Kapitel I
I sommerhuset
af
Per Jespersen
Endelig var det blevet sommerferie igen. Kim og
Marianne glædede sig, som alle børn gør. De sidste dage i skolen slæbte sig af
sted, og for de to søskende var der noget særligt at glæde sig til, for Henry,
Kims ven, havde lejet et sommerhus i Nordsjælland hele sommeren, og han havde
skam inviteret Mariannes veninde, kunstmaleren Herdis med. Hun var nu ikke
meget for det, for hun kom faktisk aldrig ud af sit hus, hvor hun malede og
malede dag og nat. Men Kim og Marianne havde fået hende overtalt til at tage
med, fordi sommerhuset var så stort, at hun kunne have alt sit malergrej med.
De havde diskuteret sommerhuset med Herdis mange
mange gange, og de havde sagt til hende, at hun havde godt af at se lidt nyt og
få frisk luft. Men Herdis havde bare sagt. ”Hvad skal jeg med det? Jeg har det
udmærket.”
”Du får ny inspiration,” havde Marianne sagt.
”Og nye motiver, supplerede Kim.
”Jeg har motiver nok i mit hoved.”
Men det var lykkedes at overtale hende, mest
vist fordi hun var lidt forelsket i Henry, selv om hun ikke ville indrømme det.
Men de havde lovet at hjælpe hende med at pakke, og det havde de fortrudt, for
det hele fyldte næsten hele Henrys bil, så de måtte køre to gange.
De to søskende stod uden for skolen den sidste
dag og ventede på Henry, der ville hente dem straks efter skolens ophør.
”Hvordan tror du, det vil gå,” spurgte Kim
”Udmærket. Vi elsker jo at være sammen med Henry
og Herdis.”
”Ja, men så længe. Hvad skal vi lave?”
”Vi skal vise Herdis lidt rundt. Husk på, at hun
aldrig har været der.”
”Tror du, hun vil male hele tiden?”
”Ja ja, det gør hun altid.”
”Og Henry, hvad skal han lave?”
”Og det spørger du om,” sagde Marianne og lo.
”Du og han bygger jo drager hele tiden.”
”Nå ja, men i seks uger!”
”Netop. Du har godt af det!”
”Bah!! ER det søsterkærlighed?”
”Ja, jeg elsker dig jo så højt, at du ved det.”
Kim grinede. ”Nå ja, når det er sådan, --- så .”
Så kom Henry, og sandelig om ikke Herdis
allerede sad i vognen. Hun var iført en kæmpe Dronning Margrethe hat og en
kjole, som om hun skulle til hofbal. ”Gud, hvor ser du kongelig ud,” lo
Marianne.
”Ja ja, jeg skal jo på ferie, og jeg er en meget
anerkendt kunstner!”
”Er det derfor, du aldrig sælger nogle
billeder,” sagde Kim.
”Det er fordi, jeg ikke vil. Man sælger ikke det
kæreste, man har.”
”Hvad lever du så af,” fortsatte Kim.
”Forskellig slags mad, ost og brød og sådan
noget.”
”Det var ikke det, jeg mente. Du tigger vel
ikke.”
”Nej,” sagde Herdis. ”Det er der ingen i Danmark,
der gør.”
”Nå,” sagde Marianne. ”Så se derovre.” De så et
par fattigt klædte børn gå ind hos bageren for at tigge brød. ”Det gør de hver
dag,” sagde Marianne. ”De forsøger at få lidt brød fra i går.”
”Ja, det er rigtigt,” sagde Kim. ”Så vidt er det
kommet Danmark, at nogle børn må tigge,
og nogle er hjemløse.”
”Så,” sagde Henry. ”Lad os nu ikke ødelægge
vores ferie med at spekulere på det.”
De to børn satte sig ind i bilen. ”Jeg giver dem
lidt af min madpakke hver dag,” sagde Kim. ”Og det gør Marianne også.”
”Jeg vil ikke vide af sådan noget,” sagde
Herdis. ”Jeg passer mit maleri, og det må være nok.”
”Du er nødt til at interessere dig lidt for
samfundet,” sagde Kim. ”Vi kommer længere og længere ud.”
”Nå, og hvor har I så hørt det,” spurgte Henry.
”I samfundslære. Vi er meget forargede.”
”Man skal ikke lære så meget,” sagde Herdis.
”Det er bedst ikke at vide noget.”
Kim blev rasende. ”Man er vel nødt til at
forholde sig til den tid, man lever i.”
”Man kan forholde sig så meget, at man bliver
syg af det,” sagde Herdis. ”Når vi kommer op i sommerhuset, skal jeg fortælle
jer lidt om de gamle malere.”
”Det har du gjort hundrede gange,” sagde
Marianne.
”Det kan man ikke høre nok af,” sagde Herdis og
fortsatte: ”Kør så, Henry. Lad os komme af sted, ellers fortryder jeg bare.”
Bilen kørte ud mod Ringvejen og videre mod
Nordsjælland. Herdis sad helt stum og kikkede på landskabet – alle skovene og
de smukke søer med ænder og svaner. ”Nej, hvor romantisk,” sagde hun.
”Ja, det skulle du male en dag,” sagde Marianne.
”Jeg kan da ikke male her i bilen. Det er der
ikke plads til.”
”Nej, men når vi kommer derop. Der skulle være
meget smukt – med hav og det hele.”
”Ja, I får mig ikke i vandet!”
”Vi bader aldrig,” sagde Kim. ”Vi hader det.
Havet skal have lov at ligge i fred.”
”Nå, det må jeg sige,” sagde Herdis forarget.
”Vasker I jer heller ikke?”
”Det sker engang imellem,” sagde Kim. ”Og hvad
med dig?”
”Hver lørdag. Det har vi altid gjort i min
familie.”
De grinede alle fire og kørte videre igennem
Grib Skov og op mod Gilleleje. Skoven lukkede sig helt omkring dem, og de to
børn nød det, mens Henry kun tænkte på sine drager og Herdis drømte om alle de
solnedgange, hun skulle male.
Efterhånden kom de frem til huset, der lå i
nærheden af Nakkehoved Fyr. ”Hvad skal det tårn der,” spurgte Herdis.
”Det er et fyrtårn, lille Herdis. Det skal være
der.”
”Er det der, vi skal bo?”
”Nej, vi skal bo i et sommerhus.”
”Nå, og hvor er det så om vinteren?”
”Åh, Herdis, ” sukkede Marianne. ”Du er som et
lille barn.” Hun pegede ud af vinduet. ”Der ligger vores hus!”
De så det store sommerhus, der var bygget af
træ, og som lå og gemte sig under de store træer. Det havde endda et navn.
”Skovly”.
”Hvor romantisk,” sagde Henry. ”Men der er
adgang til stranden, så kan vi bygge vores drager, Kim.”
”Nemlig,” sagde Kim. ”Det kan ikke være bedre.”
Det tog tre timer at få slæbt al Herdis’ grej
ind. Hun fik sit eget rum, hvor hun kunne male, og hun var ikke længe om at få
stillet det hele op.
”Hvem skal egentlig lave mad til os,” spurgte
hun.
”Det skal du da,” sagde Henry.
”Jeg? Så bliver det ikke andet end rundstykker.”
”Jo,” sagde Kim. ”Vi skal både havde burgere og
cola og alt det, der hører tiden til.”
”Hvis I ikke passer på, så laver Henry og jeg
brunkål til jer. Det har jeg levet af hele min barndom.”
”Det kan man godt mærke,” sagde Marianne
syrligt.
En times tid efter sad de ved køkkenbordet med
cola og kaffe. ”Sig mig,” sagde Henry. ”Er det rigtigt, hvad I fortalte om de
tiggende børn?”
”Ja”, sagde Marianne. ”De er der hver dag, og
jeg ved, hvor de sover om natten.”
”Hvor så?”
”På S-togsstationen.”
”Hvad?”
”Ja, vi har engang besøgt dem der,” sagde
Marianne. ”Tænk dig, deres forældre vil ikke vide af dem. Så vidt er det kommet
i Danmark.”
”Det kan ikke være rigtigt,” sagde Henry.
”Det ER rigtigt. Vi har en dårlig ledelse i
Danmark,” sagde Kim. ”Det vil jeg gøre noget ved, når jeg bliver voksen.”
”Sig mig,” sagde Herdis. ”Hvorfor omgås I sådan
nogle børn?”
”Fordi de er vores medmennesker,” sagde
Marianne. ”Vi har en moralsk forpligtelse!”
Herdis blev helt stum og sagde ikke mere. Og Kim
og Marianne vidste godt, at de ikke skulle snakke mere om emnet, for Henry
ville høre ikke om det, og Herdis ville bare begynde at fortælle om sin
barndom.
De var ikke færdige, før det blev mørkt, og Kim
og Marianne lå i deres senge på deres værelse og snakkede.
”De voksne vil ikke se sandheden i øjnene,”
sagde Kim.
”De tør ikke,” sagde Marianne.
”Så må vi åbne deres øjne.”
”Sig mig, vil du være politiker?”
”Nej, jeg vil være præst.”
Marianne var nær faldet ud af sengen. ”HVAD
siger du?”
”Du hørte det godt.”
”Præst?”
”Ja, for at kunne hjælpe.”
”Så skal du lære både græsk og latin og
hebraisk.”
”Det går nok. Og hvad med dig, ved du ikke, hvad
du vil være?”
”Jo, men det kommer ikke dig ved.”
”Jeg er vel din elskede bror!”
”Det kan du tids nok få at vide.”
Kim var ved at sprække af nysgerrighed, men han
vidste, at hvis Marianne ikke ville fortælle ham det, så var der ikke noget at
gøre.
De kunne høre flagermusene derude i
sommermørket, og ikke langt væk sang nattergalen. Det lød så smukt, at de ikke
kunne tro, at der var så meget fortræd i verden.
Og inde ved siden af stod Herdis og malede som
en besat, mens Henry var i garagen for at bygge sin største drage nogensinde.
Endelig sommerferie sammen med deres bedste venner.
”Godnat, Marianne,” hviskede Kim.
”Godnat, hr. pastor,” sagde Marianne.
Svaret var en pude i hovedet, men hun grinede
bare.
Endelig sommerferie! Hvor var verden dog skøn!
Kim og Marianne
holder sommerferie I
Dansk for 4/5
klasse