SÅ ENKELT - OG DOG SÅ VIGTIGT

Om at tale filosofi med små børn

af
Per Jespersen

For 2.300 år siden begyndte de gamle grækere at spørge sig selv, om det kun var religionen, der besad den eneste sandhed. De undrede sig over, at den religiøse overklasse kunne vide så fuld besked om alting, og de undrede sig over, hvordan man var kommet frem til netop DEN fulde, rette sandhed, som andre blot skulle tage til sig og anerkende. Filosofferne spurgte sig selv: er det muligt for det enkelte menneske ved hjælp af sin egen forstand og tænkning at finde ud af, hvordan det hele hænger sammen. De fremsatte forskellige teorier om naturen, om menneskets egen natur, om følelser og fornuft og om sagnene fortalte os sandheden - kort sagt: den første spire til individualiseringen var lagt. Det enkelte menneske skulle først og fremmest finde sig selv for at kunne begribe andre. Sokrates sagde, at den største viden var at erkende, at man ingenting vidste. Og hans valgsprog "Kend dig selv" kom til at løbe som en rød tråd fra år 300 f. Kr. op igennem den europæiske kulturhistorie helt frem til i dag. Han sagde ikke: du skal elske din næste som dig selv - men: du skal kende dig selv for at kunne kende andre.
Sagt med moderne ord: Vi kan ikke forstå vore omgivelser, hvis vi ikke ved, hvad vi selv indeholder. Sokrates forsøgte at hjælpe Athens unge hermed, og de elskede ham for det. For han respekterede de unge for det, de var, og søgte ikke at presse bestemte ideer ned over hovedet på dem. Han lyttede og lyttede og fik dem igennem sine spørgsmål til at udtrykke de meninger, de havde.
Og sådan er det også i dag: ethvert menneske og dermed ethvert barn, har krav på dels at blive lyttet til af en fordomsfri voksen, der ønsker at hjælpe barnet til at finde frem til sig selv og føle sig fortrolig med sit eget Jeg.
Ethvert lille barn er et nyt menneske på denne jord - et menneske, hvis lige aldrig har været her før, og som derfor er værdifuldt på grund af dets egen subjektivitet. Selvom vi er et helt folk, et helt demokrati, en hel menneskehed - så er vi netop alle hver for sig individualister, og hvis det enkelte menneske ikke får lejlighed til at udvikle sig optimalt på dets egne præmisser, styrter både folket, demokratiet og menneskeheden sammen. Europa er en helhed, netop fordi der er grænser og forskellige kulturer. Hvis vi alle var ens og tænkte og følte ens, var der intet samlet Europa.
Ligesom et menneskefoster i 9 måneder gennemløber menneskets fysiologiske udvikling fra encellet organisme over fisk og padder til fuldbårent menneske, gennemløber et barn menneskehedens åndelige udvikling fra et stumt tobenet væsen til fuldvoksent tænkende og følende menneske med et åndeligt liv til berigelse af sig selv og andre.
Nogle mennesker mener, at selv en lille baby på 2 uger, der en varm sommerdag vågner op i barnevognen i haven efter en times tryg søvn, ser de drivende cumulusskyer på den blå himmel, undrer sig over, hvad skyer er og hvor de kommer fra.
Og her har vi så nøgleordet: undren.
Dette at undre sig løber som den røde tråd gennem hele barndommen. I begyndelsen er denne undren ordløs - der er endnu ikke noget sprog - og det får os til at tro, at der ikke foregår noget i barnets sind - netop som de gamle grækere i tidernes morgen troede, at det enkelte menneske var tomt og behøvede religioner til at sætte tingene og livsemnerne på plads. I virkeligheden betyder denne undren: jeg ønsker at kende mig selv for at kunne forstå. Hjælp mig!
Og så kommer sproget - flere ord for hver dag - nye sætningskonstruktioner, og forældrene bliver glade og stolte over deres barn og dets adfærd. Uden at vi kan se det, trænger sproget ind i forundringens univers i barnets indre liv: der bliver sat ord på længslen efter at kende sig selv. Hvorfor er jeg her? Hvor var jeg, før jeg blev født? Hvor skal jeg hen?
Og så en dag står man som dagplejemor en mild sommeraften og ser solen gå ned bag horizonten. Lasse leger i strandkanten, kikker ud mod den nedgående sol og spørger så: Hvorfor går solen ned?
Hvad gør man så, for Lasses spørgsmål kommer fra dybet af filosofien: fra den undren, der er udgangspunkt for nysgerrigheden, der nu har fået ord som værktøj: Hvorfor går solen ned?
Nu skal man ikke komme med lange, astronomiske forklaringer, for det kan lille Lasse ikke forstå. Men hvis man siger: "Ja, det er også underligt. Hvad tror du?" Hermed har man anerkendt Lasses undren og forsøg på at forstå inden for sit eget indre univers. Hermed har man imellem linierne sagt: Det er spændende dette her, og jeg kan lide dig for den, du er. Hvad tror du? Så vil Lasse svare, hvad han tror og vil svare inden for sin egen forståelsesverden, som på den voksne kan opleves som eventyragtig og måske for fantasifuld. Men dette er Lasses virkelighed, og det er den, man skal styrke.

Mit lille barnebarn, Michael, sagde det på en anden måde: Hvem har slukket for solen? Jeg svarede: Det ved jeg ikke, men nu bliver det mørkt. Svar fra Michael: Men (han elsker ordet "men"!) - den bliver tændt igen i morgen, og så bliver det lyst.
Er dette en filosofisk samtale? Ja, i allerhøjeste grad. For filosofien giver ingen svar - den stiller kun spørgsmål. Og det er en uvurderlig værdi i sig selv. Som Raimund Popper sagde det: Viden er kun illusion. Vi VED ingenting, vi formoder kun. For ham var det naturligt, at filosofien som den eneste videnskab ikke kommer med svar, og at den derigennem bliver grundlaget for alle andre videnskaber - og dermed grundlaget for al menneskeligt liv. Vi er som børn: vi spørger hele tiden, og spørgsmålet medfører fordybelse både i os selv og i andres tanker. De færdigtsyede løsninger kan vi dybest set ikke bruge til noget, for så gider vi ikke selv tænke videre. Spørgsmålet, det spontane, dybsindige og åndelige spørgsmål fører os videre.
Det er jo præcis derfor, filosofien spiller en utrolig rolle i børns opvækst. For de tænker i sig selv filosofisk i deres forsøg på at finde ud af sig selv og forholdet imellem sig selv og omgivelserne. Spørgsmålet er oplæg til dialog - ægte dialog, hvor man lytter, før man taler, og hvor man for alvor prøver at sætte sig ind i, hvad der ligger bag det, børnene siger. Hvis ens dagplejebarn en dag fortæller om en gråspurv, som far kom til at køre ned, og også kommer til at græde over det, så er der lejlighed til en lille dyb snak - ikke om trafik, hastighedsbegrænsninger eller færdselspolitiets arbejde - men om det, der ligger bag, at barnet ikke kan lide, at denne lille gråspurv nu er død. For midt i samtalen - for man skal endelig lade barnet fortælle om hele oplevelsen - ligger skjult spørgsmålet: hvorfor skal nogen dø - hvorfor skal vi alle dø - og hvor bliver vi så af? Hvor er den lille gråspurv nu?
Nu kan man som voksen komme med sin egen opfattelse af, hvor gråspurve kommer hen efter døden, og dermed hvor vi alle skal hen efter døden. Men det er ikke det, barnet har behov for. Det har behov for en dialog om emnet og for at give udtryk for sin egen opfattelse. Det er ikke resultatet af dialogen, der betyder noget, men selve dialogprocessen: at man ganske enkelt taler med barnet om dette ejendommelige, der hedder døden. For i det begreb ligger også dette ejendommelige begreb, der hedder livet.
Vi lever i en højteknologisk tid, hvor mange selv små børn bruger megen tid foran tv-skærmen, computeren eller en play-station. Det må vi tage højde for, for det betyder, at der ikke bliver mange timer til dybe samtaler med andre børn og med voksne. Behovet for en tæt kontakt til en voksen fortrolig er skrigende hos tusinder af børn i dag. Måske ved de det ikke selv - måske ved forældrene det ikke - men dagplejemødre bør vide det, for de har det pædagogiske ansvar for deres børn i den tid, de har dem. Det drejer sig ikke kun om opdragelse - det drejer sig langt mere om at lade børnene komme til fuld blomstring. Man kan ikke tale nok med dem. Naturligvis skal der leges - men der skal sandelig også snakkes. Børnene skal have lov at fortælle, og den voksne skal fortælle om fx. egne oplevelser eller gode historier, så man kan få en dyb snak om det, alle børn går og spekulerer på: livet.
For netop vor teknologiske tid rummer en fare for, at børn isolerer sig fuldstændigt foran computeren og derfor vil få svært ved at begå sig blandt andre mennesker. Forudsætningen for at kunne det som voksen er, at man som barn har haft lejlighed til at have hvad jeg kalder "et kvalificeret forhold" til en voksen. Det begynder tidligt, og dagplejemoderen er den første "fremmede", der har indflydelse på børnene.
Det giver ansvar!
Nu er det naturligvis ikke meningen, at dagplejemødre skal kunne hele filosofihistorien udenad, eller at de skal have læst samtlige betydelige filosoffer. Slet ikke. Dagplejemødre er ganske almindelige mennesker, der af kærlighed til deres børn ofrer tid på at samtale med dem om livets dybe gåder. Det kan være ganske korte stunder, hvor man kan sidde i et hjørne af stuen, mens de andre leger, og har en snak med lille Peter, der spekulerer på noget, han ikke kan blive færdig med. Det kan ske midt under spisningen, hvor der falder en replik fra Grethe, der antyder store åndelige dybder, hvis man lytter bag ordene. Tag en ordentlig snak med ungerne om det, Grethe lige sagde.
Kræver dette ikke alt for meget? Nej, det kræver blot, at man sætter sig i børnenes sted og prøver at opleve livet, som var det for første gang. For det er jo det, børnene gør hver dag. Prøv at sæt dig i børnenes sted: du er lige dumpet ned i verden og er omgivet af et hav af ting, som du intet aner om. Spørger du, hører du svar - så tænker du lidt og spørger igen - og langsomt begynder tingene at forme sig i begreber, så du kan stikke lidt dybere næste gang, du spørger.
Dette har kun noget med filosofi at gøre i den forstand, at du så gør det samme, som filosofferne gør: spørger og går i dialog. Det har ikke noget at gøre med fagfilosofi - den er faktisk ligegyldig i denne forbindelse. Men det har noget at gøre med næstekærlighed, for det er dit ansvar som dagplejemor at skabe mulighed og grobund for, at du og børnene har et miljø, hvor det er spændende at gå på opdagelse i tankens verden. Og du skal ikke forestille dig, at I så sidder der og filosoferer hele dagen, og at børnene forlader dit hus i ophøjet tilstand med filosofiens glorie over hovedet - nej, de er, som de hele tiden har været. Men de har fået et nyt perspektiv ind i deres liv, som ingen nogensinde kan tage fra dem.
Desuden har det vist sig, at den slags små filosofiske dialoger, om de så bare varer ti sekunder, forøger børnenes ordforråd betydeligt, hvilket kommer dem til gavn i resten af deres liv.
Den tid, vi lever i, hungrer efter dybde - åndelig dybde - perspektiv i tilværelsen. For jeg tror - nej, jeg ved - at mange børn, selv små børn, lider af ensomhed. Vi lever i ensomhedens årti, ikke kun når det gælder gamle mennesker, men sandelig også når det gælder børn. Børns ensomhed fører til isolation, mindreværd og fortrængninger. Der skal så uendeligt lidt til at justere disse tendenser i børns udvikling - så lidt, at vi tror, det er unødvendigt at tale med børnene om deres inderste tanker og følelser. Jeg har set børn ændre sig totalt efter blot nogle enkelte filosofiske samtaler - men jeg har også set børn, der i puberteten overhovedet ikke er til at komme ind til. De HAR lukket af - der kommer ingen andre ind - bliv fra mig - så er skaden allerede sket.
Så filosofien er metode - en måde at omgås børn og hinanden på - filosofien er vejen ind til barnets åbne spontane sind, som af sig selv regner med, at voksne vil tale med dem.
Så enkelt - så ligetil - og dog så VIGTIGT.

Offentliggjort i Skolbarn, Sverige, januar 1999

Tilbage