DEN LYSE VEJ TIL HIMLEN

 

Af

 

Per Jespersen

 

 

1. På diget

 

Vinden blæste varmt fra sydøst, den første rigtige varme dag i år. Græsset på diget stod frodigt og grønt, og de store kvægflokke gumlede på marken i en sær rolig og halvt uvir­kelig fredfyldthed.

Det flade marskland lå som uendelige vidder og strakte sig, så langt øjet rakte mod øst og blev borte i en sommer­dis, der gjorde hele stemningen endnu mere uvirkelig.

De to unge stillede deres cykler op ad lågen nedenfor diget. Han smilede til hende, et smil der gemte på mange års kendskab til pigen, og hun svarede med et næsten usyn­ligt glimt i øjet.

Sveden perlede på panden, jorden duftede og det lød, som var der tusind lærker over deres hoveder.

»Vi må springe over hegnet,« sagde Stephan.

»Det er ikke nødvendigt.« Rikke stod ved den store, brede låge, der gik over katastrofevejen på østsiden af diget. »Den er ikke låst.«

»Det forstår jeg ikke,« sagde han. »Hvad skal alle de låger så til for? Det er en katastrofevej, der må ikke komme biler ind her. Lågen skal være låst.«

Hun smilede. »Du vil altid have, at alting skal være i orden. Du må vænne dig til, at der er så meget, mennesker ikke tænker på.«

»Det kan jeg ikke vænne mig til.«

De tog hinandens hænder og gik op ad diget. »Det er Sønderjyllands største bjerg,« sagde hun og lo.

»Det skal bestiges,« lo han tilbage og løb med hende, til de stod på digekronen. Så halvt løb de ned på vestsiden. Her var læ og stegende hedt, og det lave græs tog imod dem, som havde det ventet netop på de to.

De åbnede taskerne og fandt sodavand og mad frem. Forlandet åbnede sig for dem i al dets forunderlige vidde. Viber og præstekraver pilede af sted i græsset ved digefo­den. Tusinder af fugleøjne vågede på dem, mens de døgn­gamle dun bolde trykkede sig mod jorden, som var hundre­der af rovfugle i luften over dem.

De spiste. Lagde sig i græsset og stirrede op i det uende­lige blå, fulgte en enlig lærke med øjnene, til lyset fik deres øjne til at løbe i vand. De følte begge en lykkelig befrielse efter den lange cykeltur over det halve Sønderjylland fra det frodige Midtland, hvor de boede, og helt til dette forun­derlige digerige, hvor der ikke så ud til at have været men­nesker i årevis.

Pludselig begyndte Rikke at le. Hun rejste sig og lo, så selv præstekraverne lidt borte måtte undre sig og skærpe sanserne yderligere.

»Du ler,« sagde han. »Det er længe siden.«

»Det er længere siden med dig.«

»Jeg har læst til eksamen, så jeg var helt blå i hovedet.«  

    »Netop - det er det, der er så komisk. For mens vi har puklet med latin og engelsk og historie ---«

»Ja, ja, jeg ved, hvad du mener. Imens har græsset og fuglene levet her ganske uanfægtet.«

De kendte hinandens tanker. Ofte gjorde de ikke deres sætninger færdige; modparten vidste altid besked. Næsten som et par tvillinger, der kendte hinandens tanker, næsten før de var tænkt.

»Menneskelivet er alvorligt,« sagde Stephan.

»Som om marsken ikke var ligeglad,« lo hun.

»Hvad kender du til marsken?«

»Nok til, at det er herligt at ligge her sammen med dig.«

»Det var ikke sådan, jeg mente.

»Ja, du tænker som en videnskabsmand. Lad dog alt det passe sig selv. Hold mig i hånden.«

»Nu igen!«

»Nej nu --- « lo hun og løb i kåde spring ud over for­ landet.

Stephan satte efter hende. Rikke løb alt, hvad hun kunne.

Fårene sprang til alle sider, viberne tog på vingerne og slog i hidsige slag ned over de to unge, mens præstekraver­ne satte ind bag de nærmeste græsduske.

Stephan kunne næsten ikke indhente hende, men en stor og på det nærmeste usynlig grøft kom på tværs og spærre­de Rikke vejen. Hun var lige ved at dumpe i, da hun satte tilbage med et spjæt.

I mudderet lå et dødt får, halvt begravet i det klæbrige mudder.

»Den er død,« råbte hun.

»Ja, jeg elsker dig.«

»Gud, hvor blev jeg bange.«

»Vidste du det ikke?«

»Det er fåret, jeg mener.«

Han tog hendes hånd. »Det er sært - der ligger det bare - lige siden i vinter.«

»Det er uhyggeligt,« sagde hun og gøs.

»Og alligevel elsker jeg dig,« sagde han.

Hun lo. »Der har været tusinder af anledninger, hvor du kunne have sagt det, og så skal det komme lige foran et lig fra sidste vinter.« Hun tvang sig ud af ham og løb tilbage mod diget - op mod vinden - op mod varmen og mod friheden, der var overalt, fordi eksamen og alt det alvorlige var overstået.

Stephan satte efter hende, men nåede hende først på di­get. De smed sig og prustede ud og trykkede sig mod jor­den, der var lun af dagens sol.

Jeg mente det,« sagde han.

»Det ved jeg,« sagde Rikke og trykkede hans hånd.

 

 

 

2. Ruinen

 

Mod aften lagde vinden sig som altid på de varme dage. De to unge cyklede med en lun aftenbrise imod sig --- ind mod mørket, der langsomt kom fra øst, hvor himlen luede violet over den disede horisont.

De sagde ikke noget, mens de cyklede med hinanden i hånden, svingede med armene og skiftedes til at trække hinanden.

Landet blev mere frodigt, som de kom frem, og den sæ­re, uvirkelige stemning fra marsken afløstes af levende hegn med duftende, hvidblomstrede tjørn og hyldebuske. Græsset tegnede sig dybgrønt langs vejen, og den gamle ruin skimtedes bag de knudrede bøgetræer.

»Vi tager ikke hjem i dag,« sagde Rikke.

»Nej, det haster ikke. Vi finder et sted at overnatte.«

»Oppe på den gamle borg der?« Rikke lo.

»Ja, hvorfor ikke?« Hvorfor ikke overnatte i ruinen, der havde ligget her i århundreder uden at se andet end turister og tilfældige søndagsgæster? »Denne vej,« sagde Stephan og drejede op ad den smalle sidevej.

De satte cyklerne op ad et lille træ. Tog en trøje på, selv­om natten var lun, og gik hånd i hånd op mod ruinen.

De store bjørnekloplanter rejste sig så ranke som alterlys mod himlen, mens de store, hvide blomsterskærme lyste i det tiltagende mørke. Himlen var endnu lys mod vest, mens ruinmuren tegnede sig kulsort mod det rosa lys.

»Jeg kan næsten se en vagt deroppe,« lo Rikke. »Du må beskytte mig!«

»Meget morsomt,« sagde Stephan.

»Nej, jeg mener det. Jeg er bange.«

»Selvfølgelig - det spøger her,« sagde han drillende. »Den gamle ridder går igen nat efter nat, og om et øjeblik svæver elverpigerne hen over græsset.«

Rikke satte sig på en stump mur. »Vi vil ikke overnatte her, vel?«

»Du er jo bange - eller skulle jeg ikke have sagt det?«

»Jo, så forsvinder det igen.«

De sad lidt uden at sige noget. Alt var så stille. Vinden havde lagt sig, og Stephan syntes, at han kunne høre Rik­kes pulsslag, men det var vel bare indbildning.

»Så er vores ungdom forbi,« sagde han. Det lød dumt; sikke noget sludder at sige! Og Rikkes reaktion udeblev heller ikke: »Den skal først til at begynde - i hvert fald for mig.«

Et lille stænk af jalousi skød op i ham. Det lød, som om Rikke ville til at leve det helt vilde liv, nu hvor skole og pligter var forbi for at stykke tid.

»Jeg vil aldrig være gammel,« sagde hun. »Aldrig. Det skulle forbydes at blive gamme1.«

Der var ved at vokse noget op imellem dem. Stephan følte det som klumper i brystet og søgte at skyde det fra sig, men mærkede igen, at et eller andet fremmed havde tag i ham.

Hvorfor var de taget på denne cykeltur alene? De havde aldrig snakket om det; de vidste begge, at nu var hele ek­samenshysteriet overstået for dem begge - de skulle bare af sted. Der var i grunden så meget, de aldrig sagde til hin­anden, men som de alligevel vidste begge to. Det kom sig nok af, at de havde været legekammerater helt, fra de var ganske små. De var vokset op med hinanden - og ind i hinanden.

Det var måske derfor, han kom til at sige, at han elskede hende derude på diget.

»Sig det igen,« sagde Rikke og lagde hånden på hans skulder.

»Nej, her lyder det dumt,« sagde han varsomt. »Jeg vil hellere fortælle dig om ruinens historie.«

»Du er god til stemninger, må jeg sige. Kom så, vi skal videre.«

»Hvorhen?«

»Vi må finde et sted at overnatte.«

»Hvor?«

»Det var da sært, så ubeslutsom, du pludselig er blevet.«

»Kvinder skal bestemme,« sagde han. Det lød helt tosset - næsten malplaceret, men han fortsatte: »Det gør de alli­gevel, når det kommer til stykket!«

De rejste sig og gik ned mod cyklerne.

»Jeg gider ikke høre på det sludder,« sagde Rikke. Hun lagde armen om hans skulder og hviskede i hans øre: »Hvis du ikke vil, så vil jeg.«

»Vil hvad?«

»Det ved du. Denne tur skal blive den bedste i hele mit liv.«

De steg på cyklerne og kørte langsomt videre ind i lan­det.

»Du fik ikke sagt det, du ville,« drillede Stephan.

»Det er lige meget nu,« sagde hun.

 

 

 

3. Den gamle mølle

 

Det var helt mørkt nu, mens de cyklede videre mod øst. Enkelte biler susede forbi; deres skarpe lys fejede ind over de mørke marker, som ville det vække de sovende dyr. En­kelte bilister dyttede sommerkåde til de to unge.

»Vi tager ikke hjem i nat,« sagde Rikke.

»Der er ellers ikke særlig langt. Tredive kilometer. Det er ingenting for en stærk pige.«

»Nu er du dum. Jeg kunne cykle hjem flere gange, hvis jeg ville.«

De kørte forbi en gammel gård og kunne høre dyrene bevæge sig i stalden.

»Sært, at han ikke har køerne ude,« sagde han.

»Åh, hvor du spekulerer. Det er jo kun lige blevet rigtig sommer, og for resten kan det være lige meget. Lad os standse her, det er et godt sted.«

»Jeg kan ikke se noget. Skal vi sove i grøften?«

»Ja, hvorfor ikke,« lo hun. »Men der er nu en gammel mølle.«

Han stirrede ind i mørket syd for vejen. En stor, kuppel­formet bygning dukkede frem - jo, det var vist en gammel mølle.

»Der ser du,« sagde Rikke. »Du skal have briller.«

»Natbriller,« lo han.

De trak med cyklerne op ad den grusede vej. Hun stille­de sin cykel på baghjulet, så lygten kunne lyse på møllen og indgangen.

»Hvor er du praktisk. Der er vist mere i dig, end man skulle tro.«

»Det har ikke noget med det at gøre. Kom, vi går ind.«

De trak cyklerne med ind og stillede dem op ad væggen indenfor. Der lugtede surt af jord og halvrådden halm. En ældgammel mølle, der ikke havde været i brug i årtier - et symbol på moderne og uhåndterlige tider.

»Hvorfor mon de ikke har revet den ned?« sagde Ste­phan.

Rikke svarede ikke. Han kaldte igen - men fik intet svar - men hørte så en svag puslen i den modsatte side og gik efter lyden.

»Rikke!«

»Her er frisk halm,« sagde hun. »Kom!«

Han gik efter lyden og følte pludselig sine fødder drukne i halm. »Hvor er du?«

»Her.«

Han ravede rundt som i blinde, men efterhånden vænne­de øjnene sig til det dumpe lys. Han blev stående og skim­tede nu Rikkes lyse hår, der siede det sparsomme lys. Hun var blevet en stærk pige - egentlig stærkere end han selv, og det var netop det, han godt kunne lide. Når man selv var svag, var det rigtigt at møde menneskelig styrke i andre.

Det havde i grunden altid været sådan, lige fra de var helt små - ja, helt fra den dag, hvor Rikke kom op til deres gård første gang og spurgte, om han kunne lege. Hun havde sagt det med en frimodighed, som han aldrig siden kunne komme udenom. Det havde altid været sådan; og alligevel var det anderledes i dag - helt anderledes.

»Er du faldet i staver?« spurgte hun. Hendes stemme var blød som halmen, de stod i.

Han kom til sig selv igen og gik hen i mod hende.

»Og du tror ikke, at de bliver urolige derhjemme?«

»Vi ringer i morgen. Nu vil vi være os selv.«

De lagde sig i halmen og stirrede op i mørket. Helt der­ op, hvor de store møllehjul engang havde arbejdet. Rum­met havde været fuldt af melstøv og svedte kroppe i hvidt lærredstøj. Nu lå det hele bare her til ingen nytte.

De lagde lidt halm over sig og lå og lyttede til hinandens åndedræt.

»Ved du, hvad jeg tror,« sagde hun. »Jeg tror, at alting her i livet passer sammen på en eller anden mærkelig måde.«

»Hvordan?«

»Det ved jeg ikke. Der er sammenhæng i alting.«

»Også imellem dig og mig?«

Hvad var nu det? Var det alligevel mere alvorligt med Rikke og ham, end han havde vidst for bare en halv dag siden? Kendte de hinanden så godt, at---.

»Det ved du,« sagde hun. »Men det er første gang, vi sover l samme rum.«

»Er det en bekræftelse?«

Hvad var det for ord, han pludselig brugte? Var han sig selv - eller var det hele bare en drøm af uvirkelighed?

»Det må du om,« sagde Rikke.

»Hvad mener du?«

»Nu sover vi,« sagde hun prosaisk. »Det bliver snart lyst. Jeg vil ud og opleve en morgen på landet.«

»Det kender du hjemmefra.«

»Det er noget andet på et nyt sted. Sammen med dig.«

»Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro.«

»Ingenting. Du skal bare opleve. Og lige nu tilbringer vi to natten i en gammel forladt mølle. Det er det hele.«

»Du er svær at blive klog på.«

»Tror du, at du er bedre?«

Tankerne myldrede og blandede sig med den uforligne­lige sommerduft, der trængte ind til dem udefra. Møllen stod over dem som et vartegn og anerkendelse af noget, der endnu ikke havde vokset sig helt sikkert og erkendbart.

»Vi ses efter søvnen,« sagde hun stille.

Han tog hendes hånd. »Vi ses.«

 

 

 

4. Johannes

 

»Hvad laver I her?« En dyb og hvas stemme rev de to unge ud af søvnen.

De gned øjnene og stirrede mod mølledøren. Det var sol­skin udenfor, så vidt de kunne se for den kraftige, ludende skikkelse, der næsten fyldte hele dørhullet.

»Hvad pokker bestiller I her?«

»Vi har bare overnattet,« sagde Rikke.

»I min mølle?«

»Den så ikke ud til at være beboet,« sagde Stephan.

Den store, tunge skikkelse gik ind og nærmede sig de to unge. De rejste sig forfjamsket og børstede halmen af tøjet.

»Det er den heller ikke; men den er ikke hver mands eje, at I ved det.«

»Selvfølgelig. Vi skal nok forsvinde,« sagde Stephan.

»Det var mørkt, da vi kom,« sagde Rikke. »Vi var trætte  og ville ikke cykle længere.«

»Ja, det er godt med jer.« Manden rakte hånden frem.

»Jeg hedder Johannes. Morgenmaden er serveret.«

De to unge måbede.

»Ja, ja, når man har liggende gæster, serverer man også morgencomplet, ikke sandt?«

De vidste snart ikke, hvad de skulle tro. De fremstammede en undskyldning og fik sagt, at det sandelig ikke var nødvendigt, at de skulle vartes op.«

»Man forlader ikke en mands ejendom på tom mave.« sagde Johannes. »Det er gården lige derovre.«

Johannes vendte sig og forsvandt ud i sollyset. Rikke og Stephan stirrede på hinanden og gav sig til at le.

»Findes der virkelig sådan nogle mennesker?«

»I hvert fald een.«

»Har du en kam?« spurgte Rikke.

»Ja.« Stephan rodede i sine baglommer og fandt en kam. »Skal du smukkeseres?«

»Det er sandelig også for din skyld,« sagde Rikke.

»Mon dog?«

Stephan gik mod dørhullet og ud i solen. Lyset var så stærkt og kraftigt, at de få træer stod som en hel sommers frodighed omkring dem. Det duftede af sommer og lykke overalt. Lykken kom vist fra ham selv. Han følte sig som et andet menneske, hvor alting var nyt, og hvor alting kunne ske. Som nu med den mærkelige Johannes, der pludselig blandede sig ind i deres liv. Eller det var måske dem, der var rendt ind i Johannes' cirkler? Det var det vist. Stephan vendte om for at hente Rikke og mødte hende i døren. En sød duft stod omkring ham, og han vidste, at der var noget helt nyt imellem dem. Det var, som om gamle vaner var revet op, og som om alting endnu var helt nyt.

Rikke standsede. »Er jeg køn nok til at gå på morgenvi­sit?«

Han lagde hånden om hendes lyse hår og mærkede en luende varme stå ud fra hende.

»Så er det nu,« sagde Rikke.

Stephan svarede ikke.

»Nu og lige nu,« sagde hun og gav ham et kys på panden.

»Alting passer sammen,« hviskede han.

»Selvfølgelig. Det har du altid vidst, mens du har ladet mig bestemme det hele.«

»Gammel vane,« sagde han og fik hende til at le, så hun næsten ikke kunne holde op.

»Kom så,« sagde hun. »Nu går vi på morgenbesøg hos Johannes som et par nyforlovede.

 For den sags skyld kunne vi såmænd gifte os på hjemvejen.«

»Måske skulle vi vente et par dage,« sagde han tørt.

»Kom så - Johannes bliver utålmodig.«

 

 

 

5. Alting passer sammen

 

Johannes stod i døren til gården, da de kom. Stor og bred var han, med et kraftigt skæg og langt, gråhvidt hår. Pan­den sprang frem over øjnene, så han fik et stærkt og allige­vel tillidsvækkende udseende.

Rikke og Stephan gik med hinanden i hånden, hver i de­res tanker både om den mærkelige mand og deres indbyr­des forhold.

Stephan følte sig næsten svimmel, da han kunne mærke Rikkes pulsslag i sin egen hånd. De havde kendt hinanden i femten år og havde aldrig haft hinanden i hånden. De hav­de heller aldrig leget forbudte lege eller gjort noget, der kunne tyde på et forhold. I grunden havde de på en eller anden prosaisk måde bare ikke kunnet undvære hinanden. Netop derfor var deres forhold stærkere, tænkte han. Net­op derfor kom dette nye som en selvfølge - men en selv­følge, der med ét ændrede alt.

»Kom indenfor,« sagde Johannes. »Min kone - hun hed­der Sine - hun har gjort alt klar.«

De gik ind og mærkede straks duften af kaffe og varmt, nybagt brød. I stuen stod Sine - en stærk og fyldig kone i bare arme og med halstørklæde om hovedet. Hun så ud, som om hun allerede havde arbejdet en halv dag, mens de havde ligget og sovet i møllen.

»Værsågod - sæt jeg ned.« Hun pegede på to stole langs siden af bordet. »Bordenden er til Johannes - der føler han sig bedst tilpas,« sagde hun og smilede indforstået.

De satte sig og følte sig som et par små børn, der for første gang skulle spise med kniv og gaffel.

Johannes gik med store, hjemmevante skridt mod bord­enden og satte sig. »Tag nu for jer!«

Sine skænkede kaffe, Johannes smurte et stykke tomme­tykt brød, og alting føltes, som om de to voksne mennesker altid havde et par nye gæster om morgenen.

»Nå, har I sovet godt?« spurgte Johannes.

»Hvornår vidste du egentlig, at vi var der?«

Ja, det kunne I lide at vide.«

»Johannes går altid en runde, før vi går til sengs,« sagde Sine.

»Ved midnatstid. Da er luften så dejlig.«

Rikke rødmede og trykkede Stephans hånd.

Johannes så det igennem øjenkrogen. »Bare rolig. Jeg lytter ikke. Jeg blev faktisk så glad for, at min gamle mølle havde fået besøg. Der har ikke været liv i den i mange år.«

De spiste, drak kaffe, sludrede om løst og fast og følte sig tilpas. Stephan tænkte et øjeblik på, at de to voksne måske aldrig havde gæster, og at det var derfor, de havde grebet chancen. Måske var de ensomme.

Men han opdagede hurtigt, ved at se sig om i stuen, at sådan var det ikke fat. Her så ud, som om der kom mange mennesker hver dag.

Sine sagde ikke mange ord. Man mærkede, at det var en kvinde med interesser ikke bare i hjemmet, men også uden­for. Der var noget stout ved hende - noget håndfast midt i den smilende velvilje og gæstfrihed.

»Nå,« sagde Johannes og tørrede munden med bagsiden af hånden. »Hvor har I så været henne?«

»På cykeltur,« sagde Rikke.

»Vi er lige blevet færdige med eksamen, og så ville vi ud og nyde friheden.«

»På diget altså?«

»Hvor kunne du vide det?«

»I kom vestfra. Ja, der er skønt på Ballumdiget - skøn­nere end andre steder i verden. Og hvad skal I så nu ­- hjem?«

De to unge så på hinanden. Det var ligesom Johannes foregreb noget, som de ikke selv havde gennemtænkt end­nu. De var endnu i den umiddelbare stemning, hvor hvert lille øjeblik var helt nyt og levede et liv helt for sig selv.

»Det har vi ikke planlagt endnu,« sagde Stephan.

»Hvor kommer I fra?« Det var Sine, der brød ind.

Det kunne se ud som nysgerrighed, men var en levende interesse for andre mennesker.

»Fra Midtlandet.«

»Aha, der tjente jeg som ung,« sagde Johannes. »Men jeg savnede nu vestkysten, blæsten og den høje himmel.«

Alting passer sammen, tænkte Rikke og blinkede til Stephan. Hun vidste, at de om lidt ville spørge, hvem deres forældre var, så hun kunne ligeså godt selv begynde. .

»Min far har en gård.«

Johannes nikkede anerkendende. »Og han hedder?«

  »Henrik Hansen. Han ---«

»Vent lidt - ham har jeg hørt om. Han er formand for foredragsforeningen, ikke?«

Rikke nikkede. »Jeg ved ikke så meget om det.«

»Det burde du vide noget om! Det betyder meget for landsdelen, at vi har sådan nogle som din far. Det kniber lidt herude vestpå, synes jeg nok.«

Rikke vovede at gætte. »Jamen, din kone - hun sætter da en masse i gang.«

»Du har øjnene med dig! Jo, vi prøver, men det er sejt.«

Stephan var påfaldende tavs. Rikke fandt hans hånd un­der borddugen. Han smilede til hende med tavse øjne.

»Og du, kommer du samme sted fra. For I har da vist gået i skole sammen.«

»Nej,« sagde Stephan. »Vi er bare legekammerater.«

»Legekammerater! Det er et par store legebørn!« Jo­hannes grinede og slog i bordet.

Stephan følte pludselig, at atmosfæren var ændret. » Min far har også en gård. Den ligger lidt fra Rikkes gård.«

Sine skænkede og listede i køkkenet. Johannes ville vide, hvad Stephans far hed.

»Thomas Lorenzen.«

Et øjeblik blev der stille og iskoldt i stuen. Man kunne næsten høre fødderne knirke på gulvet, og Stephan mærkede et strøg af uvenlighed. Johannes stirrede ud af vinduet - noget, der tydeligt ikke var hans vane. Situationen var ubestemmelig, og stemningen af uforpligtethed forsvandt.

Johannes måtte sige noget. »Jeg synes jo nok, at der var noget med jeres sprog. Ja ja, der findes så mange slags sønderjysk.« Johannes søgte at dække over en forlegenhed, som en mand af hans type kun sjældent kom i.

Rikke løste situationen. Hun rejste sig og sagde: »Vi si­ger mange tusind tak for jeres gæstfrihed. Og undskyld, at vi brød ind i din mølle.«

»Ja, undskyld,« fik Stephan frem.

»Men det er den bedste mølle, jeg nogensinde har sovet i,« ivrede Rikke og følte, at hun næsten overspillede rollen lige nu.

De stak hånden frem mod Johannes som farvel. Gik mod køkkenet og råbte farvel til Sine.

»Kik ind en anden gang,« sagde Johannes fra døren, mens de to unge gik op mod møllen efter cyklerne.

Da de stod inde i mørket, sagde Stephan: »Rikke, det - «

Rikke tog hans hoved mellem sine hænder og kyssede ham. »Det er ikke alt, man snakker om,« sagde hun.

 

 

 

6. Det sønderjyske

 

  Solen varmede over landskabet. Alting groede og gryede omkring de unge, mens de cyklede videre ind i landet. De fulgte ikke de store landeveje, men kørte igennem de mind­ste landsbyer og ad snoede småveje.

»Du siger ikke noget,« sagde Rikke forsigtigt.

»Det duer ikke lige nu. Man kan snakke tingene ihjel.

Det var det, du mente, ikke?«

»Man kan også tie dem ihjel,« sagde hun.

»Der er noget, jeg ikke forstår,« sagde han lidt efter.

»Det er du ikke ene om. Selv de voksne kan ikke finde ud af det. Men de er gode til at lade som om de har greb om det hele.«

»Jeg har aldrig hørt dig så kritisk før.«

»Det har jeg lært i morges.«

Lærkerne sang over de grønne marker. Himmelvendte tonestrøg højt over deres hoveder - den rene sang, som gør en sommerdag til et uforglemmeligt minde.

Stephan prøvede med sig selv at fremtvinge den piblende glæde, han havde haft i går, men de tunge tanker pressede sig på uden at kunne finde udtryk.

»Er der noget i vejen med mit sprog?« spurgte han plud­selig.

»Hvad så med mit?« sagde Rikke.

»Vi snakker vel sønderjysk, gør vi ikke?«

»Jo, eller også snakker vi rigsdansk, eller frisisk eller tysk.«

Rikke standsede og holdt Stephan tilbage med hånden. »Og ved du hvad - jeg er i det mindste ligeglad. Om jeg så er den eneste i denne landsdel, der er ligeglad, så er jeg det med hud og hår.«

»Jeg kender dig slet ikke igen, Rikke. Vi ringer hjem og siger, at vi ikke kommer de første par dage!«

»Hvorfor nu pludselig det?«

»Det ved du godt - eller gør du?«

»Godt, jeg ved det. Vi skal være færdige med det her. Vi skal være voksne først.«

Stephan smilede for første gang efter morgenmaden hos Johannes og Sine. »Det kan man blive på så mange må­der.«

»Jeg er ikke af den slags, at du ved det.« Hun lo oprigtigt, glad. »Og det siger jeg kun, fordi du er glad igen. Jeg kan ikke være rigtig mig selv, hvis du ikke er med i det.«

»Alting hører sammen,« sagde han stille og kyssede hende. De stod lidt, mens solen varmede. Et øjeblik følte Stephan det, som selv lærkesangen med eet hørte op, mens glæden fra i går piblede op i ham. Nu var alt ægte og rigt, fordi Rikke var med i det.

»Det kan godt være, at vi skulle køre over Tønder for at se på et par guldringe.« Han grinede og Rikke svarede:

»Vi kan da tage guldhornene. Vi er lige kommet forbi. Jeg vil love dig, at far bliver helt ellevild. Han går sådan op i de guldhorn, at han i flere dage ikke snakker om andet.«

Stephan slap hende, og et rødt mørke styrtede sammen inde i ham.

»Sagde jeg noget forkert? Ja, det gjorde jeg vist. Jeg tænkte slet ikke på den måde, Stephan. Jeg synes bare, at det er så åndssvagt, at han går op i det gamle bras. Jeg er ligeglad med guldhorn og alt muligt nationalt.«

Stephan tog hende hårdt i armen. »Sæt dig - her i grøf­ten. Nu skal vi snakke om det her!«

Rikke satte sig villigt. Hun tog om hans hår og hviskede: »Stephan, nu skal vi til at passe på, at vi ikke går for vidt med vores snakken.«

»Hvad mener du?«

»Det er de voksne, der har de problemer - ikke os.«

»Er du sikker?«

»Ja, jeg er helt sikker.«

»Jeg misunder dig.«

»Det er gensidigt.«

»Sludder. Du er altid så sikker. Og jeg er kun sikker på noget, når du har bekræftet det.«

»Det er rene ord for pengene,« hviskede hun. »Kom, lad os lægge os og se lige op i himlen. Lad os ligge rigtig længe og prøve at smide alle dumme tanker ud. Hvis der så allige­vel bliver et par ting tilbage - så snakker vi om det.«

Stephan trak hende ind til sig og så hende forelsket i øj­nene. Dybt derinde spejlede himlen sig med de snehvide klodeskyer - skyer, hvis lige man kunne se overalt i verden. Måske var alle menneskelige fortrædeligheder bare et skin - et bedrag, som naturen og sommeren og alt det gode og det ligetil var upåvirkede af.

»Jeg kan se himlen i dine øjne,« sagde han.

»Og jeg ser en uro i dine. Du tænker for meget.«

»Det er fordi andre mennesker forstyrrer os hele tiden. Der skal bare være dig og mig og ingen andre.«

»Skal vi ikke have børn, da?«

»Først ringene i Tønder,« sagde han og lo, så det kunne høres viden om.

De lå lidt og lod latteren tage dem og gøre hele verden vidunderlig tvangfri.

Pludselig sagde Stephan: »Hvad er i grunden nationali­tet?«

»Gud, hvor er du prosaisk igen. Jeg ved det ikke.«

»Der var en eller anden lærer, vi havde som vikar. Han talte om nationalitet og nationalisme og hvad ved jeg. Jeg forstår ikke et muk af det.«

»Heller ikke jeg.« Hun rejste sig. »Nu er det Tønder, det gælder. Og ringen!«

»Så ringer vi fra Tønder.«

»Det var ikke det, jeg mente.«

»Godt, så ser vi på dem. Ingen købetvang, så vidt jeg ved. Jeg elsker dig helt uden ringe!«

»Nu sagde du det!« råbte hun.

 

 

 

7. En verden i kærlighed

 

Det var hen på eftermiddagen, og Rikke og Stephan var langt inde i den sydlige del af Midtlandet efter besøget i Tønder. De havde vandret op og ned ad gågaden og havde skiftedes til at se på de to guldsmedes vinduer. De havde moret sig med at se på ringe - de allerdyreste, og var kom­met til at le af deres halvmente barnagtighed og var løbet efter hinanden til stor undren for de forbipasserende.

På torvet spiste de pølser og morede sig over de mange typer, der gik på gaden omkring dem. Den travle bank­mand - den altfor huslige husmor, der var nede at købe ind for femte gang - de halvbeskidte unger, der frækt cyklede op og ned ad gågaden - den ærværdige overlæge, der span­kulerede forbi i ophøjet elegance - den fløjlsbukseklædte journalist, der gik som en skolelærer - de unge seminari­ster, der så ud til at være besat af ølhunger og rød radikalis­me. De var helt fortabte i dette byliv, indtil Rikke pludselig havde sagt, at de skulle huske at ringe hjem.

De fløj ind i telefonboksen på torvet og ringede til Stephans far. Grinende fortalte Stephan, at de ikke kom hjem de første par dage, og at det godt kunne være, at de vendte nygifte hjem. Og Rikke ringede til sin bekymrede mor og meddelte, at måske kom hun ikke hjem før hen på vinteren, når penge og humør var sluppet op.

Gad vide, hvad de tænkte derhjemme på de to store gårde, sagde de til hinanden. Men de følte sig så løsslupne over, at den gamle forelskede stemning brusede og boblede i dem begge.

Nu kørte de langt borte fra bylivet. Med hinanden i hån­den, som det var blevet vane på denne tur, der var ved at udvikle sig til et opgør med barndommen, ungdommen og alt det, der skjulte sig i deres sind, men som aldrig havde haft en chance for forløsning.

De anede begge to, at de næste par dage ville bringe me­re af samme slags selvransagelse, men på en måde glædede de sig til det; på en måde var det frydende glæde at smyge ungdommen af sig og glide ind i et voksent forhold til al­ting.

Alligevel lå der en skygge over Stephan, syntes Rikke. Og hun vidste præcis, hvad han tumlede med, selvom hun ikke var helt klar over, hvad hun selv måtte yde i dette spil. Det mest frydefulde ved denne tur var, at de faktisk var ved at løsrive sig fra hele den indviklede og snørklede verden, som de voksne holdt så fast ved.

Rikke var langt væk i sine tanker. Måske var voksne mennesker de mest usikre væsner på denne jord. Det kun­ne næsten se sådan ud, siden de gjorde så stor en indsats for at beholde alle de gamle fordomme, som var så hule og intetsigende og kun var medvirkende til, at det hele blev mere besværligt for alle parter.

»Voksne er nogle dukker,« sagde Rikke.

»Hvorfor siger du det? Nu har du ikke sagt noget i ti minutter - og så pludselig.«

»De skulle tage og lade os unge ordne tingene,« fortsatte hun uanfægtet. »Så bygger vi en verden op på kærlighed ­simpelthen. Det kan alle da finde ud af!«

»Nu er det dig, der spiller filosof eller politiker.«

»I hvert fald ikke politiker. Politik og kærlighed har ikke noget med hinanden at gøre.«

»Gud, det har jeg altid troet,« sagde han lakonisk.

 

 

 

8. Natlig samtale

 

Da mørket begyndte at falde på, besluttede Rikke og Stephan, at de ville søge ind på en gård for at sove. De tænkte ikke på, at mange mennesker også i Sønderjylland var nervøse for den slags overnatninger, og at man nu om dage var mere skeptisk overfor fremmede end nogensinde før.

Frimodigt søgte de ind i den første den bedste gård, hvor en gammel kone lukkede op, da de ringede på klokken. Hun stod der med sit gamle uldtørklæde om hovedet trods sommervarmen og så undrende på dem. Det var nærmest, som om der ikke havde været besøg på gården i mands minde.

Stephan fremførte deres ønske og forsikrede, at de ikke hørte til den slags, der lavede ulykker eller røg cigaretter i halmen. Konen så forskende på dem, men så ud til at stole på dem. »Jeg er selv hjemme i aften og indtil i morgen tidlig. Min søn og hans kone er til fest i Sydslesvig,« sagde hun. »Det er sådan en tradition på denne årstid; det ville de ikke und­være, så hvis I vil nøjes med mig, så ---«

»Vi forstyrrer slet ikke,« sagde Rikke. »Vi går op i hal­men og sover med det samme.«

»Kom ind,« sagde konen. »I trænger vist til en kop kaffe.«

Stephan blev glad og varm, for han følte, at denne gamle kone ville dem det godt. Han var ikke vant til, at de ældre talte fortroligt til ham, og mærkede, at han vældig godt kunne lide den gamle kone. Men han sagde alligevel:

»Vi vil ikke forstyrre. Du har nok at gøre, så vi går bare hen for at sove.«

»Noget at lave - næh, det var engang. Kom så!« Hun åbnede døren helt og bød dem indenfor.

Det blev en mærkelig aften for de to unge - en aften, der på mange måder kom til at præge dem resten af livet. De kom ind i det gamle køkken, hvor der stod en enlig kop på bordet, hun havde åbenbart drukket sin aftenkaffe. Men hun fik hurtigt vand over, fik sat kopper og småkager frem og bevægede sig i det hele taget i køkkenet, som om hun var langt yngre; end hun så ud til. Sådan var det med men­nesker, der trivedes i deres miljø og ikke agtede så meget

på verden udenfor, at den betød mere for dem end det hjemlige. .

 Derimod udstrålede denne gamle kone på en underlig måde noget meget ædelt - noget menneskeligt rigtigt. Stephan søgte efter ordet for hende - ja, folkeligt, når det var bedst, fandt han. ­

Han følte næsten en misundelse over dette, da han opda­gede den menneskelige udstråling fra hende, og et øjeblik følte han sig så stærkt bundet til hjemstavnen, at han be­sluttede at blive i Sønderjylland altid, selvom han ofte nok havde drømt om at komme ud i den store verden.

Rikke havde det på samme måde. Hun sad som Stephan og betragtede konens bevægelser og hendes varme øjne under tørklædet, som hun stadig bar. Der var noget ved hende, tænkte Rikke - noget der mindede hende om - det var som om hun havde kendt hende altid - som en bedste­mor. Hun søgte efter en betegnelse for dette og kom frem til, at den gamle kone udstrålede kultur.

Hun hviskede til Stephan: »Hvad fik os til at tage herind? Jeg har det, som om jeg har været her altid.«

»Skæbnen«.

»Alting passer sammen«. Hun trykkede hans hånd. »Også os«.

Vandet på komfuret kogte, og den gamle lavede kaffe på gammeldags maner.

»Hvad tænker jeg på«, sagde konen pludselig. »Jeg har stillet småkager frem til sådan et par unge mennesker. I er da selvfølgelig sultne. Jeg smører nogle stykker til jer«.

Stephan ville protestere, men mærkede hurtigt, at det ville være uhøfligt, og kort efter stod et bjerg af smørre­brød foran dem. De spiste og drak kaffe, mens den gamle stod ved komfuret med sin kaffekop i hånden og tog en mundfuld engang imellem. Hun sagde ikke noget, kikkede blot smilende på de to unge, som drømte hun om sin egen ungdom for snart en menneskealder siden.

»Det gør godt med lidt selskab«, sagde hun.

Rikke undskyldte, at de ikke havde så let ved at snakke.

»Nej, I synes jeg er for gammel. Hvad skal man også snakke med sådan en gammel trold om, vel? Men jeg skal sige jer, at straks da jeg så jer, vidste jeg, at I var et par ordentlige unge mennesker. Og jeg kom til at tænke på min egen tid«.

Nu stod munden ikke stille på hende. Hun satte sig og fortalte om sine egne unge år, om sine forelskelser og om de lykkelige år, da de stiftede bo, hun og hendes mand. Om det første barn og angsten for, at den lille skulle dø af tu­berkulose. De unge lyttede. De havde hørt den slags før – i skolen - hjemme - men nu var det anderledes. Det hele stod lyslevende for dem. Det var noget helt andet, når et levende menneske fortalte om sine egne oplevelser, end at læse om dem i støvede bøger.

  »Men så kom krigen«, sagde den gamle kone. Hendes øjne blev blanke. »Så kom krigen og Iver måtte af sted«.

Hun faldt i tanker, mens Stephan og Rikke næsten ikke turde sige noget. De anede, hvad der var sket - ville ikke spørge - ville ikke presse på. Men for at bryde stilheden, udbrød Rikke:

»Vi var ellers lige ved at købe guldringe til os selv i Tøn­der i dag«.

Den gamle kone lo. »Det skulle I have gjort. Ja, det lig­ner ikke noget, at sådan en gammel kone som jeg er så overilet med den slags ting. Men hvis I ved, at I holder af hinanden, så kan I ligeså godt«.

»Vi har kendt hinanden fra helt små«, sagde Stephan.

     »Så kan I ikke undvære hinanden. Jeg mærker det på jer. Iver kom aldrig hjem mere. Han blev derude. Ved fron­ten«.

De to unge blev forlegne og vidste ikke, hvad de skulle sige. Nu var bemærkningen om deres egen forelskelse helt akavet, følte Rikke. Det var dumt og utidigt, nu det var sagt. Men det var, som om den gamle læste deres tanker, for hun sagde:

»Derfor haster det med jer to. Men jeg mærker nok, at jeres sprog er forskelligt«.

Stephan rødmede og følte de gamle, onde tanker fra i morges dukke op igen. Rikke smilede til ham og var bange for, at den gamles bemærkning skulle ødelægge den stem­ning, de var i.

»Men nu skal jeg sige jer noget, I to. For mig er det ét fedt det hele. Dansk eller tysk eller hvad ved jeg - det er mennesket det kommer an på. Og så den hjemegn, vi har. Ja, I vil ikke tro det, men jeg har ikke været længere end fyrre kilometer herfra - i Aabenraa. Én gang, ja.« Hun smilede. »En eneste gang i byen ved fjorden. Det var nok for mig. Det hele kommer an på, at vi føler os værdige som mennesker - at vi kan være noget for hinanden og være stolte af vort sprog, for det er vort kendemærke«.

Stephan og Rikke lyttede. Så klog hun var - livsklog. Hun sad ligeså stille og sagde ting, som de aldrig havde hørt nogen sige - og da slet ikke deres egne forældre. Rikke mindedes en lærer, hun havde haft engang i de små klasser, han havde vist sagt noget lignende, men hun var ikke helt sikker. Men nu var der pludselig meget, hun begyndte at forstå. Det var, som om alle de små brudstykker, som andre mennesker og kammerater havde bidraget til i de nitten år, hun havde levet, pludselig gik op i en højere enhed igen­nem dette menneske, der sad overfor dem, undselig og varm.

»Og så skal vi være stolte af, at vor egn er til, for at vi skal vare på den og beskytte den med alt, hvad der hører til. Så kan det knageme være ligegyldigt, om det er tysk eller dansk, for sådan har det altid været.«

Rikke brød ind. »Jamen, det giver da problemer med det der. Det har gjort mange mennesker ulykkelige. Også dig, når du mistede din mand.«

»Åh, det er så længe siden, selvom jeg kan gribe mig selv i at kalde på ham om natten. Jo, han faldt ved fronten - og det kan ikke ændres. Men livet gik videre, for jeg var gra­vid, da han rejste mod syd, og vores knægt har gården her, og jeg har min lille stue inde ved siden af. Jeg har det godt.

« Stephan var endnu tøvende. Til sidst sagde han:

»Hvorfor skal den politik, eller hvad vi nu skal kalde det - hvorfor skal det have lov til at skade menneskers lykke? Det kan jeg ikke forstå.«

Den gamle smilede og mærkede nok, at denne samtale med de unge var så vigtig, at hun et øjeblik blev lidt nervøs ved den hovedrolle, hun pludselig var kommet til at spille.

»Det kan jeg heller ikke,« sagde hun. »Er der ikke det ene problem, så er det et andet. Men I skal tænke på, at al den sprogforbistring og al den sprogpolitik og nævenyttig­hed - den er ikke lavet af sådan nogle som os tre. Det er fyrsterne - hærlederne - ja, alle dem med magten og pen­gene - det er dem, der har startet alle de krige, der har gjort almindelige mennesker helt kulrede. Vi skal ikke sådan uden videre hoppe på den der med, at det ene sprog er bedre end andre. Det er noget sludder!«

De to unge havde aldrig hørt nogen tale sådan. Og de havde allermindst forventet det af en gammel kone langt ude på landet. De talte og diskuterede hele aftenen til langt over midnat. Den gamle måtte sætte mere vand over til kaffe, og jo længere de kom hen på natten, des friskere så hun ud til at blive. Det var, som om hendes liv i disse natte­timer fandt sin forløsning i de to unges begær efter bag­grund og sandhed. Hun mærkede ikke, at hun var træt, og ænsede ikke andet, end at dette var en måde, livet kunne gå videre på, hvis man selv ville.

Rikke kunne ikke slippe den tanke, at det var magtha­verne på begge sider af fronten eller på begge sider af grænsen eller på begge sider af de skarpe skel imellem mennesker, som burde være nært tilknyttet, der holdt ked­len i kog og sørgede for, at de små mennesker, der havde mere end nok at gøre med dagen og vejen, klyngede sig til ideer, som de blindt troede på, men som ingen kunne bevi­se var sandhed, og som ingen uddybede for dem.

»Sandheden bor i det enkelte menneske,« sagde den gamle. »Husk på det; så kommer alt andet i anden række­ det hjælper os over mangen en ulykke.«

Det blev langt ud på natten, inden de holdt op at snakke.

  Rikke sagde til sidst, at nu ville de gå til ro i laden, for hun kunne se, at den gamle var meget træt nu.

»Kan I klare jer selv; jeg kan jo ikke sådan invitere jer til nats her i huset.«

»Vi skal nok klare det,« sagde Stephan.

»Ses vi til morgenmad?« spurgte den gamle.

»Det kan du tro.«

Lidt senere lå de i den lune halm i laden med hinanden i hænderne.

»Sikke en aften,« hviskede Stephan.

»Og sådan et klogt menneske,« sagde Rikke. »Hende ville jeg gerne have til bedstemor.«

»Det ville bare ikke være det samme,« sagde han. »Sandheden kommer klarest frem blandt fremmede men­nesker, som man lige pludselig møder. Jeg har lært mere i nat end i hele skolen.«

»Sådan skal det være,« sagde Rikke. »Det hele passer sammen, for at vi to skal kunne finde ud af det hele.«

»Det kan vi,« sagde Stephan. »Nu kan vi.«

»Så skulle vi alligevel have købt de ringe!«

»Det gør vi i morgen.«

 

 

 

9. Mødet

 

Hen på eftermiddagen næste dag var Stephan og Rikke på vej mod Sønderborg. Lidt øst for Europavejen kørte de ind imellem Kollund bakker, langs med dybe skove og mindre tykninger, der svøbte sig over bakkerne på en måde, der gjorde landskabet til noget fremmed og fjernt fra det flade vesterland.

De var stået tidligt op på gården, hvor den gamle kone havde åbnet deres tanker for en sammenhæng, de aldrig havde anet.

Hendes søn var kommet hjem sent på natten, da den gamle sov, og han var temmelig forbavset over at se de to unge komme søvndrukne ud af hans lade.

De måtte skyndsomt forklare, hvorfor de var der, og at den gamle kone havde givet dem lov. Sønnen optrådte me­get mut og afvisende, så de besluttede at køre med det sam­me - navnlig da de forstod, at den gamle endnu sov og ikke måtte vækkes.

De plukkede en markbuket og listede ind i køkkenet med den, mens sønnen var i stalden hos dyrene. De ville gerne have sagt farvel til hende, men på en måde var det rigtigt, at de ikke så hende igen. Stemningen fra i går aftes og i nat ville nok aldrig være blevet den samme igen. Nu stod det hele afklaret for både Stephan og Rikke, og de havde straks, de vågnede, forsikret hinanden om, at i dag skulle de ringe købes.

Det gik ned ad bakke mod Kollund, så de lod cyklen om farten og susede forbi de gamle gårde. Igennem træbevoks­ningerne kunne de skimte fjorden, og de fik lyst til at gå i vandet.

»Det er måske for koldt endnu,« sagde Rikke.

»Skidt med det - lad os bare køre derned.«

De fulgte en lille opkørt vej til fjorden og fandt et sted, hvor der ingen mennesker var. De satte cyklerne og tog sko og strømper af og soppede rundt i vandkanten. Men vandet var for koldt til badning, så de satte sig på et par sten og så ud over fjorden mod den tyske kyst på den anden side.

Vandet smuldrede over breddens slimede sten, mens en let brise strøg over fjorden. Varmen stod i dis over kysten, og skovfuglene sang bag dem i en evighed af vår og begynden­de sommer.

De sad længe uden at mæle et ord. De havde fået alt for meget at tænke over. Den gamle kones stærke tanker skul­le først falde på plads i de unge sind, mens samdrægtigheden og det indbyrdes kendskab gjorde, at tavsheden imel­lem dem var frugtbar og befordrende. De kendte hinan­dens tanker og var blevet bestyrket i deres indbyrdes for­hold, som ikke kunne føre til andet, end at de måtte være sammen resten af livet. De følte begge, at de havde en sandhed at leve på, som måske kunne blive til gavn for an­dre - en sandhed, som måske nok ville blive revideret, som de blev ældre, men som kunne bære i fremtiden til et liv i arbejde og fællesskab. Det var en blanding af ungdommelig idealisme og moden årvågenhed overfor de farer, som livet i et grænseland kunne byde på.

De sad så hensunket i deres egne tanker, at de ikke hav­de opdaget den unge mand med guitaren over skulderen. Han sad inde på bredden og stirrede lige på dem.

De blev først forskrækkede, men han vinkede til dem på en kammeratlig måde, som om han undskyldte, at han hav­de forstyrret dem. De gik ind på bredden og tog sko og strømper på igen. Den unge mand blev siddende og smile­de til dem, mens han begyndte at spille - en stille, blid me­lodi, som tydeligt var af engelsk oprindelse.

Stephan og Rikke forstod engelsk og gav sig i snak med den fremmede. De forstod, at han var indlogeret på van­drehjemmet i Kollund. Der var mange deroppe i disse dage - unge fra hele Europa, og han spurgte, om de ikke havde lyst til at komme op og være med til den festaften, de skulle have efter spisetid. Alle beboerne havde musik som inter­esse og havde deres instrumenter med, så det tegnede til at blive en hyggelig og international aften.

»We don't play music,« sagde Stephan.

»Never mind.«

Stephan og Rikke låste deres cykler og fulgte manden op mod vandrehjemmet, som lå på bakken over det sted, hvor de havde siddet et par timer.

  Det myldrede med unge mennesker deroppe, og det fængede med forskellige sprog. Smågrupper stod og talte sammen på svensk, andre på engelsk, fransk og tysk. Der var åbenbart kun nogle få danskere, men lidt borte hørte de et umiskendeligt sydslesvigsk, og de søgte naturligt der­hen.

De præsenterede sig og fortalte, at de var på vej til Søn­derborg, men det kunne udsættes til i morgen. Dunkelt anede både Rikke og Stephan, at de nok aldrig kom så langt. Ønsket om at komme hjem efter deres tankemæssige opvågen havde vokset sig stærk i løbet af dagen. Deres for­hold var styrket, og de følte meget stærkt, at intet kunne ændre deres beslutning.

Hvem skulle have troet det, da de tog af sted for to dage siden på en tur, der bare skulle have været en endags tur til diget for at lette sig for det overståede eksamenspres?

De fire sydslesvigere fortalte dem om den musikfest, der skulle være i aften, og de mente bestemt, at de burde blive. For dem havde det betydet meget at være sammen med så mange nationaliteter på een gang i den uge, de havde været der.

»Men det er vist spisetid,« sagde de. »Kom med ind. Hvis I betaler for middagen, kan I roligt blive.«

Stephan lagde armen om Rikkes skulder og hviskede:

»Det er pragtfuldt. Vi hopper lige fra det ene miljø til det andet. Om morgenen aner vi intet om, hvor vi er om afte­nen. Det er spændende!«

»Man skulle tro, at der var nogle, der ledte vores vej,« sagde Rikke. »Jeg tror på en god skæbne.«

Og så fulgtes de ad sammen med de øvrige unge ind i spisesalen.

 

 

10. Vi skal kæmpe

 

I den store sal summede det med fremmede sprog, så det danske blegnede lidt i forhold til overmagten.

Men Rikke og Stephan nød det og diskuterede om alt imellem himmel og jord med de andre ved deres bord. En­gelsk, tysk og dansk svirrede imellem hinanden. I begyn­delsen var det lidt besværligt, men efterhånden tænkte man ikke over, hvilket sprog man benyttede.

Denne aften var den sidste på vandrehjemmet, inden de mange unge rejste hver til sit. Dagen efter rejste de hver til deres land som trækfugle, der de første vårmåneder svær­mer op over Europa for at fordele sig.

To af de unge ved bordet var walisere, og de bød Rikke og Stephan på kaffe i deres værelse, inden festen skulle begynde. De talte et særpræget engelsk, som man skulle vænne sig til. Alligevel undskyldte Rikke deres eget halv­dårlige engelsk. Waliserne roste derimod de to for deres gode sprogkundskaber.

»Danskere er gode til engelsk,« sagde de.

De vandrede ned ad gangen til walisernes værelser, mens de snakkede, som om de havde kendt hinanden i mange år.

»Hvad har I lavet her hele ugen?« spurgte Stephan.

De fortalte, at de var samlet her i en slags ungdomskon­ference, hvor man skulle studere mindretallenes vilkår i Sønderjylland.

De viste dem ind på deres værelse og satte kaffevandet over.

»Jo, vi har set det meste af jeres grænseland,« sagde den ene.

De fortalte, at de havde været på alle seværdige steder,

og at de havde haft en glimrende fører med til at sætte dem ind i Grænselandets historie og dets nuværende problemer.

Stephan lo og undrede sig: »Her har I opholdt jer i en uge for at studere vores landsdel. Måske ved I mere, end vi selv gør!«

»Ja, i hvert fald på en anden måde,« mente de. Men de gav også udtryk for, at de aldrig ville komme til at opleve det indefra, og det var nødvendigt for at kunne forstå det hele.

»Det er jeg nu ikke sikker på,« sagde Stephan og tænkte på den gamle kone fra aftenen før. »Måske kan udenforstå­ende meget bedre gøre rede for problemerne og forstå dem, fordi han sammenligner med sit eget lands proble­mer.«

Kaffen kom frem og over de dampende kopper diskute­rede de videre, indtil Rikke pludselig sagde:

»Lad os høre lidt fra jeres egn. Wales har vel også sine problemer! «

»Selvfølgelig. Ellers havde vi ikke været her. Alle de unge her kommer fra et mindretal.«

»Mindretal,« sagde Rikke. »Det lyder på een gang som noget attraktivt og som noget ringeagtet. Jeg ved snart ikke, hvad jeg selv skal tro!«

»Men det gør jeg,« sagde Stephan. »Det giver en bedre baggrund end de fleste har. I et mindretal bliver man sig selv mere bevidst og kan bedre forstå de andre mindretals problemer.«

»Sådan skulle det gerne være,« sagde den ene waliser. »Det nytter ikke længere med den krampagtige holden fast ved gamle idealer og fordomme.«

Stephan samtykkede og glædede sig over at høre netop de ord sagt af de fremmede unge mennesker.

»Vi har fundet ud af, at alle stridighederne ikke kommer

af sig selv, og at de enkelte mennesker egentlig slet ikke ønsker dem,« sagde Stephan. »Det er alle lederne, alle dem med magten - alle dem, der kæmper for egoismens sag mere end for kulturens sag - det er dem, der giver tonen an. Til skade for alle os andre.«

»Pas på,« sagde en af waliserne. »For det er faktisk helt rigtigt, hvad du siger. Men du må ikke følge tanken op poli­tisk, for så bliver du rød og venstredrejet.«

Det gibbede i Stephan og Rikke. Det synspunkt havde de aldrig hørt eller tænkt over. Ikke så sært, for deres egen forklarelse var faktisk først kommet indenfor de sidste to døgn.

»Hvad mener du?«

»Hjemme hos os i Wales - der kæmper vi for vort sprog, som er ved at uddø. Vi kæmper for skolerne - for litteratu­ren - for historien - for alt det, der giver kulturen indhold for alle mennesker. Det kan ligefrem gå hen og skabe en utilfredshed hos os, og hvis den vokser sig stærk, så bliver man rød af bar utilstrækkelighed.«

Det bankede på døren. »Så er vi klar,« sagde en munter stemme. »Fem minutter. Er i klar?«

»Coming.«

Lidt senere var alle samlet i den store sal til den musikalske afslutningsfest. Alle havde instrumenter med - mest guita­rer og banjoer_

Rikke og Stephan satte sig i et hjørne og besluttede, at de blot ville lytte til musikken og nyde det internationale miljø. .

De to walisere kom med et par sodavand og smilte til dem. De følte sig hjemme, og den korte samtale inde på værelset havde helt og fuldt klaret deres indbyrdes forhold til en bekræftelse, som den gamle kone havde påbegyndt, men som egentlig havde taget sin begyndelse på Ballum­diget, hvor de følte sig helt optaget af naturen og for første gang følte, at de var på tur for at opleve deres egn - deres hjemstavn - et forhold som de voksne uden at ville det og uden nogen form for ond vilje gjorde meget for at øde­lægge.

Hele aftenen sad de to og lyttede til de fremmede gæ­sters hjemstavnsmusik. De følte et slægtskab med alle disse unge, som nu i en hel uge havde lært Sønderjylland at ken­de for at komme til klarhed over deres egen situation i de­res hjemlande.

Og ved skæbnens lunefulde spil havde Rikke og Stephan også fået klaret deres egne problemer. At de kom fra hen­holdsvis et tysk og et dansk hjem i Sønderjylland betød nu ikke noget mere. Det var tværtimod blevet en udfordring, som de begge var parat til at tage op.

»Hvad med guldringene?« spurgte Stephan.

»Det er ikke nødvendigt længere,« hviskede Rikke til­ bage.

»Enig.«

»Naturligvis. «

Deres to walisiske venner stod på den lille scene nu. En forunderlig musik, halvt bretonsk, halvt irsk, strømmede fra deres instrumenter og hensatte Rikke og Stephan i en fjern stemning. Det var som at blive suget tilbage i tiden; der var noget oprindeligt og enkelt ved deres musik, og det blev yderligere forstærket, da de begyndte at synge, selvom de ikke forstod det walisiske sprog.

Og de ærgrede sig over, at de ikke kunne give et stykke musik til bedste. Dels havde de intet instrument og kunne da heller ikke spille, så det lød af noget, dels var de nok for tilbageholdende, når det kom til stykket.

Men de opdagede pludselig, at Sønderjylland faktisk ikke havde sin egen musik, og heller ikke sine egne stærke og betydningsfulde digtere.

Et kort øjeblik skammede de sig lidt over dette. Et kort moment af utryghed og skamfuldhed, der kort efter vokse­de sig frem til en oplevelse af, at også deres landsdel en dag ville finde sit eget jeg, der kunne skabe store digtere og store komponister. I et kort øjeblik så de for sig, at disse kunstnere ligefrem kunne være af betydning for resten af landet, hvis de var stærke og overbevisende nok.

»Vi tager hjem i morgen,« sagde Stephan.

»Jeg tænkte netop det samme,« sagde Rikke. »Nu er der god grund til at komme hjem. Vi har ikke noget at skjule ­og vi er de stærkeste, for vi ved, hvad vi vil uden at være bundet af noget.«

»Aldrig har vi været så frie,« sagde Stephan og kyssede hende.

 

 

 

11. Godmorgen til Grænselandet

 

Tidligt næste morgen var alle unge på benene. Der var en stemning af opbrud og vemod over afskeden blandet med en længsel efter at komme hjem til sit eget land og sin egen egn.

Festen aftenen før var gået over al forventning. Musik­ken havde løftet stemningen blandt alle deltagere, og de mange fremmede sprog havde gjort deres arbejde med mindretalsproblemerne til noget ganske særligt. Det var som om de alle var sig deres særegenhed bevidst. En af sangene, den var fra Bretagne, havde handlet om, at der var en særlig stolthed ved at tilhøre et mindretal. Livet blev først let at forstå, når man tilhørte et mindretal, der bestan­dig måtte slås for sin ret til at eksistere. Kulturen er menne­skets lys,

lød omkvædet, og menneskets lys brænder stær­kest, når sammenholdet henter sin kraft fra mindretallets største værdi: kulturen og sproget.

Rikke og Stephan forstod ikke det bretonske sprog, men en af de unge havde oversat til fransk, mens der blev sun­get, og teksten gjorde sådan et indtryk på dem, at de be­gyndte at tale om den, straks de vågnede.

»Måske er alle mennesker i en slags mindretal,« sagde Stephan.

»Hvordan mener du?« sagde Rikke. »Jeg er ellers for søvnig til at tale om det lige nu.«

»Nej, nu må du høre på mig. Vi er et mindretal, du har dit og jeg har mit. Hele Danmark er et mindretal - hele Tyskland er det. Alle lande er i mindretal overfor de andre lande, og derfor er det enkelte menneske også i et mindre­tal. Det gælder bare om at være klar over det, så man kan blive styrket af det.«

»Det er ellers sjældent, du siger så meget på een gang,« sagde Rikke lakonisk.

»Jeg har brugt natten til at tænke det igennem.« Han rakte hånden over til Rikke og strøg hende over håret. »Jeg er næsten blevet vækket i går - ja, i de par dage!«

»Også jeg.«

»Hvis vi nogensinde går fra hinanden, så vil jeg aldrig glemme de to dage.«

»Vi går ikke fra hinanden. Når alting passer sammen, passer vi to også sammen.«

»Netop fordi vi tilhører mindretal. Så spiller det ingen rolle, at vi kommer fra to forskellige kredse.«

»Og at vi taler to sprog - i hvert fald en gang i mellem.« Hun skubbede sig over mod Stephan og kyssede ham. »Godmorgen til en verden, som vi to skal begynde at skabe.«

»Det var ikke så lidt.«

»Intet er for meget for os.«

»Det vi jeg altid huske.«

De stod op og talte ikke mere, men gik i hver deres tan­ker, som på en forunderlig måde drejede sig om det samme. Solen strålede ind igennem vinduet, og de kunne høre den febrilske opbrudsstemning ude på gangene.

Da de kom ud på gangen, begyndte de to walisere at syn­ge - de nærmeste faldt i med, og sangen bredte sig til hele vandrehjemmet. Syngende gik de unge ud i gården og sam­ledes spontant i kreds, mens de sang walisernes sang, som de havde måttet spille flere gange aftenen før. Sproget spil­lede ingen rolle; det var som om indholdet sneg sig foran sproget og glimtede i den varme sommersol og fortalte hver enkelt deltager, at de hver især havde et særkende, som kunne komme andre til gode - et særkende ikke på trods af kulturel forskellighed, men i kraft af kulturforskelle og sprogforskelle.

Da sangen var forbi, gik de alle til deres værelser for at hente rejsetøjet og bagagen. Rikke og Stephan råbte med hinanden om livet:

»Au revoir! See you later! Wir sehen uns! På gensyn!«

  Så gik de ned mod deres cykler og kørte ned ad den stej­le bakke til landevejen.

»Så går det hjemad!« jublede hun.

»Vi standser ikke, før vi kan se gårdene derhjemme!«

»Vi har mere at komme hjem til end de gamle ved af!«

»Vi er længere fremme!« jublede Stephan.

De lo, tog hinanden om skuldrene og forsvandt mod vest med solen i ryggen - ind mod Midtlandet.

 

 

 

Den lyse vej til himlen

Skole-forum.dk

 

 

Tilbage