Kapitel XII

På kirkegården

Af

Per Jespersen

Samme aften spiste Marianne og Kim aftensmad med Herdis i krostuen. Og Herdis røbede, at hun havde planer for i aften.

”Ja, Henry er her jo ikke, så hvad kan det være,” sagde Kim.

”Jeg vil male udendørs. Det har jeg set i gamle danske film, at det var der mange malere, der gjorde. Så det må jeg også prøve.”

”Det er lidt lettere, når det er lyst.”

Nej, jeg vil opleve nattens magi. Det er jo fuldmåne i aften, så det er min plan at lave et billede af kirken i måneskin”

”Du går jo aldrig i kirke.”

”Nej, men det er noget andet. Gør I for resten det?”

”Ikke så forfærdelig meget,” sagde Marianne.

”Der er for lidt ”go” i det,” sagde Kim.

”Der skal ikke være ”go” i en kirke. Der skal være ro. Tænk, hvor mange mennesker der i tidens løb har siddet derinde til begravelser, barnedåb og bryllup.” Herdis så helt romantisk ud.

”Du skal vel ikke giftes,” spurgte Marianne.

”For så går vi i kirke,” sagde Kim.

”Nej, jeg skal ikke. Jeg er maler, og så gifter man sig ikke.”

”Nå sådan,” sagde Marianne betænksomt. ”Det er egentlig mærkeligt at tænke sig, hvor meget kirken har betydet for mennesker igennem tiderne.”

”Ja, jeg forstår det ikke,” sagde Herdis.

”Jeg tror faktisk,” sagde Kim, at hvis kirken ikke var kommet, ville hele menneskeheden i vores del af verden være anderledes. Hvad enten vi tror eller ej, så betyder den noget for den måde, vi er på og tænker på. Og her på Borghom har den jo betydet en masse, for greverne ejede den jo.”

”Det er bare en bygning,” sagde Herdis. ”En bygning med historie. Det er det, jeg vil male.”

”Og hvad med Gud?”

”Ham har jeg ikke talt med om det.”

”Det skulle du måske prøve.”

”Jeg har prøvet, og det faldt ikke heldigt ud.”

”Det har du aldrig fortalt.”

”Nej, og det agter jeg heller ikke at gøre. Menneskers forhold til det åndelige er en privat sag.”

”Det er rigtigt,” sagde Marianne. ”Men det det først blevet for nylig. Engang bestemt kirken, hvad folk skulle tænke og føle og mene. Tænk, Borgholms kirke var fuld til bristepunktet i gamle dage, for det var tvang at gå i kirke hver søndag. Og prædikenen varede i flere timer, så degnen måtte gå frem og tilbage på midtergangen med en lang kæp, så han kunne slå dem i hovedet, der var faldet i søvn.”

”Hvad så med dem, der sad på balkonen?”

”Ja, det ved jeg ikke. Der sad Jerck jo. Vi har selv set hans navn deroppe. Han har nok smidt en salmebog i hovedet på ham.”

”Sådan noget spøger man ikke med,” sagde Herdis. ”En salmebog er til at synge efter og ikke til at smide i hovedet på folk.”

”Nå,” sagde Marianne. ”Lærerne bruger dem ellers tit til at smide i hovedet på os.”

”Det er fordi I ikke opfører jer ordentligt.”

De spiste videre, indtil Herdis sagde: ”Nu går jeg op og finder mit grej, så kan I tage noget varmt tøj på så længe. Vi skal på kirkegården.”

”Kirkegården!! Vil du stå der og male på en kirkegård en fuldmånenat?”

”Ja, skulle der være noget galt i det.”

Kim og Marianne gyste ved tanken. Kirkegård og fuldmåne. Der kunne ske alt muligt.

Men de gik alligevel med ind og hjalp Herdis med at få staffeliet stillet op og lærredet spændt ud. Det var stadig lidt lyst, men snart ville mørket komme.

”Det bliver ikke helt mørkt,” sagde Herdis. ”Lidt omløb må I da have i hovedet. Månen lyser også.”

Børnene sagde ikke et ord, for de følte sig mere end utilpas ved gå på en kirkegård i mørke. Det var som at være midt i en gyser, og de syntes, de kunne se skygger alle vegne.

Da Herdis var klar, krøb de om bag et takstræ og blev stående der.

”Det er helt åndssvagt dette her,” sagde Kim.

”Hvor kan hun finde på det?”

”Meget har hun budt os, men ikke dette.”

”Måske er det os, der er fjollede. Vi har både været tilbage i tiden og talt med spøgelset. Vi skulle måske være lidt mere rutinerede i de sager.”

”Godt,” sagde Kim. ”Så gå du ud midt på kirkegården og lad os se, hvad der sker!”

”Der sker ikke en dyt,” sagde Marianne. ”Så kommer du bagefter, ikke?”

”Jo jo.”

Herdis malede som en vild, og der var ved at forme sig et billede af et mere eller mindre magisk kirketårn med en majestætisk måne bagved. Marianne listede forbi hende og stillede sig på en lille åben plads med græs og lod, som om hun var helt rolig ved situationen.

Lidt efter kom Kim listende og stillede sig samme sted.

”Det går da meget godt,” sagde Kim. ”Der sker ikke noget.”

”Nej, det var det, jeg sagde.”

Så gik en stor dør op på siden af kirken. Den åbnede sig ganske langsomt, og de kunne skimte fire sarkofager derinde bagved. De skulle til at stikke af, da spøgelset kom frem. ”Næh, nu bliver I her. Når I først er begyndt at rode jer ind i alt dette, så må I også føre det til ende.”

”Kan du ikke snakke med forfatteren, så han holder op med at skrive videre?”

”Det har jeg prøvet, men han vil tage nogle ting frem, som jeg ikke bryder mig om. Der er ikke noget at gøre ved det.”

”Det er skæbnen,” sagde Marianne. ”Det hele er én lang skæbne.”

”Det er alt jo,” sagde spøgelset.

”Vi – vi – vi – så nogle sarkofager derinde, hvor du kom fra.”

”Ja, det er mine forældre og deres søskende, der ligger der.”

”Hvorfor ligger de ikke begravet på kirkegården?”

”Det har vi aldrig brugt i vores familie. Der ligger fire herinde, og når den næste dør, bliver den ældste sarkofag begravet på kirkegården. Uden præst og midt om natten.”

Det gøs i Kim og Marianne. Var det virkelig rigtigt?

”I kan selv gå hen til siden af udbygningen og se navnene på mine forfædre.”

”Næh, vi skal ikke nogen steder,” sagde Kim. ”Vi vil hellere hjem. Vi er meget trætte.”

”Nå, efter at have sovet i tyve timer. Det tror jeg næppe.”

Nå, den gik ikke med den undskyldning. Pludselig kom Kim i tanke om noget. ”Du var jo den sidste greve, ikke?”

”Jo, det var jeg.”

Så må du jo ligge derinde.” Han var helt stiv af skræk.

”Ja, det skulle man tro. Men det forholder sig lidt anderledes. Prøv at kigge ind.”

”Næh tak.” Kim rystede over hele kroppen.

”Det kan I roligt gøre, for det syn, I så, var fra gamle dage. De er der ikke mere. Det sørgede jeg for, da jeg forlod Borgholm.”

”Hvorfor dog det?”

”Det er en lang historie, men der skete noget forfærdeligt, som jeg ikke kan fortælle jer. Jeg endte i Frankrig og døde dernede. Hvis I ser på navnetavlen derhenne, står jeg der også. Jeg døde en skrækkelig død dernede ved vinen, og det var bestemt, at jeg skulle begraves her. Men det ville jeg ikke, så jeg fik alle sarkofager sat i jorden, inden jeg flyttede, og da jeg så døde, var det bestemt, at jeg skulle ligge her. Slottet var jo trods alt mit. Men jeg sagde nej, og man arrangerede en begravelse i den store by derinde. Det var bare ikke mig, der lå i kisten. Jeg blev alligevel begravet her. Det er der bare ingen, der ved.”

Nu blev det nok for Marianne. ”Jeg vil hjem,” hulkede hun.

”Der er ikke noget at være bange for,” sagde spøgelset. ”I har hjulpet mig med at komme af med min skyldfølelse. Jeg ser, at det går godt på Borgholm, og at I har snakket med den lille prins. Det er dejligt.”

”Jeg forstår ikke noget af alt dette her,” hulkede Marianne. ”Det er alt for indviklet.”

”Det synes jeg også,” sagde Kim. ”Lad os gå hen og se hvad Herdis har lavet!”

De for hen imod hende, men hun var væk.

”Så er det om at komme ud af denne forbandede kirkegård,” råbte Marianne. ”Jeg tør ikke være her mere.”

”Lige et øjeblik,” råbte spøgelset. ”Jeg har noget til jer, for I ser mig ikke mere.”

De tøvede et øjeblik, og spøgelset kom op til dem. ”I skal have disse to ringe, som jeg har opbevaret. Jeg skulle have muret dem inde, for de stammer helt fra guldhornenes tid, men jeg snød dem alle sammen. Nu skal I have dem, så jeg kan hvile i fred og ro i al evighed.”

Med rystende hænder tog de imod de gyldne ringe, stammede tak og for ud af kirkegården. Der stod forfatteren, og de råbte: ”Det kan du ikke være bekendt at gøre os så bange.”

”Sådan er historien!”

”Tak, men alligevel!”

”Skynd jer hjem til Herdis.”

”Hvor er hun?”

„Hjemme på sit værelse. Skynd jer!”

De løb, alt hvad de kunne, for op ad trappen og ind på Herdis’ værelse. Og der stod hun og malede. Et pragtfuldt billede af kirken med fuldmånen bagved.

”Jamen Herdis. Stod du ikke på kirkegården og malede?”

”Er I blevet vanvittige. Sådan noget gør jeg aldrig.”

Marianne så på sine egne og Kims hænder. Der sad en guldring på hver. ”Det rabler vist for os,” sagde Kim og Mariane samtidigt.

Så fik de øje på noget på Herdis’ nye billede. Omme bag takstræet så man to sammenkrøbne skikkelser, og bag dem et svagt skær af et hvidt spøgelse.

”Er det ikke smukt,” kaglede Herdis.

”Jo – jo -- jo.” Det var alt, de fik sagt, inden de for ned på deres værelse og låste døren, tog tøjet af og gemte sig under dynen.

Næste kapitel