Af
Per Jespersen
Klokken var ni om morgenen, og Kim og Marianne
var på vej hen til Herdis. Hun havde fødselsdag, og de ville selvfølgelig give
hende en overraskelse. Gaver havde de ikke købt, for det var umuligt at finde
på noget til hende. Så de havde besluttet at købe morgenbrød hos byens fineste
bager. Han var berømt for sit rugbrød, men også for sine fine rundstykker. Og
så havde han den mærkelige vane at have lagkager klar allerede om morgenen, så
de besluttede at købe ti rundstykker, og tre lagkager.
De kunne næsten ikke bære det hele og var lidt
nervøse for, om Herdis overhovedet var stået op. Hun plejede ikke stå op, før
klokken var tolv, og det var mere end tidligt nok, sagde hun.
Men Herdis var oppe, da de kom, og hun var i
fuld gang med at male. De to børn stod i gangen og sang ”Happy Birhday to you,”
da Herdis kom ud og sagde: ”Er I blevet vanvittige?”
”Nej, vi kommer for at ønske vores bedste ven
tillykke.”
”Nå, hvem er det så?”
”Dig, lille Herdis.”
”Det er først i morgen.”
”Det er noget, du tror, fordi du ikke har været
i seng. Men det kan jordkloden ikke tage sig af. Den drejer rundt alligevel.”
”Det er noget værre rod, det hele,” sagde
Herdis.
”Hvis den ikke drejer rundt, har vi enten mørke
eller solskin hele døgnet.”
”Så ville solen jo aldrig gå ned. Det var dog
forfærdeligt.”
De gik ud i køkkenet. ”Nu sætter du vand over,
Herdis, så ordner vi morgenbordet. Uanset om du har sovet eller ej.”
Herdis gjorde, som der blev sagt, og Kim og
Marianne fandt kopper, tallerkner, smør og servietter frem. De arrangerede
rundstykkerne på bordet som et hjerte, og i køkkenet begyndte det at dufte af
birkethe.
”Og så har vi købt tre lagkager,” sagde
Marianne. ”Det er skønt at klatte penge væk.”
”Hvor har I alle de penge fra?”
”Du gav os dem i går. Det husker du vel. Du
tjente så mange på alle de billeder, du solgte på udstillingen. Du gav os to
hundrede.”
”Jeg må have været syg. Nå, men lad mig se de
lagkager!”
Marianne åbnede papkassen med en enorm lagkage.
”Bagerens den bedste,” sagde hun.
”Og største. Vi har rigtigt klattet!”
”Ja, men jeg tager den hele, så må I dele de
andre to.”
”Hvad så med rundstykkerne?”
”Dem kan I give til fuglene.”
Inden de så sig om, var Herdis halvt igennem
lagkagen, og hele hendes hoved var smurt ind i flødeskum. ”I er nogle værre
hængenøgler, når I kan finde på sådan noget.”
”Det er jo ikke hver dag en stor kunstner fylder
år.”
”Jeg kan så godt lide det ord, men min alder
taler vi ikke om.”
De nød det faktisk alle tre. Marianne ville se,
hvad Herdis havde malet i løbet af natten, så hun gik ind i atelieret. ”Det er
det sædvanlige, Herdis. Alle disse solnedgange!”
”Du må finde på noget nyt,” sagde Kim. ”En stor
kunstner skal også forny sig.”
”Ja,” sagde Marianne fra døren. ”Det har vi talt
om længe. Nu giver du os en blok papir og en blyant hver. Så går vi ud i byen
og finder motiver. Når vi så kommer hjem, maler du et abstrakt bilede over de
ting, vi har tegnet.”
”Nå,” sagde Herdis. ”Skal det være en
fødselsdagsgave, at jeg skal bestille noget!”
”Nej, du lægger dig til at sove i et par timer,
så kommer vi igen med motiver, som du garanteret ikke har set før, og så skal
du til at bestille noget.”
”Nå, men så går jeg i seng.”
”Skal du ikke have flødeskummet af ansigtet
først?”
”Nej, sengetøjet bliver vist vasket i morgen, så
det kan ikke betale sig. Godnat, og tak for lagkagen!”
Og nu stod Kim og Marianne midt i byen med hver
deres tegneblok og blyant.
”Hvad i alverden skal vi finde på,” spurgte
Marianne.
”Det skal i hvert fald være noget, hun aldrig
har set.”
”Banegården?”
”Der har hun været.”
”Nå ja – supermarkedet.”
”Nej, jeg har en bedre ide. Kirken!”
”Hvad? Ganske vist har hun aldrig været der –
men alligevel.”
”Kom, så skal jeg vise dig noget, hun aldrig har
set; hvis det lykkes for os at lave bare nogle skitser, så er jeg spændt på,
hvad hun får ud af det. Vi siger ikke, hvor vi har været.”
De gik ned mod kirken, der stod med sit
kæmpetårn, der syntes at række helt op i himmelen. Men det var vel også
meningen. Da de kom ind, hviskede Marianne: ”Jeg bliver altid så stille indeni,
når jeg er i en kirke.”
”Det er også meningen.”
”Hvad skal vi tegne her?”
”Nu skal du se.” Kim gik mod en ældgammel
trædør, som han næsten ikke kunne skubbe op.
”Hvor skal vi hen?”
”Til den ældste del af kirken. Kom!”
De gik igennem døren og måtte bøje sig i den
lave gang, indtil de stod i det ældgamle bederum. ”Her samledes munkene hver
morgen, middag og aften,” hviskede Kim.
”Det er vist længe siden.”
”Over otte hundrede år.”
”Men hvor er her flot. Se de store buer af sten.
Fantastisk. Tænk otte hundrede år!”
”Og alligevel er det, som var det i går,” sagde
Kim. ”Se!”
Det gav et gisp i Marianne, for der på de hårde
træbænke sad to munke i deres brune kutter. ”Jeg tør næsten ikke sige noget,”
hviskede hun.
”Så tegn de munke, så tegner jeg buerne. Og se
det lys, der kommer ind ad vinduerne nu!”
”Fantastisk.” De tegnede begge to – blot skitser
af munkenes bøjede hoveder, de store buer i loftet og lyset, der kom ind i
rummet ude fra den store verden.
Og nu sad der fyldt af munke på alle bænkene. De
ænsede dem ikke, og de tegnede på livet løs.
”Tror du, de kan se os,” hviskede Marianne.
”Nej, vi er otte hundrede år tilbage i tiden.”
”Og Herdis er ikke opfundet endnu,” lo Marianne.
”Nej, men skønheden er. Når munkene beder,
bliver der fred i verden.”
”Så mangler vi dem nu,” sagde Marianne. ”Hellere
fred i et kloster end krig i verden.”
”Netop.”
En af munkene rejste sig, gjorde korsets tegn
mod dem og velsignede dem. De to børn tegnede skitse på skitse. Det var som en
feber. ”Lige nu kan jeg mærke, hvad det vil sige at være kunstner,” hviskede
Kim. ”Så betyder tiden ikke noget.”
Pludselig var alle munkene væk, og børnene stod
alene med tegneblokken fuld af skitser. De skyndte sig op i kirken, kastede et
kort blik på korset, nikkede og løb hjem til Herdis.
Hun sov som en sten med flødeskum i hele sengen.
”Så er vi her, Herdis.”
”Nå, det var også på tide, Er der mere lagkage?”
”Du skal male. Hump af med dig ind i atelieret
og find lærred og maling frem!”
”Jeg må vel lige have lov at nette mig lidt. Alt
det flødeskum!”
Mens Herdis vaskede sig, fyldte de hendes
motivtavle med deres skitser og slæbte maling frem. Så luskede de ud i
køkkenet, mens de hørte Herdis slæbe sig ind til lærredet. De gav sig til at
vaske op, og da Herdis åbenbart havde travlt, vaskede de også vinduerne, så man
i det mindste kunne se, at der var naboer inde ved siden af.
”Gad vide, hvad hun siger? Jeg vil i hvert fald
ned i det rum igen.”
”Også jeg!”
Så lød der et skrig af glæde inde fra atelieret.
De to børn for ind til Herdis. Og der! Et maleri
af uhørt skønhed, hvor hun havde brugt alle børnenes skitser og samlet dem i en
helhed i et under af et billede.
”Herdis,” jublede de. ”Du er genial.”
Hun hylede af glæde. ”Sikke et billede. Hvor i
himlens navn har I været?”
”Netop!”
”Netop hvad?”
”I et stykke af himlen.”
”Jeg forstår ikke et muk. Men i har hjulpet mig
til et billede, jeg aldrig nogensinde vil sælge. Det har sjæl.”
Kim var lige ved at græde. ”Sjæl. Ja,
selvfølgelig. Det er det smukkeste jeg har set.”
”Er der mere lagkage,” sagde Herdis.
”Det meste af den er smurt ind i din seng.”
Hun tog hånden ned i kittellommen og gav dem
hundrede kroner. ”Er det nok til en til?”
”Ja, ja. Vi kommer straks.”
Og en halv time senere sad tre lykkelige
mennesker og smæskede sig i lagkage.
Sikke en fødselsdag!
1) Hvad
er det, der sker i denne historie?
2) Er
det indbildning, som børnene oplever?
3) De
oplever munke i bøn. Kan det hjælpe andre mennesker?
4) Hvad
er bøn? Diskuter!
5) Hvorfor
er der ikke så mange munke og nonner i Danmark længere?
6) Mange
danske byer er opstået, hvor der lå et kloster i gammel tid. Betyder det noget
i dag?
7) Hvad
betyder det, at et billede har sjæl?
8) Hvad
betyder det, at vi har en sjæl? Diskuter!
9) Hvordan
kan det gå til, at børnenes skitser pludselig får Herdis til at male noget
andet, end hun plejer?
10)
Prøv selv at gå frem på denne måde: Lav en
skitse af noget nyt og prøv at male over skitsen. Diskuter hvad I har lavet.
11) Hvad
synes I om denne historie? Hvorfor?