Kapitel 11
Herdis’ billede
Af
Per Jespersen
Kim og Marianne sov rigtigt godt den nat. Sådan
er det tit, når man bliver overvældet af alt for mange oplevelser. Hjernen skal
have tid til at bearbejde alt det, man har oplevet, og det bruger den natten
til. De sov som sten, og de var endda så langt væk, at det var Herdis, der kom
og vækkede dem.
”Du plejer da ikke at være oppe om morgenen,”
sagde Marianne søvnigt.
”Det var jeg heller ikke,” sagde Herdis og satte
sig i den pæne stol på børnenes værelse.
”Nå, og hvad vil du så på denne tid af dagen,”
spurgte Kim.
”Vække jer, mine møllevinger. Klokken er tre om
eftermiddagen.”
”Hvad er den?”
”I hørte det godt.”
”Så har vi sovet i tyve timer. Det kan bare ikke
lade sig gøre:” De så helt fortumlede ud.
”Det kan det åbenbart, for jeg har malet syv
billeder, mens I lå og snorksov.”
”Syv billeder,” sagde Kim. ”Er du så produktiv?”
”Ja, når I kommer med så mange spændende
skitser. I kan tro, I sætter mig i gang. Og der er ikke eet solnedgangsbillede
imellem.”
”Du kommer dig,” sagde Marianne. ”Gud, hvor er
jeg sulten!!”
”Det er jeg også,” sagde Kim og begyndte at tage tøj på.
”Så er det godt, jeg har ringet til tjeneren.
Han kommer om fem minutter med et noget forsinket morgenbord.”
”Har du ringet til tjeneren! Det koster da
ekstra penge at få ham til at bringe morgenmaden herop.”
”Det gør det, ja.”
”Du klatter bare med vores penge. Nok har Kim
vundet en masse penge, men det er ikke forbudt at tænke sig om et par gange,
inden man gør sådan noget.”
”Det har jeg skam også gjort.”
Det bankede på døren, og Herdis lukkede tjeneren
ind, der serverede et bord med de dyreste retter, man kunne forestille sig.
Laks, rejer og hummer og det fineste brød, man kunne opdrive.
”Herdis, du er rablende skør,” sagde Kim.
”Ja, heldigvis.”
”At bruge så mange af mine penge på – jeg har
for resten aldrig smagt hummer!”
”Nå, det var nok ikke så tosset alligevel,”
sagde Herdis. De så, at hun så strålende lykkelig ud, så de måtte spørge hende,
om Henry var kommet tilbage.
”Nej, det lille skind; han skal arbejde. Men han
henter os måske.”
”Hvad er du så så glad for,” sagde Kim.
”Det sker jo, at man bliver overrasket.”
”Hvad har du malet,” spurgte Marianne.
”Det er jeres historie om guldhornene, jeg ikke
kunne stå for. Jeg besluttede at lave et billede af pigen, da hun fandt hornet.
Men i det øjeblik hun halede det gyldne horn op af jorden, så jeg noget mere
guld glimte i jorden. Det så hun ikke, så det må ligge der endnu. Men billedet
blev rigtigt godt. Måske det bedste, jeg har lavet.”
De to børn rejste sig, og Marianne sagde: ”Vi
kommer ind og ser!”
”Det får I ikke noget ud af. Det er der ikke.”
”Du har ikke malet det hele over igen, vel? Det
gør du jo nogen gange.”
”Nej, det gør jeg kun, når det er dårligt.”
”Nå, hvad er der så med det?”
”Spis nu jeres hummer. Jeg vil da også prøve et
stykke brød med hummer. Jeg har aldrig smagt sådan noget. I mit barndomshjem
---.”
”Ja tak, I fik havregrød og brunkål. Det har du
fortalt os tyve gange. Men du har ikke fortalt os, hvad der er sket med billedet.”
”Jeg ved ikke rigtigt, om I kan tåle at høre
det,” svarede Herdis med munden fuld af hummer. ”Gud, hvor er det lækkert!”
”Tåle?”
”Ja, I kunne gå hen og få et chok. Sæt jer ned,
så skal jeg fortælle jer det. Men det kommer ingen andre ved.”
”Nej nej,” sagde Marianne halvt stum af
overraskelse. ”Lad os så høre!”
”Se, det begyndte i morges ved syvtiden. Jeg var
ved at male, og så -- .”
”Kom til sagen,” sagde Kim ivrigt. ”Lad os få
detaljerne bagefter.”
”Ja, det bankede på døren.”
”Sådan er det med døre, ” sagde Marianne.
”Det var ikke døren, der bankede. Jeg var nødt
til at lukke op, selv om jeg kun havde en lille natkjole på.”
”Uha da,” sagde Kim. ”Det ville jeg gerne have
set.”
”Så, min snuskebasse. Hvis du tager det sådan,
får du ikke resten af historien.”
Kim satte sig på sengen og sagde: ”Uha, jeg er
så sød som en hel sukkerrørsmark.”
”Ja, dem har de ikke mange af her på Borgholm.
Men det bankede altså på døren, og jeg lukkede op – kun på klem selvfølgelig –
og der stod en lille dreng. Så kunne jeg jo godt lukke helt op.”
”Nikolaj,” sagde Kim og Marianne i kor. ”Du har
haft besøg af den lille prins.”
”Ja, det er et rigtigt eventyr, ikke.”
”Hvad ville han?”
”Han havde en besked fra sin far.”
”Hvad? Den rigtige prins. Ham der ejer
Borgholm.”
”Ja, så jeg fik travlt med at finde noget mere
visibelt tøj. Jeg så jo farlig ud!”
”Det vil vi gerne tro.”
”Så så – Nikolaj sagde, at hans far ville købe
et billede. Jeg undrer mig bare over, hvorfra han ved, at jeg er her. Men han
ville altså komme om en time og se på billederne.”
Kim og Mariane sad helt stive af benovelse.
Prinsen ville købe et billede af
Herdis!
”Herdis, det kan ikke passe. Hans mor er landets
bedste maler.”
”Nå, dronningen, mener I. Ja, det ved jeg godt.
Men hun maler ikke guldhorn.”
”Nej, underligt nok, for det var hende, der
købte slottet til sin søn.”
”Er man dronning maler man, det man vil og ikke
det, andre tror, man vil male. Sådan har jeg det for resten også.”
De to børn kunne næsten ikke få vejret. Det
kunne ikke passe. Der manglede bare, at dronningen også havde været her, mens
de havde sovet i tyve timer.
”Det har hun ikke,” sagde Herdis. ”Men prinsen
var skam meget hyggelig, og han købte billedet af pigen, der fandt hornet.”
De for over Herdis og gav hende det ene knus
efter det andet. ”Ja ja, jeg bliver helt flad,” sagde Herdis.
”Du er aldeles ikke flad, når du har råd til at
bestille hummer til os. De smager virkelig godt. Tusind gange tillykke!!”
”Og I er slet ikke interesseret i, hvad jeg fik
for det?”
”Næh.”
”Det passer fint, for det får I nemlig ikke at
vide.”
”Så er vi interesseret,” sagde Kim.
”Jeg er så lykkelig,” sagde Herdis, ”Tænk, et af
mine billede er skal hænge på Borgholm. Er det ikke fantastisk?”
”Jo, lille Herdis. Og der bliver det hængende,
for alt det, der hænger der, bliver der for evigt.”
Herdis gav sig til at græde af glæde. Hun borede
ansigtet ned i Kims dyne og hulkede af glæde. Selv Kim og Marianne fik tårer i
øjnene på hendes vegne. Tænk, at dette kunne ske!
Pludselig gik døren op, og spøgelset kom ind.
Herdis for op og skreg af angst, indtil Kim fik hende dysset ned ved at sige,
at det var et godt spøgelse, der ikke gjorde nogen fortræd.
Spøgelset satte sig i stolen, og Herdis sad
stadig stiv af skræk og vidste ikke, hvad hun skulle gøre.
”Det glæder mig, Fru Herdis, at De har fået et
billede ind på mit slot.”
”Dit slot,” sagde Marianne måbende.
”Ja, det var det engang.”
Nu gik der noget op for Kim. Ӂh, du er den
sidste greve – det er derfor, du spøger her.”
”Jeg spøger ikke. Jeg er her for at rette op på
tingene.”
”Hør,” sagde Herdis. ”I taler vist om noget ,
jeg ikke ved besked med.”
”Ja,” sagde Kim. ”Du skal også bare male. Hvad
er det, der skal rettes op?”
Spøgelset rejste sig og gik hen til vinduet. ”Må
jeg først sige, at jeg er meget meget glad for, at netop I kom herned. Og jeg
er så glad for, at billedet af guldhornet og pigen, der fandt det, nu skal
hænge på Borgholm. Men jeg har været et forfærdeligt menneske, der har gjort
meget ondt. Og jeg aner ikke, hvordan jeg skal gøre det godt igen. Min chance var
jer, og I har faktisk hjulpet mig mere, end I tror.”
”Det forstår vi vist ikke,” sagde Kim og
Marianne.
”Det behøver I heller ikke. Er det ikke nok for
jer at vide, at I har hjulpet mig til at råde bod på en meget dårlig
samvittighed?”
”Jo, selvfølgelig” sagde Marianne. ”Og selv
spøgelser har vel ret til et privatliv.”
”Netop!”
”Så taler vi ikke mere om det. Og jeg tror for
resten, Herdis, at vi får det at se en dag, for prinsessen har inviteret os op
på slottet en dag.”
”Så vil jeg med,” sagde Herdis. ”Jeg MÅ se det
billede hænge derinde.”
Pludselig hørte de en voldsom larm ude på
gangen. Løbende trin og en drengelatter.
”Hvad er nu det,” sagde Herdis.
”Åh,” sagde spøgelset. ”Det er bare den
åndssvage forfatter, der leger med Nikolaj. Men I skal bare vide, at han ved
besked om alt dette her.”
”Ja,” sagde Kim. ”Ellers skrev han vel ikke
denne historie.”
”Men det er en sand historie.”
Herdis sukkede. ”Så er det måske ikke rigtigt
virkeligt, at jeg har solgt et billede til prinsen?”
Døren gik op med et brag , og Nikolaj kom
farende ind, skarpt forfulgt af forfatteren.
”Jo, det er rigtigt,” sagde Nikolaj. ”Far har
selv hængt det op. Det er bare så fedt!!!”
Så besvimede Herdis, og Kim og Marianne grinede.
”Du er en værre en, Nikolaj.”
”Ja, det må man gerne være som prins. Prinser
har også deres privatliv!!”
Kim og Marianne kunne ikke bare sig for grin.