Kapitel VII
Af
Per Jespersen
Nu gik Kim og
Marianne i den underjordiske gang under kirken. Men gangen var længere, end de
havde forventet. Tilsyneladende strakte den sig i det uendelige, og de anede
ikke, hvor de ville ende. De gik og tænkte på Herdis, og Marianne sagde:
”Bare hun ikke
bliver urolig for os.”
”Ok nej, hun maler
hele natten, og vi er vel hjemme, inden det bliver lyst.”
”Jeg har min
tegneblok med. Sidste gang vi lavede skitser for hende, blev der alle tiders
billede ud af det. Det må vi hellere gøre igen. Har du din blyant?”
”Ja, selvfølgelig.
Men jeg har glemt min tegneblok.”
Marianne rev sin
halvt over. ”Så, så kan vi begge to lave skitser, hvis spøgelset vil have det,”
Spøgelset kløede sig
i nakken. ”Ja ja da, men det er ikke alle og enhver, der kommer her. Så pas på,
hvad I tegner.”
”Har Prinsen og
Prinsessen været her?”
”Jeg tror ikke, de
ved, at stedet eksisterer.”
”Hvorfor har du så
ikke vist dem det?”
”Nej, de skal have
lov at være kongelige. Det er deres opgave. Men kom med – så skal jeg vise jer
noget, ingen har set siden 1734.”
”Nå,” sagde Kim.
”Har det noget med guldhornene at gøre?”
”På en vis måde. Men
I skal ikke regne med, at vi finder det tredje guldhorn. Men I skal se guld i
mængder!”
Ӂh, det er synd,
Herdis ikke er med,” sagde Kim og følte pludselig, at de ikke var bange mere.
Det var egentlig underligt, for der var lidt uhyggeligt hernede.”
”Det tredje guldhorn,” sagde
Marianne. ”Så der er altså et mere?”
Spøgelset nikkede.
Selvfølgelig er der det. Tre var jo et helligt tal.”
”Og du ved, hvor det
er?”
Spøgelset nikkede.
”Sig det ikke til nogen!”
De gik videre og så
pludseligt et meget stærkt lys komme ud fra et rum længere fremme. De
forventede at kunne høre stemmer fra mange mennesker, men alt var tyst og tavst.
De gik langsomt nærmere, indtil spøgelset stoppede dem.
”Et øjeblik,” sagde
han. ”I kommer til at se noget, som ingen har set siden 1734.”
De var helt rolige
nu, for uhyggen var væk, og de følte sig mere og mere fortrolige med det
underlige, hvide væsen, der førte dem ned til hemmelige steder. De vidste, at
de var inde i den skjulte verden, som de godt anede eksisterede, men som
mennesker kun kendte gennem gamle fortællinger og sagn. Det var underligt selv
at stå midt i denne verden, så tegneblokkene kom frem.
Det fik spøgelset
til at sige: ”Tegn ikke mig og lav kun skitser. I kan risikere, at der
ingenting står på jeres papir, når I kommer hjem.”
”Så kan vi huske
det,” sagde Kim.
”Det vil vise sig.
Denne verden er ikke så let at indfange.” Han åbnede en dør til en halvstor
sal, hvor de så et opdækket bord med et taffel af det pureste guld. Tallerkner,
knive og gafler – alt var af guld, der strålede med en glans, der var
ubegribelig.
”Bliver det slet
ikke brugt,” spurgte Marianne.
”Ikke så vidt jeg
ved. Det står klar, hvis noget fantastisk sker.”
”Som hvis det tredje
guldhorn blev fundet,” sagde Marianne.
”Netop. Hornet skal
findes af en ung pige, og hun vil blive inviteret til taffel hernede.”
Marianne lo. ”Det
kunne være mig. Det er tit børn, der finder danefæ, og ikke de voksne, der
leder efter en bestemt teori. Børn graver bare og finder.”
”Rigtigt. Det kan
være dig. Men det er slet ikke sikkert.”
Guldtaffelet
strålede i al sin glans, og de to børn kunne ikke få øjnene fra det.
”Ja, vi må videre,”
sagde spøgelset.
Kim og Marianne
tegnede og tegnede og tænkte, at dette måtte være noget for Herdis. Spøgelset
ventede utålmodigt, men Kim sagde: ”Vi har lovet Herdis at tage skitser med
hjem til hende. Hun er maler.”
”Det ved jeg. Jeg
vil besøge hende en dag.”
”Så får hun et
chok,” sagde Marianne.
”Jeg gør jo ingen
fortræd.”
”Det kan man ikke se
på dig,” sagde Marianne. ”Ingen er vel kun gode.”
”Nej, ikke i
menneskets verden. Men jeg kommer jo også fra et menneske.”
”Nå,” sagde Kim.
”Altså den gode del af det menneske er blevet til dig. Så må den anden del vel
også være her.”
”Det taler vi ikke
om,” sagde spøgelset. ”Han er naturligvis min fjende, men jeg er heldigvis
stærkere.”
”Det onde plejer
ellers at være det stærkeste.”
”Så taler vi ikke
mere om det. Lad os så komme videre.”
De gik videre ned ad
gangen, som blev belyst, når spøgelset nærmede sig. De befandt sig faktisk
under vejen, der gik igennem byen, men det vidste børnene ikke. De syntes bare,
at vejen var lang.
”Hvor skal vi hen,”
spurgte Kim.
”Det får I at se.”
”Er der mere guld
hernede? Åh, det kan være det tredje guldhorn er hernede.”
”Nej, sagde
spøgelset. ”Så let er det ikke.”
Pludselig stod de
foran en ny, tung dør. Det var, som om det hele ingen ende fik, og de kunne
regne ud, at det var ved at blive morgen. De skulle snart være hjemme, hvis de
skulle nå at få lidt søvn.
Spøgelset fik døren
skubbet op, og så fik de et chok: De stod inde i Borgholm i den mindre stue,
hvor man opholdt sig, når man ingen gæster havde.
”Det vil altså
sige,” sagde Kim, ”at der går en gang fra slottet til kirken.”
”Det stammer fra
dengang man havde krig og aldrig kunne føle sig sikker. Så kunne greven flygte
ind i kirken, hvor man var i sikkerhed.”
”Der var ellers en
dansk konge, der blev dræbt i en kirke.”
”Ja, det er rigtigt.
Men han blev også helgen.”
”Så du er måske en
af greverne,” sagde Marianne.
Spøgelset vendte sig
bort. Marianne havde vist ramt plet. ”Kan jeg stole på jer,” spurgte spøgelset.
”Ja, helt bestemt.”
”For ellers kommer
den onde del frem, og det bliver hverken sjovt for jer eller for mig.”
”Vi siger ikke
noget,” sagde de i kor.
”Godt, jeg tror jer.
Tag det lille billede der på væggen.”
Marianne kunne lige
nå, og hun tog det forsigtigt ned. Og det gik, som hun forventede, for bagved
var der et lille skab bag tapetet. ”En ny samling papirer,” sagde hun. ”Ikke?”
”Jo, men glem, hvor
I så dem. Disse papirer er de vigtigste af dem alle. Der står om krige, der har
fundet sted her for længe siden. De
indeholder så meget, som I ikke ved, og som ingen ved.”
”Men hvorfor skal
alt det holdes hemmeligt?”
Men spøgelset var
forsvundet. Nu var gode råd dyre, for de skulle ud af slottet uden at nogen
opdagede det. De kikkede ud af vinduet og så kroen. Skulle de kravle ud? Eller?
”Nej,” hviskede
Marianne. Der er en havedør. Så skal vi bare over voldgraven og hjem til
Herdis.”
”Ja, der er en lille
bro. Lad os komme af sted.”
De listede ud af
døren og så ikke den lille dreng, der grinende vinkede ad dem. De for over
græsplænen i det første sollys, ind igennem porthuset, ned ad den gamle vej og
ind på kroen. De for op til Herdis og lyttede, om hun var vågen. Men det var
hun, for hun sang derindefra.
Forsigtigt bankede
de på.
”Hvem er det?”
”Det er bare os.”
”Igen! Og på denne
tid.”
”Vi har noget til
dig.”
Døren gik op og Herdis
viste sig al sin pragt med den flotteste sommerkjole og en festlig hat med
gulerødder i toppen.
”Er du blevet
økolog,” spurgte Kim.
”Gulerødder er
sunde. Hvad har I så til mig?”
”Vi vil først se,
hvad du har malet i nat.”
Herdis åbnede døren
ind til atelieret. Der stod billedet, og Kim og Marianne var ved at besvime,
for billedet forestillede hele guldtaffelet fra den hemmelige gang. Det
strålede af gyldne farver og var noget af det bedste, hun hidtil havde lavet.
”Jamen, hvordan,
Herdis?”
”Det kom pludselig
over mig. Hvad har I til mig?”
”Det nytter
alligevel ikke,” sagde Kim og gav hende skitserne.
”Jo, det nytter da.
Det er kun skitser. Jeg kan lave tyve billeder ud af det der.”
”Åh,” sagde
Marianne. ”Du er en rigtig sukkertang, Herdis. Men vi er nødt til at gå i seng,
for vi skal i kirke i morgen, og du skal med.”
”Jeg går aldrig i
kirke.”
”Det ved vi, men for
vores skyld, lille Herdis.”
”Godt, men kun denne
ene gang.”
”Godt,” jublede Kim
og Marianne. ”Vi lover dig en god dag. Vi vil endda tage dig med på landet.”
”Så siger vi det,”
sagde Herdis. ”Jeg er så glad for, at I inviterede mig med.”
”Og vi er glade for
at have dig med. Godnat, lille Herdis.”
”Den store
kunstnerinde,” sagde Marianne.
”Det ord kan jeg
godt lide. Kunstnerinde. Så glæder jeg mig til at komme i kirke i morgen!”