De Vises Sten
(første gang trykt 1861)
Af
H C
Andersen
(Tillempet moderne dansk af Per Jespersen, April, 2005)
Du kender da Historien om Holger Danske; den
ville vi ikke fortælle Dig, men spørge, om Du fra den husker, at »Holger Danske
vandt det store Indien, der ligger mod øst ved Verdens Ende og rækker helt til
det Træ, som kaldes Solens Træ,« som Christen Pedersen siger det; kender Du
Christen Pedersen? Det får være det Samme, at Du ikke kender ham. Holger Danske
gav der Præst Jon Magt og Værdighed over Indien. Kender Du Præst Jon? Ja, det
kan også være det Samme, hvis Du ikke kender ham, for han kommer slet ikke ind
i Historien; Du skal her høre om Solens Træ i »Indien, mod øst ved Verdens
Ende,« som de forstod det dengang, de, der ikke havde læst Geografi, som vi har
læst den; men det kan nu også være det Samme! Solens Træ var et prægtigt Træ,
som vi aldrig har set det, og Du vil heller aldrig vil få det at se; Kronen
strakte sig flere Mile rundt om, den var egentlig en hel Skov, hver af dens
mindste Grene var igen et helt Træ, der var Palme, Bøg, Pinje, Platan, ja alle
de Slags Træer, som findes rundt om i Verden, stod her frem som små Grene på de
store Grene, og disse selv med deres Bugter og Knuder gjorde ligesom Dale og
Høje, de var beklædt med et fløjlsblødt Grønt, der myldrede af Blomster; hver
Gren var som en udstrakt blomstrende Eng eller den yndigste Have; Solen
skinnede herned med velsignede Stråler, det var jo Solens Træ, og Fuglene fra
alle Verdens ukendte hjørner samlede sig her, Fuglene fra det fjerne
Amerikas Urskove, fra Damaskus's Rosenhaver, fra det indre Afrikas Skovørken,
hvor Elefanten og Løven bilder sig ind, at de alene regerer; Polarfuglene kom,
og Storken og Svalen kom naturligvis også; men Fuglene var ikke de eneste
levende Skabninger, som kom her, Hjorten, Egernet, Antilopen og hundrede andre
Dyr med Flugt og Dejlighed var her hjemme; en stor duftende Have var jo Træets
Krone og inde i den, hvor de allerstørste Grene strakte sig som grønne Højder,
lå et Slot af Krystal med Udsigt til alle Verdens Lande; hvert Tårn løftede sig
som en Lilje; man kunne gå op igennem Stilken, for der var Trappe indeni, så
kan Du jo nok forstå, man kunne træde ud på Bladene, det var Balkoner, og
øverst i Blomsten selv var den dejligste, strålende Sal, der ikke havde andet
Tag end den blå Himmel med Sol eller Stjerner; ligeså herligt, på en anden
Måde, var der nede i Slottets udstrakte Sale, her i Væggene afspejlede sig den
hele Verden rundt om; man kunne se Alt, hvad der skete, så at man ikke behøvede
at læse Aviser, og dem havde de heller ikke her. Alt var at se i levende
Billeder, der viste, hvad der skete uanset, hvor det skete. Men for meget er
for meget, selv for den viseste Mand, og her boede netop den viseste Mand. Hans
Navn er så svært at udtale. Du kan ikke udtale det, og så kan det også være det
Samme. Han vidste Alt, hvad et Menneske kan vide og vil komme til at vide på
denne Jord; hver Opfindelse, der var gjort og ville blive gjort, men heller
ikke Mere, for der er Grænser for Alt. Den vise Kong Salomon var kun halvt så
klog, og han var dog meget klog; han herskede over Naturkræfterne, over mægtige
Ånder, ja Døden selv måtte hver Morgen bringe ham Bud og Liste over hvem, der
den Dag skulle dø, men Kong Salomon selv måtte også dø, og det var den Tanke,
som tit forunderligt levende opfyldte Granskeren, den mægtige Herre på Slottet
i Solens Træ. Også han, hvor højt han i Visdom end stod over Menneskene, skulle
engang dø, vidste han, hans Børn skulle dø; som Skovens Løv ville de henfalde
og blive Støv. Menneskeslægten så han forsvinde som Bladene på Træet og nye kom
i stedet, men Bladene, som faldt, voksede aldrig frem igen, de gik over i Støv,
i andre Plantedele. Hvad skete med Menneskene, når Dødens Engel kom? Hvad var
det at dø? Legemet gik i Opløsning og Sjælen – ja, hvad var den? Hvad
blev der af den? Hvorhen gik den? »Til det evige Liv,« sagde Religionens Trøst;
men hvorledes var Overgangen? Hvor levede man og hvorledes? »I Himlen deroppe!«
sagde de Fromme, »derop går vi!« - »Derop!« gentog den Vise og så mod Sol og
Stjerner. »Derop!« og han så fra Jordens runde Kugle, at Oppe og Nede var Eet
og det Samme, eftersom man stod på den svævende Kugle; og steg han op, så højt
som Jordens højeste Bjerge løftede deres Top, da blev den Luft, vi nede kalder
klar og gennemsigtig, »den rene Himmel,« et kulsort Mørke, stramt som et Klæde,
og Solen var at se glødende uden Stråler, vor Jord lå svøbt i en orange Tåge.
Begrænset var det for Legemets Øje, tillukket for Sjælens med, hvor ringe var
vor Viden, selv den Viseste vidste kun lidt af det Vigtigste for os. I Slottets
Lønkammer lå den største Jordens Skat: »Sandhedens Bog.« Blad for Blad læste
han i den. Det var en Bog, hvori ethvert Menneske magter at læse, men kun
stykkevis, Skriften sitrer for mangt et Øje, så at det ikke formår at stave
Ordene; på enkelte Blade bliver Skriften ofte så bleg, så forsvindende, at der
kun ses et tomt Blad; jo visere man er, des mere kan man læse, og den Viseste
læser det allermeste; han vidste dertil at samle Stjernelyset, Sollyset,
skjulte Kræfters Lys og Åndens Lys, ved dette forstærkede Skin på Bladene kom
for ham endnu mere af Skriften frem, men ved det Afsnit i Bogen, hvis
Overskrift er: »Livet efter Døden« blev der ikke så meget som en Tøddel at se.
Det gjorde ham bedrøvet; - skulle han ikke magte her på denne Jord at finde et
Lys, hvorved det synliggjordes for ham, hvad her stod i Sandhedens Bog. Som den
vise Kong Salomon forstod han Dyrenes Sprog, han hørte deres Sang og Tale, men
derved blev han ikke klogere herpå; han udfandt Kræfterne i Planter og
Metaller, Kræfter til at fjerne Sygdomme, fjerne Døden, men ikke tilintetgøre
den. I Alt, hvad var skabt, og som han kunne nå, søgte han at finde Lyset, der
magtede at bestråle Forvisningen om et evigt Liv, men han fandt det ikke,
endskønt Sandhedens Bog lå for ham, som med ubeskrevne Blade. Kristendommen
viste ham i Bibelen Fortrøstningens Ord om et evigt Liv, men han ville læse det
i sin Bog, og i den så han Intet. Fem Børn havde han, fire Sønner, oplærte, som
den viseste Fader kan oplære sine Børn, og een Datter, smuk, blid og klog, men
blind, dog det syntes ikke at være hende et Savn; Fader og Brødre var Øjne for
hende, og Inderligheden var hende Syn for Sagn. Aldrig havde Sønnerne været
længere fra Slottets Sale, end Træets Grene strakte sig, Søsteren endnu mindre,
de var lykkelige Børn i Barndommens Hjem, i Barndommens Land, i det dejlige,
duftende Solens Træ. Som alle Børn holdt de meget af, at der blev fortalt for
dem, og Faderen fortalte dem Meget, som andre Børn ikke ville have forstået,
men disse var nu også lige så kloge, som hos os de fleste gamle Mennesker, han
forklarede dem, hvad de så i levende Billeder fra Slottets Vægge, Menneskenes
Dont og Begivenhedernes Gang i alle Jordens Lande, og tit ønskede Sønnerne at være
med derude og tage Del i al den Stordåd, og Faderen sagde dem da, at det var
tungt og bitterligt i Verden, den var ikke ganske, som de så den fra deres
dejlige Barneverden. Han talte til dem om det Skønne, Sande og Gode, og sagde,
at de tre Ting holdt Verden sammen, og under det Tryk, disse led, blev til en
Ædelsten, klarere end Diamantens Vand; dens Glans havde Værdi for Gud, den
overstrålede Alt og var egentlig den, man kalder »De Vises Sten.« Han sagde
dem, at ligesom man gennem det Skabte kom til Vished om Gud, således kom man
gennem Menneskene selv til Vished om, at en sådan Ædelsten fandtes; Mere kunne
han ikke sige om den, Mere vidste han ikke. Den Fortælling ville nu for andre
Børn have været svær at forstå, men disse forstod den, og siden komme nok de
Andre med. De spurgte Faderen om det Skønne, Sande og Gode; og han forklarede
dem det, sagde dem så Meget, sagde også, at da Gud skabte Menneskene af Jord,
gav han sin Skabning fem Kys, fem brændende Kys, fem kys fra hjertet, inderlige
Vor Herres Kys, og dem er det, vi nu kalder de fem Sanser; gennem dem bliver
det Skønne, Sande og Gode set, fornemmet og forstået, ved dem bliver livet
skattet, beskærmet og fremmet; fem Sanser er givne indad og udad, Rod og Top,
Legeme og Sjæl.
Det tænkte de Børn nu meget over, det var i
deres Tanke Nat og Dag; da drømte den ældste af Brødrene en dejlig Drøm, og
underligt nok, den anden Broder drømte den også, og den Tredje drømte den og
den Fjerde, hver af dem drømte lige Eet og det Samme; han drømte, at han drog ud
i Verden og fandt De Vises Sten; som en lysende Flamme på hans
Pande strålede den, da han i Morgenskæret på sin hurtige Hest red tilbage
over de fløjlsgrønne Enge i Hjemmets Have ind i det fædrene Slot, og Ædelstenen
kastede et så himmelsk Lys og Skær over Bogens Blade, at det blev synligt, hvad
der stod skrevet om Livet efter Døden.
Søsteren drømte ikke om at komme ud i den vide
Verden, det faldt hende ikke ind, hendes Verden var hendes Faders Hus. »Jeg
rider ud i den vide Verden!« sagde den Ældste; »prøve må jeg dog dens Færd og
tumle mig mellem Menneskene; kun det Gode og det Sande vil jeg, med disse
værner jeg om det Skønne. Meget skal blive anderledes, når jeg kommer med!« Ja,
han tænkte kækt og stort, som vi Alle gør det hjemme ved Kakkelovnskrogen, før
vi kommer ud i Verden og prøver Regn og Rusk og Tornebuske. De fem Sanser indad
og udad var hos ham, som hos de andre Brødre, højst udmærkede, men hver af dem
havde især en Sans, der i Styrke og Udvikling overgik alle de andre; hos den
Ældste var det Synet, det især skulle komme ham til gode. Han havde Øjne for
alle Tider, sagde han, Øjne for alle Folkefærd, Øjne, der kunne se lige ned i
Jorden, hvor Skattene lå, og lige ind i Menneskenes Bryst, som om der kun var
en Glasrude for, - det vil da sige, han så Mere, end vi kunne se på Kinden, der
rødmer og blegner, Øjet, der græder eller ler. Hjort og Antilope fulgte ham til
Grænsen Vestpå, og der kom de vilde Svaner og fløj mod Nordvest; dem fulgte
han, og så var han langt ude i den vide Verden, langt fra Faderens Land, der
strakte sig: »helt til Verdens Ende.« Nå, hvor han spilede Øjnene op! Der var
Meget at se, og det er altid noget Andet at se Stedet og Tingen selv, end at få
det gennem Billeder, om disse er nok så gode, og de var overordentligt gode, de
hjemme i hans Faders Slot. Han var nærved, i det første Øjeblik, at tabe begge
Øjnene af Forbavselse over alt det Skrammel, al den Fastelavnsris-Pynt, der var
stillet op som det Skønne, men han tabte dem ikke, han havde anden Bestemmelse
for dem. Grundigt og ærligt ville han gå til værks i Erkendelse af det Skønne,
Sande og Gode, men hvorledes stod det til dermed?
Han så, som oftest fik det Hæslige Æren, hvor
det Skønne burde have haft den, det Gode blev tit ikke bemærket, og
Middelmådigheden blev klappet af og ikke kritiseret. Folk så på Navn og ikke på
Gavn, så på Kjolen og ikke på Manden, på Kald og ikke på Kaldelse. Det kunne nu
ikke være anderledes. »Ja, jeg må nok til at tage ordentligt fat!« tænkte han,
og han tog fat; men idet han søgte det Sande, kom Djævelen, som er Løgnens
Fader og Løgnen selv; gerne havde han straks slået begge Øjnene ud på Seeren,
men det var for groft; Djævlen går snedigere til Værks, han lod ham søge det
Sande og se på det og på det Gode med, men idet han så, blæste Djævlen ham en
Fejl i Øjet, i begge Øjnene, den ene Fejl efter den anden, det var ikke godt
for Synet, selv for det bedste Syn; Djævlen blæste så Fejlen op, til den blev
en Bjælke, og så var det forbi med de Øjne, og der stod da Seeren som en blind
Mand midt i den vide Verden, og den stolede han ikke på; han opgav sine gode
Tanker om den og om sig selv, og når man opgiver både Verden og sig selv, ja,
så er det forbi med En. »Forbi!« sang de vilde Svaner, som fløj hen over Havet
mod Øst; »Forbi!« sang Svalerne, der fløj mod Øst til Solens Træ, og det var
ikke gode Efterretninger for dem hjemme.
»Det er nok gået Seeren dårligt!« sagde den
anden Broder; »men det kan vel gå »Høreren« bedre!« Hørelsens Sans var det, som
han især havde skærpet, han kunne høre Græsset gro, så vidt havde han bragt
det. Hjertelig Afsked tog han, red af sted med gode Evner og gode Forsætter.
Svalerne fulgte ham, og han fulgte Svanerne, og så var han langt fra Hjemmet
ude i den vide Verden. Man kan nu også have for Meget af en god Ting, det måtte
han sande, Hørelsen hos ham var for stærk, han hørte jo Græsset gro, men så
hørte han også hvert Menneskehjerte slå i Glæde og i Smerte; det var for ham,
som om hele Verden var et stort Urmagerværksted, hvor alle Ure gik »tik, tik!«
alle Tårnure slog »Ding! dang!« Nej, det var ikke til at døje! Men han holdt
Ørene stive, så længe han kunne; til sidst blev det for voldsomt for et
Menneske med al den Støj og det Skrål; der kom Gadedrenge på tredsindstyve År,
det er ikke Alderen, der gør det; de skrålede op, det var nu til at le af, men
så kom Sladderen, den hvislede gennem alle Huse, Stræder og Gader, lige
ud ad Landevejen; Løgnen var højrøstet og spillede Herskab, Narrebjælden
ringede op og sagde, at den var Kirkeklokke, det blev for galt for Høreren, han
stak Fingrene ind i begge Ører, - men han hørte endnu falsk Sang og ond Klang,
Sladder og Pladder, fastholdte Påstande, ikke en sur Sild værd, flagrede ved
Tungen, så det sagde Knæk, Knæk! i den gode Omgang. Der var Lyd og Lyder,
Bulder og Skrald, udad og indad, bevar os! Det var ikke til at holde ud, det
var alt for galt! Han stak Fingeren dybere i begge sine Ører, altid dybere, og
så sprang Trommehinden; nu hørte han Ingenting, heller ikke det Skønne, Sande
og Gode, der hvor Hørelsen skulle være Bro til hans Tanke, og han blev stille
og mistænksom, troede Ingen, troede til sidst ikke sig selv, og det er meget
ulykkeligt; han ville ikke finde og hjembringe den mægtige Ædelsten, og han
opgav det og sig selv med, og det var nu det allerværste. Fuglene, som fløj mod
Øst, bragte Bud herom, til det nåede Faderens Slot i Solens Træ; Brev kom der
ikke, der gik jo heller ingen Post.
»Nu vil jeg prøve det!« sagde den Tredje, »jeg
har en fin Næse!« og det var nu ikke fint sagt, men således talte han, og man
må tage ham, som han var, han var det gode Humør, og han var Poet, en virkelig
Poet, han kunne synge ud, hvad han ikke kunne sige; Meget kom ham i Tankegangen
længe før hos de Andre. »Jeg lugter Lunten!« sagde han, og det var også
Lugtesansen, der hos ham i høj Grad var udviklet, og den han gav et stort
Område i det Skønnes Rige; »Een holder af Æbleduft og Een holder af Staldduft!«
sagde han, »hver Duftregion i det Skønnes Rige har sit Publikum. Nogle føler
sig hjemme i den røgfyldte luft fra knejperne -- nogen ved den rygende væge i
Tællelyset, hvor Snapsens Stank blander sig med den slette Tobaksrøg, Andre
sidder hellere i den kvalme Jasminduft eller gnider sig med den stærke
Nellikeolie, den kan man fornemme. Nogle søger den friske Søbrise, den raske
Kuling, eller stiger op på den høje Bjergtop og ser ud over det travle Småliv!«
Ja, det sagde han; det var som om han havde været ude i Verden før, levet med
Menneskene og kendte dem, men han havde den Klogskab i sig selv, den var Poeten
i ham, det Vor Herre havde givet ham i Gave i Vuggen.
Nu sagde han Farvel til det faderlige Hjem i
Solens Træ, han gik gennem Hjemmets Dejlighed, men udenfor satte han
sig på Strudsen, der løber stærkere end en Hest, og da han siden så de
vilde Svaner, svang han sig op på Ryggen af den stærkeste; han holdt meget af
Forandring, og så fløj han ud over Havet til fremmede Lande, med store Skove,
dybe Søer, mægtige Bjerge og stolte Byer, og hvor han kom, var det, som gik der
et Solskin hen over Egnen; hver Blomst og Busk duftede mere stærkt i
Fornemmelsen af, at der var den nær en Ven, en Beskytter, der skattede og
forstod den, ja, den forkuede Rosenhæk løftede sine Grene, udfoldede sine Blade
og bar den yndigste Rose, Enhver kunne se den, selv den sorte, våde Skovsnegl
bemærkede dens Dejlighed. »Jeg vil give Blomsten mit Mærke!« sagde Sneglen, »nu
har jeg spyttet på den, andet kan jeg ikke gøre!« »Sådan går det nok med det
Skønne i Verden!« sagde Poeten, og han sang en Vise derom, sang den på sin
Måde, men Ingen hørte på den; derfor gav han Trommeslageren to Skilling og en
Påfuglefjer, og så satte han Visen ud for Tromme og slog den ud i Byen, i alle
Gader og Stræder; så hørte Folk den og sagde, at de forstod den, den var så
dyb! Og nu kunne Poeten synge flere Viser, og han sang om det Skønne, det Sande
og det Gode, og de hørte derom i Knejpen, hvor Tællelyset osede, de hørte det i
den friske Kløvereng, i Skoven og på den åbne Sø; det lod til, at denne Broder
fik større Held, end de to andre havde haft; men det kunne Djævlen ikke lide,
og så kom han straks med Kongerøgelse og Kirkerøgelse og al den Hæderens
Røgelse, der findes kan, og som Djævlen forstår at destillere; de
allerstærkeste Røgelser, som kvæler alle de andre og kunne gøre selv en Engel
tummelumsk, og også en stakkels Poet; Fanden ved nok, hvorledes han skal tage
de Folk! Han tog Poeten med Røgelse, så at han blev rent henne i det, glemte
sit Forehavende, sit Fædrenehjem, - Alt, sig selv med; han gik op i Røg og
Røgelse. Alle Småfugle, da de hørte det, sørgede og sang ikke i tre Dage. Den
sorte Skovsnegl blev sortere endnu, ikke af Sorg, men af Misundelse. »Det var
mig,« sagde han, »der burde være røget, for det var mig, der gav ham Ideen til
hans berømteste Vise, den for Tromme, om Verdens Gang! Det var mig, der
spyttede på Rosen, det kan jeg skaffe Vidner på!«, sagde sneglen.
Men hjemme i Indiens Land lød intet Bud derom;
alle Småfugle sørgede jo og tav i tre Dage, og da Sørgetiden var omme, ja, så
havde Sorgen været så stærk, at de havde glemt, hvem de sørgede over. Således
går det! »Nu må nok jeg ud i Verden og blive borte ligesom de Andre!«
sagde den fjerde Broder. Han havde et lige så godt Humør som den foregående,
men han var ikke Poet, og så havde han just Grund til at have godt Humør; de To
havde bragt Munterhed på Slottet; nu gik den sidste Munterhed. Synet og
Hørelsen er altid af Menneskene blevet anset for de to betydeligste Sanseevner,
dem man især ønsker sig stærke og skærpede, de tre andre Sanser bliver anset
for mindre væsentlige, men det var slet ikke denne Søns Mening; han havde især
udviklet Smagen i al den Betydning, hvormed den kan tages, og den har en stor
Magt og et mægtigt Regimente. Den regerer over både, hvad der går gennem Munden
og gennem Ånden, derfor smagte han på, hvad der var i Pande og Potte, i Flaske
og i Kar; det var det Grove i Embedet, sagde han; hvert Menneske var ham en
Pande, det kogte i, hvert Land et uhyre Køkken, åndeligt taget, det var det
Fine, og nu ville han ud at prøve det Fine. »Måske er Lykken bedre for mig, end
den var for mine Brødre!« sagde han. »Jeg tager af sted! Men hvilken Befordring
skal jeg tage? Er Luftballonerne opfundet?« spurgte han sin Fader, der jo
vidste om alle Opdagelser, der var gjort eller ville blive det. Men
Luftballonerne var ikke opfundet, ikke heller Dampskibe og Jernbaner. »Ja, så
tager jeg en Luftballon!« sagde han, »min Fader ved, hvorledes de skal gøres og
styres, det lærer jeg! Ingen kender Opfindelsen, og så tror de, det er et
Luftsyn; når jeg har brugt Ballonen, brænder jeg den, derfor må Du give mig med
nogle Stykker af den tilkommende Opfindelse, som kaldes kemiske Svovlstikker!«
Alt det fik han, og så fløj han, og Fuglene fulgte længere med ham, end de
havde fulgt med de andre Brødre, de gad nok se, hvorledes det gik med den Flugt
og altid kom der flere til, for de var nysgerrige, det var en ny Fugl, der
fløj, troede de; jo, han fik rigtignok Følgeskab! Luften blev sort af Fugle, de
kom som en stor Sky, som Græshoppesværmen hen over Ægyptens Land, og så var han
ude i den vide Verden. »Jeg har haft en god Ven og Hjælper i Østenvinden,«
sagde han. »Østenvinden og Søndenvinden, mener Du!« sagde Vindene, »vi har
været To til at skifte, ellers var Du ikke kommet mod Nordvest!« Men han hørte
ikke, hvad Vindene sagde, og det kan også være det Samme. Fuglene fulgte nu
heller ikke med længere; da de var allerflest, blev et Par af dem kede af
Farten. Der var gjort for meget ud af den Ting, sagde de. Han fik
Indbildninger, »det er slet ikke Noget at flyve efter, det er Ingenting! det er
flovt!« og så blev de tilbage, de blev Alle Sammen tilbage; det Hele var jo
Ingenting.
Og Ballonen dalede ned over en af de største
Byer, der satte Luftskipperen sig på det højeste Sted, det var Kirkespiret.
Ballonen gik til vejrs igen, det skulle den ikke; hvor den blev af, var ikke
godt at sige, men det er det Samme, den var ikke opfundet. Der sad han nu
øverst på Kirkespiret, Fuglene fløj ikke til ham, de vare kede af ham, og han
var ked af dem. Alle Byens Skorstene røg og duftede. »Det er Altre, der er
rejst for Dig!« sagde Vinden; den ville nu sige ham noget Behageligt. Nok så
kæk sad han der og så nede på Folk i Gaderne, der gik Een stolt af sin
Pengepose, Een stolt af sin Nøgle bagpå, uagtet han ikke havde Noget at lukke
op; Een var stolt af sin Kjole, der gik Møl i, og Een stolt af sin Krop, der
gik Orm i. »Forfængelighed! - Ja, jeg må nok snart ned at røre op i Gryden og
smage!« sagde han; »men her vil jeg dog sidde lidt endnu, Vinden kildrer mig så
dejligt på Ryggen, det er en stor Behagelighed. Jeg bliver siddende her, så
længe den Vind blæser. Jeg vil have lidt Ro; det er godt at ligge længe om
Morgenen, når man har Meget at bestille, siger den Dovne; men Dovenskab er
Roden til alt Ondt, og Ondt er der ikke i vor Familie, det siger jeg, og det
siger hver Søn i Gaden! Jeg bliver siddende, så længe denne Vind blæser, det
smager mig!«
Og han blev siddende, men han sad på Spirets
Vejrhane, der drejede og drejede med ham, så han troede, at det stadig var den
samme Vind; han blev siddende, og der kunne han sidde længe og smage. Men i Indiens
Land, i Slottet på Solens Træ var der blevet tomt og stille, da Brødrene
således, den Ene efter den Anden, vare draget bort. »Det går dem ikke godt!«
sagde Faderen; »aldrig bringer de hjem den lysende Ædelsten, den findes ikke
for mig, de er borte, døde -!« og han bøjede sig over Sandhedens Bog, stirrede
på det Blad, hvor han skulle læse om Livet efter Døden, men der var for ham
Intet at se og vide. Den blinde Datter var hans Trøst og Glæde; så inderlig
kærlig sluttede hun sig til ham; for hans Glæde og Lykke ønskede hun, at den
kostelige Juvel måtte findes og hjembringes. I Sorg og Længsel tænkte hun på
Brødrene, hvor var de? Hvor levede de? Så inderligt ønskede hun at kunne drømme
om dem, men underligt nok, selv i Drømme kunne hun ikke samles med dem. Endelig
en Nat drømte hun, at deres Stemmer klang til hende, de kaldte, de råbte ude
fra den vide Verden, og hun måtte derud, langt langt bort, og dog der syntes
hun at være endnu i sin Faders Hus, Brødrene mødte hun ikke, men i sin Hånd
følte hun, brændte ligesom en Ild, dog den smertede ikke, hun holdt den lysende
Ædelsten og bragte sin Fader den. Da hun vågnede, troede hun øjeblikkeligt, at
hun endnu holdt den; det var om sin Rok hun knugede Hånden. I de lange Nætter
havde hun spundet uafladeligt; på Tenen var en Tråd finere end Edderkoppens
Spind; Menneskeøjne kunne ikke opdage den enkelte Tråd; hun havde vædet den med
sine Tårer, og den var stærk som et Ankertov.
Hun rejste sig, hendes Beslutning var taget,
Drømmen måtte virkeliggøres. Det var Nat, hendes Fader sov, hun kyssede hans
Hånd, tog så sin Ten og bandt Enden af Tråden fast til Faderens Hus, ellers
ville jo hun, den Blinde, aldrig kunne finde hjem igen; Tråden havde hun at
holde sig til, den stolede hun på og ikke på sig selv og Andre. Hun plukkede
fire Blade af Solens Træ, dem ville hun give til Vind og Vejr at bringe
Brødrene, som Brev og Hilsen, dersom hun ikke skulle møde dem derude i den vide
Verden. Hvorledes ville det vel der gå hende, det stakkels blinde Barn; dog hun
havde den usynlige Tråd at holde sig ved; frem for alle de Andre havde hun i
Eje een Evne: Inderligheden, og det var ved den, som om hun havde Øjne lige ud
i Fingerspidserne og Ører lige ind i Hjertet. Og så gik hun ud i den tumlende,
rumlende, underlige Verden, og hvor hun kom, blev Himlen solskinsklar, hun
kunne fornemme den varme Stråle, Regnbuen spændte sig fra den sorte Sky hen
over den blå Luft; hun hørte Fuglenes Sang, hun fornemmede Duft fra Orange- og
Æblehaver, så stærk, at hun troede, at kunne smage det. Bløde Toner og
dejlig Sang nåede til hende, men også Hyl og Skrig; sælsomt i Strid med
hinanden klang Tanker og Domme. Ind i Hjertets Kroge lød Hjerteklangen og
Tankeklangen fra Menneskene; det bruste i Kor:
»Vort Jordeliv er kun Regn og Rusk, En Nat,
hvori vi græde!«
Men der lød også Sangen:
»Vort Jordeliv er en Rosenbusk Med Solskin og
med Glæde.«
Og
klang det bitterligt:
»Enhver kun tænker på sig selv, Den Sandhed er
os givet.«
Så lød til Gensvar:
»Der går en Kærlighedens Elv igennem
Jordelivet!«
Hun
hørte jo nok Ordene:
»Det Hele her er bitte småt, En Vrange har hver
Side!«
Men hun
fornemmede også:
»Der sker så meget Stort og Godt, Som Verden
knap får vide!«
Og sang
det rundt om i brusende Kor:
»Gør Nar af Alt, le Alting ud, Lee med i
Hundeflokken!«
Så lød det inde i den blinde Piges Hjerte:
»Hold på Dig selv, hold fast på Gud, Ske så
hans Vilje, Amen!«
»Hold på Dig selv, hold fast på Gud, Ske så
hans Vilje, Amen!«
Hvor den blinde Pige end kom, blandt Unge og
Gamle, Kvinder eller Mænd, frembragte hendes Hengivenhed Sandhed, Godhed og
Skønhed. Hun bragte med sig en Stråle af Lys – en Stråle af Håb – ind på
Kunstnerens Værksted, i de Riges Saloner, og ind på den fattigste Fabrik, hvor
Hjulene drejede og snurrede. Hun var som en Dråbe af Dug, der falder på en
tørstig Plante.
Dette var mere, end Djævlen kunne tillade, thi
han har jo mere Hjerne end tusinde Mænd. Han fandt en Måde at standse det Hele
på. Han tog de Bobler, der danner sig i en Svamps skidne Vand og lod syvfold af
ekkoer flyve over dem for at gøre dem stærkere. Så lavede han et Pulver af
falske Mindeord og Hyldestvers, som Poeter var blevet betalt for at digte, og
Prædikener, som Præster forventedes at blive betalt for. Han blandede disse og
kogte dem med Tårer, som Misundelse havde udgydt. Til sidst spredte han Pudder
fra en forfængelig Gammeljomfrus Kind. Ud af dette Bryg skabte han en Pige, som
i Udseende og Bevægelser var en tro kopi af den blinde Pige, som Humanismen
havde givet Navnet ”Hengivenhedens Engel”. Djævlen havde begyndt sit spil, thi
Verden vidste ikke, hvilken Pige der var den sande Pige. Og hvorledes skulle
Medmenneskeligheden da også vide dette? De så jo ganske ens ud.
Den blinde Pige gentog for sig selv de Ord, hun
før havde sunget:
”Hold
fast på Dig selv, hold fast på Gud, ske så Hans Vilje, Amen.”
De fire grønne Blade fra Solens Træ gav hun
Vind og Vejr at bringe som Brev og Hilsen til hendes Brødre, og hun var
forvisset om, at det ville opfyldes, ja også det ville blive opfyldt, at
Juvelen fandtes, den, der overstrålede al jordisk Herlighed; fra Menneskehedens
Pande vilde den stråle til Faderens Hus. »Til min Faders Hus!« gentog hun, »ja,
på Jorden er Juvelens Leje og mere end Forvisningen om den bringer jeg; dens
Glød fornemmer jeg, den svulmer større og større her i min tillukkede Hånd!
Hvert lille Sandheds Korn, nok så fint, som den skarpe Vind dog førte og bar,
opfangede jeg og gemte; jeg lod det gennemtrænges af Duften fra alt det Skønne,
i Verden er så Meget deraf, selv for den Blinde; jeg tog Klangen af Menneskets
Hjerteslag i det Gode og lagde deri; Støvgran er kun det Hele, jeg bringer, men
dog den søgte Ædelstens Støv i rig Fylde, hele min Hånd har jeg fuld!« Og hun
strakte den frem mod - Faderen. Hun var i Hjemmet; med Tankens Flugt var hun
nået derhen, idet hun ikke slap den usynlige Tråd til Faderens Hus. De onde
Magter for med Orkanens Bulder hen over Solens Træ, trængte med et Vindstød mod
den åbne Port ind i Lønkammeret. »Det blæser bort!« råbte Faderen og greb
om Hånden, hun havde åbnet. »Nej!« råbte hun i tryg Bevidsthed, »det kan ikke
blæse bort! Jeg fornemmer Strålen varme ind i min Sjæl!« Og Faderen så en
lysende Lue, hvor det funklende Støv for ud fra hendes Hånd hen over Bogens
hvide Blad, der skulde melde om Visheden for et evigt Liv; i blændende Glans stod
der en Skrift, et eneste synligt Ord kun, det ene Ord:
Tro!
Og hos
dem igen var de fire Brødre; Længsel efter Hjemmet havde grebet og ført dem, da
det grønne Blad faldt på deres Bryst; de var kommet, Trækfuglene fulgte og
derpå Hjort, Antilope og alle Skovens Dyr; de ville også tage Del i Glæden, og
hvorfor skulle ikke Dyrene det, når de kunne? Og som vi ofte har set, når
Solstrålen skinner gennem et Hul i Døren ind i den støvdampende Stue, at der da
drejer sig en skinnende Støvsøjle, således, men ikke plump og fattig som den,
selv Regnbuen er tung og ikke kraftig nok i Farver mod det Skue, som viste sig
her, således løftede sig fra Bogens Blad, fra det lysende Ord Tro; hvert
Sandheds Korn med Glansen af det Skønne, med Klangen fra det Gode, strålende stærkere
end Ildsøjlen, i Natten, da Moses og Israels Folk drog til Kanaans Land; fra
Ordet Tro gik Håbets Bro til Alkærligheden ind i Evigheden.
De Vises Sten
Skole-forum.dk
DE
VISES STEN blev udgivet i 1861. H C Andersens 2. udgivelse. Senere ser det ud
til, at dette eventyr, som H C Andersen selv kaldte en allegori, blev glemt,
men det dukkede dog op i 1983 på amerikansk.
Siden
denne tekst er relativ ukendt, var det måske en god ide at diskutere indholdet,
referere dette og give bud på, hvad H C Andersen egentlig ville med denne
tekst. Måske er det en af hans mest dybsindige og filosofiske tekster.
Og
så kan vi jo kun vente på, at originalmanuskriptet, der forsøges solgt,
forbliver i Danmark, og at teksten bliver trykt igen.
Til
brug i undervisningen kan teksten frit udprintes, men vil man udgive den som
trykt materiale, skal henvendelse ske til Timesquare, Randerup 40, 6261
Bredebro. (tlf. 51906484)