Det blev sent den aften,
for Alexander kunne ikke løsrive sig fra sin bedstefar, som kunne fortælle og
fortælle om både det ene og det andet. Alexander kunne ikke forstå, at hans
hoved kunne være så fuldt af historier. Men det var det altså, og Alexander
elskede at lytte til den gamle mand, som han elskede over alt på jorden.
Syndfloden
Nu var der efterhånden mange mennesker på jorden, og nogle
af dem levede åbenbart længe. Den ældste var Metusalem, som blev 769 år. Men
det kan jo ikke rigtigt passe, så det betyder nok, at Metusalems slægt levede i
769 år.
En af efterkommerne af Metusalem var Noah, der kom til at
betyde rigtigt meget. Gud syntes, at menneskene blev for gamle, så han
bestemte, at hans livsånde kun skulle forblive i mennesket højst 120 år.
Men Gud havde også opdaget noget andet. Han så, at mange
mennesker havde stor ondskab. De var alt for onde og planlagde endnu mere ondt,
så Gud fortrød på en måde, ar han havde skabt dem. Han sagde: ”Jeg vil udrydde
alle mennesker, kvæg, krybdyr og himlens fugle.”
Men
Noa kunne Gud godt lide, så en nat sagde Gud til Noah: ”Jeg har besluttet at
gøre ende på alle mennesker. Du skal lave en ark af træ.” Og så fortalte Gud
nøjagtigt, hvordan den skulle se ud, hvor mange rum den skulle have og hvor
stor den skulle være. ”Jeg vil udrydde menneskene, men jeg vil også have en
pagt med dig.” Og han sagde til Noah, at han skulle gå ind i arken og tage sine
sønner, sin kone og svigerdøtrene med. Og af alle levende væsner skulle han
tage eet par, en han og en hun, både fugle, krybdyr og alle andre dyr. Og han
skulle medtage føde til alle.
Og Noah gjorde, som Gud ville. Han skulle tage syv par af de
rene væsner og et par af de urene. ”Om syv dage lader jeg det regne i fyrre
dage og fyrre nætter,” sagde Gud. Noah gjorde, som Gud havde sagt, og syv dage
efter kom syndfloden. Det regnede i fyrre døgn, og vandet steg og steg, så man
til sidst ikke engang kunne se bjergtoppene. Alt levende blev udslettet
undtagen de, der var i arken.
Så lod Gud en storm blæse over verden, samtidig med at
regnen holdt op. Vandet faldt og til sidst stødte arken på grund på bjergene i
Ararat. Efter fyrre dage lod Noah en ravn flyve ud i verden, men den kom ikke
tilbage. Så sendte han en due ud i verden, men duen vendte tilbage, for den
kunne ikke finde et sted, hvor den kunne sidde. Syv dage senere sendte han duen
af sted igen, og denne gang kom den tilbage med et olivenblad i næbbet. Altså
var der liv igen i verden, og da Noah sendte duen ud tredje gang, kom den ikke
tilbage. Altså var verden skabt igen.
Senere gik de alle ud af arken og så, at jorden var tør
igen. Det første, Noah gjorde, var at bygge et alter for Gyd, og her ofrede han
to af hver art af de rene dyr. Og Gud syntes, det var godt,og sagde: ”Jeg vil
aldrig mere forbande jorden på grund af menneskene, og jeg vil aldrig mere
udrydde alt andet levende. Han velsignede Noah og sagde til hans sønner, at de
skulle blive frugtbare og få masser af børn og så sagde han: ”Jeg opretter en
pagt med jer og jeres efterkommere. Der kommer aldrig mere en syndflod. Jeg vil
sætte jer et tegn på vores aftale: en regnbue vil en gang imellem spænde sig
over jorden i alle sine farver. Den skal være tegn på regn, men også tegn på,
at det ikke bliver en syndflod.”
Og nu var der en pagt imellem menneskene og Gud. Og det er
der endnu.
Alexander: Hvorfor skulle
Noah ikke kun tage de rene dyr med?
Bedstefar: Ja, det er
også underligt, for Gud var jo vred på alt det onde.
Alexander: Bedstefar, jeg
tror jeg ved det. Der skal altid være noget ondt, bare ikke for meget. Derfor
var der syv par af de gode væsener og kun eet par af de onde. Lidt ondskab og
meget godhed.
Bedstefar: Ja selvfølgelig.
Jeg er så gammel, og har aldrig forstået det, og du er så ung, og du forstår
det med det samme.
Alexander: Det er fordi
du fortæller, så man kan forstå det hele. Det med regnbuen kan jeg godt lide.
Hver gang jeg ser sådan en, ser jeg altså den aftale vi har med Gud.
Bedstefar: Rigtigt. Det
er et meget smukt tegn.
Alexander: Og Gud er
altså med os altid. Så behøver man jo ikke være bange for noget. Han giver os
tryghed.
Bedstefar: Ja, det er
godt at vide. Også når man bliver gammel som jeg.
Alexander: Jeg ville
ønske, at du blev så gammel som Metusalem.
Bedstefar: Det bliver jeg
ikke, og det ved du. Højst 120 år, og det er der ikke mange mennesker, der
bliver.
Alexander: Det vil jeg
lige tale med Gud om i aften. Du skal blive her altid – i hvert fald så længe,
jeg er barn, for jeg kan ikke undvære dig. Jeg skal høre alle dine historier.
Bedstefar: Så skal du
vist komme hver dag!
Alexander: Det havde jeg
også tænkt mig!!
Spørgsmål til diskussion
i klassen:
1)
1)
Har Bedstefar ret, når han mener, at når Bibelen skriver, at fx
Metusalem blev 769 år, så er det hans slægt, man mener?
2)
2)
Kan det tænkes, at der virkelig har været en så voldsom
oversvømmelse engang?
3)
3)
Har Alexander ret i sin forklaring på, hvorfor Gud også tog et
par af de urene dyr med?
4)
4)
Igen er det kampen imellem det gode og det onde. Menneskene var
blevet for onde, og Gud greb ind. Bedstefar ville sikkert sige, at den kamp er
inden i os alle hele tiden.
Hvad mener I?
5)
5)
Hvorfor blev netop Noah udvalgt?
6)
6)
Hele denne problemstilling om det gode mod det onde bliver ved
Bibelen igennem, og du finder den i alle eventyr og gode historier. Den er der
hele tiden, selv i den mest moderne TV-serie. Hvis den ikke er der, keder vi os
og lukker bogen eller zapper over på et andet program. Så måske er denne kamp
selve livet? Diskuter!
7)
7)
Hvad synes I om den snak, Alexander har med Bedstefar?
8)
8)
Er der noget, Alexander har forstået forkert, eller som I er
uenige med ham i?
9)
9)
Hvad kunne Gud begrundelse være for, at vi ikke skulle blive så
gamle mere?
10)
10)
Består der en pagt imellem mennesker og Gud?
Er det den, vi siger ja
til ved barnedåb og konfirmation?
11)
11)
Hvad synes I om selve syndflodshistorien?
Tekst: Per Jespersen
Syndfloden
Teologi for børn
Skole-forum.dk