Af
Per Jespersen
De sov ikke meget den nat, for indtrykkene fra
kirken, hvor de fandt en trappe nær ved alteret, kunne ikke fortage sig. Hvad
var der dog dernede, og hvilke hemmeligheder gemte der sig i det hele taget på
Borgholm? Det var jo bare et slot med en prins og en prinsesse og to små
prinser. Og dog – der var mere.
”Sådan er det måske med alting,” sagde Marianne.
”Der er en ydre facade, og det, der er bag det hele, kommer ikke sådan bare
uden videre frem.”
”Også med mennesker,” spurgte Kim.
”Ja, bestemt. Lad os gå ind og se, om Herdis er
vågen.”
De listede stille nedad gangen og hørte Herdis
nynne fra sit værelse. Altså sov hun ikke. De bankede forsigtigt på.
”Hvem er det,” lød det derinde fra.
”Det er bare os.”
”Det kan enhver jo komme og sige.”
”Du ved da, hvem vi er.”
Døren gik langsomt på klem, og der stod Herdis i
natkjole og høj hat. ”Kom dog ind, I fryser vel, I små stakler.”
”Fryser? Hvorfor skulle vi det?”
”Natten er kold og gyselig,” sagde hun med skælvende
stemme.
”Hold nu op. Vi kan bare ikke sove.”
De blev lukket ind, og Herdis fandt en æske
chokolade frem. ”Her, det hjælper.”
”Den har du fået af Henry, lille Herdis.”
”Det er muligt. Men den hjælper mig til at
male.”
”Nå, det er da vist noget nyt,” sagde Kim.
”Jamen, se det billede,” sagde Marianne.
Kim stirrede. Det var et billede af alteret i
kirken. I strålende farver. Og solen , der kom ind ad vinduet.
”Du var jo slet ikke med,” sagde Marianne.
”Jeg går aldrig i kirke.”
”Hvorfor har du så malet det billede? Herdis, du
har malet det, vi så!”
”Ja, altså behøver jeg ikke gå derhen.”
”Hvordan kan du det?”
”Det ved jeg virkelig ikke. Det er ikke alt, der
kan forklares!”
”Nej, det tør siges,” sagde Kim. Marianne gøs
ved det hele.
Så sagde hun: ”Herdis, hvorfor skjules der så
meget for os mennesker?”
”Det er ikke alt, der tåler dagens lys,” sagde
Herdis.
”Nej, men hvorfor skal mennesker absolut skjule
noget for hinanden?”
”Det ved jeg,” sagde Kim. ”De skammer sig. Deres
inderste tanker kommer aldrig frem.”
”Godt det samme,” sagde Herdis. ”Så ville I få
et chok!”
”Gemmer du også på noget?”
”Ja, og det gør I også. I har for eksempel ikke
fortalt mig, hvad I så i kirken.”
Kim nikkede mod billedet. ”Det er åbenbart ikke
nødvendigt.”
”Ikke sådan. Jeres inderste tanker. I ved ligeså
godt som jeg, at mennesker tænker helt fjollede ting, og forestiller sig både
det ene og det andet, som de aldrig ville fortælle andre. De viser kun en
facade.”
”Og du – er det ligesådan med dig?”
”Nej, ikke helt – når man er maler, kommer noget
af det hemmelige ud den vej.”
”Og forfattere?”
”Det er det samme. De gemmer deres hemmeligheder
i det, de skriver.”
”Så er det altså også lettere at være kunstner
end almindeligt menneske.”
”Ja, på en måde – selv om det også er pinefuldt,
for alt det dårlige, man har i sig, kommer lidt nærmere.”’
”Så spørger jeg om noget, lille Herdis. En
forfatter, der skriver om sære ting og hændelser, tænder for sin dårlige
samvittighed og lader sin ondskab, som vi alle har, komme frem i uhyggelige
ting, som for eksempel spøgelser og uforklarlige hændelser.”
”Ja, og er han rigtig ond, er han
kriminalforfatter og lader personerne dø en for en.”
”Og hvad med ham, der skriver denne historie om
os?”
”Gud, det har jeg slet ikke tænkt på,” sagde
Herdis. ”Han har opfundet både jer og mig.”
”Ja,” sagde Marianne. ”Og alt det, der sker i
denne historie.”
”Måske synes han, at sandheden skal frem.”
”Så har han problemer,” sagde Kim. ”For de
fleste gemmer jo på den. Herdis, går du med i kirken i morgen?”
”Jeg går aldrig i kirke.”
”For vores skyld?”
”Godt, men jeg bliver udenfor. Jeg kan slet ikke
tåle at komme ind. Men nu skal I i seng, at I ved det. Det er mig, der skal
opdrage på jer, mens vi er her.”
”Vi skal ikke opdrages. Vi finder selv ud af
det.”
”Også det med kirken?” Hun gik hen til billedet.
”Det er den flise, der bekymrer jer ikke?”
”Jo, for det er spændende og uhyggeligt
samtidigt.”
”Præcis som livet er,” sagde Herdis. ”Gå så i
seng!”
Kim og Marianne listede tilbage til værelset og
gik i seng. Vel vidende, at spøgelset ville komme igen og vise dem noget. De
fik sandelig ikke megen søvn i denne uge.
Og ganske rigtigt. De nåede kun at sove i en
time, så var han der. Han gik forsigtigt ind for ikke at vække børnene, men han
gled ind i deres drøm og fik dem derved til at vågne.
”I har været i kirken,” sagde han stille.
”Ja, vi ville se det flotte rum.”
”Den tilhørte engang Borgholm, men den sidste
greve fik den afsat til staten.”
”Hvorfor det?”
”Det var vist noget med penge. Men det er stadig
en kirke.”
”Fuld af hemmeligheder,” sagde Kim.
”Det er vel alle kirker,” sagde spøgelset og
tændte sin cigar. ”Men vi kan jo gå derhen, for I fik ikke det hele at se,
vel?”
”Nej, men vi tør vist ikke,” sagde Marianne.
”Det er jo mørkt.”
”Ja, ellers kan I ikke møde mig. Kom nu med, så
skal jeg vise jer noget.”
Modstræbende tog de tøjet på og gik med. De gik
ned ad den gamle landsbygade og følte, at der blev kikket på dem fra alle huse,
men det var selvfølgelig ikke tilfældet, for ingen kunne se dem.
Da de nåede op til kirken, var døren låst.
”Det kunne du godt have fortalt os. For
selvfølgelig er den låst om natten.”
”I ved ligeså godt som jeg, at det ikke er noget
problem for mig.” Han åbnede den store dør, og de gik ind, og i samme øjeblik
tændtes lyset i hele den flotte kirke. ”Det kan ikke ses udefra,” sagde
spøgelset. ”Ellers har vi bare kirketjeneren rendende.”
Han gik op mod alteret og stod nu ved flisen,
der kunne åbnes. ”Vil I med?”
Tøvende og med et nik til den korsfæstede på
alteret gik de med spøgelset ned ad trappen. Deres hjerter bankede, så de var
ved at ryge ud af kroppen. De stod i et lavloftet rum og så hurtigt, at der
stod små kister dernede.
”Så vil jeg ikke med længere,” sagde Kim.
”Tag det roligt. Der sker jer ikke noget. Vi er
bare inde i den verden, der aldrig bliver vist.”
”Hvad sagde jeg,” hviskede Marianne. ”Verden er
mere end det, vi bare ser til daglig.”
”Rigtigt,” sagde spøgelset. ”Den virkelige
verden er den, vi ikke ser. Det ved I jo godt. Og mennesker har ikke altid godt
af at se den. Nogle vil helst leve i lykkelig uvidenhed, men det straffer sig
en dag. Men I er stærke og åbne børn, så I skal se.”
”Nå,” sagde Kim. ”Det var vist en ros.”
Pludselig åbnede de små kister sig, og der sad
et lille barn ved hver. De gned deres øjne som efter en lang søvn og smilede
til dem.
”De er små grever og grevinder, som ikke fik et
langt liv. I gamle dage døde mange børn af tuberkulose og andre ting. Grevernes
børn blev begravet hernede under alteret.”
”Fordi det skulle skjules.”
”Netop, mennesker er ikke gode til at vise deres
svagheder, og dengang var det en svaghed at få et barn, der var sygt.”
”Det er det vel stadig,” sagde Marianne. ”Vi er
så stolte og stræber efter det perfekte.”
”Rigtigt, og hvis mennesker endelig når det
perfekte, kan de ikke klare det. Så bukker de under. Det ufuldkomne giver mere
sikkerhed end det fuldkomne.”
De små børn sprang ned på gulvet og begyndte at
lege, og det havde de vist trængt til længe. Marianne fik helt lyst til at lege
med, men spøgelset sagde: ”Bland nu ikke tiderne sammen, Marianne.”
”Det gør du jo.”
”Nej, netop ikke – jeg viser jer, hvad der var
og stadig er.” Han klappede i hænderne, og børnene løb tilbage i deres kister
og lukkede efter sig. Det gav et gys i Kim og Marianne. Bare den lyd af en
kiste, der klappede i – det var, som om det rungede i hele kirken.
”Nu skal I se – der er noget mere spændende
hernede. Prøv at gå hen til væggen der.”
De gik mod det sted, han pegede på.
”Kan I ikke se det?
”Hvad?” De klappede på væggen og opdagede
pludselig et sted, hvor det lød hult. ”Hvad er det her?”
”Ja, hvad tror I?”
”En hemmelig dør?”
”Selvfølgelig. Ethvert slot har sine hemmelige
døre.”
”Jamen, vi er jo ikke på slottet.”
”Det vil jo vise sig,” sagde spøgelset. ”I kan
jo prøve at lukke op.”
”Næh tak, det må du hellere,” sagde Marianne
skræmt. ”Man ved aldrig.”
”Jeg har jo sagt, at jeg er et godt spøgelse, så der er ikke noget at være bange for. Men nu skal jeg.” Han gik op mod væggen, fandt et håndtag og halede døren op. ”Det er vist længe siden, der har været nogen her,” sagde han.
”Det tror pokker,” sagde Kim, der var ligeså
skræmt som sin søster.
Men døren var åben, og de så en mørk gang. Men
da spøgelset knipsede med fingeren, var den fuldt oplyst. ”Kom så med,” sagde
spøgelset.
Tøvende gik de med ind med hinanden i hånden.
Men da de hørte døren lukke sig tungt bag dem, blev de for alvor bange. ”Nu kan
vi jo ikke komme ud.”
”Jo,” sagde spøgelset. ”I den anden ende.”
Men de måtte indrømme, at der var rigtigt flot
hernede.
”Det myldrer garanteret med spøgelser hernede,”
hviskede Kim.
”Nej nej, kom nu med. Det er første gang, jeg
har lejlighed til at vise nogen den pragt, der findes hernede. Kom så!!”
Han tog dem begge i hånden og sammen vandrede de
ned ad gangen – ud i det uvisse.