
Langt op ad
formiddagen vågnede Kim og Marianne og skyndte sig ned til Herdis’ værelse. Hun
snorksov selvfølgelig, for hun hadede morgener og formiddage.
De tog i hendes dør,
og den var åben, så de gik lige ind. Som sædvanlig lå Herdis på gulvet, faldet
i søvn midt i et maleri. De skævede op på lærredet og så, at hun havde ladet
sig inspirere af deres skitser, der lå spredt over hele gulvet. Billedet var
ikke helt færdigt, men det ville blive hendes bedste, for man så faktisk den
hemmelige gang under hovedgaden, hvor de havde været i nat. Det summede af
uhygge, som havde hun selv været der. Men ud fra det ene rum kom et gyldent lys
fra guldtaffelet, som spøgelset havde vist dem. Lyset spredte sig over hele
gangen, som var billedet rigtigt levende. Det tonede ud over hele billedet og
løb tilsyneladende ned i et hul ved døren i kirken. Her formerede det sig og
dannede to guldhorn.
”Er det der, de
gemmer sig,” sagde Marianne.
”Nej, for man har
fundet dem. Der mangler kun eet. Men DET ligger måske dernede.”
”Så ville spøgelset
have sagt det.”
”Nå, det tror du! Så
let er det ikke. Den gåde bliver aldrig løst.”
Der kom et snork fra
Herdis, der bestemt ikke lød særligt romantisk; men hun vågnede da og mumlede:
”Hvor er jeg? Hvem er jeg? Hvor er guldet?”
”På dit billede,
lille Herdis!”
Hun stirrede på
staffeliet. ”Hvem har malet det?”
”Det har du!”
”Umuligt. Jeg kan
slet ikke male sådan noget.”
”Det har du i hvert
fald gjort.”
Hun satte sig op og
stirrede op på billedet hele tiden. ”Det er jo mageløst – se, hvordan lyset
bliver til guld og forsvinder ned i mørket.”
”Vi har lige
beundret det, mens du sov sødeligt,” sagde Marianne.
”Jeg sov aldeles
ikke sødeligt. Det gør jeg aldrig. Mine nætter er det rene mareridt. Jeg er
sulten.”
”Det er vi også.
Skal vi ringe på tjeneren?”
”Der skal ingen
tjenere herop. Og jeg har bedt rengøringspersonalet om at holde sig væk, indtil
vi er flyttet.”
”Det er vist også bedst,”
sagde Kim. ”Det ligner Jerusalems ødelæggelse.”
”Hvad har Jerusalem
med mit værelse at gøre? Jeg har aldrig været der.”
De grinede og sagde:
”Tag dit tøj på, så går vi ned og spiser. Vi skal jo i kirke.”
”Ikke tale om. Jeg
har ombestemt mig.”
”Så kommer du heller
ikke med på en tur på landet.”
”Det har I jo
lovet!”¨”
”Og du lovede at
tage med i kirke.”
Så fik Kim en ide.
”Så går vi i kirke i aften.”
”Ja ja, da,” sukkede
Herdis. ”Åh Gud, hvor skal man være forsigtig med at love noget. Men nu må I
gå, mens jeg netter mig lidt.”
De listede ned i
restauranten og satte sig ved morgenbordet og ventede på Herdis. Det var
åbenbart et meget fint sted, for de fleste sad i det fineste tøj, herrerne i
smoking og damerne med lange kjoler.
”Er de blevet
vanvittige,” sagde Kim.
”Nej, sådan er
overklassen. Det er os, der er forkert anbragt. Vi kan ikke lade Herdis komme
herind. De besvimer bare alle sammen.”
De skyndte sig ud på
fortovet og kaldte på Herdis: ”Herdis, kom bare herned, når du er færdig.”
”Skal vi spise på
gaden?”
”Nej, vi finder et
andet sted. Det er for dyrt her.”
”I har jo penge
nok.”
”Ja, men alligevel.”
Da Herdis endelig
kom, blev de klar over, at det var en god ide at tage et andet sted hen, for
hun havde gummistøvler på under en kjole, der var syet sammen af to brugte
kjoler, og på hatten havde hun anbragt to agurker.
Pludselig kørte en
bil op foran dem. En taxa? Hvem havde ringet efter den?
Så opdagede de, at
der ingen chauffør var. Lykkelige satte de sig ind, mens Herdis protesterede:
”Jeg kører aldrig uden en ved rattet. Det er et princip.”
”Principper er til
for at brydes,” sagde Kim.
”Er det et nyt
princip,” sagde Herdis.
”Det er bare sådan.
Stig nu ind.”
Modstræbende satte
Herdis sig ind uden at opdage, at nummerpladen ikke var helt almindelig. Der
var en krone på og et meget lille nummer. Marianne havde for længst set det,
men sagde ingenting.
Så startede bilen,
og Herdis sagde nok så tørt: ”Den kører udmærket!”
De grinede.
”Men princippet,”
sagde Herdis. ”Eller er der i hele taget noget, der hedder principper?”
”Det er bare noget,
man siger,” sagde Kim.
”Netop! Altså findes
de ikke. Principper er en slags vaner uden forklaring, og det kan vi ikke leve
med.”
”Nå”, sagde
Marianne. ”Du er også filosof.”
”Og kunstnerinde,
husk det. Det sagde I selv i går.”
”Ja, men det er
heller ikke det samme.”
”For mig er det.”
”Gud ved, hvad
Platon ville sige til det,” sagde Kim.
”Han ville give
hende ret,” sagde Marianne. ”Kan du ikke huske , hvad Jørgensen fortalte os.
Alle mennesker er filosoffer, hvis de giver deres tanker frit løb. Det er
sådan, Platon skal forstås!”
”Det er rigtigt. Så,
nu er vi ved at være der.”
De kikkede ud af
forruden og så to store sten på en græsklædt mark – mindestenene for
guldhornenes findested.
Og ganske rigtigt.
Bilen standsede, og alle fire døre gik op.
De steg ud, og så
bilen forsvinde mod vest. ”Nu skal du se, Herdis!”
Pludselig forandrede
landskabet sig. Stenene var væk, og de stod i en lille landsby tæt op til en
skov. Der førte en sti ind i skoven, og en ung pige kom syngende imod dem med
en taske i hånden.
Nu kom der pludselig
flere piger frem fra de forskellige huse. Åbenbart ventede de på hende fra
skoven.
”Endelig kom du,”
sagde de. ”Har du tid til at lege?”
”Ja, det går lige,”
sagde hun og satte sin taske. De tog hinanden i hånden og dansede rundt på
stien, mens de sang.
”Har du nået, hvad
du skulle, Kristine?”
”Ja, næsten. Jeg har
nok til kniplehandleren, tror jeg. Ellers bliver han rasende.”
”Og du hørte ingen
ulve i skoven?”
”Jeg vil hjem,”
hviskede Herdis.
”Hold så mund,”
hvæsede Kim.
Pigerne gav sig til
at danse en gang til, indtil Kristine sagde: ” Det går ikke mere. Jeg må af
sted.” Hun greb sin taske og løb ind mod byen. Men pludselig faldt hun, og de
andre piger for hen til hende for at hjælpe hende op.
”Jeg faldt over
noget,” sagde Kristine. ”Se, en gammel trærod. At jeg ikke så den!”
Så løb hun videre
ind mod byen. Pigerne legede videre, og Herdis hviskede: ”Jeg vil være med.”
”Det kan du da
ikke,” sagde Kim. ”Vi er tilbage i tiden.”
”Det er jeg ligeglad
med,” sagde Herdis og løb over til pigerne. Og sandelig om ikke hun fik lov at
danse med. Men de kørte hende så træt, at hun kom tilbage i stærkt forpustet
tilstand og satte sig imellem Kim og Marianne.
Så så de Kristine
komme tilbage. Hun løb straks hen til træroden og gav sig til at hale i den.
”Så hjælp mig dog! Den skal op. Jeg vil ikke falde over den igen.”
De halede og halede,
og endelig fik de den op. Men det var ikke nogen trærod. Det var et guldhorn.
Herdis besvimede på stedet, og pigerne løb hjem, mens Kristine tog hornet i sin
taske og løb ad skoven til.
De fik Herdis
stablet på benene, og pludselig holdt bilen der igen. De steg straks ind, og
den kørte ad en moderne landevej til en anden lille by på den anden side af
skoven. Her stoppede den op foran et lille, meget fattigt hus. De så Kristine
styrte ind i huset.
Så steg de ud af
bilen, der øjeblikkeligt forsvandt. De for op til huset og stillede sig foran
vinduerne og kikkede ind. Her så de Kristine gemme hornet under sengen.
”Beholder hun det
virkelig selv,” sagde Herdis.
”Nej, det bliver
afleveret. Først prøver hun at sælge det til kniplehandleren inde i den store
by, for de er jo meget fattige. Men det tilhører greven, for det blev fundet på
hans jord. Se, der kommer han.”
En flot karet kørte
op foran det lille, fattige hus. Og ud steg greven i sit stiveste puds.
”Gud, og jeg har
ikke renset negle,” sagde Herdis.
”Han kommer ikke for
at tale med dig,” hvæsede Kim.
”Det er jeg meget
skuffet over.”
Nu så de Kristine
aflevere hornet og neje dybt for greven. ”Jeg skal belønne dig rigeligt,” sagde
greven. ”Jeg skal jo også aflevere dette guldhorn. Kongen skal have det, og så
kommer det på museum, som det sig hør og bør.”
”Jeg kommer aldrig
på museum,” sagde Herdis.
”Jo, dine billeder
gør,” grinede Marianne.
”Det skal vi nok
sørge for,” sagde Kim.
Pludselig forsvandt
det hele, og de stod igen foran mindestenene. ”Se,” sagde Marianne. ”Der står
hendes navn.”
”Selvfølgelig,”
sagde Kim. ”Det ville være lidt mærkeligt, hvis der stod Herdis, ikke!”
”Hvorfor ikke,”
sagde Herdis. ”Det er et ganske pænt og nydeligt navn.”
”Ja, men du fandt
ikke guldhornet.”
Ӂh, det var da lige
ved,” sagde Herdis. ”Jeg skal hjem og male.”
”Og vi er ved at dø
af sult,” sagde Kim.
Og så holdt bilen
der igen. De steg ind og kørte hjem mod Borgholm.
Ingen af dem så den
lille dreng, der stod og vinkede ved voldgraven.