Af
Per Jespersen
For en gangs skyld var det rigtig snestorm, og
de fleste holdt sig inde, fordi alle veje føg til, og bilerne næsten ikke kunne
køre i det glatte føre. Kim og Marianne kunne ikke rigtigt lide den slags vejr.
Men de kunne godt huske, at da de var små, var en snestorm det rene eventyr, og
de kunne såmænd midt om sommeren finde på at ønske, at det ville begynde at
sne. Sne var det rene, hvide, skinbarlige eventyr, hvor man kunne lege og have
sjovt.
Men sådan var det ikke længere. De blev på deres
værelse. Og de havde da også en del at ordne. Marianne var i telefonen hele
tiden, og Kim planlagde og lavede
budget. De havde nemlig lejet byens dyreste hotels store sal. Det havde
ikke været så svært overtale ejeren til at leje salen ud til en billig penge,
hvis blot de kunne sørge for, at der kom mange mennesker.
De vidste endnu ikke helt, hvordan de skulle
klare det, men Kim havde foreslået, at en annonce i avisen måtte kunne hjælpe,
og Marianne havde fået den ide, at fjernsynet skulle blandes ind i det også.
”Hvordan vil du få dem til det,” sagde Kim. ”De
interesserer sig kun for politik.”
”Jeg har aldrig set sådan en som Herdis i Tv, så
mon ikke. Henry har i hvert fald prøvet at hjælpe, og han har også ringet, men
han henviste til mig.”
”Nå, hvorfor nu det?”
”Det kunne lige så godt have være dig, for det
er jo vores ide, ikke?”
”Jo, jeg kan ikke engang huske, hvem der fandt
på det.”
”Det var faktisk dig, men du fandt også på, at
jeg skulle overtale Herdis, ikke min ven?”
”Det er du bedst til. Hun er din voksenven –
næsten din tante.”
”Hun er aldeles ikke nogen tante. Hun er en
kunstner af høj klasse.”
Kim stillede sig op og gjorde honnør.
Marianne grinede, men sagde: ”Jeg mener det! Hun
fortjener at blive mere kendt og få nogle flere penge. Hendes billeder bliver
meget værd en dag.”
”Ja ja, alle kunstnere bliver så forfærdeligt
kendte og dyre, når først de er døde.”
”Netop – og det er synd for dem. Herdis
fortjener at blive anerkendt, mens hun lever. Tænk på stakkels van Gogh -- han
solgte ikke et billede i sin levetid, og han led for det, og nu koster de
millioner.”
”Hvad skal Herdis med millioner?”
”Bruge dem – pjatte dem væk – og købe en kjole
mere!”
”Så vil jeg bestemme, hvilken farve den skal
have.”
”Det kan du godt spare dig. Men vi taler nu
heller ikke om millioner. Vi taler om anerkendelse.”
Kim gjorde honnør igen, men blev afbrudt af
telefonen.
Marianne tog den: ”I morgen – jamen, det – jo,
jeg skal nok prøve – klokken et – ja, bare hun er stået op, men jeg skal nok sørge for det også. Ja, jeg skal nok
være der – ja , ja i sit bedste tøj – må jeg få min bror med – fint, det vil
han gerne. Tak, så siger vi det.”
”Hvad er det, jeg gerne vil?”
”Det får du at se i morgen.”
”Jamen, jeg har ingen kjole.”
”Du kunne jo tage jakke og bukser på.”
”Det gør jeg hver dag – jeg kan da ikke rende
uden tøj i det møgvejr!”
”Vi bliver nødt til at gå over til Herdis. Hun
ved kun, at vi skal bruge alle hendes billeder, men ikke til hvad, og nu skal
hun i fjernsynet.”
”Tak skæbne, hun får en prop. Lad os komme af
sted; vi kan vel stå på ski derover.”
En halv time efter bankede de på Herdis’ dør.
”Skynd dig, Herdis. Det haster!”
”Ja ja,” lød hendes søvnige stemme. ”Rom blev
ikke bygget på én dag. Det tog faktisk flere år.”
”Så længe venter vi ikke. Luk nu op!”
Døren gik på klem, de skimtede Herdis med en
natkjole, der på det nærmeste lignede et indianertelt fra inkatiden. ”Vi skal
se alle dine billeder.”
”Nå, hvorfor det?”
”Lad os nu komme ind!”
”Ja ja, jeg skal lige se lidt ordentlig ud.”
Der gik tre kvarter, så kom hun endelig. Hun
havde taget en gammel kjole uden på natkjolen, og havde allerede hatten med
blomsterne på. ”Skulle det tage tre kvarter at få den kjole på, og natkjolen
fik du aldrig af.”
Det kan heller ikke betale sig; jeg skal jo have
den på igen i nat.”
”Det skal du ikke være så sikker på. Hvor har du
så alle dine billeder?”
”Det ved I jo – over hele huset.”
”Vel ikke i køkkenet.”
”Jo, da. Jeg fik pludselig en ide i går i
køkkenet, og så måtte jeg jo slæbe det hele derud. Det var noget med udsigten
fra vinduet.”
”Vi skal have det hele samlet.”
”I skal ikke røre mine billeder.”
”Vi skal have dem på udstilling. De skal hænges
op i formiddag, for ---.”
”Jeg skal ikke udstille.”
”Jo, vi gør det for din skyld. Hele folket skal
kende dine billeder.”
”Så du kan blive berømt, mens du lever,” sagde
Kim.
”Sig mig, hvad er det, I har arrangeret?”
”En udstilling af dine billeder. Den store,
berømte kunster Herdis. Hvad hedder du for resten til efternavn?”
”Ingenting. Præsten glemte at skrive det på
dåbsattesten. Det betyder ikke så meget.”
”Det er ellers kun dronninger og konger, der
ikke har efternavne.”
”Så går det vel også.” Hun satte sig og tørrede
sveden af panden. ”Sig mig så, hvad der skal ske.”
”Der kommer en lastbil om en time for at hente
dine billeder. De skal hænge i hotellets store, dyre sal, og folk vil strømme
til.”
”De ved det jo ikke.”
”Jo jo, vi har annonceret.”
”Hvad har I?”
”Ja, alle glæder sig. Og så kommer Tv i
eftermiddag.”
”Hvad skal de?”
”Du skal interviewes, lille Herdis. Om dit
arbejde og din store kunst.”
”Jeg kan godt lide det ord. Men Tv – nej!”
”Jo, for så kan du sælge nogle af dine billeder.
Vi skal nok sætte pris på dem. Så får du råd til en ny natkjole.”
”Den kan holde længe endnu.”
”Nå, men vi må i gang. Hvis du laver morgenmad,
så slæber vi alle billederne ud.”
Kim og Marianne arbejdede som små heste i en
time, så stod det hele klar til transport. De kunne høre Herdis rumstere i
køkkenet med morgenmaden. Men de kunne også høre hende smågræde. ”Jeg ser
aldrig mine billeder igen,” græd hun.
”Jo, bare du sælger et eller to, så kan du leve
i flere måneder.”
”Jeg kan slet ikke klare det pres. I må love
mig, at I er hos mig hele tiden. Skulle I for resten ikke være i skole?”
”Vi har taget fri i dag, Vi er så forfærdeligt
forkølede. Det er jo så koldt.”
”Ja, hvor kommer al den sne fra?”
”Fra skyerne, Herdis,” grinede Kim.
”Det er jo ingen forklaring.”
Nu kørte lastbilen op foran hoveddøren, og
billederne blev læsset på og dækket til, så sneen ikke skulle fugte dem. Herdis
blev skubbet ind til chaufføren, og Kim og Marianne satte sig imellem de to.
”Jeg er helt ude af den,” sagde Herdis.
”Du skal nok klare det,” sagde Kim. ”En stor
kunster klarer alt.”
En time senere hang alle Herdis’ billeder i
salen, og det så pragtfuldt ud. ”Kan du ikke se, hvor godt de gør sig her i det
stærke lys. Folk vil strømme til.”
”Og fjernsynet?”
”De kommer om en halv time, så du må hellere
fikse dig lidt op.”
”Og få den natkjole af,” sagde Kim. ”Det ser
helt fjollet ud. Og du skal også sminkes. Og dit hår, det ligner en høstak fra
sidste år.”
”Høstakke er meget smukke,” sagde Herdis. ”Bare
se der.” Og der hang virkelig et billede af en mark fra gamle dage, hvor
arbejderne stakkede hø.
”Det billede har vi aldrig set,” sagde Kim.
”Det kan sælges med det samme.”
”Det er mine barndomsminder,” græd Herdis.
”Du maler bare et til.”
Marianne gav sig til at rede hendes hår, så hun
bare så nogenlunde civiliseret ud. ”Tøjet må du selv ordne; det kan jeg ikke
finde ud af.”
Herdis gik ud på gangen og nåede lige ind, da
filmholdet fra Tv ankom. Hun var lige ved at besvime af nervøsitet, men
Marianne kom farende og bød Tv-folkene velkommen. ”Ja, det er så den berømte
kunstner,” sagde hun.
Der blev taget billeder af de fleste malerier,
og til sidst blev Herdis anbragt i en stol foran billedet med høstakkene til
interview. Kim og Marianne holdt sig i baggrunden og var lige så nervøse som
Herdis. Men det lykkedes da at få Herdis til at fortælle om sin barndom, og hun
fortalte skam også om sine gode venner Kim og Marianne.
Tilsyneladende var Tv-folkene tilfredse, men de
ville også have et interview med Marianne, og hun fik fortalt, hvorfor hun
mente, at et samfund ikke kunne klare sig uden at der var kunstnere, der
kompromisløst malede, digtede eller skrev musik.” Det er kunsten, der bærer det
hele oppe,” sagde hun. ”Og Herdis er en af de helt store.”
Så gik dørene op, og hundreder af mennesker kom
ind. Herdis blev helt fortumlet, men nåede dog at se, at der var sat pris på
hver enkelt billede. Tal, der var så lange, at hun måtte tælle ekstra for at
se, hvor mange nuller der var. ”I er bindegale,” sagde hun.
”Det har vi lært af dig. Men du gjort så meget
godt for os, så det manglede da bare.”
”Jamen de priser. Hvis nu – hvor skal jeg så
gøre af alle de penge?”
”Put dem i de tomme malerdåser,” sagde Kim.
Folk gik rundt og beundrede de strålende
billeder, og i løbet af et par timer så Herdis, at der sad et lille skilt ved
fem af billederne med ordet ”solgt”. ”Har I virkelig --- ?”
”Ja, det er vel ikke for meget. Og i morgen
kommer der endnu flere mennesker.”
”Jeg bliver helt stum. Men jeg vil gerne
invitere jer hjem til vandgrød.”
”Vandgrød! Hotellet her giver middag til os alle
tre.”
”Du godeste. Hvad skal jeg dog gøre?”
”Spise lækker mad, selvfølgelig,” sagde Kim.
”Kom nu!”
Og lykkelige gik de ind til den dyre middag.
1) Diskuter
hvad kunst egentlig er.
2) Hvilken
forskel er der på kunst og håndværk?
3) Kan
I nævne kunstnere, der virkelig siger jer noget.
4) Komponister?
5) Forfattere?
6) Hvad
betyder kunst for samfundet?
7) Hvad
er mest vigtigt, kunst eller politik?
8) Kan
I nævne nogle store, danske kunstnere?
9) Kim
nævner van Gogh. Prøv at læse om ham eller find stof på nettet.
10)
Prøv at finde noget om Oluf Høst og diskuter de billeder.
11) Nævn en forfatter, som I virkeligt godt kan lide.
Tilbage til childrenphilosophy