Kim og Marianne på rejse
Per Jespersen
Kim fik det hele ordnet på stationen og
rejsebureauet. De skulle af sted om to dage med tog og bus. Det kostede ikke så
meget, som han havde troet, selvom de ville blive indlogeret på et hotel, der
hørte til slottet Borgholm. Det største problem var at finde et sted, hvor
Herdis kunne male i fred og ro, som hun nu gjorde det. Men kroejeren kunne
anvise hende et stykke af en gammel lade, som ikke blev brugt til noget alligevel..
Der skulle bare stilles et par projektører op, så hun kunne se, hvad hun
malede.
Da Kim kom hjem, fandt han mor lidt betænkelig.
”Har I nu virkelig vundet så mange penge?”
”Ja,” sagde Marianne. ”Vi var bare heldige.”
”Jeg kan næsten ikke tro det.”
”Det kan vi heller ikke.”
”Og jeg kan næsten ikke få mig selv til at bruge
så mange penge.”
”Så smid dem væk,” sagde Kim. Han kunne ikke
nære sig. ”Eller køb det tv-anlæg, du har ønsket dig så længe. Det trænger du
til, lille mor.”
”Jeg vil se de penge først,” sagde mor.
”Dem får du at se i morgen, når bankerne åbner.
Nu skal du bare være glad – også på vores vegne, for vi rejser med Herdis til
Borgholm, som vi har hørt så meget om i skolen.”
”Kan I virkelig få Herdis ud af sin lejlighed?”
”Ja ja, hun er allerede ved at pakke. Det fylder
sådan cirka en halv godsvogn, vil jeg tro. Men hun får ny inspiration.”
Det var svært at få resten af dagen til at gå,
så de gik tidligt i seng, men det hjalp ikke meget, for de tænkte hele tiden på
de mange penge. Og de glædede sig faktisk til at komme hjem med tredive
tusindkronesedler til mor. De vidste, at det ville gøre hende lykkelig.
”Hvad skal vi se dernede,” spurgte Marianne.
”Noget af alt det, Jørgensen har fortalt os om.
Og så det, han ikke ville fortælle.”
”Hvordan skal vi finde det?”
”Et ordentligt slot har vel et slotsspøgelse.
Han kan vel hjælpe os.”
”Er det ikke kun i tomme, ubeboede slotte, der
er spøgelser?”
”Næh, de er alle vegne.”
”Også når der bor en prins og en prinsesse?”
”Skulle det være nogen hindring for at
ordentligt spøgelse?”
”Nej, men --- .”
”Nu ikke så bekymret. Vi skal for resten have
fundet en ordentlig kasse til alle de penge.”
”De udleverer dem da ikke bare sådan til os. Vi
er ikke gamle nok.”
”Det har jeg faktisk ikke tænkt på. Så må Henry
hjælpe os.”
Omsider faldt de i søvn, men kun for at drømme
om penge, prinser og spøgelser Og de vågnede naturligvis tidligt og styrtede
ned i køkkenet for at spise morgenmad. Her sad mor allerede. Hun kunne heller
ikke sove, men hvem kan det, når man pludselig har så mange penge?
”Kan vi ikke ringe til Henry nu,” sagde
Marianne.
”Jo, han er på natarbejde i lufthavnen. Det kan
vi godt. Han skal bare køre hen til Herdis, når han kommer hjem, så kan han gå
med os i banken.”
Og sådan blev det. Klokken ni for de hen til
Herdis, hvor Henry allerede var kommet. Han sad og spiste morgenmad sammen med
Herdis, der havde taget den dyreste natkjole på, hun ejede. Den var
guldbroderet og havde røde roser over det hele.
”Nå tak, sagde Kim. ”Du er allerede pyntet op.”
”Sig mig, hvad er det her for noget,” sagde
Henry.
”Det er rigtigt nok,” Marianne. ”Vi har faktisk
vundet, og vi skal på rejse til Borgholm. Vil du med?”
”Jeg ved snart ikke.”
”Åh jo, Henry – Herdis ville blive lykkelig.”
”Hvad kender I til det,” sagde Herdis.
”Du har jo pyntet dig op. Vi kan godt lægge to
og to sammen.”
”Det skulle I vel også kunne, når I har gået i
skole i seks år.”
”Ja, men det er ikke så enkelt,” sagde Kim.
”Specielt når man ikke kender værdien af x!”
”Jeg håber, I forstår værdien af det, I har
vundet!”
”Sådan nogenlunde. Men det ER mange penge,”
sagde Marianne. ”Herdis, har du pakket?”
”Ja ja, alt er klar.”
„Må jeg lige inspicere,” sagde Marianne. Hun gik
ind i atelieret og fandt tre kufferter og elleve store papkasser. ”Herdis, alt
det kan vi ikke have med i toget.”
”Hvorfor ikke. Der er vel mere end én vogn.”
”Det må man ikke.”
”Hvem skulle opdage det?”
”Togpersonalet for eksempel. Henry, kan du ikke
køre os derned og blive et par dage? Du har jo en trailer.”
Henry tænkte sig lidt om. ”Jo, det kan vist godt
lade sig gøre. Jeg har fri fire d age efter natturen. Jo, det går nok.”
”Du får tusind kroner for det,.” sagde Kim flot.
”Ja, det er godt med her. Skulle vi for resten
ikke i banken?”
”Jo, for vi er ikke gamle nok til, at de vil
udbetale dem. Du må klare det for os.”
”Godt, det skal jeg nok. Men I må hellere tage
et par plasticposer med til alle de sedler.”
Herdis blev hjemme for at tjekke, at hun havde
det hele, og Henry gik med børnene ned til banken.
Og alt gik glat, så en halv time senere sad de
ved Herdis’ køkkenbord med en helt stak sedler foran sig.
”Jeg tror, jeg besvimer,” sagde Herdis.
”Så gør det forsigtigt,” sagde Kim ”Du slår dig
bare, hvis du falder på gulvet.”
”Det er vel mig eget gulv!” Men hun besvimede
ikke, men stirrede vantro på alle de penge. ”Hvad skal vi transportere dem i,”
spurgte hun.
”Indtil videre kan de ligge i Henrys bil. Så ser
vi.”
”Nå, kan de være der?”
”Ja ja,” sagde Henry. ”jeg har ganske vist ikke
prøvet det før, men det går vist.”
”Jeg er så glad for at du kører os derned,”
sagde Herdis.
”Aha!” sagde Kim.
”Jeg er bange for tog; de kan falde af skinnerne
og ned fra broerne og alt det.”
”Ja ja,” sagde Kim. ”Det sker jo faktisk hver
dag!”
”Puhha,” sagde Marianne pludseligt. ”Der er to
dage til. Kunne du ikke have ordnet det, så vi kom af sted med det samme, Kim?”
”Der skulle jo lige være plads på kroen, og
laden skulle gøres rent til Herdis’ atelier.”
”Så må vi jo vente. Hvor skal vi gøre af penge
så længe?”
”Hør her,” sagde Kim. ”Først og fremmest kører
vi hjem til mor med hendes andel.”
”Og resten kan ligge i de tomme vaser,” sagde
Herdis. ”Der har ikke været blomster i dem i flere år.”
”Godt, så gør vi det.”
Så kørte de to børn hjem til mor, der var ved at
besvime, da hun så alle de penge. ”Køb så det Tv-anlæg, mor. Skal jeg ringe
efter en mand?”
”Det har jeg gjort,” sagde mor.
”Godt, du har vænnet dig til tanken.”
”Det begynder at hjælpe.”
Telefonen ringede. Det var Herdis. ”De kan ikke
alle sammen ligge i vaserne. Hvad skal jeg gøre?”
”Ind under natkjolen,” sagde Marianne.
”Det kradser sådan om natten.”
”Det gør ikke noget. Så kan du mærke, at du har
dem.”
Det var mørkt og sengetid, så Marianne og Kim
gik op på deres værelse og gik i seng.
”Åh, jeg glæder mig,” sagde Kim.
”Det er du vist ikke ene om. Men jeg er også
lidt nervøs.”
”Sådan skal det være. Jeg tror, vi får nogle
gode oplevelser, og jeg tror, at Herdis endelig finder nogle nye motiver.”
”Skal hun til at male spøgelser?”
”Ja, hvorfor ikke. Eller små, nervøse piger!”
Marianne svarede ved at kaste tre puder i
hovedet på Kim, der sagde: ”Nu kender jeg den gamle Marianne igen!”
Men på Borgholm blev der uro på de tomme, mørke
gange. Rygtet løb, at der ville komme uventet besøg, og at gamle, for længst
glemte minder ville blive gravet frem igen. Murene rystede og gardinerne
blafrede, og det gamle slot var rystet i sin grundvold. Var det nu godt, alt
det gamle kom frem igen? Var det nu godt, at det glemte nu kom for dagens lys?
Uroen kunne ikke mærkes på den lille dreng, der
løb glad ned ad gangene for at gemme sig for sin mor. For ham kunne der bare
ikke ske nok.