Af
Per Jespersen
Det varede ikke længe, før Kim og Marianne sov
dybt, men de nåede dog at snakke om, hvad de havde oplevet, og hvad spøgelset
havde vist dem. Det var spændende at vide, at de gamle grever alle sammen
skulle skrive deres levnedsløb ned og gemme det i muren et sted på slottet, som
ingen kendte til. Det gjorde det lidt uhyggeligt, men også til noget, tankerne
ikke rigtigt kunne slippe. Så var der måske mange hemmeligheder i verden, som
ingen længere kendte til. De kom i tanke om, at Jørgensen engang havde fortalt
dem, at hvis romerne ikke havde brændt biblioteket i Alexandria i Egypten
engang i oldtiden, ville vi i dag vide meget mere om det spændende land. Der
havde måske oven i købet ligget arkitekttegninger til pyramiderne.
”På en måde er det godt at vide, at der er så
meget, vi ikke ved,” mumlede Marianne.
”Ja, for vi har ikke godt af at vide ------ .”
Så sov Kim, og Marianne var allerede langt inde i søvnen.
Den nat kom spøgelset ikke på besøg. Han vidste
vel, at de trængte til søvn, så han holdt sig væk. Henry sov allerede, og
Herdis var stået op igen og stod og malede. Hun var først færdig ved to-tiden
om natten. Til gengæld havde hun virkelig præsteret noget: et billede af det
store slot i lyset af den skærende morgensol. Det var et billede, der var så
godt, at hun sagtens måtte kunne sælge det; men det tænkte hun ikke på. Hun tog
sin hat på og gik i seng, så da Kim og Marianne kom næste morgen for at sige,
at morgenmaden var klar, var hun næsten ikke til at vække.
Det lykkedes dog til sidst, og børnene kom ind
og så det fantastiske billede.
”Herdis, du er jo kunstner. Det skal Henry lige
se.” De for ned til Henry, der allerede sad ved kroens morgenbord og bad ham komme
op og se.
Da han kom op, var Herdis i fuld skrud: lang
kjole, hvide handsker og en hat med blomster.
”Skal du besøge prinsen i dag, lille Herdis?”
”Nej, men hvis han skulle invitere, så er det
godt at være forberedt.”
”Jeg tror,” sagde Henry, ”at du sagtens kan
sælge det billede til prinsen.”
”Jeg handler ikke med kongelige,” sagde Herdis.
”Så hæng det op i byen et sted, så skal du bare
se.”
”Det billede bliver her. I kan få lov at have
det på jeres værelser – længere kan jeg ikke strække mig.”
”Det vil vi også gerne,” sagde Kim. De bukkede
og nejede. ”Det ville være en stor ære for os!”
”Så så, I to mudderklirer. Lad os så gå ned til
morgenbordet.”
De fleste gæster var gået, og det var måske
meget godt, for Herdis tog ti rundstykker, skar dem på tværs og hældte dem i
piskefløde. ”Sådan gjorde vi hjemme. Det er så sundt!”
”Og fedt, Herdis!”
”Det maler jeg bare væk!”
De spiste uden at sige så meget, men Henry fik
da sagt, at det var sidste dag, han var her. Han skulle på arbejde dagen efter,
og der var jo lang vej at køre. ”Men jeg vil tage jer en tur med hen i kirken.”
”I kirken,” sagde Kim. ”Det er kun for kristne
mennesker.”
”Er I ikke kristne, da?”
”Ikke på den måde.”
”Tro er noget, man skal ordne med sig selv,”
sagde Marianne. ”Kirken er noget andet. Der bliver man bare bekræftet i det,
man selv har fundet frem til.”
”Nå,” sagde Henry. ”Er det en ny teologisk
teori?”
”Næh, det er bare sådan. Livet skal lære en, om
der findes en Gud eller ej.”
Nu blandede Kim sig i diskussionen. ”Jesus havde
virkelig ikke forestillet sig, at mennesker ville bygge kirker efter hans død.”
”Det sagde han da ellers til sine disciple,”
sagde Henry. ”Han bruge endda ordet ecclesia.”
”Han talte slet ikke græsk,” sagde Kim. ”Han
talte aramæisk. ”Jeg tror også, at han mente, at ethvert menneske er sin egen
kirke, sit eget univers, og der skal det selv finde rundt.”
”Ja, jeg er mæt,” sagde Herdis. ”Skulle vi ikke
i kirke?”
”Jo,” svarede Henry. ”Og det er en meget speciel
kirke.”
”Det ved vi godt,” sagde Marianne. ”Den tilhører
Borgholm. Lad os bare komme af sted.”
De gik ned ad vejen med de toppede brosten og de
mange lindetræer og gik over kirkegården, indtil de stod på den store bygnings
nordside.
”Tænk at have udsigt til en kirkegård fra sit
hus,” sagde Kim og så på de små røde huse, der lå lige ud til kirkegården.”
”Så er der ikke så langt til kirke,” sagde
Marianne.
Der var en udbygning på kirken, og der var muret
en stentavle ind i muren med navne på alle greverne.
”Herinde i dette rum,” sagde Henry, ” blev
greverne og grevinderne begravet. Når en ny døde, blev en af sarkofagerne sat i
jorden lige her udenfor, mens den nye blev sat ind.”
”Jamen , der er jo ingen gravsten.”
”Nej, det brugte man ikke. Der er ikke andet end
græs. Men de er der.”
”Jeg skal ikke herop om natten,” sagde Marianne.
”Du tror altså mere på spøgelser end på Gud,”
sagde Henry.
”Det har ikke noget med hinanden at gøre,”
svarede hun spidst.
Herdis stod helt stille og kikkede på det
mægtige tårn. ”Det er lige til et billede. Jeg må hjem!”
”Nej,” sagde Henry. ”Du skal med ind.” Han tog
hende fast i hånden og så gik de ind i det flotte rum.
De to børn stod helt stumme. Sådan en skønhed.
De kunne ikke slippe synet.
”Så tror du måske lige nu,” sagde Kim drillende.
”Det er mit problem.”
De gik langs kirkegangen og så, at der stod
navne på kirkebænkene, og Henry forklarede, at mennesker dengang havde deres
faste pladser i kirkerne.
Herdis var helt lammet af det rum, hun så. Hun
ville hjem og male. ”Jeg kan ikke tåle flere indtryk,” sagde hun. ”Nu skal jeg
male flere nætter i træk.”
Marianne opdagede, at der var en balkon, så de
to børn pilede derop, uden at Henry og Herdis så det.
”Her er også navne,” sagde Kim.
”Det er nok de fine, der skulle sidde her.”
”Næh, jeg tror, det var de fattige. Men det er
svært at læse navnene.”
De gik langs alle bænkene, da Kim pludselig
råbte på hende. ”Se her!”
Hun kom nærmere og læste navnet. ”Så havde
Jørgensen altså ret. Det står lige der: Jerck Lassen. Det var ham, der fandt
det andet guldhorn.”
Pludselig så de en skikkelse sidde på bænken.
Han var klædt som en fattig bonde og så både beskidt og træt ud.
”Er det --- ?”
”Ja,” sagde Jerck. ”Det er mig. Her har jeg
siddet i mange, mange år. Jeg var så bange for præsten. Men så skete det, at
jeg fandt noget, som kun én før mig havde fundet.”
”Guldhornet!”
”Ja, men det blev en kort glæde. Jeg gjorde, som
jeg skulle, men der manglede noget på hornet, så jeg blev beskyldt for at have
hugget noget af det. Det passede ikke, men hvem hører på en fattig
brændevinsbrænder?”
”Var det det, du var,” spurgte Marianne.
”Ja, endda kongelig privilegeret.”
De bukkede for ham.
”Nej nej,” sagde han. ”Mig skal I ikke bukke
for. Jeg levede kun et halvt år mere.”
”Må vi komme og besøge dig en dag,” spurgte
Marianne.
”Ja ja, gør det.”
Vi må vist hellere gå ned til Henry og Herdis,”
sagde Kim.
De løb ned ad trappen og så, at Herdis ikke var
der længere.
”Ja, hun løb hjem,” sagde Henry. ”Skal der
males, skal det være nu.”
”Du kender Herdis! Der bliver et eller andet
fantastisk ud af det.”
De gik op mod det smukke alter. ”Tænk at de
kunne lave det dengang,” sagde Marianne. ”Jeg tror faktisk, de var dygtigere
dengang.”
De kunne ikke slippe synet – heller ikke af det
fantastiske loft. Det var så imponerende. ”Og her har greverne siddet,” sagde
Marianne.
”Ja,” sagde Kim. ”De lå nok ikke ned.”
”Jo, på knæ engang imellem, at du ved det!”
De gik nærmere alteret, men vidste godt, at de
ikke måtte røre ved det.
”Dengang kunne mange mennesker ikke læse,” sagde
Marianne. ”Derfor fortalte man historien med billeder fra alteret.”
”Det er rigtigt,” sagde Henry. ”Og det var en
pligt at gå i kirke hver søndag.”
”Nå,” sagde Kim. ”Tænk, hvis det var det i dag!”
Pludselig kunne børnene mærke, at den ene
gulvflise var løs. ”Den har også ligget længe,” sagde Henry.
Men Kim og Marianne kunne ikke styre deres
nysgerrighed. Og sandelig: de kunne løfte flisen op, og så gav det et gisp i
dem begge to.
”Hvad sker der,” spurgte Henry.
”En trappe. Det har Jørgensen i hvert fald ikke
fortalt noget om.”
Henry kom hen til dem, og også han så en trappe
føre ned i rummet under alteret. ”Det var mærkeligt.”
”Ja, jeg skal i hvert fald ikke derned,” sagde
Kim. ”Jeg kommer aldrig tilbage så.”
”Er du slet ikke nysgerrig,” drillede Marianne.
”Jo, hviskede han tilbage. Men jeg går ikke
derned selv. Lad os spørge spøgelset, når han
kommer igen.”
De lagde forsigtigt stenen på plads og løb ud af
kirken. Henry kom efter, og et øjeblik sad de i solen udenfor.
”Er alle egne i landet så mærkelige,” spurgte
Marianne.
”Det tror jeg. Men der er så meget, man ikke
ved. Så bliver det til overtro det hele. Eller sagn. Det sagde Jørgensen jo
også.”
”Så man aldrig ved, hvad der er virkeligt,”
sagde Marianne.
”Det er virkeligt, at vi sidder her, og at jeg
kan se dig, Marianne, og at Henry er ved at rejse sig, for han skal køre hjem
nu.”
”Ja,” sagde Henry. ”Jeg håber, I får en ferie
med mange oplevelser.”
Og så gik Henry, og de var overladt til sig
selv.