Den mystiske dreng II
På stationen
af
Per Jespersen
Den gamle lærer sad i sin
stue og læste om gamle dage – dengang han selv havde virket på skolen som den
lærer, der kunne tage sig af børn med problemer uden at skelne imellem, hvilken
familie de var kommet af, og hvor rig den var. For ham var et barn et
selvstændigt menneske, der skulle tages alvorligt, og så ville han den gang
blæse på alle pædagogiske teorier. Det var nærværet, der talte.
Og nu sad han her og læste en
bog fra den tid, hvor man pløjede med heste og varmede sig ved komfuret om
aftenen. Man fulgte en ung dreng på marken, hans samtale med hestene og de
tanker, han gjorde sig om sin tilværelse. Hvorfor var man overhovedet født –
hvorfor skulle man arbejde hele tiden – hvorfor døde man en dag? Store
spørgsmål, som man aldrig får svar på. Jo, det var hos børn, man skulle finde
de dybeste tanker, for senere tvang det voksne liv en til at blive overfladisk.
Drengen mindede ham om Verner, som han havde hjulpet så meget dengang. Den
vidunderlige lyshårede dreng, der med sine bedårende øjne kunne få enhver til
at smelte, selv en gammel lærer, der i årevis havde talt med så mange børn, at
der ingen ende var på alle de forskellige børnesind, han havde måttet sætte sig
ind i. Ofte tvang det ham til at tænke i nye baner, og det kunne holde ham
vågen hele natten.
Verner havde han aldrig
glemt, og det var da heller ikke så mange år siden. Han havde mødt ham for
første gang, da han var ti år, så han var vel nu kun tretten. Ak ja, det var
kun tre år. Det føltes både længe siden og for nylig. Tiden blev ophævet.
Men tiden kunne han mærke på
sin krop, der værkede og gjorde ondt. Den forhenværende sportstrænede mand
levede ikke længere. Nu kunne han stille samme spørgsmål, som drengen i bogen:
Hvorfor levede man? Hvad var målet med det hele? Var det døden, der var målet,
eller var vi bare et led i en naturnødvendig udvikling?
Han så ud af vinduet og
konstaterede, at solen skinnede varmt og dejligt. Det var måske dog nu, han
skulle tage sig en spadseretur i byen. Det skete ikke så tit. Han var blevet
vant til at sidde alene i sin stue og tænke på gamle dage. Han vidste godt, at
der var så meget, han ikke fik med. Men det måtte så være. Han forstod ikke den
moderne tid.
Men nu skulle det gøre godt
at sætte sig ned på stationen og nyde folkelivet. Han gjorde det ikke så ofte,
men i dag indbød vejret til det. Han lagde bogen fra sig, tog sine sko på og
gik ned mod stationen. Nu skulle det gøre godt med en kop kaffe og et kig på de
travle mennesker, der for ind og ud af stationen.
Han hilste på naboen og
fortsatte. Han mødte altid nogle af sine gamle elever, der efterhånden var
blevet voksne. Men det var dejligt at se, at de havde klaret sig godt. Han
havde været bekymret for så mange af dem, men hans bekymring havde åbenbart
drevet dem frem, så de vidste, hvad de ville. Det gjorde rigtigt godt.
Verner mødte han aldrig. Han
anede ikke, hvordan det var gået for ham, men han kunne heller ikke rigtigt
glemme ham. Han havde været et fascinerende barn, der altid gik sine egne veje.
Uransagelige som skyerne på himlen. Det kunne have gået helt skævt for denne
dreng, men han kunne måske også overraske og være den, der efterhånden ville
drive det rigtigt vidt.
Han gik ind på stationen og
opdagede til sin glæde, at hans gamle elev Kirstin sad derinde og læste avis.
”Så mødes vi igen,” sagde
han.
”Ja,” lo hun. ”Verden er
lille. Og jeg er ikke den eneste fra den gamle skole, der er her lige nu.”
Han så rundt og så den travle
forretningsmand, der for ud på perronen. Den gamle kone, der købte æbler og
ellers et mylder af folk: den moderne
verden.
”Kan du ikke se ham?”
”Hvem?”
”Verner. Ham du gjorde så
meget for.”
”Hvor?”
Kirstin pegede imod den
modsatte bænk; der sad en dreng med en computer, dybt optaget af sin skærm.
”Er det Verner?”
”Helt sikkert. Han er
computernørd, kan du se.”
”Ja, det ser jeg.” Han rejste
sig og gik hen imod drengen. Jo, det var ham. Hvor var han vokset. ”Verner,”
råbte han.
Drengen så op, smilede til
sin gamle lærer, og trykkede på en knap på sit tastatur.
Øjeblikkelig forsvandt alt lyset,
og alarmen gik i gang. Folk for ud på gaden af angst for terror, men drengen
blev blot siddende med sit spil.
”Hør her, Verner. Du må ud af
stationen.”
”Hvorfor det,” spurgte Verner
og trykkede på en ny knap.
Er kæmpe springvand borede
sig op af gulvet og sprøjtede alle til, så de blev dyngvåde.
Der var vild forvirring, og
de første politibiler dukkede op uden for stationen. Så rejste Verner sig og
gik ud uden at lukke sin computer. Han
stod i døren et øjeblik; så trykkede han på en knap. Springvandet forsvandt,
lyset kom tilbage og politibilerne bakkede hjem.
Om jeg forstår den nye tid,
tænkte den gamle lærer.
.