Alexander kan godt lide historien om Josef, men
han kan ikke forstå, at hans brødre bare uden videre solgte ham til købmændene.
Sådan kunne man ikke behandle sine søskende. Men Bedstefar sagde, at det skete,
at menneske ikke kunne styre deres misundelse – den tog magten fra dem og styrede
hele deres liv.
Nu var Josef i Egypten, og det var selvfølelig
noget nyt for ham. Han havde sikket hørt om det smukke Egypten med den store
blå Nil og de ubegribelige pyramider.
Købmændene solgte ham til Faraos hofmand, der
hed Potifar. Farao var jo en slags kejser med stor magt, så han havde mange
tjenere og hofmænd. Og nu var Josef ansat hos Faraos livvagts øverste. Men på
en måde var det hans brødres skyld, at
han nu var i egyptisk tjeneste.
Derfor var Gud med ham hele tiden og sørgede
for, at han blev den øverste i Potifars hus, for han var også en fin mand med
tjenere i sit eget hus.
Nu var det Josef, der stod for Potifars hus. Og
Gud sørgede for, at det lykkedes for Josef. Gud velsignede oven i købet
Potifars hus.
Potifar lod Josef ordne alt i sit hus. Potifar
var særlig madglad, så nu kunne han koncentrere sig om maden.
Men så skete der noget. Potifars kone forelskede
sig i Josef, fordi han så så godt ud og altid smilede til hende. Men Josef
sagde, at han ville være Potifar tro og derfor ikke ville være sammen med
hende. Han forklarede hende, at Potifar havde betroet ham alt, så derfor kunne
han ikke være sammen med hende. Det ville være en synd.
Men hun blev ved at presse Josef og en dag, da
han kom ind for at rydde op, greb hun fat i hans kappe for at holde på ham.
Josef vred sig løs og slap derfra uden sin kappe.
Det udnyttede Potifars kone til at sladre om
Josef. Hun bildte sine tjenestefolk ind, at han havde været sammen med hende,
og at han en dag havde glemt sin kappe.
Det samme fortalte hun Potifar, så han blev
rasende og smed Josef i fængsel.
Men Gud tog sig af Josef på den måde, at han fik
fængselslederen til a bede Josef hjælpe ham med at holde opsyn med de andre
fanger.
Sådan kan det gå, når man er Guds udvalgte!
Alexander: Jeg kan godt lide Josef. Han er så
ærlig og gør kun det gode.
Bedstefar: Ja, han blev vist et forbillede for
mange. Måske også for Jesus.
Alexander: Selvfølgelig. For han syndede ikke.
Tror du, at han vidste, at Gud beskyttede ham?
Bedstefar: Det har jeg aldrig tænkt på.
Alexander: Jeg tror, man kan mærke det. Jeg kan
bare ikke forklare hvordan. Det er noget med at føle sig sikker på, at det, man
gør, er det rigtige.
Bedstefar: Det kunne jo være, at Gud fortalte
Josef noget i hans drømme.
Alexander: Eller også er Gud i vores
samvittighed. Det er jo den, der fortæller os, om vi skal gøre noget eller ej.
Gud er vores samvittighed. Jeg tror, at Gud er med både dig og mig.
Bedstefar: Er du aldrig i tvivl om, hvad du skal
gøre?
Alexander: Jo, men jeg finder ud af det. Og
historien om Josef kan hjælpe mig og os alle sammen. Det er det, der gør
historien så god.
Bedstefar: Du har ret.
Alexander: For det er det gode ved dine
historier fra Bibelen .. de gælder for os alle. Og de er så lette at forstå,
når du fortæller mig dem.
1) Hvad
synes I om den måde, Josef bliver behandlet på?
2) Er
det Gud, der sætter Josef på en prøve?
3) Har
Alexander ret, når han siger, at der er en Josef i os alle? Forklar!
4) Er
Gud vores samvittighed? Diskuter!
5) Hvad
får Potifar til at stole på Josef?
6) Josef
siger, at det ville være en synd, hvis han var sammen med Potifars kone. Hvad
er synd? At bryde Guds bud? Ikke at lytte til sin samvittighed?
7) Hvordan
ville vi være uden samvittighed?
8) Hvordan
ville vi være uden Gud?
9) Kan
du mærke, om Gud er med dig? Hvordan?
10)
Læg mærke til, hvor mange af Bedstefars historier,
der foregår i Egypten. Så er der en kulturel forbindelse imellem Israel og
Egypten?
11) Hvad synes I om Josefs måde at handle på?
Teologi for børn
Skole-forum.dk