Kapitel IX

Den fremmede mand

Af

Per Jespersen

Herdis sov naturligvis til middag, hvor hun blev vækket af Kim og Marianne. De kunne simpelthen ikke vente længere, for de vidste, at de skulle en tur ud på landet til den samme lille landsby igen. Og Kim vidste også hvorfor: ”Der blev jo fundet to guldhorn,” sagde han. ”Vi skal ud og se det andet horn blive fundet.”

”Skal vi finde det?”

”Nej, har du helt glemt, hvad Jørgensen fortalte os?”

”Nej nej, men der sker bare så meget mærkeligt her, at man snart ikke ved, hvad der er virkeligt eller ikke-virkeligt.”

”Det er alt sammen virkeligt,” sagde Kim. ”Og tiden eksisterer på en måde ikke.”

”Er det derfor, vi alle sammen render rundt med armbåndsure?”

Han grinede. ”Ja, det er derfor. Det er i hvert fald meget praktisk. Men tiden eksisterer kun her på jorden. Ikke i rummet. Der er alting tidløst.”

”Så vidt jeg ved befinder vi os ikke i rummet,” sagde Marianne ironisk. ”Men selvfølgelig, man ved jo aldrig.”

”Hør her. Jeg tror, at historie er tidløs. Det er de samme ting, der sker hele tiden, det er bare omgivelserne og vanerne, der ændrer sig. Vi er den samme slags mennesker, som de første mennesker var.”

”Det tror jeg faktisk også. Og jeg tror, at alt det, de gamle før os har tænkt og følt – det har vi inden i os i underbevidstheden.”

”Det ville i hvert forklare en hel del ting. Nå, vi må ned og vække Herdis.”

De for ned ad gangen og bankede hårdt på hendes dør.

”Hun snorker endnu,” råbte den lille dreng og forsvandt leende ned ad trappen.

”Hvem pokker var det?”

”Aner det ikke. En eller anden uvorn unge,” sagde Kim. ”Drenge er nogen værre nogen.”

”Det kan jeg skrive under på.”

”Så slem er jeg da heller ikke. Du har flere gange sagt, at du holdt af mig.”

”Vi har jo alle vore svage øjeblikke. Lad os så få Herdis op!”

De hamrede på døren, indtil hun endelig kom. Hun så strålende ud og sagde straks: ”Kom ind og se mit nye billede!”

”Du har malet hele natten.”

”Ja, det sagde jeg jo, jeg ville. Og man kan faktisk godt stole på mig.”

De lo alle tre, og Kim sagde: ”Vi skal afsted igen. Jeg tror, at bilen kommer, lige så snart vi når ned på gaden.”

”Jeg er møgsulten,” sagde Herdis. ”Kan vi ikke snige os til lidt mad?”

”Vi kan prøve.” De listede ned i restauranten, men Kim så straks alle de fine mennesker, så han sagde: ”Lad os vente. Jeg kan ikke holde al den finhed ud!!”

De gik ud på gaden og blev blændet af det stærke sollys. Men i samme øjeblik kom bilen, og inden de så sig om, sad de i den på vej til den samme lille landsby.

”Skal vi samme sted hen,” spurgte Herdis.

”Ja, det skete jo samme sted.”

Og ganske rigtigt – bilen kørte samme sted hen, men de kunne se på husene, at de var i en anden tid. ”Det er hundrede år senere,” sagde Kim.

”Helt nøjagtigt,” sagde Marianne. ”Jeg er meget nøjeregnende med tid, det ved du!” Hun lo.

”Nå, så fem og halvfems år da.”

De kørte op til det sted, hvor Kristine havde fundet det første guldhorn. Men stien var væk, og skoven i baggrunden var borte. I stedet lå der en stor vandmølle.

”Her er meget smukt,” sagde Herdis. ”Jeg skal hjem og male.”

”Da ikke endnu. Der sker noget først.”

Bilen kørte op foran et rødstenshus, og de steg ud og så bilen forsvinde. Solen skinnede, så de satte sig i grøften. ”Åh, hvor er jeg sulten,” sagde Herdis.

Så gik døren op. En bondemand kom ud og sagde: ”I taler så mærkeligt. Men jeg kan forstå, at I er sultne. Kom indenfor. Det er den stille uge før påske, så jeg har ikke så travlt.” Han viste dem ind, og et øjeblik efter sad de ved et hvidskuret bord i køkkenet, og en ældre kone serverede brød, smør og marmelade for dem.

”Det er ligesom i gamle dage,” kaglede Herdis.

”Det er i gamle dage,” hvæsede Kim. ”Spis nu.”

”Ja,” sagde manden. ”Vi har ikke så tit gæster i denne tid nu her før påske. Så jeg har slukket ovnen.”

”Hvad laver du da?”

”Jeg laver brændevin. Jeg har endda kongelig tilladelse.”

Kim rejste sig og gjorde honnør, og Herdis gjorde klar til at synge ”Der er et yndigt land”, indtil Kim måtte fortælle hende, at den ikke var skrevet endnu.

”Jeg hedder Jerck,” sagde manden. ”Nu spis endelig; jeg skal ud og finde noget nyt ler til min ovn. Den skal klines, fordi den er kold.”

”Så nu sker det,” hviskede Kim til Marianne. ”Lad os komme ud!”

De forlod bordet, mens Herdis blev siddende for at snakke med bondekonen om det dejlige brød, hun havde bagt.

Kim og Marianne satte sig i grøftekanten og så Jerck gå med sin spade ud på marken overfor. Han stak den i jorden, stødte på noget hårdt – og trak et guldhorn op. ”Hvad,” sagde han. ”Vi sad lige og snakkede om den unge piger, der for snart hundrede år siden fandt et horn her, da der var skov og en sti igennem. Der var endda ulve der dengang. Og nu står jeg med et horn.”

”Der mangler noget,” sagde Marianne. ”Det er ikke helt. Du er vel ikke kommet til at hugge det over med din spade.”

”Det håber jeg ikke. Vi må gave bud til greven. Det er hans jord, og dermed hans guldhorn.”

”Den ordner vi,” sagde Kim, og så holdt bilen der, uden at Jerck kunne se den. Den kørte dem hurtigt til Borgholm, og en time senere kom greven i sin karet med Kim og Marianne bagi.

Jerck bukkede dybt, og Herdis og bondekonen kom ud og nejede for greven, der sagde: ”Jeg skal belønne dig rigeligt. Det skal bringes til kongen, thi det er danefæ.”

Der kom en yngre mand gående langs landevejen. Han kikkede noget efter greven, hestene og guldhornet, der strålede i solen.

”Hvem kan det være,” spurgte Marianne.

”Jeg tror, jeg ved det. Det er ham, der skriver denne historie om os. Nej, hvor spændende!”

Manden skyndte sig bort, men han blev stående bag den nærmeste busk. Det var jo ikke hver dag, man så greven. Og det var bestemt ikke hver dag, man så et guldhorn.

”Se,” sagde Greven. ”Da Kristine fandt det første horn, fik hun lov af min bedstefar at køre i karet langt væk, hvor kongen boede. Og hun fik hilst på kongen og han gav hende senere et rødt skørt som belønning. Men nu bor kongen i vores største by, så du kan ikke komme med. Det skal på Kunstkammeret, og du skal nok få din belønning.

Nu fik Herdis øje på manden bag busken. ”Jeg skal lige hen og hilse,” sagde hun.

”Han er ikke greve, Herdis!”

”Nej, men han ser interessant ud. Vi må have meget at tale om.”

”Hun er vel ikke forelsket,” sagde Marianne.

”Da ikke på den afstand!”

”Det har sgu ikke noget med afstand at gøre. Nå, det må hun selv om. Hun er måske ude efter alle de historier, han har i sit hoved.”

”Så hun har noget at male efter.”

Greven havde længe set, at der manglede noget af hornet. Så han sagde: ”Det vil blive fundet senere og solgt i Tyskland. Desværre!”

”Og det tredje horn,” spurgte Kim.

”Det taler vi ikke om,” sagde greven.

”Nu skal Greven vist hjem og skrive i de hemmelige papirer.”

”Det skal jeg.”

Jerck stod helt betuttet og kunne ikke komme over, at han havde fundet et guldhorn til sin greve. Han var stolt og glad på grevens vegne. ”Hele sognet vil tale om det,” sagde han.

”Ja, Jerck Lassen, dit navn vil gå over i historien.”

”Hør, er Herdis ikke kommet endnu,” sagde Marianne.

”Nej, hun snakker med ham forfatteren. Vi skal have hende med hjem, for bilen kommer snart og henter os.” Kim løb hen mod de to bag busken og sagde: ”Kom så, Herdis!”

”Kun hvis den herre kommer med.”

”Nå, det må jeg sige. Men er der plads på kroen?”

”Du har jo penge nok,” sagde Herdis.

”Derfor er der vel ingen grund til at klatte dem væk.”

”Det vil du aldrig fortryde.”

”Nå ja, så siger vi det. Bilen er her nu.”

Uset af Greven og Jerck steg de ind i bilen og kørte tilbage til kroen ved slottet.

”Nu skal jeg invitere på middag til os alle,” sagde Herdis.

”Nå, du kan godt klatte penge væk. Men du er jo også forel --- .”

”Hold så mund, ” sagde Marianne.

De gik ind i krostuen, og denne gang så de den lille dreng. Han stod og skar ansigt efter dem bag et gardin. Hvem var han?

Men det fik de hurtigt at vide, for den mand, Herdis havde taget med, sagde: ”Kom herhen, Nikolaj. Jeg skal tale med dig.”

Måbende så de den lille dreng, som de pludselig godt vidste hvem var, springe op på skødet af den fremmede, Han sagde: ”Skal vi lege?”

”Åh nej,” hulkede Herdis. ”Nu har han allerede glemt mig. Sådan går det altid!”

”Nå nå,” sagde manden. ”Historien er jo ikke færdig endnu.”

”Puhha, nu kan jeg ikke finde ud af noget mere,” sagde Marianne.

Og Kim sagde: ”Det bliver måske opklaret i de næste kapitler!”

Næste Kapitel

Tilbage