Kapitel XIII

Af

Per Jespersen

På slottet

Kim og Marianne sov ikke så godt efter turen på kirkegården, og Marianne var flere gange oppe og tænde lys for at se på sin ring. Hun listede hen og tog Kims hånd og sammenlignede med hans ring. Det var uvirkeligt, at de havde fået dem af spøgelset, som var den gamle greve. Han bar åbenbart på en hel del hemmeligheder, som ingen andre kendte. Nu kendte Kim og Marianne nogle af hemmelighederne bag Borgholm, men absolut ikke dem alle. Hvis de to ringe virkelig stammede helt fra guldhornenes tid, var det jo en sensation, og de måtte vel egentlig ikke beholde dem, for de var danefæ. Men det kunne jo være, at det kun var dem selv, der kunne se dem og mærke dem. Det skulle ikke undre, om det var sådan.

Marianne gik i seng igen, men kunne ikke sove, for det hele var så mystisk og magisk, og at Herdis ikke havde stået på kirkegården og malet, det fattede hun ikke. De havde jo selv hjulpet hende med at stille det hele op – og så var hun der alligevel ikke. Hvad var egentlig forskel på fantasi og virkelighed? Var der i grunden forskel i tid, eller var historien stadig lyslevende for mennesker, hvis de blot så ordentligt efter?

Men efterhånden blev det da morgen, og de trak i tøjet og gik ned til Herdis’ værelse. Og for en gangs skyld sov hun. De bankede på, men døren var alligevel ikke låst, så de gik bare ind. De var mere end ivrige efter at se, om billedet virkelig stod der endnu.

Og det gjorde det.

”Herdis, du skal op. Morgenbordet er vist parat.”

”Er det virkelig nødvendigt?”

”Ja, ellers dør du af sult.”

”Det gør alle kunstnere. Det er meget pinefuldt og smerteligt at være kunstner.”

”Hold nu op,” grinede Marianne. ”Du har det udmærket. Vi går ned og sætter os – så kommer du om fem minutter.”

De løb ned ad trappen, for de var godt sultne. Og ganske rigtigt: morgenbordet var klar og tjeneren var straks parat med spørgsmålet om, hvad herskabet ønskede.

”Herskabet,” lo Marianne. ”Det skulle Herdis næsten have hørt.”

”Jeg hørte det,” sagde Herdis fra trappen. ”Det passer udmærket. Kunstnere skal anerkendes, mens de endnu er levende.”

De spiste, og Marianne og Kim var spændt på, om Herdis kunne se deres ringe, men det kunne hun åbenbart ikke, for hun sagde ingenting. Så kunne de jo roligt beholde dem. Herdis spiste som en ulv, så man skulle tro, at hun ikke havde fået mad i fjorten dage. Det var lidt pinligt, men tjenerne sagde ikke noget. De havde en slags stenansigter med et evigt påtaget smil.

”De er født sådan,” sagde Marianne.

”Tror du også, de smiler, når de sover?”

”Ja ja, de kan ikke andet.”

En af tjenerne kom hen til deres bord med et brev. ”Værsågod,” sagde han høfligt.

Kim åbnede og var ved at falde af stolen.

”Hvad laver du dernede, ” spurgte Herdis. ”Det er lettere at spise ved bordet.”

Kim blev liggende og læste: ”Det er mig en fornøjelse at invitere Dem, Fru Herdis, og Deres ledsagere Kim og Marianne til en kop te på slottet klokken elleve.”

Nu røg Marianne også på gulvet. ”Det er fra Prinsessen,” sagde Marianne. ”Det passer da vel ikke.”

”Skal vi til te på Borgholm,” sagde Herdis. ”Det er pragtfuldt!”

”Ikke for dig,” sagde Kim. ”Du har ikke noget ordentligt tøj at tage på.”

”Det må tjenerne ordne,” sagde Herdis. ”Hvad med jer?”

”Jeg har et jakkesæt, og Marianne har en kjole, så det går nok.”

”Ja, men I skal i hvert fald vaskes. Og Jeg har også en fin kjole, at I ved det.”

”Hvorfra? Fra sidste århundrede?”

”Det gør vel ikke noget.”

De fik hurtigt afsluttet deres morgenmad og gik op på værelset, kom i bad og klædte sig meget fint på.

”Hvorfor inviterer Prinsessen os op på slottet?”

”Det er ham forfatteren, der har fundet på det,” sagde Kim. ”Vi må holde ham lidt i ørerne. Han udsætter os for det værst tænkelige. Jeg er faktisk ikke vant til at drikke te med prinsesser.”

”Jeg synes nu, det er en meget god ide.”

”Er det dig, der har givet ham ideen?”

”Nej, jeg kender ham jo ikke.”

Lidt senere var de på vej under de store lindetræer op mod slottet. Under det sidste træ stod forfatteren, og Kim skulle lige til at sige noget til ham, men blev afbrudt af Marianne: ”Det er med forfattere som med malere – du kan ikke lave dem om!”

”Det er rigtigt,” sagde Herdis. ”Nu må I se høflige og velopdragne ud.”

”Det gør vi da altid.”

”Nå, det må jeg sige!”

De nærmede sig trappen, da døren fløj op, og Nikolaj kom farende ud. ”Skal vi lege,” råbte han glad.

”Det kan vi da godt,” sagde Herdis.

”Herdis, tænk dig om. Prinsessen venter.”

Og ganske rigtigt. Hun stod på trappen i al sin skønhed og hilste hjerteligt på dem og inviterede dem ind.

Kim blev fuldstændig stum. ”Hvis jeg var lidt ældre, ville jeg forelske mig lige på stedet,” hviskede han til Marianne.

”Du kan sgu da ikke bare stå og forelske dig i en prinsesse midt på formiddagen. Sådan foregår det slet ikke. Dem vinder man og det halve kongerige med.”

”Kom indenfor,” sagde prinsessen og inviterede dem ind til et te-bord, der så virkelig fornemt ud.

”Jeg ved ikke rigtigt, om jeg tør sætte mig,” sagde Herdis.

”Jo jo,” sagde prinsessen. ”Lige nu er vi alle sammen ganske almindelige mennesker.”

”Ikke Herdis,” røg det ud af Kim, mens han mærkede Marianne jokke ham på foden. ”Undskyld.”

”Hvad synes De så om Borgholm,” spurgte prinsessen.

”Meget spændende,” sagde Marianne. ”Alle de historier, der foregår her.” Nu var det Kim, der jokkede sin søster på foden.

”Her er meget smukt,” fik han fremstammet og opdagede de forskellige billeder, der hang over de steder, hvor de gamle grever havde låst deres minder inde.

”Og sikke billeder,” sagde Herdis.

”Ja, De er jo maler, ikke?”

”Jo, jeg laver faktisk ikke andet.” Hun så sig om og opdagede et billede på væggen, der strålede af skønhed. ”Gud, sikke et billede!”

”Ja, ” sagde Prinsessen. ”Det har Dronningen lavet.”

Herdis var ved at besvime, men spurgte høfligt: ”Må jeg tage et lille kig?”

”Ja ja, endelig.”

Nu kom Nikolaj farende ind. ”Skulle vi ikke lege,” råbte han, men blev straks irettesat af sin mor.

”Det er mageløst,” sagde Herdis. ”Tænk, at vi har sådan en dronning.”

Nikolaj satte sig, mens Prinsessen bød Herdis en cigar.

”Tak tak,” sagde Herdis, og Kim og Marianne måbede. Aldrig havde de set Herdis ryge cigarer før.

”For I ryger vel ikke,” sagde prinsessen.

”Nej, vi er for fornuftige,” sagde Kim og mærkede igen Mariannes fod på sin. Det var slet ikke så nemt at omgås prinsesser

Pludselig spurgte Nikolaj: ”Hvem opfandt egentlig cigaretterne?”

”Så, Nikolaj, nu må du holde bordskik,” sagde Prinsessen.

”Det gjorde russerne vist,” sagde Kim.

”Nå, jeg troede, det var min farmor!”

Marianne spruttede af grin, og selv Prinsessen lo.

”Kan De også lave portrætter,” spurgte Prinsessen.

”Det tror jeg nok,” sagde Herdis.

”Kan De ikke lave et af min mand?”

”Jeg kender ham jo ikke. Men hvis De har et fotografi, så måske --- .”

”Det har jeg. De må såmænd godt lave lidt grin med det.”

”Nå, det kan man da ikke.”

”Hvordan har det så været at være her på Borgholm?”

”Smadderspændende,” sagde Marianne og ville fortsætte med at fortælle, hvad de havde oplevet, men kom i tanke om, at det vist ikke var nogen god ide. De vidste noget, som Prinsessen ikke vidste. ”Her er meget smukt.”

Og så kom overraskelsen. Nikolaj rejste sig pludselig og sagde til Kim og Marianne: ”Hvor har I fået de ringe fra?”

Åh, børn så da også alt! Det var ligesom i ”Kejserens Nye Klæder”, tænkte Marianne, da hun opdagede, at Herdis også kunne se dem.

”Sig mig børn, har I forlovet jer?”

”Nej,” rødmede Marianne. ”Det er bare --- .”

”Nå, jeg mente nu heller ikke, man kunne forlove sig med sin bror.”

”Hovsa,” sagde Nikolaj. ”Nu er de væk!”

Alle stirrede på Mariannes og Kims hænder, men ringene var væk.

”Det er det, jeg altid har sagt,” sagde Nikolaj. ”Der sker mærkelige ting her. Se bare derhenne!”

De stirrede mod gardinet og så skikkelsen af en mand forsvinde bag gardinet.

”Det er garanteret ham forfatteren,” sagde Kim.

”Ja nemlig,” sagde Nikolaj. ”Han har fortalt mig en masse historier.”

”Så, Nikolaj,” sagde Prinsessen. ”Du har alt for meget fantasi.”

”Ellers kom jeg jo ikke nogen vegne,” svarede Nikolaj, og Marianne tænkte, at det var en klog dreng. Man kom jo ingen steder med sig selv uden fantasi.

Prinsessen rejste sig. ”Ja, men så siger jeg tak for besøget. Jeg glæder mig til at se et billede af prinsen.”

”Det kan Dronningen vist gøre bedre,” sagde Herdis.

”Hun har ikke tid,” sagde Nikolaj. ”Hun skal både åbne udstillinger og ryge russiske cigaretter.”

De to børn grinede og hviskede til Nikolaj: ”Kan du ikke smide et eller andet i hovedet på den forfatter derovre?”

”Jo, det vil jeg gerne.” Så tog han en kage og kylede den over mod gardinet. Der lød et skrig, og en skikkelse faldt ned på gulvet bag gardinet.

”Gud, det var dog skrækkeligt,” råbte Herdis.

”Han kommer nok igen,” sagde Nikolaj.

Og så var alting pludselig borte, og de sad ved morgenbordet på kroen, og tjenerne stod med deres stivnede smil over hele rummet.

”Hør her,” sagde Herdis. ”Fik vi ikke en invitation fra Prinsessen?”

”Det kender vi ikke noget til,” sagde Kim.

”Din fantasi,” sagde Marianne. ”Den spiller dig vist et puds.”

”Ja, det er godt med jer,” sagde Herdis. ”Uden fantasi kom jeg jo ingen vegne.”

De skrupgrinede alle tre.

Næste Kapitel