Kim og Marianne får gang i sagerne
Af
Per Jespersen
Det var en rigtig iskold februardag med bidende
vind og snebyger, der strøg igennem byen, som blev de betalt for det. Kim og
Marianne var på vej til skole, og skuttede sig i alt det tøj, de var pakket ind
i. Det var, som om de ikke rigtigt kunne røre sig i alt det tøj – som om man
var en pakke, der skulle sendes af sted til de varme lande.
Det var godt at komme ind på den varme skole og
få noget af det snærende tøj af. Gangen udenfor klasseværelset var næsten fuld
af tøj, og i frikvartererne var der ingen ude. Det var for koldt.
De tilbragte frikvartererne med at spille kort
og lægge kabale. Kim og Marianne gad det egentlig ikke, men ingen skulle jage
dem ud i den kulde. Så de fandt sammen med Simon og satte sig i sofaen ude på
gangen og diskuterede.
”Og de siger, at vores klima bliver varmere,”
sagde Simon.
”Ja, det er i hvert fald ikke lige her,” sagde
Kim.
”Jeg tror ikke, klimaet har opdaget, at vi har
sådan nogle teorier,” tilføjede Marianne.
”Hvad skal vi også med klimaforskere,” sagde
Simon.
”De prøver at forstå, hvordan klimaet fungerer.”
”Det fungerer sådan, at det er hammerkoldt,”
Simon. ”Det skal man vel ikke være videnskabsmand for at finde ud af.”
”Det gælder vel egentlig ikke al videnskab,” sagde
Kim.
”Kan du nævne bare een videnskab, der ikke kan
undværes.”
Kim tænkte sig om et øjeblik. Så sagde han.
”Madforskningen.”
”Vorherrebevares,” sagde Marianne. ”Det seneste
påhit er genmodificeret mad. Det sagde Jørgensen i går.”
”Ja, det er da genialt,” sagde Kim.
”Nå, så vi kan blive forgiftet af forkerte
gener,” sagde Marianne. ”Må jeg så blive fri. Det vil sige, det kan man ikke
engang, for de tvinger os til det. Og alle de planter, naturen ikke selv har
opfundet, laver vi så, og så opstår der nye arter.”
”Du har hørt godt efter,” sagde Simon. ”Men det
er rigtigt. Jeg siger også nej til GMO.”
”Videnskab er mere ondt end godt, men bare der
er penge i det, så kaster vi os over det. Nu vil man også tage patent på
planter. Det ender vel med, at man tager patent på en kænguru med fem ben og en
pensel i panden.”
”Det ville Herdis sikkert blive glad for,” lo
Kim. ”Men hvad skal man så sætte i stedet for videnskab?”
”Ja, Herdis ville sige kunst. Kunsten overgår
alt, ville hun sige.”
”Den forurener i det mindste ikke,” sagde Simon.
”Kunst er visdom,” sagde Marianne. ”Det tror
jeg, at Herdis mener, og jeg giver hende ret.”
”Så er litteratur også visdom,” sagde Simon.
”Selvfølgelig er det det. Uden kunst kunne
verden ikke eksistere.”
”Prøv lige at forklare politikere det,” sagde
Kim.
”Jeg kender ikke nogen.”
”Vær glad for det.”
Nu ringede Mariannes mobiltelefon. ”Skal jeg
tage den?”
”Det er vist derfor, den ringer,” sagde Kim.
”Jamen, nu. Hvem kan det være.?”
”Det finder du ud af ved at tage den. Se, det er
visdom!”
Det var Herdis. Kim kunne høre, at hun græd som
en stukket gris. Der måtte virkelig være noget galt. Marianne fik ikke et ord
indført, for Herdis hylede hele tiden. Til sidst sluttede Marianne samtalen.
”Ja, vi kommer lige efter skole. Hvis vi ikke fryser ihjel!”
”Hvad ville hun,” sagde Kim.
”Åh, hun har fået brev fra Afrika.”
”Henry! Jeg savner ham også. Kommer han ikke
snart hjem?”
”Det ser det ikke ud til.”
”Hende kender jeg godt,” sagde Simon. ”Det er
hende, der har malet det billede, vi har i klassen, ikke?”
”Jo, vi samlede ind til det. Kan du lide det?”
”Ja, det er ægte kunst, så vidt jeg kan se.”
Så ringede det ind, så mobilen skulle slukkes.
Det var tysk, der stod på skemaet, så en mat stemning bredte sig hurtigt.
Marianne kunne ikke få tankerne fra Herdis, som sikkert gik derhjemme uden at
kunne male for bar græderi. Det tyske hørte hun ikke meget af, men hun fik d a
lavet de opgaver, der skulle laves til i morgen. Hun ventede kun på, at den
sidste time skulle være forbi, så de kunne komme op til Herdis.
Endelig var klokken to. De tog alt vintertøjet
på og stred sig igennem sne og blæst til Herdis’ lille lejlighed.
”Hun hyler nok endnu,” sagde Marianne.
”Og hun får ikke malet en dyt,” sagde Kim. ”Bare
der ikke er sket noget med Henry.” Han blev pludselig helt nervøs.
”Henry sker der aldrig noget. Bare rolig.”
Døren til Herdis’ lejlighed stod åben, så de
kunne gå lige ind. Men der var ingen gråd at høre. Og hun var ikke i køkkenet.
Han var på sit atelier.
De listede ind og sagde ”hej”.
”Åh, I pudderkvaste. Det var godt I kom. Se på
det billede!”
De stirrede på billedet. ”Herdis, der er ingen
sol – hverken solopgang eller solnedgang.”
”Nej, jeg har ikke tid til det pjat.” Så brast
hun i gråd. ”Se på billedet.”
De havde set, hvad det forestillede. Et afrikansk
landskab med Henry ved rattet i en halvgammel jeep og et næsehorn i baggrunden.
”Hvad er der sket, Herdis?”
”Der var brev fra Henrys venner. De mener, han
er kommet til skade ude i junglen.”
”Hvordan?”
”Næsehornet. Jeg har aldrig kunnet fordrage dem.”
”Kender du nogen personligt?”
”Nej, men hvad skulle han også derned efter?”
”Han er der faktisk for at redde de afrikanske
dyr,” sagde Kim. ”Han gør en god gerning. Han vil ikke have, at de skal uddø på
grund af tåbelige menneskers jagt på dem.”
”Og hvad så med mig? Er der nogen, der tænker på
mig?”
”Det gør vi da. Er det ikke nok?”
”Jo,” hulkede Herdis. ”Men ---.”
”Du elsker ham jo, lille Herdis!”
”Det er store ord,” hulkede hun. ”Men det er
vist rigtigt. Jeg vidste det ikke før nu, da brevet kom.”
”Kan vi ikke ringe til ham,” spurgte Kim.
”Jeg har ingen telefon.”
”Du ringede da til Marianne i formiddags.”
”Ja, men telefonen røg ned i den røde farve.”
”Har du hans nummer?”
”Nej, det stod på mobilen. Jeg er fortabt.”
Hvad skulle de gøre? Hun var helt ude af den.
”Lad mig se det brev,” sagde Kim.
”Det ligger gryden derovre.”
Kim læste det hurtigt. Så sagde han: ”Et
øjeblik, den fikser jeg!”
”Hvordan,” sagde Marianne.
”Nu skal du se, hvad far her kan klare.”
Han for ud af døren og stod et kvarter efter i
døren og råbte ind til Herdis: ”Elsker du Henry, lille Herdis?”
”Ja, som jeg aldrig har elsket nogen før.”
”Er du urolig for ham?”
”Det er altså ikke morsomt dette her,” sagde
Marianne.
”Nå ikke,” sagde Kim. ”Så se lige herhen!”
Der stod Henry. Marianne blev som lammet – han
havde været væk i flere år nu – og Herdis sprang ham om halsen og jublede: ”Åh
Henry, mit elskede lam!”
”Er jeg kun et lam,” spurgte Henry, lidt
skuffet.
”Ja, jeg kan jo ikke sige får til dig.”
”Næsehorn måske, ” foreslog Kim og grinede. ”Og
Herdis, du skal altid huske at læse, hvad der står med små bogstaver nederst i
brevet.”
Henry satte sig, Kim satte sig på hans skød, og
Herdis omfavnede ham bagfra. ”Nu skal vi have gallamiddag,” sagde Herdis.
”Hvor vil du få den galla fra? Dronningen er
ikke hjemme for tiden.”
Kim grinede og sagde: ”Den er klaret. Henry og
jeg har bestilt bord på byens dyreste restaurant. Få så noget royalt tøj på,
Herdis!”
”Ja, ja,” sagde hun og forsvandt ind på
atelieret. Hun kom ud et øjeblik efter med høj hat, blomster i håret og en
kjole, der måtte være fra sidste århundrede.
”Så går vi,” sagde Henry. ”Til gallamiddag!”
Og så skred de ad de vinterkolde gader til den
fine middag på Centralhotellet.
Spørgsmål til diskussion i klassen
1) Hvad
mener I om børnenes diskussion om klimaændringer?
2) Er
der tale om en ændring af vores klima?
3) Hvis
der er, er det så vores ansvar?
4) Hvad
kan vi gøre ved det?
5) Hvad
mener I om børnenes debat om videnskab? Diskuter!
6) Kan
vi undvære videnskaben? Hvorfor/hvorfor ikke?
7) Er
politik en udløber af videnskab?
8) Hvad
mener I om børnenes holdning til kunst?
9) Kan
vi ikke undvære kunsten? Hvorfor/hvorfor ikke?
10)
Kunne denne historie have endt på en anden måde?
11) Prøv at lave en tegning af Herdis i
festtøjet!!