Kapitel XIV

Karetturen

Af

Per Jespersen

Da Kim og Marianne sammen med Herdis kom tilbage til kroen, satte de sig ind til middagsbordet, hvor Herdis spiste, som havde hun ikke fået mad hele dagen. Hun talte og talte om Dronningens billeder, mens Kim og Marianne var mere optaget af, at de var blevet inviteret af selveste Prinsessen. Det ville være spændende at komme hjem og fortælle klassekammeraterne, men de ville nok ikke tro på dem. Men så kunne de jo bare læse historien.

”Tænk, at vi har en dronning, der laver det samme, som jeg gør,” sagde Herdis begejstret.

”Og næsten ligeså godt,” sagde Kim diplomatisk.

”Så så, min lille tebusk – jeg ved udmærket, at det Dronningen laver er uovertruffent. Men jeg kan lide at male, og jeg håber virkelig, at I opfattede, at jeg skulle male et billede af Prinsen.”

”Det hørte vi,” sagde Marianne. ”Så det er ikke noget med solnedgange, Herdis.”

”Nej, min pudderkvast – det ved jeg. Tænk at skulle male en prins!”

”Ved du, hvordan han ser ud?”

”Ingen anelse.”

”Tror du så ikke, at det var en god ide at se et billede af ham?”

”Det kan da godt være. Har I et, da?”

”Ja, han er i avisen i dag.” Marianne tog avisen. ”Se, her er han – på forsiden, fordi han er berømt for sit rugbrød!”

”Rugbrød! Det var dog skrækkeligt. I får mig ikke til at male et rugbrød!”

De grinede og Marianne sagde: ”Nej, det skal være et rigtigt royalt billede!”

”Royalt –nå, på den måde. Så må jeg hellere tage mit fineste tøj på, inden jeg begynder. Jeg har tænkt mig at male det i nat, for vi skal jo rejse i morgen.”

”Ja, desværre,” sagde Kim. ”Skolen venter.”

”Ja, men så må I hellere gå i seng, mens jeg skal arbejde.”

Og så gik Herdis op på sit værelse, mens Kim sagde: ”Skal vi ikke lige gå en tur i byen?”

”Lad os det.” De listede ud af kroen og gik ned ad den brolagte gade og nød det gode vejr og de smukke huse. Det var vist det eneste sted i Danmark, der så netop sådan ud. Og de kom her måske ikke mere.

”Det kan da være, at jeg vinder flere penge,” sagde Kim.

”Sådan noget sker kun én gang.”

De satte sig på en bænk i den anden ende af gaden, hvorfra de kunne se kirken. Det hele så så fredeligt ud, og det var næsten ikke til at forstå, at stedet kunne rumme så mange hemmeligheder. Men sådan var det måske med alle huse. Særligt de gamle huse. Tænk, hvor mange forskellige mennesker der havde levet i dem. Tænk, hvad de havde oplevet.

Pludselig så de Nikolaj komme cyklende for fuld fart ned ad gaden. Han standsede ud for dem og satte sig hos dem. ”Jeg er ked af, at I skal rejse, ” sagde han.

”Det er vi også. Men vi skal i skole.”

”Og jeg skal i børnehave. Men jeg glæder mig nu alligevel.”

”Du er vist en værre spradebasse!”

”Nej nej, jeg er en lille prins. Jeg ved nok, hvornår man skal vinke kongeligt. Men det skal jeg ikke lige nu. Jeg har en besked til jer.”

”Nå da – fra din mor?”

”Ja, hun har bestemt sig. I skal køre i karet til stationen med fire heste foran.”

”Hvad siger du?”

”Ja, men sig det ikke til maleren. Hun er så skæg, men hun skal have en overraskelse.”

”Nej, vi siger ikke noget. Hvis det nu passer, hvad du siger.”

”Bare spørg ham forfatteren. Han går lige derovre. Og jeg har ingen kager at kaste med!”

Marianne grinede. ”Nej, det er en skam. Men jeg tror, han lader historien ende godt. Er det ham, der har fundet på det med kareten?”

”Det tror jeg nok. Jeg så, at han hviskede mor noget i øret. Det er nok ham.”

”Så skal du ikke kaste mere i hovedet på ham.”

”Nej nej – men jeg må hjem. Jeg skal tidligt seng.”

Så hjulede den lille prins hjem ad Borgholm til.

”I karet! Det har jeg aldrig prøvet!”

”Tror du, jeg har?”

”Men Herdis heller ikke. Lad os komme hjem og se, hvor langt hun er nået.”

De løb ned ad gaden og op på Herdis’ værelse. Hun kom ud med et stort smil på læben, og inden de vidste af det, brød hun ud i sang. ”O sole mio –o sole mio!”

”Hold nu op Herdis – ikke noget med sole. Er du færdig?”

”Ja, mine kaffebønner – jeg er færdig. Vil I se?”

De for ind på værelset, og der stod billedet. Friskmalet og endnu lidt vådt. De stod måbende og stirrede bare på det. ”Hvor kan du,” sagde de samtidigt.

”Ja, det ved jeg ikke. Men der er ingen solnedgang.”

”Nej, det kan vi se. Men hvor er det flot. Og det ligner!”

”Hvad ligner det?”

”Prinsen, selvfølgelig. Var det ikke meningen?”

”Nå, på den måde. Jo, det skal afleveres i morgen, inden vi kører.”

De var lige ved at sige, hvad der skulle ske i morgen tidlig, men de tog sig i det. I stedet sagde Marianne: ”Vi går i seng nu, så vi er klar til i morgen.”

Og så listede de ned til deres værelse.

Tidligt næste morgen sad de ved morgenbordet, og Kim og Marianne kunne næsten ikke holde på deres hemmelighed. Men det gjorde heller ikke noget, for nu kom Prinsessen fulgt af en masse fotografer og journalister. Herdis rejste sig og pakkede billedet ud og overrakte det til Prinsessen. Blitzlysene glimtede, og Herdis solede sig i glæden, mens Prinsessen gav hende hånde og sagde: ”Det er strålende. Det skal hænge ved siden af Dronningens billede.”

Herdis faldt på knæ og brast i gråd. Blitzlysene glimtede igen.

Og så skete det. En karet trukket af fire heste kørte op foran kroen. ”Må jeg invitere jer alle tre på køreturen til stationen,” sagde Prinsessen.

”Og det skulle ske for mig,” sagde Herdis, der var ved at besvime af lykke og glæde. Sammen med Marianne og Kim steg hun op i kareten. Kusken satte i gang, og de kørte ned igennem Slotsgade, hvor der stod fyldt med mennesker. Så vendte kusken, og de kørte mod stationen.

”Man skulle tro, jeg var dronning,” sagde Herdis.

”Og at vi var en prins og en prinsesse!”

”Sådan noget sker kun én gang i ens liv.”

”Og det sker lige nu,” sagde Marianne. ”Det skulle Henry bare have set. Han vil aldrig tro på det.”

”Så kan han bare læse avisen i morgen.”

Langsomt kørte kareten igennem det flade landskab ind mod stationen, hvor toget allerede holdt parat. Det var smykket med flag og blomster, så Herdis igen var ved at besvime.

De steg ind i toget og rullede vinduerne ned. Hele perronen var fyldt af mennesker, og midt imellem dem så Marianne Nikolaj og forfatteren stå med hinanden i hånden.

”Hvem er egentlig hvem,” sagde Marianne.

”Det hele er nok bare en drøm, Om et øjeblik vågner vi derhjemme i vores egne senge og skal i skole. Men det er dejligt alligevel.”

Så satte toget i gang, og Herdis styrede fuldstændigt over og råbte ud af vinduet: ”Gud velsigne jer alle sammen!”

Og Nikolaj råbte. ”Jeg kommer over og besøger jer, hvis jeg må for mor og far!”

”Tag dem bare med,” råbte Herdis. ”De kan sove hos mig, hvis vi flytter et par ølkasser. Det skal nok gå!”

Og så kørte toget bort fra stationen og forsvandt. Ingen så, at Nikolaj sprang forfatteren om halsen og hviskede: ”Så lykkedes det alligevel!”

Tilbage