Den mystiske dreng I

Det lille cafeteria

af

Per Jespersen

Lektor Johannes Schmidt lagde avisen på sit lille tebord efter at have tilbragt formiddagen med sin sædvanlige læsning. Man måtte jo følge med, selv om der skete så meget i denne verden, som lektoren ikke længere rigtigt kunne følge med i. Med lidt vemod så han tiderne ændre sig og følte en vis afmagt, fordi forståelsen for alle ændringerne ikke var til stede. Også han kunne gribes af den længsel efter fortiden, som han havde mødt hos så mange af sine ældre kolleger for flere årtier siden. Han huskede, at han aldrig havde begrebet denne længsel, og at han oven i købet havde fundet den latterlig. Og nu havde han den selv efter at være gået på pension for et år siden.

Men han havde planlagt sin afgang. Han havde skematiseret sine dage, så pensionsdepressionen ikke skulle få magt over ham. Han forstod den godt og havde set den hos nogle af sine kolleger. De var så at sige brændt ud før tiden, så det stod malet i deres ansigter. Forståeligt nok, for arbejdet på gymnasiet med de unge kunne tappe en for kræfter, navnlig når man selv kom op i årene. Det var svært at forstå de unges adfærd, som tilsyneladende blev mere og mere voldelig, men også mere og mere egoistisk. Men Johannes Schmidt havde dog holdt længere end sine kolleger, fordi han havde set, at der bag de unges overflade af sejhed og egoisme skjulte sig et sårbart indre, som egentlig pinte ham, men som det var lykkedes for ham at få sine elever til selv at se, så det hele føltes lettere for dem.

De unge havde så at sige holdt ham lidt yngre, end han egentlig var, fordi han forsøgte at sætte sig ind i, hvad der egentlig foregik i deres sjæle. De havde betroet sig til ham i en grad, han slet ikke havde forventet, og de havde ofte efterladt ham måbende og senere søvnløs på grund af de traumer, han så, at de unge led under i et samfund, der åbenbart ikke havde kræfter til at tage sig af den enkelte.

Johannes Schmidt foldede avisen en ekstra gang. Det nærmede sig middag, og han iførte sig sit jakkesæt. Det var tid til middag, som han indtog hver eneste dag imellem tolv og et på byens lille cafeteria. Det havde han valgt lige fra sin første dag som pensionist, for han ville ikke have en kone rendende i sin lejlighed for at lave mad. Han ville være sig selv og tilbragte det meste af sin tid i ensomhed. Om eftermiddagen tog han en lille lur for derefter at give sig til at læse al den litteratur, han ikke havde nået i sin tid på gymnasiet. Han blev en flittig gæst på byens bibliotek, og han havde altid stabler af fransk og dansk litteratur liggende på bordet.

Han gik ud i det dejlige vejr. Foråret var for alvor på vej, og alt duftede af blomster og jord, og han nød det. Folk gik i deres haver og lugede for første gang dette år, men Johannes Schmidt priste sig lykkelig over ikke at have en have. Han havde mere end nok i sin lejlighed og den lille altankasse, som han vandede hver dag. Han kunne godt finde på at sætte sig i solen på altanen, men altid med en bog. Han læste indtil klokken seks, hvor han så gik hen på cafeteriet for at spise til aften. Han var fast gæst der og havde fået en speciel aftale med værten dels om pris og om sit faste bord i hjørnet ved vinduet og udgangen. Det var hans måde at tage del i livets pulseren på: at se på, når folk hastede ind i det tilhørende supermarked eller styrtede ind i cafeteriet og fik mad med hjem indpakket i stanniol. Jo, tiderne havde forandret sig.

Han krydsede hovedgaden, nød solen og gik ind i cafeteriet imod sit vante bord, som altid stod parat til ham. Et nik til ekspedienterne var nok til, at de tilberedte ham hans måltid, som blev planlagt en uge ad gangen. Han vidste godt, at de unge, der arbejdede her, fandt det latterligt, men det morede ham blot. En af dem havde været hans elev i gymnasiet – en ung pige, der altid serverede for ham og spurgte til hans helbred. De fik sig en sund snak om det ene og det andet, og hvis der ikke var mange gæster, satte hun sig ved hans bord, hvor de udvekslede minder.

Elsa havde ikke haft det nemt, da hun begyndte i gymnasiet. Hendes forældre var blevet skilt, og hun gjorde som de fleste unge: pålagde sig selv skylden. De første uger havde hun grædt i hver eneste time, men Johannes Schmidt havde dog hurtigt fået hende til at fortælle, hvordan hun havde det. De blev fortrolige venner, og efterhånden syntes han, at han kendte hende så godt, at blot et blik på hendes ansigt om morgenen kunne fortælle ham, hvordan hun havde det. Og som månederne gik, var hun blomstret op og gav sig til at læse det, hun skulle. Hun endte med at få en fremragende eksamen, og han havde forventet, at hun ville have læst videre på universitetet. Men hun forsvandt sporløst, indtil han tre år efter pludselig mødte hende som ekspedient på cafeteriet. Han ville have spurgt, hvad der var sket, men gjorde det ikke. Han havde bare sagt, hvor glad han var for at se hende igen. Hun så glad ud, og også i dag, hvor hun kom med hans mad, så hun glad og sikker ud, så hun var nok på den rette hylde. Det var jo da heller ikke alle, der absolut skulle læse videre. Der skulle også være mennesker, der lavede det almindelige arbejde, så samfundet kunne fungere på alle niveauer.

”Har du tid i dag,” spurgte han.

”Det ser ud til det. Her er ikke så mange i dag.”

”Jamen, så sæt dig endelig. Du er så hyggelig at snakke med.”

”I lige måde,” sagde hun og sendte ham et glad smil.

”Og du har det godt?”

”Ja ja, må jeg ryge?”

”Ja, endelig. Jeg tager min cigar, når jeg har spist jeres dejlige mad.”

”Det gjorde du også i timerne dengang.”

Han lo. ”Ja, og I accepterede det, selv om jeg ikke måtte, og selv om klasseværelset var fyldt af cigarrøg.”

”Det hørte med til dine timer. Dem vil jeg aldrig glemme.”

”Åh, lad os nu ikke blive sentimentale.”

Elsa så sig omkring i lokalet. Der sad et ældre ægtepar, et par unge fyre og en dreng i det fjerneste hjørne.

”Skulle han ikke være i skole nu,” spurgte Johannes.

”Jo, men de har fået fri, fordi deres lærer er syg. Han kommer her tit med sin computer, som du kan se.”

”Åh ja, de moderne børn.”

”Han er nu ellers meget sød og stille. Han sidder her tit om eftermiddagen, hvor du ikke er her. Han arbejder altid med sin lille bærbare. Jeg tror faktisk, at han laver sine lektier her.”

”Nå, kan man lave lektier på et cafeteria,” lo Johannes stille.

”Ja ja, det er der mange, der gør. Men der er noget, jeg gerne vil fortælle dig. Men først når du er nået til cigaren.”

”Det varer bare fem minutter.”

”Det er noget, jeg har villet fortælle dig, siden jeg mødte dig første gang. Men jeg turde ikke, da det kom til stykket. Jeg har været så fej, at du ikke vil tro det.”

”Åh, fej vil jeg nu ikke kalde dig. Du er stærkere, end du selv tror.” Johannes tændte sin cigar og nød den fede, blå røg, der bredte sig i lokalet. ”Der er da steder, man må ryge endnu,” lo han stille. ”Lad mig så høre.”

”Jo, jeg har --.” Længere nåede Elsa ikke, for en masse gæster kom ind i cafeteriet på een gang. Hun var nødt til at hjælpe til med at ekspedere. Hun ærgrede sig lidt, for nu var hun endelig klar til at fortælle det, der hele tiden havde trængt sig på. Og så blev hun forstyrret. Hvornår fik hun chancen næste gang?

Den næste time var der mere end nok at lave, men Elsa lagde da mærke til, at hendes gamle lærer blev siddende. Det plejede han ikke. Han bestilte den ene kop kaffe efter den anden, så hun håbede bare på, at gæsterne kunne blive færdige.

Hun måtte endda servere for dem for at få det hele ekspederet. På sin vej ned i hjørnet kom hun forbi drengen, der sad uforstyrret med sin computer. Hun forsøgte at stjæle sig til at se, hvad han egentlig lavede, men hun kom hele tiden til at stå skævt for, så hun var nødt til at spørge ham i forbifarten: ”Hvad laver du egentlig? Er det lektier?”

”Det kan man godt kalde det,” svarede drengen, der vel var omkring de elleve år. ”Har du en cola mere?”

”Det skal jeg nok klare,” svarede hun og tænkte, at nu kunne hun da få sin nysgerrighed stillet. Hvorfor lavede han ikke sine lektier hjemme? Hvorfor sad han så tit her helt alene? Havde han problemer? Det var der så mange børn, der havde.

Hun stillede colaen på hans bord og så til sin overraskelse, at han sad og spillede et computerspil. ”Nå, sagde hun. ”Det er da vist ikke lektier?”

”Nej, men det er bare så spændende.”

Endelig begyndte de fleste gæster at gå. Måske blev der tid til, at hun efter oprydningen kunne sætte sig hen til Johannes. Hun skyndte sig på egen opfordring at skænke ham en ny kop kaffe for at sikre sig, at han blev. Hun var så tæt på at få lettet sit sind. Det måtte ikke forpurres nu.

Efter at have kørt kopper og tallerkner i opvasken, gik hun ned mod det lille bord. Johannes sad stadig med sin cigar, og hun vidste, at han fuldt ud var klar over, at han skulle vente på hende. Hun satte sig og tog sin cigaret frem.

”Nå, lad mig så høre.”

”Han laver ikke lektier,” hviskede hun. ”Han sidder bare og spiller et spil.”

”Det er da bedre end at hænge ud i gaderne,” sagde Johannes.

I det øjeblik sprang en lille grøn djævel på størrelse med et to-års barn ud på gulvet. Ingen lod til at se den, som den sprang rundt under bordene. Enkelte gæster flyttede på benene, og en enkelt sparkede ind under bordet.

Johannes fornemmede, at et eller andet var på spil, men kunne ikke blive klar over, hvad det var.

Og så lød der et skud, og den unge kvinde ved kassen faldt død om. Der blev vild panik, og de syv mennesker, der var i cafeteriet, styrtede mod udgangen.

Johannes følte sit hjerte banke heftigt, men nåede at se, at Elsa faldt om med sine hænder om halsen.

Så lød det næste skud, og den unge dame, der var ved at sætte rene askebægre på bordene, styrtede om. Hvad var alt dette – en ond drøm – eller terror? Man vidste efterhånden ikke mere, hvad der kunne ske.

Så kom det tredje skud, og Johannes besvimede kortvarigt, men vågnede, da Elsa faldt ovenpå ham. Der var vild panik og en usandsynlig skrigen. Det blev sort et øjeblik for Johannes’ øjne, men han nåede at se, at drengen ikke rørte på sig. Han sad lige så roligt og spillede sit spil. Var han døv? Eller?

Også Elsa opdagede det og prøvede at slæbe sig hen over gulvet imod ham. Hun nåede næsten hen til ham og så ham trykke på en knap på tastaturet.

Så lød der tre skud, og tre døde kroppe faldt ind over disken. Alle fra den tilstødende forretning styrtede ud under vild skrigen, mens skuddene bragede, så det kunne høres i hele den lille by. Elsa tog mod til sig og ville gribe ud efter drengen, da han trykkede igen. Adskillige skud drønede igennem lokalet, mens den lille grønne djævel pilede ind under et andet bord, så de eneste levende mennesker, der var tilstede, var Johannes, hende selv og drengen.

Så forstod Elsa, hvad der var ved at ske.

Hun for over drengen og råbte: ”Din lille satan!!! Vil du øjeblikkeligt holde op!!” Hun tæskede vildt på ham, så Johannes måtte famle sig vej igennem alle de døde kroppe for at gribe hende og forhindre hende i at slå drengen ihjel.

”Elsa,” råbte han. ”Ved du, hvad du gør!!”

”Nej, og jeg er også ligeglad. Johannes, slå den dreng ihjel!”

”Hvad er det, du siger?”

”Han skal dø. Det er hans skyld. Slå ham så ihjel! Jeg er ikke stærk nok.”

”Det er jeg heller ikke, og jeg slår ikke børn ihjel.”

”Heller ikke, hvis du bliver skudt om et øjeblik. Se bare der!” Hun pegede over mod det bord, Johannes lige havde siddet ved. Den lille grønne djævel smuttede ind under bordet, og de så et skydevåben stikke ud under dugen.

Pludselig var der noget, der gik op for Johannes. Han gik resolut hen mod drengen og slukkede for hans computer.

”Det var drengen, du skulle gøre det af med,” råbte Elsa.

”Nej, det var computeren. Prøv bare at se.”

Elsa kom på benene og kiggede rundt i restauranten. Alle de døde rejste sig og gik tilbage på plads, og drengen pilede ud af cafeteriet.

Næste historie