Kim og Marianne holder sommerferie
af
Per Jespersen
Kim og Marianne sov som sten det meste af
natten. De var trætte efter alt det slæberi med Herdis’ grej og efter den friske luft i skoven ved Nakkehoved
Fyr. Men de sov dog ikke hele natten. De vågnede, da det var ved at blive lyst,
fordi fuglene sang, som om der var tusinder af dem, og da de lukkede vinduet
op, fordi det var for varmt på værelset, blev fuglesangen endnu højere, mens
duften af fyrreskov løb ind til dem. De krøb under dynerne, men svedte for
meget, så de blev mere og mere vågne.
”Skal man altid så tidligt op på landet,”
spurgte Kim.
”Vi er ikke på landet. Vi er i skoven.”
”Ja, men alligevel. Klokken er kun tre.”
”Ja, hvad så – det er det gode ved den danske
sommer, at nætterne er så korte,” sagde Marianne.
”Og hør nattergalen. Det er noget, jeg ikke
forstår. Den er oppe hele natten, men den synger også nogle gange om dagen, og
den har travlt med at fodre sine unger hele dagen. Sover den nogensinde?”
”Nej,” sagde Marianne. ”Det tror jeg ikke. Vores
lærer har fortalt om det engang. Den sover, når den er i Afrika om vinteren.”
”Hvordan det? Vi kan ikke undvære at sove. Vores
hjerne skal have hvile.”
”Nej, Kim – det er ikke hjernen, der hviler. Det
er kroppen. Hjernen arbejder hele tiden – hele livet.”
”Det må være strengt!”
”Ikke for din, for den har ikke så meget at
arbejde med,” grinede Marianne.
Puden kom omgående flyvende, men den ramte
billedet over Mariannes seng, så det skramlede ned på gulvet med et brag.
Og så lød der et skrig inde fra Herdis’ værelse,
og hun kom farende ind i sin knaldrøde natkjole. ”Er I kommet noget til?”
”Nej,” sagde Marianne. ”Det var bare Kims
hjerne, der var på overarbejde.”
”Jeg hørte et brag,” sagde Herdis bekymret.
”Mine små turtelduer, I må virkelig passe bedre på jer selv.” Så opdagede hun
billedet på gulvet. ”Har Kim smidt det i hovedet på dig?”
”Nej, han ramte det bare. Han er jo ikke
perfekt.”
Så kom hele Kims dyne, men han ramte Herdis i
stedet for, så hun faldt pladask på gulvet og lå og sprællede som en fisk. Kim
og Marianne kunne ikke lade være at grine, for det så så komisk ud. ”Der røg
kunstmaleren,” lo Marianne.
Herdis rejste sig. ”Det er ikke spor morsomt.
Jeg vidste virkelig ikke, at I var voldelige!”
”Det er vi heller ikke. Nu går vi ud og laver
morgenkaffe til den berømte kunstnerinde.”
”Jeg kan så godt lide det ord,” sagde Herdis og
fik sig samlet op.
En halv time efter sad de ved køkkenvinduet og
spiste morgenmad og lyttede til fuglesangen i skoven.
”Hvor er her kønt,” sagde Marianne.
”Ja,” sagde Kim. ”Du skulle lave et skovbillede,
Herdis. Det har du aldrig lavet før.”
”Jeg maler kun solnedgange.”
”Det ved vi. Men kunstnere skal have nye
udfordringer. Du skal male udsigten her fra vinduet, inden solen går ned.”
”Det kan jeg ikke.”
”Selvfølgelig kan du det. Det bliver måske dit
bedste billede, Herdis.”
”Men jeg sælger det ikke,” sagde hun.
”Nej nej, du skal forære os det. Så skal det
hænge på vores værelse derhjemme.”
De sad lidt og kikkede ud på træerne og så en gulbug
forsvinde bag de grønne fyrregrene. Lidt efter hørte de dens sang. ”Man kalder
den den falske nattergal,” sagde Kim.
”Hvor ved du det fra,” spurgte Marianne.
”Jeg hører efter i timerne, forstår du.”
”Der har aldrig været talt om gulbugen før.”
”Jo, den dag du havde travlt med at kaste papir
i hovedet på Lise.”
”Nå, det er noget andet,” sagde Marianne. ”Det
var hende, der begyndte.”
”Selvfølgelig,” sagde Kim. ”Det forstår jeg
udmærket. Men nu går jeg ind og vækker Henry – vi skal have den drage færdig.”
Men Henry var allerede oppe. Han kom ud i
køkkenet i sin pyjamas, så Herdis var ved at besvime.
”Så, lille Herdis, sådan ser mænd ud om natten,”
sagde Marianne.
”Ikke mig,” sagde Kim.
”Du er heller
ikke nogen mand,” gav Marianne tilbage. ”Du må til at lære at sove med
pyjamas.”
Herdis var stadig lidt svimmel, så hun sagde:
”Skal vi ikke tale om noget andet. Godmorgen, Henry. Vil du have lidt kaffe?”
”Nej, går lige ind og skifter, hvis Herdis også
skifter,” sagde han og blinkede til Kim.
Herdis rejste sig. ”Jeg har kun én kjole med.”
”Den snupper du bare,” sagde Marianne. ”Den kan
sikkert vendes.”
Lidt efter sad de alle fire og nød den dejlige
morgen. De nød den fred og stilhed, der var her sammenlignet med byen, de kom
fra. Og så sagde Herdis: ”Der må da snart komme en bil forbi.”
”Der er jo ingen vej, Herdis. Henrys bil står
helt nede ved den lille høj.”
”Ja, men alligevel. Man kan da ikke sidde her
uden trafikstøj.”
Henry rejste sig. ”Hvad var det?”
”Vi hørte ikke noget.”
”Men det gjorde jeg. Jeg ser lige efter.”
Han for ud af døren og ud til den lille garage,
der var forbeholdt hans dragebyggeri. De hørte ham skramle derude, og lidt
efter kom han ind, nervøs og urolig. ”Der har været nogen!”
”Pjat,” sagde Marianne. ”Du har hørt syner!”
”Man kan ikke HØRE syner,” sagde Herdis
gammelklogt.
”Henry kan!”
”Der har været pillet ved vores halvfærdige
drager,” sagde Henry. ”Der har været nogen, der har forsøgt at bryde ind.”
”Hvorfor det?”
”De har forsøgt at brække låsen på døren op. Jeg
troede virkelig ikke, at det kunne ske her så langt fra byen.”
Kim og Marianne blev lidt urolige og gik med
Henry ud i garagen, og det så virkelig ud til, at der havde været nogen. Det
gøs i dem. Havde der været nogen, mens de lå og sov? Kunne det virkelig tænkes?
De gik tilbage til køkkenet, satte sig ved
bordet og tænkte det hele gennem. Hvordan skulle de sikre sig? Skulle de
virkelig skiftes til at holde vagt om natten? Det var jo ikke meningen med en
sommerferie!
De sad længe
uden at sige noget. Så sagde Kim: ”Det er det, jeg siger. Der er ikke styr på
noget i Danmark mere. Mere og mere vold og hvad ved jeg.”
”Hvor ved du egentlig det fra,” sagde Marianne.
”Jeg hører efter i timerne,” sagde Kim spidst.
”Og jeg kan læse. Det har jeg også lært i timerne.”
”Det er en moderne skole, I går på,” sagde
Herdis. ”Det må jeg sandelig sige.”
Og pludselig så de det: helt henne ved
skovkanten kom en dreng til syne, men da han opdagede deres åbne vindue og
hørte deres stemmer, forsvandt han ind imellem træerne. Henry rejste sig. ”Nu
skal jeg!”
Længere kom han ikke, for både Kim og Marianne
fik ham standset. ”Det kan ikke være ham,” sagde Marianne. ”Børn gør ikke sådan
noget. Sæt dig ned, Henry – snak med Herdis, så ordner vi det hele. Kom, Kim!”
De tog hinanden i hånden og løb ind i skoven.
Kim og Marianne
på sommerferie II
Dansk for 4/5
klasse
Opgaver til kapitel IIer
her