen. Han smilede til hende med tavse øjne.

»Og du, kommer du samme sted fra. For I har da vist gået i skole sammen.«

»Nej,« sagde Stephan. »Vi er bare legekammerater.«

»Legekammerater! Det er et par store legebørn!« Jo­hannes grinede og slog i bordet.

Stephan følte pludselig, at atmosfæren var ændret. » Min far har også en gård. Den ligger lidt fra Rikkes gård.«

Sine skænkede og listede i køkkenet. Johannes ville vide, hvad Stephans far hed.

»Thomas Lorenzen.«

Et øjeblik blev der stille og iskoldt i stuen. Man kunne næsten høre fødderne knirke på gulvet, og Stephan mærkede et strøg af uvenlighed. Johannes stirrede ud af vinduet - noget, der tydeligt ikke var hans vane. Situationen var ubestemmelig, og stemningen af uforpligtethed forsvandt.

Johannes måtte sige noget. »Jeg synes jo nok, at der var noget med jeres sprog. Ja ja, der findes så mange slags sønderjysk.« Johannes søgte at dække over en forlegenhed, som en mand af hans type kun sjældent kom i.

Rikke løste situationen. Hun rejste sig og sagde: »Vi si­ger mange tusind tak for jeres gæstfrihed. Og undskyld, at vi brød ind i din mølle.«

»Ja, undskyld,« fik Stephan frem.

»Men det er den bedste mølle, jeg nogensinde har sovet i,« ivrede Rikke og følte, at hun næsten overspillede rollen lige nu.

De stak hånden frem mod Johannes som farvel. Gik mod køkkenet og råbte farvel til Sine.

»Kik ind en anden gang,« sagde Johannes fra døren, mens de to unge gik op mod møllen efter cyklerne.

Da de stod inde i mørket, sagde Stephan: »Rikke, det - «

Rikke tog hans hoved mellem sine hænder og kyssede ham. »Det er ikke alt, man snakker om,« sagde hun.

 

 

 

6. Det sønderjyske

 

  Solen varmede over landskabet. Alting groede og gryede omkring de unge, mens de cyklede videre ind i landet. De fulgte ikke de store landeveje, men kørte igennem de mind­ste landsbyer og ad snoede småveje.

»Du siger ikke noget,« sagde Rikke forsigtigt.

»Det duer ikke lige nu. Man kan snakke tingene ihjel.

Det var det, du mente, ikke?«

»Man kan også tie dem ihjel,« sagde hun.

»Der er noget, jeg ikke forstår,« sagde han lidt efter.

»Det er du ikke ene om. Selv de voksne kan ikke finde ud af det. Men de er gode til at lade som om de har greb om det hele.«

»Jeg har aldrig hørt dig så kritisk før.«

»Det har jeg lært i morges.«

Lærkerne sang over de grønne marker. Himmelvendte tonestrøg højt over deres hoveder - den rene sang, som gør en sommerdag til et uforglemmeligt minde.

Stephan prøvede med sig selv at fremtvinge den piblende glæde, han havde haft i går, men de tunge tanker pressede sig på uden at kunne finde udtryk.

»Er der noget i vejen med mit sprog?« spurgte han plud­selig.

»Hvad så med mit?« sagde Rikke.

»Vi snakker vel sønderjysk, gør vi ikke?«

»Jo, eller også snakker vi rigsdansk, eller frisisk eller tysk.«

Rikke standsede og holdt Stephan tilbage med hånden. »Og ved du hvad - jeg er i det mindste ligeglad. Om jeg så er den eneste i denne landsdel, der er ligeglad, så er jeg det med hud og hår.«

»Jeg kender dig slet ikke igen, Rikke. Vi ringer hjem og siger, at vi ikke kommer de første par dage!«

»Hvorfor nu pludselig det?«

»Det ved du godt - eller gør du?«

»Godt, jeg ved det. Vi skal være færdige med det her. Vi skal være voksne først.«

Stephan smilede for første gang efter morgenmaden hos Johannes og Sine. »Det kan man blive på så mange må­der.«

»Jeg er ikke af den slags, at du ved det.« Hun lo oprigtigt, glad. »Og det siger jeg kun, fordi du er glad igen. Jeg kan ikke være rigtig mig selv, hvis du ikke er med i det.«

»Alting hører sammen,« sagde han stille og kyssede hende. De stod lidt, mens solen varmede. Et øjeblik følte Stephan det, som selv lærkesangen med eet hørte op, mens glæden fra i går piblede op i ham. Nu var alt ægte og rigt, fordi Rikke var med i det.

»Det kan godt være, at vi skulle køre over Tønder for at se på et par guldringe.« Han grinede og Rikke svarede:

»Vi kan da tage guldhornene. Vi er lige kommet forbi. Jeg vil love dig, at far bliver helt ellevild. Han går sådan op i de guldhorn, at han i flere dage ikke snakker om andet.«

Stephan slap hende, og et rødt mørke styrtede sammen inde i ham.

»Sagde jeg noget forkert? Ja, det gjorde jeg vist. Jeg tænkte slet ikke på den måde, Stephan. Jeg synes bare, at det er så åndssvagt, at han går op i det gamle bras. Jeg er ligeglad med guldhorn og alt muligt nationalt.«

Stephan tog hende hårdt i armen. »Sæt dig - her i grøf­ten. Nu skal vi snakke om det her!«

Rikke satte sig villigt. Hun tog om hans hår og hviskede: »Stephan, nu skal vi til at passe på, at vi ikke går for vidt med vores snakken.«

»Hvad mener du?«

»Det er de voksne, der har de problemer - ikke os.«

»Er du sikker?«

»Ja, jeg er helt sikker.«

»Jeg misunder dig.«

»Det er gensidigt.«

»Sludder. Du er altid så sikker. Og jeg er kun sikker på noget, når du har bekræftet det.«

»Det er rene ord for pengene,« hviskede hun. »Kom, lad os lægge os og se lige op i himlen. Lad os ligge rigtig længe og prøve at smide alle dumme tanker ud. Hvis der så allige­vel bliver et par ting tilbage - så snakker vi om det.«

Stephan trak hende ind til sig og så hende forelsket i øj­nene. Dybt derinde spejlede himlen sig med de snehvide klodeskyer - skyer, hvis lige man kunne se overalt i verden. Måske var alle menneskelige fortrædeligheder bare et skin - et bedrag, som naturen og sommeren og alt det gode og det ligetil var upåvirkede af.

»Jeg kan se himlen i dine øjne,« sagde han.

»Og jeg ser en uro i dine. Du tænker for meget.«

»Det er fordi andre mennesker forstyrrer os hele tiden. Der skal bare være dig og mig og ingen andre.«

»Skal vi ikke have børn, da?«

»Først ringene i Tønder,« sagde han og lo, så det kunne høres viden om.

De lå lidt og lod latteren tage dem og gøre hele verden vidunderlig tvangfri.

Pludselig sagde Stephan: »Hvad er i grunden nationali­tet?«

»Gud, hvor er du prosaisk igen. Jeg ved det ikke.«

»Der var en eller anden lærer, vi havde som vikar. Han talte om nationalitet og nationalisme og hvad ved jeg. Jeg forstår ikke et muk af det.«

»Heller ikke jeg.« Hun rejste sig. »Nu er det Tønder, det gælder. Og ringen!«

»Så ringer vi fra Tønder.«

»Det var ikke det, jeg mente.«

»Godt, så ser vi på dem. Ingen købetvang, så vidt jeg ved. Jeg elsker dig helt uden ringe!«

»Nu sagde du det!« råbte hun.

 

 

 

7. En verden i kærlighed

 

Det var hen på eftermiddagen, og Rikke og Stephan var langt inde i den sydlige del af Midtlandet efter besøget i Tønder. De havde vandret op og ned ad gågaden og havde skiftedes til at se på de to guldsmedes vinduer. De havde moret sig med at se på ringe - de allerdyreste, og var kom­met til at le af deres halvmente barnagtighed og var løbet efter hinanden til stor undren for de forbipasserende.

På torvet spiste de pølser og morede sig over de mange typer, der gik på gaden omkring dem. Den travle bank­mand - den altfor huslige husmor, der var nede at købe ind for femte gang - de halvbeskidte unger, der frækt cyklede op og ned ad gågaden - den ærværdige overlæge, der span­kulerede forbi i ophøjet elegance - den fløjlsbukseklædte journalist, der gik som en skolelærer - de unge seminari­ster, der så ud til at være besat af ølhunger og rød radikalis­me. De var helt fortabte i dette byliv, indtil Rikke pludselig havde sagt, at de skulle huske at ringe hjem.

De fløj ind i telefonboksen på torvet og ringede til Stephans far. Grinende fortalte Stephan, at de ikke kom hjem de første par dage, og at det godt kunne være, at de vendte nygifte hjem. Og Rikke ringede til sin bekymrede mor og meddelte, at måske kom hun ikke hjem før hen på vinteren, når penge og humør var sluppet op.

Gad vide, hvad de tænkte derhjemme på de to store gårde, sagde de til hinanden. Men de følte sig så løsslupne over, at den gamle forelskede stemning brusede og boblede i dem begge.

Nu kørte de langt borte fra bylivet. Med hinanden i hån­den, som det var blevet vane på denne tur, der var ved at udvikle sig til et opgør med barndommen, ungdommen og alt det, der skjulte sig i deres sind, men som aldrig havde haft en chance for forløsning.

De anede begge to, at de næste par dage ville bringe me­re af samme slags selvransagelse, men på en måde glædede de sig til det; på en måde var det frydende glæde at smyge ungdommen af sig og glide ind i et voksent forhold til al­ting.