Af
Per Jespersen
Kim og Marianne kom for en gangs skyld sent
hjem. Det var allerede mørkt, og det var ikke noget, der passede mor, at de
blev så sent ude. Men de havde sagt, at det nok blev sent, inden de kom hjem,
for de skulle forberede en fødselsdagsfest for deres elskede klasselærer
Jørgensen. Han fyldte halvtreds, så der skulle rigtigt gøres noget ud af det
den følgende dag.
Men nu var alt for beredt, så de cyklede hjem
igennem byens nattestille gader. Det var lunt og dejligt, så de satte sig på en
bænk i parken for at nyde det.
”På en måde er byen mere rigtig nu, hvor den er
stille,” sagde Kim.
”Eller også er den netop en by, når det summer
af liv om dagen,” svarede Marianne. ”En by skal faktisk aldrig sove.”
”Det er måske derfor, det er så dejligt lige nu.
Der er næsten ingenting at høre.”
”Det er det samme, som hvis jeg spørger: hvornår
er et træ mest et træ – om sommeren, når det står med grønne blade, eller om
vinteren, hvor man kan se dets rigtige form?”
”Begge dele er rigtigt. Der var faktisk engang
en maler, der kun malede om vinteren, for han ville vise træets virkelige
form.”
”Ham der også kun malede bondegårde, når de
brændte?”
”Ja, brandvæsenet tilkaldte altid ham, når de
skulle på udrykning, så mens de kæmpede med branden, stod han og malede.”
”Kunstnere er sære, men det ved vi jo fra
Herdis. Tænk, at vi mødte hende! Hvor skete det for resten?”
”Det kan jeg ikke huske. Det er så længe siden,
at jeg synes, at vi har kendt hende altid.”
”Hun er jo lige så mærkelig. Hun maler
solnedgange og elsker solen uden at tænke på, at landmænd måske trænger til en
dags regn. Hvis det så endelig regner, bliver hun i dårligt humør og kan ikke
male.”
De sad lidt og tænkte på, hvor mærkelige
mennesker kan være. Der var ikke to, der var ens, og der så ikke ud til at være
nogen ende på, hvor mange mennesker af forskellig slags naturen kunne skabe.
”Det kunne jo også være Gud,” sagde Marianne.
”Det er nok det samme skal du se,” sagde Kim.
”Jamen, natur er jo en form for balance, og den
bryder vi mennesker hele tiden.”
”Det er måske et led i balancen.”
”Eller også har Gud fortrudt, at han skabte os,
for aldrig har der været så meget rod i tingene, som efter mennesker kom til.”
”Og her sidder vi i den nattestille by og
funderer over det hele.”
”Det gør vi jo hele tiden.”
”Og det er lærer Jørgensens skyld. Han har altid
lært os at se tingene fra mindst to sider.”
”Ja, hvad skulle vi gøre uden ham?”
De tav igen og tænkte på dagen i morgen, som de
glædede sig til.
Så sagde Marianne pludselig: ”Vi er, som vi er,
på grund af de mennesker, vi har mødt.”
”Og slet ikke os selv?”
”Jo, vi finder os selv igennem andre mennesker.
Hvis man tænkte sig, at vi slet ikke kendte nogen, ville vi aldrig blive voksne
og os selv.”
”Hvad tror du så, Herdis betyder for os?”
”Ja, hun lærer os i det mindste at se på tingene
på en anden måde.”
”Ja, mon ikke. Tror du, hun står og maler lige
nu?”
”Solen er jo gået ned.”
”Men den står op igen i morgen.”
”Ikke for Herdis. Hun vil se det først.”
De lo begge to og gik videre ad de tomme gader.
To børn i en tom by, hvor alle lå og sov og drømte sødt og behageligt. De lagde
vejen forbi Herdis’ lejlighed og kikkede op.
Men der var mørkt. ”Herdis sover. Hun maler
ikke!”
”Tænk, at der midt i vores lille almindelige by
bor et menneske, der er så anderledes end alle andre!”
”Det er vi vel også.”
”Måske.”
”Jeg hørte en dag lærerne snakke om os. Det var
ikke lige pænt alt det, de sagde.”
”Vi gør da aldrig noget forkert.”
”Nej, men vi er anderledes, og det er kun
Jørgensen, der kan acceptere det. De fleste vil have, at vi skal være som alle
andre.”
”Nej tak, vi skal være som vi er.”
”Og når vi bliver voksne?”
”Den tid, den sorg. Jeg vil blive ved at være
barn. Hele tiden.”
Nu lød der et hjerteskærende skrig midt i
natten. Og et til. Og så en hulken.
”Det kommer fra Herdis’ lejlighed,” sagde
Marianne. ”Hvad sker der mon?”
”Lad os løbe derop.”
”Vi kan ikke komme ind.”
”Jo, jeg har en nøgle.”
”Har DU?”
”Ja, den gav hun mig i sidste uge.”
”Hvorfor?”
”Hvis der skulle ske hende noget, sagde hun.”
”Så lad os komme af sted!”
De for op ad trappen, og de kunne høre skrigene
endnu.
”Hvis der er nogen andre end Herdis derinde, tør
jeg ikke,” sagde Marianne.
”Det er der ikke. Jeg tror, hun har mareridt.”
Kim famlede efter nøglen i sin lomme, fandt den
og lukkede op. Det var svært at finde lyskontakterne i den mørke lejlighed, men
det lykkedes da til sidst. De for rundt i lejligheden og endte i soveværelset,
hvor Herdis lå på gulvet i sin kimono. Hun rullede rundt på gulvet og hulkede
hele tiden.
Kim gav sig til at ruske i hende og fik hende
til sidst vågen. Hun rejste sig op med et sæt. ”Hvad laver sådan et par
svensknøgler her midt om natten?”
”Vi hørte dig nede fra gaden.”
”Det er godt med jer. Her ligger jeg i min
sødeste søvn, og så kommer I og vækker mig midt i mørket. I ved, jeg ikke kan
fordrage mørke!”
”Du skreg, lille Herdis,” sagde Kim.
”Du må have drømt,” sagde Marianne.
”Sådan noget beskæftiger jeg mig ikke med. Det
har jeg slet ikke tid til.”
”Hvad drømte du,” blev Marianne ved.
”Jeg har nok drømt, at to møgunger kom brasende
ind for at stjæle mine kostbare billeder. Vil I have te?”
Hun gik ud i køkkenet og satte vand over til te.
”Sagde du kostbare billeder?”
”Ja, hvad ellers?”
”Du sælger jo ikke nogen.”
”Det kunne jeg ikke drømme om. Det er de alt for
kostbare til.”
De så sig om i stuen og så, at det flød med
pensler, malerbøtter og et halvt færdigt billede, hvor solen netop var ved at
gå ned.
”Vi kan da godt finde en køber til nogle af
dem.”
”Det kommer sandelig an på, hvem det er. Jeg
sælger hverken til skolelærere eller borgmestre.”
”Vi vil gerne have et af dine billeder i
klassen,” sagde Kim.
”Vi kan lave en indsamling,” sagde Marianne.
”De er ubetalelige,” sagde Herdis.
Marianne så pludselig, at klokken var over to.
”Vi må hellere ringe til mor, Kim.”
”Jeg har ikke min mobil med.”
”Vi kan vel låne Herdis’ så.”
”Den ved jeg ikke, hvor er. Men I kan ringe til
den, så finder I den.”
”Vi har ikke noget at ringe med.”
”Prøv i papirkurven.”
De rodede rundt i den enorme papirkurv, og der
lå mobilen virkelig. Marianne ringede
hjem til en nervøs mor. Hun beroligede hende med, at de var hos Herdis.
Lidt senere sad de i køkkenet og drak te. ”Ja,
nu venter jeg kun på, at solen står op,” sagde Herdis.
”Hvad drømte du så,” spurgte Marianne.
”Ja, det var skrækkeligt. Der kom to store mænd
ind og ledte efter penge. Jeg smed både pensler og malerdåser i hovedet på dem
og sagde, at penge vidste jeg ikke engang, hvad var. Men de blev bare ved, og
til sidst ville de tæve mig. Så vidste jeg ikke af andet end at kvæle den ene
af dem med min dyne.”
”Hvad? Hvor er han så?”
”Han ligger vist inde i stuen.”
Marianne lo, men kunne alligevel ikke lade være
at kikke ind i stuen. Og så fik hun et chok, for der lå virkelig en mand på
gulvet med en dyne over hovedet.
”Herdis, hvad har du dog gjort?”
”Forsvaret mig.”
”Vi må ringe til politiet.”
”Det kan ikke betale sig. Han gør jo ikke mere.
Og han fandt aldrig pengene.”
”Du har jo ikke nogen.”
”Nå, man ved aldrig.”
Nu blev det Kim for meget. Han troede ikke en
døjt på det hele og løb ind i stuen. Og ganske rigtigt: der var ikke nogen. ”Er
I skrupskøre begge to,” råbte han.
”Nej, vi er helt normale,” svarede de begge to.
”Så levende kan en drøm ikke være, at der bliver
noget af den hængende, når man er vågen.”
”Vi får se,” sagde Herdis. Hun gik hen til
køleskabet og kom tilbage med et bundt pengesedler godt smurt ind i fars. ”De
er her da,” sagde hun.
Kim og Marianne grinede, så de næsten ikke kunne
holde op.
Pludselig skreg Herdis op. ”Så, nu står solen
op! Så skal der males!”
”Du maler jo aldrig solopgange, Herdis.”
”Jo, fra i dag gør jeg. Bare fordi vi har reddet
mine penge.”
”Og din fars,” grinede Kim.
Så for de ned ad trappen og ilede hjem.
Sikke en nat!
Spørgsmål til diskussion i klassen:
1) 1) Bliver vi kun
os selv ved at være sammen med andre mennesker?
2) 2) Hvad er det, andre
mennesker kan gøre ved os?
3) 3) Det har alt sammen
noget at gøre med at lære, hvem man selv er? Er det svært?
4) 4) Ingen af os kan virke
rigtigt, hvis vi ikke kender os selv. Hvorfor er det så vigtigt?
5) 5) Måske er det et
moderne problem, at vi kender os selv for dårligt?
6) 6) Kan Herdis virkelig
have drømt, eller er det bare noget, hun siger?
7) 7) Hvordan ville I
beskrive Herdis?
8) 8) Hvorfor vil Herdis
pludselig male en solopgang?
9) 9) Kender I mennesker som
Herdis?
10)
10)
Hvem var den maler, Kim og Marianne taler om i begyndelsen
af historien?
11) 11) Er et træ mere træ, når det står uden
blade, og man kan se dets bygning?