Kim og
Marianne på rejse
Af
Per Jespersen
Omsider blev det
mørkt, og Kim og Marianne var netop faldet i søvn, da de kom i tanke om, at
spøgelset havde sagt, at det ville komme, når det var mørkt.
De satte sig op i
sengen samtidigt.
”Det er mørkt,”
sagde Kim
”Det kan jeg se, ”
sagde Marianne. ”Men det gør ikke så meget, for det betyder bare fravær af
lys.”
”Så er lys jo bare
fravær af mørke. Det hjælper ikke meget. Jeg er – ”
”Også jeg, men han
sagde jo, at det var slottets gode ånd. Så gør det vel ikke så meget.!”
”Godhed kan hurtigt
blive til ondskab.”
”Så ondskab er bare
fravær af godhed.”
”Ja, og det er
slemt, for fravær af godhed betyder, at vi er overladt til os selv.”
”Ja, og det har vi
hele tiden været. Det er ikke noget nyt.”
”Hvad tror du Herdis
laver?”
”Snorker.”
”Lad os løbe ned og
se”
I nattøj løb de hen
til det næste værelse. Men Herdis sov bestemt ikke. Hun sang, så det betød, at
hun malede. De lagde sig på knæ og kikkede på skift ind ad nøglehullet og så et
glimt af et fantastisk billede af et slot i aftendæmring og en himmel så smuk,
at de et øjeblik troede, at det ikke var Herdis, der havde malet det.
”Så var det godt, vi
tog hende med,” sagde Marianne.”
Pludselig lød en dyb
stemme: ”Man kigger ind ad andre menneskers nøglehuller.”
Det var spøgelset,
der med eet stod bag dem.
”Det er bare Herdis.
Hun er en ven,” sagde Marianne.
”Alligevel,” sagde
spøgelset. ”Kom tilbage til jeres værelse. Jeg vil gerne tale med jer.”
Kim var ikke fri for
at få lidt hjertebanken. Marianne så det på ham og sagde: ”Han er ikke så vant
til at tale med spøgelser.”
”Det er du vel
heller ikke,” hvæsede Kim.
”Hvor ved du det
fra?”
Marianne viste
spøgelset ned på deres værelse. Hun glattede sengene nødtørftigt og trak den
fine stol frem.
Spøgelset satte sig
og tændte en cigar.
”Man må vist ikke
ryge her,” sagde Kim, der endelig fik pumpet lidt mod op i sig.
”Nej, men der er
ingen røg, så det er der ingen der vil opdage.” Han tændte cigaren, og ganske
rigtigt: der kom ingen røg og heller ingen
aske. ”Nå, hvad får jer så herned på Borgholm?”
”Kim vandt nogle
penge, og så inviterede vi vore venner med.”
”Og hvorfor her?”
”Vi har hørt i
skolen, at det skulle være et ganske særligt sted.”
”Det er det også. Og
I har ganske givet ikke fået det hele at vide.”
”Nej, der var noget,
vores lærer ikke ville fortælle.”
”Men han ved det?”
”Det tror vi nok,”
sagde Kim.
”Ja ja, det vil vise
sig. Men vi må lige vente, til alle er gået i seng på slottet. Jeg kan se, der
er lys derovre endnu. Men det kan ikke vare længe.”
”Det var her i
nærheden, man fandt guldhornene, ikke,” spurgte Marianne.
”Ganske rigtigt. Men
det kommer vi til. Jeg vil gerne vise jer slottet først. Så, nu slukkede de
lyset.”
”Så sover prinsen og
prinsessen,” sagde Kim.
”Ja, men der er et
par drenge mere. Den største af dem kan man ikke regne med. Han er en
spilopmager, der kan finde på det værste. Han render rundt på gangene og
forstyrrer mig.”
”Var det ham, der
ikke ville væk fra den kongelige balkon?”
”Nej, det var ikke
ham. Det var den lille. Så han bliver nok ligesådan.” Han rejste sig. ”Er I
parat? Nej, det er I ikke. Skift lige til noget ordentligt tøj.”
”Kan man se os, da?”
”Nej, ikke når vi
kommer ind på slottet. Men alligevel.”
De skiftede tøj og
gik hen ad gangen, hvor de stadig kunne høre Herdis synge himmelhøjt på sit
værelse. ”Det er en noget ejendommelig gæst, I har taget med jer,” sagde
spøgelset.
”Hun er maler.”
”Så må jeg hellere
blande mig lidt i hendes maleri. Men det bliver ikke nu. Kom så.”
Uset af alverden gik
de ad gaden med alle træerne og hen til den bro, der førte over voldgraven. De
følte begge en blanding af spænding og uro, men fulgte dog spøgelset op mod
trappen, der første op til selve slottet.
”Det har jeg set i
fjernsynet,” hviskede Marianne.
”Også jeg,” hviskede
Kim tilbage.
”I behøver ikke at
hviske; jeg kan høre det alligevel.”
”Også det, vi
tænker?”
”Næsten. Men I skal
ikke være bange. Husk, jeg er den gode ånd. Det er mig, der sørger for, at
prinsen og prinsessen har det godt. Og det er mig, der vogter over visse hemmeligheder.”
”Skal en prins ikke
vide det hele?”
”Ikke før tiden er
moden.”
Spøgelset åbnede
døren og bød dem indenfor.
”Og man kan ikke se
os,” sagde Marianne.
”Nej, nej.”
De så et selskab af
velklædte herrer, der var ved at spise en jagtmiddag. De så en bankdirektør, en
politimester og en forfatter sidde og diskutere et eller andet, men så blev de
forstyrret af en meget fin herre, åbenbart den daværende ejer; han rejste sig
og løftede en flaske brændevin. ”Så skal der drikkes! Skål!”
Så forsvandt
billedet igen, og spøgelset sagde: ”Det vender vi tilbage til. Det er noget
helt andet, jeg vil vise jer.”
De gik ind i de
andre sale, mens de nåede at se en lille dreng forsvinde igennem en dør.
”Kan I se, hvad jeg
sagde. Den lille filur er ikke gået i seng. Nå, vi må videre.”
De gik igennem en
masse fint møblerede værelser, til de kom til køkkenet, hvor greven og
forfatteren stod og drak en øl. De kunne ikke høre, hvad de sagde, men de så ud
til at have det rart. Så forsvandt de også, og spøgelset satte sig og tændte
endnu en cigar.
”Nå, sig mig så,
hvor mange værelser har vi været igennem?”
”Jeg glemte at
tælle,” sagde Marianne. ”Mindst fem.”
”Seks,” sagde Kim.
”Rigtigt, og det er
ikke tilfældigt.”
Han gik hen til
køleskabet. ”Jeg er sulten; er I ikke det?”
”Jo, men --- .”
Han åbnede og tog
noget færdiglavet mad frem.
”Går det,” sagde
Marianne. ”Det opdager prinsessen i morgen.”
”Så står det der
igen,” sagde spøgelset. ”Spis bare løs!”
Og de var virkeligt
sultne, så de spiste på livet løs. ”Det er som et eventyr,” sagde Kim.
”Det er det måske
også,” svarede Marianne.
”Der er ikke så stor
forskel,” sagde spøgelset. ”Men eventyr er ofte mere sandfærdige end
virkeligheden, for mennesker forsøger at skjule for meget. I eventyr får vi den
skinbarlige sandhed.”
De var færdige med
at spise, og spøgelset sagde: ”Så må vi af sted. Jeg vil vise jer noget.”
”Ja, men skal vi
ikke rydde op?”
”Det er væk, når vi
er gået. Kom så!”
De gik med spøgelset
til et af de seks rum. Her standsede han op og sagde:” Se billedet der. Er det
ikke smukt?”
”Jo, men det er et
andet slot.”
”Rigtigt. Det slot
ligger ikke så langt herfra. Prøv lige at tage det ned.”
”Det kan man da
ikke!”
”Har I ikke lært det
endnu?”
”Nå jo.” Kim strakte
sig op og fik billedet ned. ”Det er jo støvet.”
”Selv prinsesser kan
ikke nå det hele,” sagde spøgelset.
De stillede billedet
forsigtigt på gulvet og så lige et glimt af den lille dreng, der med et grin
forsvandt ind i det næste rum.
”Jeg skal komme
efter ham en dag,” sagde spøgelset. ”Se så på væggen.”
De stirrede på den
lidt falmede plet, hvor billedet havde hængt, og så, at der bag tapetet var en
metaldør.”
”Prøv at lukke den
op.”
”Nej nej, det må du
hellere.”
”Godt.” Spøgelset
åbnede, og de så, at der var et halvt skab fyldt med papirer. ”Se, her på slottet gjaldt den regel, at enhver greve
inden sin død skulle nå at skrive alt det ned, der var sket i hans tid både her
og i den store verden. Dette er den første greves budskab. Men det er der
ingen, der ved. Her gemmer sig mange historiske beretninger, som ingen kender.”
”Det skulle skrives
ned i en bog,” sagde Kim. ”Så alle vidste det. Ved prinsen og prinsessen det?”
”Det tror jeg ikke.”
Med eet stod den
gamle greve foran sit skab. ”I må gerne læse, men I kan sikkert ikke forstå
det. I taler jo et helt andet dansk.”
”Hvorfor har De gemt
det så godt?”
”Det var en aftale
med kongen. Jeg fik jo slottet af kongen.”
”Ja, fordi de vandt
en krig for ham.”
Greven nikkede.
”Netop. Det var gyldne tider. Men senere kom der så meget ondt ind i livet her.
Jeg er glad for, at I er her.”
”Ja, men det er ikke
kun os. Vi har også Herdis og Henry med.”
”Herdis har jeg talt
med.”
Og så forsvandt han,
skabet lukkede og maleriet hoppede op på plads igen.
”Ja,” sagde
spøgelset. ”Så skal I vist tilbage til kroen og få lidt søvn. Men jeg kommer
igen i morgen nat.”
De gik sammen ud af
slottet, ned ad den mærkelige gade, ind på kroen og forbi Herdis’ værelse.
”Stop lige lidt,”
sagde Kim. ”Vi må se til Herdis.” Men det var noget helt andet, han havde i
tankerne.
De åbnede døren og
fandt Herdis i dyb søvn på gulvet med penslen nede i en malerbøtte.
”Se,” råbte
Marianne. ”Se billedet!”
Og der på staffeliet
hang et helt nymalet billede af den greve, de lige havde mødt.
”Det var som --- !”
”Ja, ja, ” sagde
spøgelset. ”Jeg håber, I er glade for, at I kom hertil. Det vil I aldrig
glemme.” Og så var han væk.
”Skal vi ikke have
Herdis i seng?”
”Nej, lad hende bare
ligge. Hun har det så godt i den drøm, hun drømmer nu.”
”Og jeg kan ikke
finde ud af, hvad der er drøm, og hvad der er virkelighed,” sagde Kim.
”Nej,” sagde
Marianne. ”Det er netop det spændende ved det hele. Kom, lad os så gå i seng.”
Og da solen stod op,
lå Kim og Marianne og sov sødeligt, som om intet var hændt, mens prinsen og
prinsessen sad ved deres morgenbord uden at ane, hvad der var sket.