Kapitel X

Det store slag

Af

Per Jespersen

Nu boede den fremmede mand på et værelse på kroen, som Kim fik billigt. De fik en slags rabat, fordi de var så mange. Og de lagde mærke til, at Nikolaj kom hver dag for at besøge den fremmede. De undrede sig over, hvad de to lavede, men en dag spurgte Kim: ”Nu har du haft besøg af Nikolaj så mange gange. Hvad laver I?”

”Åh, vi tager på tur i landskabet, på slottet og i kirken.”

Marianne var ikke helt fri for at være misundelig. ”Hvorfor må vi ikke komme med?”

”Jamen, det må I da også gerne. Vi har aftalt at tage ud til landsbyen igen, når vi har været nede ved havnen.”

”Havnen? Den har vi ikke set.”

”Nej. Men den var der engang. Hvis I har tid, tager vi af sted i eftermiddag ved fire-tiden. Men I skal have godt med tøj med, for der sker noget dernede, som vi skal tage et kig på.”

”Ja, men så er det en aftale.” De gik ind til Herdis og fandt hende dybt begravet i sit maleri, så hun var ikke til at råbe op. Hun var i gang med tre billeder på én gang; det ene af dem forestillede de to guldhorn, der lå i jorden og gemte sig for mennesker. Det var lykkedes hende at skabe et billede så fuld af mystik, at de aldrig havde set noget lignende. ”Hvor får du det fra?”

”Der var en, der fortalte mig lidt danmarkshistorie.”

”Vi kan næsten gætte, hvem det er. Du skulle have hørt bedre efter i skolen!”

”Vores historielærer var næsten altid syg, og ham, vi fik i stedet, fortalte ikke om andet end vikinger.”

”Du har da aldrig malet vikingebilleder,” sagde Marianne.

”Nej, for vikingerne er ikke så interessante.”

”Jo, de er,” sagde Kim. ”Men de to guldhorn er fra før vikingerne.”

”Det er jeg godt klar over. Men jeg har ikke fået at vide, hvor de blev af.”

Nu kom Nikolaj farende ned ad gangen med forfatteren efter sig. De legede åbenbart udmærket sammen. Han for ind på Herdis’ værelse for at gemme sig, men han nåede at høre, hvad Herdis sagde. Så derfor sagde han: ”Kongen brugte dem som drikkehorn, og når han havde fest, skulle alle gæsterne ned på Kunstkammeret for at prøve at drikke af hornene. En af gæsterne var en værre en, for han pønsede på at stjæle dem.”

”Hvad skulle det nu til for,” sagde Herdis.

”Det er jo guld,” sagde Nikolaj. ”Han tog en afstøbning af kongens nøgle til Kunstkammeret, og en nat sneg han sig ind med den nøgle, han havde lavet, og stjal de to horn. Han ilede hjem og smeltede dem, så han havde gratis guld til at lave smykker.”

”Hvad er det for noget!”

”Mennesker har altid været ude efter penge,” sagde Marianne. ”Det må du da vide.”

”Hvad skal man bruge penge til?”

”For eksempel til at leje værelser på et dyrt hotel,” sagde Kim. ”Men jeg har ikke stjålet noget – jeg har vundet pengene.”

Nu kom forfatteren farende ind på værelset og greb grinende Nikolaj. ”Der fik jeg dig, din lille laban.”

Drengen lo og havde det sjovt, og det lykkedes ham at stikke af igen. ”Vi ses klokken fire,” nåede forfatteren at råbe til dem. ”Nede foran kroen. I vil få en rigtig oplevelse.”

Herdis fortsatte sit maleri, men nåede at sige: ”Husk jeres skitseblok. Jeg elsker at være her, for mine billeder bliver bedre af det.”

”Det skal vi nok,” sagde Marianne. Så for de ned på deres værelse, gik i bad og fandt en masse varmt tøj frem. Det var ganske vist sommer udenfor, men der måtte være en grund.

”Hvordan kan vi bringes frem og tilbage i tiden,” sagde Kim.

”Det skal man ikke spekulere over. De fleste ting i livet kan man ikke forklare,” svarede Marianne.

”Nej, det har jeg opdaget. Og alligevel vil vi alle sammen så gerne have en forklaring.”

”Ja, men de smukkeste og mest spændende ting er dem, vi ikke kan forklare.”

De for ned ad trappen og nåede det lige til tiden. Nikolaj stod klar med sin lille hånd i forfatterens. Et øjeblik kørte den chaufførløse bil op foran kroen, og Marianne nåede at se, at det stadig var en kronebil.

”Er det din fars bil,” spurgte Marianne.

”Sådan noget spørger man ikke om,” sagde forfatteren. ”Stig nu bare ind.”

Et øjeblik efter sad de alle fire i bilen, der lydløst førte dem ned til en havn, hvor der lå små fiskerbåde ved kajen. De sidste fiskere havde landet deres fangst, og mørket var ved at sænke sig.

De steg ud, og forfatteren begyndte at fortælle: ”Her er en havn, som ikke er der mere, men man kan sejle helt ud til det store hav. Der går rygter i byen om, at der vil ske noget i dag, som ikke er så godt.”

”Krig,” sagde Nikolaj.

Marianne var travlt optaget med at lave skitser til Herdis, men hun hørte ordet krig og kom farende hen til dem. ”Så vil jeg ikke være her,” sagde hun.

”Du får noget at se, som næsten ingen har set.”

”Piger er lidt bange af sig,” sagde Kim.

”Hold mund,” hvæsede Marianne.

”Hør, nu kommer de,” sagde forfatteren.

De lyttede og kunne lige og lige høre ophidsede stemmer ude fra havet, og nu kunne de også se små levende lys nærme sig.

”Er det hunnerne,” spurgte Nikolaj.

”Ja, de står ind her for at bekæmpe det rige folk, der besidder guldhornene og mange andre rigdomme.”

”Hvad vil de her?”

”Der kommer til at stå et stort slag her. Hør, danerne er på vej.”

Og ganske rigtigt. De så en hærfører komme i spidsen for hele sit folk på hest. De gjorde sig klar på havnen, mens nogle lagde sig på lur bag de gamle huse. Skibene nærmede sig, og de så krigerne stå i stævnen med sværd og spyd. En af dem var særligt fornemt udstyret.

”Det er Attila,” sagde forfatteren. ”Ham har ingen andre nogensinde besejret. Han er grusom, og hans folk, hunnerne, er ligeså grusomme. De vil besidde hele Europa.”

”Den sædvanlige historie,” sagde Marianne. ”Mennesket er sygt, når det lader magten bestemme over sig.”

De listede hen til danernes hærfører og hørte krigerne nævne hans navn: Lewagastir. De snakkede om de gyldne horn, og Lewagastir spurgte, om de nu havde fjernet dem behørigt, så ingen ville finde dem, hvis de tabte slaget.

”Ja, alt er klaret, herre,” sagde en af krigerne. Og så fløj en pil igennem luften og ramte en af krigerne.

”Så er det nu,” sagde Lewagastir. ”Hele hans hær red ud i vandet og røg på hunnernes hær. To af krigerne fik overlistet nogle af krigerne og stod pludselig foran Attila. ”Så er din sidste time kommet, Attila,” sagde de barsk.

Og inden Attila fik set sig om, havde de stukket deres sværd i halsen på ham, og da hunnerne så, at deres anfører var slået ihjel, ham som de betragtede som udødelig, stak de til søs.

”Godt,” sagde Lewagastir. ”Vi er reddet denne gang. Men de kommer igen. De ved, hvilke rigdomme vi har, og de kender vores system. De ved, at vi har forbindelse til Stonehenge, og de ved, at vi kender til det gyldne Solens Rige mod syd. De vil os til livs. Nu trækker vi os tilbage i god ro og orden, og hornene lader vi blive, hvor de er.”

”Og de kom aldrig frem igen,” sagde Nikolaj.

”Forfatteren har da vist fortalt dig en hel del,” sagde Marianne.

”Ja, for jeg er god til at lytte. Jeg skal jo bo her resten af mit liv, så jeg må vide, hvordan stedet er.”

”Nu forstår jeg bedre,” sagde Kim.

”Hvad forstår du?”

”På det horn, Kristine fandt, står der noget med runer.”

”Ja, og hvad så?”

”Jeg Lewagastir, holtingar, gjorde dette horn. Så har han virkelig eksisteret.”

”Selvfølgelig har han det – ellers stod det jo ikke på hornet.”

”Ja, men på det horn, Jerck fandt, stod der ikke noget.”

”Nej, og hvad så?”

”Det kommer fra Solens Rige langt mod syd. Han blev nok så begejstret for det, at han lod sin smed lave et nordisk horn. Så det korte horn er ældre end det lange, og det kommer fra --- ”

”Egypten,” sagde Nikolaj.

Pludselig skiftede scenen. Havnen var væk og de stod i nutidens landsby, hvor der ikke længere var nogen havn. Det var stadig mørkt, og Nikolaj blev bange. ”Jeg skulle være hjemme nu. Min mor siger, at jeg ikke må være alene ude, når det er mørkt. Vil I følge mig hjem?”

”Selvfølgelig,” sagde Marianne. ”Hvor er din ven for resten henne?”

”Han blev nok tilbage i fortiden,” sagde Nikolaj.

”Det var en skam,” sagde Kim. ”På den anden side: han har vel travlt med at skrive.”

Sammen gik de igennem den brostensbelagte gade op mod Borgholm, og i porten stod Nikolajs mor, prinsessen. Hun skulle lige til at skælde ud, da Kim sagde: ”Vi har bare været tilbage i fortiden, så det er ikke så nemt at holde øje med tiden. Men vi har passet godt på ham.”

Det fik Nikolajs mor til at smile. Og det fik hende oven i købet til at sige: ”Kom op på slottet og besøg os en dag.”

Nå da, det var noget nyt: at blive inviteret af en prinsesse. Det var godt, du vandt de penge,” hviskede Marianne.

”Hvad ville du egentlig gøre uden mig,” lo han, mens prinsessen forsvandt med Nikolaj, der vinkede til dem hele tiden.

Næste Kapitel

Tilbage