Af
Per Jespersen
Kim og Marianne lå og sov sødeligt en søndag
morgen uden at vide, at denne dag ville bringe noget nyt for dem. De lå og
drømte om den snarlige sommerferie fra skolen. Hvad skulle de dog lave, for mor
havde ingen penge, så nogen egentlig ferie blev det ikke til. Og Herdis skulle
jo bare male, for nu var hun blevet kendt efter den store udstilling, som de
havde arrangeret. Alle kendte hendes billeder, og de var af og til i avisen.
Marianne vågnede først og lå lidt og lyttede til
fuglesangen udenfor. Det lød som en skøn verden derude, og det var ikke til at
fatte, at der andre steder i verden var både krig og sult og fattigdom. Hvorfor
kunne mennesker dog ikke finde ud af at leve sammen i fred og harmoni? Alle
talte jo om fred, men ingen så ud til at gøre noget ved det.
Langsomt vågnede også Kim. Han gned sine øjne,
vendte sig om igen, og rejste sig så op. ”Hvad sidder du og funderer over?”
”Livet,” sagde Marianne.
”Så tidligt om morgenen!”
”Ja, for jeg er lige vågnet, og så er livet der
lige pludselig.”
”Det er det jo hver morgen, og for resten er det
der også, mens du sover.”
”Ja, men jeg mærker det ikke.”
”Sådan har mennesker altid haft det. Lige siden
det allerførste menneske. Og lige siden har vi grublet over livet.”
”Jeg ved det godt, men det bliver det jo ikke
mindre mærkeligt af.”
”Nej, hvis man bare kunne sætte sig ind i,
hvordan de første mennesker var.”
Marianne satte sig op. ”Lad os komme op. Vi må
udrette noget stort i dag.”
”Nå, det må jeg sige. Hvad kan vi gøre ved alt
det?”
”Det ved jeg heller ikke, men alle kan udrette
noget, som andre ikke kan. Har du læst om den forfatter, der mener, at alt hvad
mennesker har tænkt og følt, siden det første menneske var her, er gemt i alle
menneskers bevidsthed. Vi er, som de var, og det nye, vi måske formår at tænke,
går videre til de næste generationer.”
”Så må vi tænke os godt om. Det skulle gerne
være det gode, der gik videre.”
”Der er noget ondt i ethvert menneske.”
”Jeg er ellers en stille og sød dreng. Det
troede jeg virkelig, at du vidste.”
”Det gør jeg også. Men dybt i dit indre, og i
mit, er der også noget andet. Det gode er kun godt, hvis det onde findes.”
De fik tøj på og var på vej ned til morgenmaden.
Mor havde natarbejde, så de skulle lave lidt mad klar til hende.
”Det er synd for mor, at hun skal arbejde så
meget.”
”Ellers kommer der ingen penge til huset.”
”Ja, men så om natten. Så skal hun jo sove om
dagen, når solen skinner og alt er lyst og dejligt.”
”Sådan bliver det måske også for os.”
”Nej,” sagde Kim. ”Jeg vil noget mere. Noget
stort.”
”Det har alle børn sagt til sig selv til alle
tider.”
”Ja, men hvis man ikke vil det, bliver man til
ingenting. Man er nødt til at have visioner!”
”Nå, vi bruger fine ord en søndag morgen.”
”Du ved, hvad jeg mener.”
Nu kunne de høre mor ved hoveddøren. Hun kom ind
og så inderligt træt ud, men smed avisen på køkkenbordet. De bladede lidt i
den, og Marianne sagde: ”Ikke andet end krig og ulykker.”
”Sådan er verden, når mennesker ingen visioner
har,” sagde Kim.
”Der findes faktisk også onde visioner!”
”Jeg ved det. Så er det dem, vi skal gøre noget
ved. Hej, vent lidt. Her er lottotallene. Jeg skal lige hente kuponen.”
”Har I spildt penge på at spille lotto,” sagde
mor.
”Det var mine egne penge. Det kunne jo være.”
Marianne grinede. ”Dine chancer er som en mod ti
millioner.”
”Ja, men sådan en sød dreng som mig. Jeg henter
lige kuponen.”
Kim for op ad trappen , mens mor med et suk gav
sig til at spise lidt.
Kim kurede på gelænderet ned i køkkenet og for
over avisen. ”Det er første gang, jeg har spillet.”
”Og sidste,” sagde mor. ”Du skal ikke spilde
penge på det pjat.”
Så lød der et skrig henne fra avisen. ”Hvad
sagde jeg!”
”Ja ja,” sagde Marianne. ”Du har spillet for 25
kroner og vundet 35. Hvad skal vi dog stille op med alle de 1o kroner?”
”Så se her, og se min kupon.”
Marianne gloede. ”Det må være en fejl.”
”Jeg har vundet 60.000 kr!”
Og det så virkelig ud til at være rigtigt, og
Kim for rundt i køkkenet, sprang op på bordet og ned på stolene som en anden
hundehvalp. Og Marianne følte, at det sortnede for øjnene af hende, og mor
vidste ikke, hvor hun skulle gøre af sig selv.
Så satte Kim sig roligt ned. ”Hør her, vi må
tale om det. Jeg har allerede et forslag. Vi deler. Mor, hvis jeg nu giver dig
de 30.000, og vi får resten. Hvad siger du?”
”Jeg kan ikke rumme så mange penge. Jeg ved
ikke, for det er jo dine penge, Kim.”
”Du kan bruge 30.000 til lige, hvad du vil, og
Marianne og jeg inviterer Herdis på en ferie. Vi har hørt om et sted i skolen,
som vi alle sammen gerne vil se, og jeg synes, at Herdis skal se det også.”
”Åh, det Jørgensen fortalte om,” sagde Marianne.
”Jo, og Herdis skal med. Ring lige til hende.”
”Hvad siger du, mor?”
Hun kunne stadig ikke fatte det hele. ”Hvis I
synes. Men det er jo dine penge, Kim.”
”Nej mor, du beholder det halve. Det fortjener
du.”
Marianne var allerede ved at ringe til Herdis,
men hun sov selvfølgelig endnu.
”Så går vi derover. Herdis har heller aldrig
været på ferie. Hun kan tage alle sine malergrejer med.”
Et kvarter senere stod de uden for hendes
hoveddør. Det rumsterede derinde, så der var da liv. ”Herdis, luk op!”
”Ja ja, jeg er ikke klædt om.”
”Det er da lige meget. Luk nu op.”
Og der stod Herdis i sin pjaltede natkjole. De
for ind, satte sig i køkkenet og sagde: ”Kom og sæt dig ned. Vi har en
overraskelse til dig.”
”Skal I nu ud og finde motiver til mig?”
”Ja, på en måde. Men du skal med. Vi skal på
ferie sammen.”
”Ferie? Hvad er det for noget?”
”Du hørte rigtigt. Kim har vundet en hel stak
penge, og vi vil invitere dig med på en ferie til et meget spændende sted langt
væk herfra.”
”Hvor?”
”Det siger vi ikke. Men du vil aldrig fortryde
det.”
”Jeg kan ikke bare forlade det hele her.”
”Jo, du kan. Vi lejer to værelser, så kan du
male alt det, du vil.”
”Så sig mig dog, hvor det er?”
”Borgholm. Det er så spændende. Vi har hørt om
det i skolen.”
”Jeg har hørt det navn før, men hvad skal vi
der?”
”Vi vil vise dig alt muligt spændende der. Vi
har lært meget om det, men der var en del, Jørgensen ikke ville fortælle. Det
vil vi ned og finde ud af.”
Pludselig stak Herdis i et stort smil. ”I er
nogle rigtige malerbøtter, I to. Jeg siger ja. Men hvor har I pengene fra?”
”Fra Lotto.”
”Spiller I? Det havde jeg ikke troet.”
”Du vil altså med, ikke?”
”Jo jo, men jeg må lige havde skiftet først.”
”Det har du tid nok til. Vi kan ikke ordne noget
i dag, for det er søndag, men vi kan finde ud af det der med hoteller og
billetterne. Pengene kan vi først få i morgen.”
”Og jeres mor?”
”Vi har delt pengene. Hun får 30.000. Jeg tror, hun var virkelig glad.”
”Godt, så siger vi det. Men skal Henry ikke
med?”
”Jo jo, du ringer bare til ham. Vi skal lige ned
og finde ud af noget på stationen. De har vist også et rejsebureau.”
De for ned på gaden, mens de hørte Herdis råbe
oppe fra sit vindue: ”Hvad skulle jeg have gjort uden jer snuskebasser?”
”Vi kan heller ikke undvære dig,” råbte de og
løb i fuld galop med hinanden i hånden ned mod stationen.