Kapitel VIII

Det store fund

Af Per Jespersen

Langt op ad formiddagen vågnede Kim og Marianne og skyndte sig ned til Herdis’ værelse. Hun snorksov selvfølgelig, for hun hadede morgener og formiddage.

De tog i hendes dør, og den var åben, så de gik lige ind. Som sædvanlig lå Herdis på gulvet, faldet i søvn midt i et maleri. De skævede op på lærredet og så, at hun havde ladet sig inspirere af deres skitser, der lå spredt over hele gulvet. Billedet var ikke helt færdigt, men det ville blive hendes bedste, for man så faktisk den hemmelige gang under hovedgaden, hvor de havde været i nat. Det summede af uhygge, som havde hun selv været der. Men ud fra det ene rum kom et gyldent lys fra guldtaffelet, som spøgelset havde vist dem. Lyset spredte sig over hele gangen, som var billedet rigtigt levende. Det tonede ud over hele billedet og løb tilsyneladende ned i et hul ved døren i kirken. Her formerede det sig og dannede to guldhorn.

”Er det der, de gemmer sig,” sagde Marianne.

”Nej, for man har fundet dem. Der mangler kun eet. Men DET ligger måske dernede.”

”Så ville spøgelset have sagt det.”

”Nå, det tror du! Så let er det ikke. Den gåde bliver aldrig løst.”

Der kom et snork fra Herdis, der bestemt ikke lød særligt romantisk; men hun vågnede da og mumlede: ”Hvor er jeg? Hvem er jeg? Hvor er guldet?”

”På dit billede, lille Herdis!”

Hun stirrede på staffeliet. ”Hvem har malet det?”

”Det har du!”

”Umuligt. Jeg kan slet ikke male sådan noget.”

”Det har du i hvert fald gjort.”

Hun satte sig op og stirrede op på billedet hele tiden. ”Det er jo mageløst – se, hvordan lyset bliver til guld og forsvinder ned i mørket.”

”Vi har lige beundret det, mens du sov sødeligt,” sagde Marianne.

”Jeg sov aldeles ikke sødeligt. Det gør jeg aldrig. Mine nætter er det rene mareridt. Jeg er sulten.”

”Det er vi også. Skal vi ringe på tjeneren?”

”Der skal ingen tjenere herop. Og jeg har bedt rengøringspersonalet om at holde sig væk, indtil vi er flyttet.”

”Det er vist også bedst,” sagde Kim. ”Det ligner Jerusalems ødelæggelse.”

”Hvad har Jerusalem med mit værelse at gøre? Jeg har aldrig været der.”

De grinede og sagde: ”Tag dit tøj på, så går vi ned og spiser. Vi skal jo i kirke.”

”Ikke tale om. Jeg har ombestemt mig.”

”Så kommer du heller ikke med på en tur på landet.”

”Det har I jo lovet!”¨”

”Og du lovede at tage med i kirke.”

Så fik Kim en ide. ”Så går vi i kirke i aften.”

”Ja ja, da,” sukkede Herdis. ”Åh Gud, hvor skal man være forsigtig med at love noget. Men nu må I gå, mens jeg netter mig lidt.”

De listede ned i restauranten og satte sig ved morgenbordet og ventede på Herdis. Det var åbenbart et meget fint sted, for de fleste sad i det fineste tøj, herrerne i smoking og damerne med lange kjoler.

”Er de blevet vanvittige,” sagde Kim.

”Nej, sådan er overklassen. Det er os, der er forkert anbragt. Vi kan ikke lade Herdis komme herind. De besvimer bare alle sammen.”

De skyndte sig ud på fortovet og kaldte på Herdis: ”Herdis, kom bare herned, når du er færdig.”

”Skal vi spise på gaden?”

”Nej, vi finder et andet sted. Det er for dyrt her.”

”I har jo penge nok.”

”Ja, men alligevel.”

Da Herdis endelig kom, blev de klar over, at det var en god ide at tage et andet sted hen, for hun havde gummistøvler på under en kjole, der var syet sammen af to brugte kjoler, og på hatten havde hun anbragt to agurker.

Pludselig kørte en bil op foran dem. En taxa? Hvem havde ringet efter den?

Så opdagede de, at der ingen chauffør var. Lykkelige satte de sig ind, mens Herdis protesterede: ”Jeg kører aldrig uden en ved rattet. Det er et princip.”

”Principper er til for at brydes,” sagde Kim.

”Er det et nyt princip,” sagde Herdis.

”Det er bare sådan. Stig nu ind.”

Modstræbende satte Herdis sig ind uden at opdage, at nummerpladen ikke var helt almindelig. Der var en krone på og et meget lille nummer. Marianne havde for længst set det, men sagde ingenting.

Så startede bilen, og Herdis sagde nok så tørt: ”Den kører udmærket!”

De grinede.

”Men princippet,” sagde Herdis. ”Eller er der i hele taget noget, der hedder principper?”

”Det er bare noget, man siger,” sagde Kim.

”Netop! Altså findes de ikke. Principper er en slags vaner uden forklaring, og det kan vi ikke leve med.”

”Nå”, sagde Marianne. ”Du er også filosof.”

”Og kunstnerinde, husk det. Det sagde I selv i går.”

”Ja, men det er heller ikke det samme.”

”For mig er det.”

”Gud ved, hvad Platon ville sige til det,” sagde Kim.

”Han ville give hende ret,” sagde Marianne. ”Kan du ikke huske , hvad Jørgensen fortalte os. Alle mennesker er filosoffer, hvis de giver deres tanker frit løb. Det er sådan, Platon skal forstås!”

”Det er rigtigt. Så, nu er vi ved at være der.”

De kikkede ud af forruden og så to store sten på en græsklædt mark – mindestenene for guldhornenes findested.

Og ganske rigtigt. Bilen standsede, og alle fire døre gik op.

De steg ud, og så bilen forsvinde mod vest. ”Nu skal du se, Herdis!”

Pludselig forandrede landskabet sig. Stenene var væk, og de stod i en lille landsby tæt op til en skov. Der førte en sti ind i skoven, og en ung pige kom syngende imod dem med en taske i hånden.

Nu kom der pludselig flere piger frem fra de forskellige huse. Åbenbart ventede de på hende fra skoven.

”Endelig kom du,” sagde de. ”Har du tid til at lege?”

”Ja, det går lige,” sagde hun og satte sin taske. De tog hinanden i hånden og dansede rundt på stien, mens de sang.

”Har du nået, hvad du skulle, Kristine?”

”Ja, næsten. Jeg har nok til kniplehandleren, tror jeg. Ellers bliver han rasende.”

”Og du hørte ingen ulve i skoven?”

”Jeg vil hjem,” hviskede Herdis.

”Hold så mund,” hvæsede Kim.

Pigerne gav sig til at danse en gang til, indtil Kristine sagde: ” Det går ikke mere. Jeg må af sted.” Hun greb sin taske og løb ind mod byen. Men pludselig faldt hun, og de andre piger for hen til hende for at hjælpe hende op.

”Jeg faldt over noget,” sagde Kristine. ”Se, en gammel trærod. At jeg ikke så den!”

Så løb hun videre ind mod byen. Pigerne legede videre, og Herdis hviskede: ”Jeg vil være med.”

”Det kan du da ikke,” sagde Kim. ”Vi er tilbage i tiden.”

”Det er jeg ligeglad med,” sagde Herdis og løb over til pigerne. Og sandelig om ikke hun fik lov at danse med. Men de kørte hende så træt, at hun kom tilbage i stærkt forpustet tilstand og satte sig imellem Kim og Marianne.

Så så de Kristine komme tilbage. Hun løb straks hen til træroden og gav sig til at hale i den. ”Så hjælp mig dog! Den skal op. Jeg vil ikke falde over den igen.”

De halede og halede, og endelig fik de den op. Men det var ikke nogen trærod. Det var et guldhorn. Herdis besvimede på stedet, og pigerne løb hjem, mens Kristine tog hornet i sin taske og løb ad skoven til.

De fik Herdis stablet på benene, og pludselig holdt bilen der igen. De steg straks ind, og den kørte ad en moderne landevej til en anden lille by på den anden side af skoven. Her stoppede den op foran et lille, meget fattigt hus. De så Kristine styrte ind i huset.

Så steg de ud af bilen, der øjeblikkeligt forsvandt. De for op til huset og stillede sig foran vinduerne og kikkede ind. Her så de Kristine gemme hornet under sengen.

”Beholder hun det virkelig selv,” sagde Herdis.

”Nej, det bliver afleveret. Først prøver hun at sælge det til kniplehandleren inde i den store by, for de er jo meget fattige. Men det tilhører greven, for det blev fundet på hans jord. Se, der kommer han.”

En flot karet kørte op foran det lille, fattige hus. Og ud steg greven i sit stiveste puds.

”Gud, og jeg har ikke renset negle,” sagde Herdis.

”Han kommer ikke for at tale med dig,” hvæsede Kim.

”Det er jeg meget skuffet over.”

Nu så de Kristine aflevere hornet og neje dybt for greven. ”Jeg skal belønne dig rigeligt,” sagde greven. ”Jeg skal jo også aflevere dette guldhorn. Kongen skal have det, og så kommer det på museum, som det sig hør og bør.”

”Jeg kommer aldrig på museum,” sagde Herdis.

”Jo, dine billeder gør,” grinede Marianne.

”Det skal vi nok sørge for,” sagde Kim.

Pludselig forsvandt det hele, og de stod igen foran mindestenene. ”Se,” sagde Marianne. ”Der står hendes navn.”

”Selvfølgelig,” sagde Kim. ”Det ville være lidt mærkeligt, hvis der stod Herdis, ikke!”

”Hvorfor ikke,” sagde Herdis. ”Det er et ganske pænt og nydeligt navn.”

”Ja, men du fandt ikke guldhornet.”

”Åh, det var da lige ved,” sagde Herdis. ”Jeg skal hjem og male.”

”Og vi er ved at dø af sult,” sagde Kim.

Og så holdt bilen der igen. De steg ind og kørte hjem mod Borgholm.

Ingen af dem så den lille dreng, der stod og vinkede ved voldgraven.

Næste kapitel

Tilbage