Af
Per Jespersen
Endelig oprandt den
morgen, hvor de skulle af sted. Henry havde fri tre dage, så han kunne blive et
par dage, og det var Herdis svært godt tilfreds med. Klokken syv om morgenen
kørte han op foran opgangen til Herdis’s lejlighed, hvor Kim og Marianne stod
og ventede på ham.
”Nå, mine små
rosenknopper, er I klar til den store rejse?”
”Ja, det har vi
været længe, men det var et slæb at få Herdis vækket,” sagde Kim.
”Det vil jeg gerne
tro. Men det er altså lykkedes?”
”Delvist,” sagde
Marianne. ”Hun har ikke taget tøj på endnu.”
”Det skulle vel ikke
være noget problem.”
”Jo, for hun har tre
kjoler at vælge imellem, og det er svært.”
Og ganske rigtigt:
Herdis prøvede den ene efter den anden, og så forfra igen. Hun kunne ikke
bestemme sig, men så kom Marianne farende op og sagde. ”Så er det nu, Herdis.
Vi skal af sted.”
”Jeg kan ikke
bestemme mig. Jeg ser lige godt ud i dem alle!”
”Så tag dem alle
sammen på, ”sagde Marianne.
”Så ser det ikke så
godt ud,” sagde Herdis.
”Så træk lod.”
”God ide. Har du
lært det i skolen?”
”Ja ja,” lo
Marianne.
”Ja, lærere er
opfindsomme nu til dags.”
”Jeg tager lige en
af kufferterne, så må de andre hjælpe med resten.”
”Så skal jeg altså
vælge nu!”
”Ja, kom i gang.”
Hun tog kufferten med farver og slæbte den ned. Kim og Henry gik op efter
resten, men de kom til at gå mange gange, for Herdis havde på det nærmeste tømt
sin lejlighed for alt. ”Ellers bliver jeg ensom og hjemløs,” havde hun sagt.
Bilen knagede noget
i akslerne, da lagde det sidste op og spændte fast. ”Den holder vel til det,”
sagde Kim.
”Det må vi jo håbe,”
sagde Henry. ”Jeg har kun den.”
”Tænk dog! Kan den
trække den tunge trailer også?”
”Det regner jeg
med.”
”Vi skal jo også
sidde i den.”
”Nå, for Søren; det
havde jeg glemt.”
De fik da klemt sig
ind, Kim og Marianne på bagsædet, og Herdis ved siden af Henry. Og så startede
de, og Herdis vinkede ud af vinduet.
”Hvem vinker du
til,” spurgte Marianne.
Ӂh, man ved aldrig.
Der skal nok være nogen, der ser os. Og hvem ved, om man kommer hjem igen.”
”Ja, vi har jo ikke
vundet en million,” sagde Kim.
”Det er der ikke
noget at gøre ved,” sagde Herdis med tårer i øjnene. ”Jeg hader at tage
afsked.”
”Til hvem?”
”Det hele. Farverne,
penslerne og alt det.”
”Det har du jo med,”
sagde Marianne.
”Nå ja, men der
kunne være en enkelt, jeg havde glemt.”
Nu var de ude af
byen og så de bølgende kornmarker, så langt øjet rakte.
”Hvor er alle
husene,” spurgte Herdis.
”Dem har de
flyttet,” sagde Marianne. ”Ellers var der jo ikke plads til kornet.”
”Hvad skal vi med
det?”
”Det er en lang
historie,” svarede Marianne.
”Vi har vist tid
nok.”
”Godt, men så skal
du også høre efter. Man høster kornet, når det er modent. Så bliver det brugt
som foder til grisene, som igen bliver slagtet og spist af os.”
”Det er sandelig
indviklet. Kunne de ikke gøre det hele lidt enklere?”
”Sådan er
samfundet,” sagde Kim.
”Og hvem har så
bestemt det? Dronningen?”
”Nej, det er vist
bare kommet sig sådan.”
”Hvad har vi så en
dronning til?”
”Hun har nok at
lave. Hun er for resten maler.”
”Det går jeg ind
for,” jublede Herdis. ”Så kan jeg bedre forstå alt det med dronninger og
prinser.”
”Det er vist ikke
derfor vi har en dronning.”
”Hun maler for alle
mennesker.”
”Ja, men hun har
meget andet at tage sig af.”
”Hvorfor maler hun
så?”
”Hun kan ikke lade
være.”
”DET kender jeg.”
”Hun må bare ikke
sælge sine billeder, fordi hun er dronning. De må kun foræres væk til
velgørende formål.”
Ӂh nej, hvor er det
indviklet.”
”Hendes billeder er
for resten fantastiske,” sagde Kim. ”Hun er et geni!”
”Ellers var hun vel
ikke dronning,” sagde Herdis.
Ӂh, vi har haft
konger før i tiden, der ikke var alt for kloge.”
”Det må I fortælle
mig om en dag.”
De var nået til
Storebæltsbroen, og Kim og Marianne var dybt imponeret.
”Tænk, at man kan
bygge sådan noget,” sagde Kim.
”Og hvorfor er den
her så,” spurgte Herdis.
”For at øerne ikke
skal rende fra hinanden,” sagde Marianne og grinede.
”Og her hvor vi
kører,” sagde Henry, ”kører togene under vandet.”
”Nej,” sagde Herdis.
”Sikke noget pjat! Et tog under vandet!”
”De kører inde i en
tunnel. En slags rør.”
”Den skal I længere
ud på landet med,” sagde Herdis.
”Det er vi også,”
sagde Marianne. ”Men vi skal meget længere endnu.”
”Er der flere broer?
Jeg bliver helt svimmel.”
”Ja, en til, men den
er ikke så lang.”
Nu var de på Fyn og
så de mange marker, bakker og skove.
”Hvor er her smukt,”
sagde Marianne.
”Og ensomt,” sagde
Herdis. ”Hvad går folk rundt og laver her hele dagen?”
”Snakker fynsk,”
sagde Kim.
”Er det ikke Danmark
mere? Hvem er så dronning her,” spurgte Herdis.
”Den samme!”
Ӂh, hvor indviklet.
Det var meget lettere i gamle dage.”
”Nej nej,” sagde
Kim. ”Der var mange krige imellem Jylland og Sjælland, men det er længe siden.
De havde skam også hver sin konge. Nu er der kun én: Dronningen.”
”Jeg kan ikke følge
med. Kan du Henry?”
”Jeg passer kørslen.
Der er temmelig tæt trafik.”
”Skal de alle sammen
derhen, hvor vi skal?”
”Nej,” sagde
Marianne. ”Det er kun os.”
”Jeg blev helt
urolig,” sagde Herdis. ”Er vi der snart?”
”Et par timer
endnu.”
”Du godeste, er
Danmark så stort!”
”Ja, sagde Kim. ”Det
er endda endnu større. Når vi kommer til Jylland drejer vi mod syd, men der er
meget mere mod nord.”
”Nå,” sagde Herdis.
”Og det lader vi bare ligge så?”
”Ja, for vi skal til
Borgholm, og vi skal finde ud af alt det, Jørgensen ikke ville fortælle. Vi
skal helt mod sydvest.”
”Har du dit kompas,
Henry,” spurgte Herdis.
”Nej,” svarede han.
”Jeg følger bare skiltene.”
”Der har ikke stået
Borgholm endnu.”
”Det kommer der
heller ikke til før på den sidste vej.”
Et par timer senere
drejede de ned ad den sidste vej inden det gamle slot.
”Det står på
skiltet,” jublede Herdis.
”Nå, for Søren, kan
du også læse,” sagde Marianne.
”Jeg har gået i
skole, at du ved det!”
”Jeg kan ikke se
noget slot,” sagde Kim.
”Det ligger bag
træerne. Lige om lidt,” sagde Henry.
De kørte ind på
nogle meget ujævne brosten, og Henry måtte sætte farten lidt ned. ”Der ligger
det,” sagde han.
Herdis var ved at
besvime. ”Skal vi bo der?”
”Nej, der er en kro
lige ved siden af. Der skal vi bo en uge, og du skal male en helt anden slags
billeder. Vi går på opdagelse og tager skitser med hjem til dig.”
”Jeg ville nu gerne
bo på et slot.”
”Det kan du ikke,
for der bor Dronningens søn.”
”Hvad siger I?”
”Ja, det passer. Der
kan man ikke bare mase sig ind.”
”Hvem taler om at
mase. Jeg ville da banke pænt på.”
”Du kommer ikke
ind.”
”Nu bliver jeg
fornærmet,” sagde Herdis dybt skuffet.
Nu holdt de foran
kroen og så den ejendommelige landsbygade med de toppede brosten og
lindetræerne på begge sider.
”Der er den eneste
landsby i verden, der ser sådan ud,” sagde Kim.
”Ja, og jeg er den
eneste maler, der ser ud, som jeg gør.”
Marianne grinede.
”Det er måske meget godt,” sagde hun stille.
”Hvor er
Dronningen,” sagde Herdis.
”Hun bor ikke her,
lille Herdis. Det er hendes søn, en prinsesse og to små prinser.”
”Nå, det er måske en
stor familie!”
”Ja, Herdis!! Det er
det.”
Et par timer senere
stod Herdis ved vinduet i sit værelse og kikkede op på slottet. Det så så smukt
ud i den nedgående sols lys, at hun straks var parat til at male.
Inde ved siden af
sad Henry og så ned på gaden, hvor et par biler sneglede sig af sted. Han
tænkte på den ro, der åbenbart var her.
Og lidt længere nede
ad gangen lå Kim og Marianne i deres senge. De var så trætte, at de ikke orkede
at snakke om noget. Marianne lå og tænkte på, hvor heldige de havde været at
vinde alle de penge, og hvor glad mor var blevet for alle de ting, hun nu kunne
købe. Og Kim lå og spekulerede på, hvordan der kunne være så stor forskel på de
mange egne af Danmark. Her var så stille.
Ingen af dem så, at
dørhåndtaget på døren langsomt gled nedad. Men de så døren gå op, og de så
begge to det hvide spøgelse, der pludselig svævede ind igennem deres værelse.
De for op i sengen,
og ville til at råbe, da spøgelset sagde, ”Ikke bange. Jeg er den gode ånd, der
hersker her. Jeg skal nok vise jer det hele.”
”Også det, Jørgensen
ikke ville fortælle os?”
”Ja ja, hvis I er
ordentlige. I må ikke røre noget. Jeg kommer, når det er helt mørkt!” Og så var
skikkelsen væk.
De to børn svingede
imellem angst og begejstring. De for ned under dynen og blev der, til søvnen
tog dem.
Udenfor døren
smilede det hvide spøgelse fornøjet og forsvandt.