Af

Per Jespersen

Fra ethvert menneske udstrømmer en ubevidst stemning, som er medbestemmende for hans skæbne.

(Christian Kjellerup)

Forord

Mennesket er altid midt i en udvikling, der løber i det uendelige. Mennesket er altid del af denne proces; det fødes ind i udviklingen og må følge den op for at skabe sin egen eksistens.

Udviklingen i ethvert samfund styres af ideer – af tanker, der har vundet fodfæste på mange forskellige fronter. Ethvert samfundsliv er præget af grundtanker, hvis oprindelse man undertiden har glemt, og hvis konsekvens man ofte ikke tænker på. Dette gælder specielt i kulturer, der er gamle og åndeligt uopmærksomme.

I historisk tid har vestens samfund været præget af forskellige menneskesyn – en slags visioner, der kom til at række langt frem i århundredernes løb. Disse ideer kom til at præge alle mennesker i vesten i en tidsperiode; de sneg sig ind i hver en afkrog af livet og vendte op og ned på livssynene.

Enhver kulturkreds’ menneskesyn har sin rod i filosofiske systemer, der igennem hundreder af år kan præge et helt samfund og en hel kultur.

Men selv filosofiske systemer stivner; de bureaukratiseres og bliver rutineagtige selvfølger, der medfører, at den enkelte ikke længere ser dybden i systemets ide.

Derfor kan det være nyttigt at opstille nye modeller for et grundlæggende syn på mennesket. Det universale menneskesyn er et forsøg på en tilnærmelse til et nyt filosofisk grundsyn.

1) Det universale menneskesyn

Ethvert menneske har et åndeligt liv, der lever og eksisterer helt fra man er nogle få timer gammel indtil døden.

Dette åndelige liv er menneskets inderste væsen; en indre tilstand, der til en vis grad eksisterer altid - - til tider uafhængigt af ydre påvirkninger – til tider afhængigt af omgivelserne, som vi senere skal se.

Den indre tilstand er altid tilstede og altid virksom – undertiden bevidst – undertiden ganske ubevidst.

Den åndelige, indre tilstand er menneskets centrale liv – det, hvorom alt i livet drejer sig. Denne tilstand er så at sige til stede ved fødselen, eller skabes umiddelbart efter. Den skabes under alle omstændigheder så tidligt i livet, at det er uvedkommende for denne bogs hensigt at tage stilling til det spidsfindige, filosofiske spørgsmål, om tilstanden er helt eller delvist medfødt.

Det vigtige ærinde for os er at fastslå, at den indre, åndelige tilstand er til stede som en kraft og en igangsætter på det tidspunkt, hvor det lille barn bliver sig bevidst som levende væsen.

Hvor dyrene har deres instinkt, har mennesket tillige et indre, åndeligt liv. Det er i korthed forskellen på mennesker og dyr. Dyrenes instinkt kan forstås som en medfødt kodning til et liv, der må leves efter kodningens grundprincip. Arter livet og omgivelserne sig anderledes, går dyret til grunde. Et dyr kan ikke ved tankevirksomhed omsætte nye omgivelsers betingelser til nye handlingsmønstre.

Hos mennesket er den indre, åndelige tilstand grundlaget for dets liv, men ikke helt så radikalt som hos dyrene. Vor kodning er ganske vist endegyldig, men vor forstand og tankevirksomhed og erkendelse kan undertiden lære os at ændre adfærd under nye betingelser.

Dette åndelige liv give sig udtryk ad tre kanaler: igennem sproget, igennem bevægelse, igennem kreativitet. Disse tre kanaler kan således forstås som det åndelige livs tre udtryksformer, og alle menneskelivets nuancer kan forklares udfra den model.

Midtvejs imellem den åndelige tilstand og det direkte udtryk befinder sig et område, som vi kalder erfaring. Miljø og omgivelser påvirker dette område og danner det, vi kalder erfaring og viden. Ligesom videnskaben bygger sine resultater op på grundlag af indsamling af materiale, bygger vores hjerne sine erfaringer op på grundlag af de påvirkninger, hjernen modtager på de tre udtryksområder. Der opbygges altså oprindeligt tre erfaringskredse.

Påvirkninger udefra kan kun gå igennem erfaringer. Her sker den første oplevelse af genkendelse, respons og forståelse. Når en erfaring derefter er opbygget, sker der en yderligere påvirkning af den indre tilstand. Der kan altså ikke umiddelbart ske en påvirkning af den indre, åndelige tilstand.

Et dyr er prisgivet sit instinkt. I blind underkastelse og uden forståelse styres dyret af instinktets bud, koste hvad det vil. Et menneske er også først og fremmest prisgivet sit eget åndelige liv. Selvom det kan påvirkes, kan det ikke ændres i sit egentlige grundlag. Den indre tilstand er således udtryk for en vældig ensomhed, hvorfor det åndelige livs kræfter hovedsageligt er accepthunger. Kræfterne presser på for at give udtryk igennem de nævnte tre kanaler, men meget ofte kommer disse energier ikke igennem og trækker sig tilbage til ensomheden. Det er en af forklaringerne på den folkelige udtalelse om, at selv mennesker, der har kendt hinanden igennem et helt liv, aldrig lærer hinanden at kende til bunds.

Sprog, bevægelse og kreativitet er udtryk for den indre, åndelige tilstands forsøg på kommunikation og acceptopnåelse. Jo dybere erfaringsområderne bliver, des større mulighed for respons udefra – des bredere kommunikation – og des dybere erkendelse.

Altafgørende for, hvor langt den indre tilstand når i sine bestræbelser for at opnå kommunikation, er imidlertid følelserne, som ligger i en ring omkring den indre tilstand. Følelserne er uafladeligt bestemmende for, hvordan udtrykket bliver, hvordan erfaringen dannes og sluttelig også bestemmende for, hvor dyb erkendelsen bliver.

Den centrale del af mennesket er derfor den indre, åndelige tilstand og følelseslivet.

2) Det åndelige livs udtryksformer.

Sproget

Den indre tilstand søger konstant at give sig udtryk, først og fremmest igennem sproget. Uafladeligt presser det indre liv på for at give sig udtryk i håb om genklang i omgivelserne – respons, der kan uddybe først erfaringen, dernæst erkendelsen.

Med sproget er udtryksmidlerne blevet forfinede: dvs. at det indre liv kan nuancere sit udtryk og dermed gøre håbet om respons større.

Sproget fører igennem genklang med omgivelserne til erfaring, der igennem yderligere sproglige ytringer med tilhørende genklang kan bliver til erkendelse, som er den indre tilstands mål.

Sprogets vigtigste rolle i denne forbindelse er således at forhindre ensomheden i den indre tilstand og er i vor kulturkreds det mest forfinede og nuancerede udtryksredskab.

En forudsætning for, at erfaring og erkendelse kan finde sted er imidlertid, at omgivelsernes personer taler det samme sprog og opfatter de samme nuancer som personen selv.

Sprog har altså en dobbeltrolle: det er et middel til rent udtryk, og det er et fælles udtryksmiddel. Sprogets uskrevne, fælles regler er en forudsætning for, at respons og dermed erkendelse kan finde sted. Sproget er derfor et kulturfællesskab for alle mennesker.

Bevægelse

Alt hvad der foregår i den indre, åndelige tilstand har behov for udtryk, men ikke alt kan udtrykkes igennem sproget. På samme måde som lys består af farver med forskellig bølgelængde, kræver de forskellige dele af det åndelige liv forskellige former for udtryk. Ingen af de tre udtryksformer kan udtrykke det hele – måske ikke engang det samme. Derfor må visse dele af det åndelige liv udtrykkes igennem bevægelse: mimik, dans, drama etc.

I virkeligheden er bevægelse den oprindeligste form for åndeligt udtryk – vi kan stadig finde den hos mange dyr (bier) og hos primitive folkeslag jorden over.

Bevægelse udtrykker den del af det åndelige liv, som sprog og kreativitet ikke magter at give udtryk.

Kreativitet

Det åndelige livs tredje udtryksform er kreativiteten: det skabende element.

Det giver sig mangfoldige udtryk fx i de forskellige former for kunst: ballet, dans, billedkunst etc. Oprindeligt er alle mennesker lige kreative, men da de ikke opnår samme muligheder, dvs. samme respons og accept af deres bestræbelser, blegner denne udtrykskanal til fordel for de andre.

Hos børn er den kreative energi ofte at finde i fuld styrke – og små børn udtrykker mere igennem bevægelse og kreativitet. Først når deres sprog opnår en rimelig grad af nuancering, glider deres udtryksbestræbelser over på denne kanal.

Imidlertid er det sådan, at en del af det åndelige liv kun kan udtrykkes igennem kreative handlinger; hvor sproget og bevægelsen ikke slår til, træder kreativiteten til som ”hjælper”, hvis mennesket vel at mærke har haft den fornødne respons på dette område.

At der er sammenhæng imellem sprog, bevægelse og kreativitet, og at alle tre udtryksformer i virkeligheden har samme rod ses bl.a. af, at kunstnere, der beskæftiger sig med andet end sprog, ofte har vanskeligst ved at udtrykke sig igennem sproget, også om deres egen kunst.

Målet for ethvert menneske er at kunne udtrykke sig så fuldkomment som muligt både ad sproglig, bevægelsesmæssig og kreativ vej.

Den dybe og fulde erkendelse kan kun opnås, hvis alle tre veje holdes farbare.

3) Det åndelige livs ensomhed.

Menneskets indre åndelige liv kan eksistere uden påvirkninger udefra, selvom det uafladeligt søger svar fra omverdenen.

Den indre tilstand er altid i funktion, om natten i drømme, om dagen både i drømme og i virkelighedens verden.

Menneskesindets inderste del lever et liv i en dyb ensomhed. Kun momentvis opfyldes tilstandens behov for kontakt og respons.

Det åndelige livs inderste kerne er som havets bund, hvor der kun i snævre tidsrum er mulighed for lys fra overfladen. Og dog eksisterer liv på havets bund, hvor gæringsprocesser og iltdannelser finder sted, og hvor planter kan gro af den smule lys, der undertiden slipper igennem. Muligheden for liv er altid til stede.

Menneskets indre tilstand er et paradoks: ingen kan eksistere uden det indre, åndelige liv, og ingen erfaring og erkendelse vil kunne dannes uden energien og kraften fra den indre tilstand. Og dog kan det indre liv leves uden ydre påvirkninger.

Grundlaget for at en udvikling og modning kan finde sted er den responshunger, som det indre liv er i besiddelse af. Behovet for svar fra omgivelserne og de andre dele af sindet er den evige drivkraft, der altid har vilje til kommunikation med miljøet udenfor.

Det indre livs ensomhedsfølelse viser sig i forsøget på kommunikation med omgivelserne igennem sprog, bevægelse og kreativitet. Manglen på respons stimulerer opnå svar fra den ydre verden.

Tilstanden er som kimen, der ifølge sin fra fødselen indkodede vilje til at spire og gro kæmper sig vej igennem asfalt og beton.

Det indre, åndelige liv søger kontakt som kompensation for ensomhedsoplevelsen igennem de tre eneste kanaler, der er til rådighed, men må alligevel føle sig isoleret på grund af de tre kanalers ufuldkommenhed. Hverken sprog, bevægelse eller kreativitet dækker til fulde behovet for respons; men en udvikling indenfor de tre udtrykskanalers virkefelter vil forøge chancerne for en fuldgyldig respons.

Ensomhedsfornemmelsen vil dog altid være tilstede i sindets indre tilstand, og paradokset bliver yderligere uddybet derigennem, at tanken om en fuldkommen respons hvert sekund på dagen ville blive døden for det åndelige liv, hvis inderste drivkraft netop er isolationen.

Betingelsen for den optimale mulighed for dyb erkendelse, den egentlige modning, er imidlertid, at mulighederne for hyppig kommunikation med omverdenen er til stede.

4) Følelsernes betydning.

Barnet er født med anlæg til følelser, og de første følelsesdannelser finder sted første gang, det lille nyfødte barn er i hænderne hos sin moder. Allerede fra fødselen er det åndelige livs ensomhed og deraf følgende behov for gensidighed og trang til kommunikation med omverdenen til stede, og den første oplevelse af at blive taget op af et andet menneske skaber den første dybe og varige følelse af tryghed og samtidigt håb om yderligere respons fra omverdenen. Stykvis lægges der til følelsernes register med tryghed og tillid som grundlag og isolation som egentlig drivkraft.

Anlæg for følelsesdannelser åbner mulighed for, at følelseslivet dannes som en ring udenom det indre livs behov for respons kan dækkes ad den eneste kanal, der indtil videre er til rådighed: bevægelsen. Det lille barns ivrige bevægelser er et forfinet billedsprog af kreativ og pantomimisk art, og det er i virkeligheden mere nuanceret, end det voksne menneske kan opfatte, fordi det udtrykker hele barnets indre liv. De mange nuancer opfattes ikke af omverdenen, og ensomhedsfornemmelsen stimuleres og forstærker derigennem behovet for respons.

Udtrykskanalen nuanceres mere og mere samtidig med at behovet for kommunikation er stærkt stigende: modningen er begyndt. Følelseslivet nuanceres i takt med behovet fra det åndelige liv og den genklang, det finder i omverdenen. Den positive følelsesdannelse påvirker det åndelige liv igennem oplevelsen af tryghed, der legitimerer det indre livs behov.

Ikke alle påvirkninger udefra skaber positive følelser, og efterhånden skabes et følelsesliv med meget stærke udsving, og de første fortrængninger i følelseslivet kan dannes.

Fortrængninger forklares ved uopfyldte behov og kan kun finde sted i følelsesområdet og ikke i hverken erfarings- og eller erkendelsesområderne. Fortrængningerne påvirker dels det åndelige liv i negativ retning, dels både erfaring og erkendelse og tillige muligheden for nuancering af de tre udtrykskanaler.

Hvis fortrængningen trænger så langt igennem med sin negative påvirkning, at sprog, bevægelse eller kreativitet hæmmes, skabes der yderligere muligheder for nye fortrængninger, hæmninger og åndelige forsnævringer.

Fortrængningerne ligger som uopløste knuder i følelseslivet og har en tendens til at påvirke andre områder af følelseslivet. Negativiteten kan brede sig som ringe i vandet og gøre det indre, åndelige liv yderligere isoleret, og de tre udtrykskanaler uvarierede, afstumpede og udtryksløse med meget ringe mulighed for at skabe respons fra omverdenen.

Jo før de negative følelsesområder er dannet, desto fastere bliver de og desto større påvirkningsgrad har de på omgivelserne i sindet. Uafhængigt af, hvordan et menneskes liv vil forme sig, vil der dannes et følelsesliv, der vil være bestemmende for dette menneskes resterende livsforløb - - bestemmende for de holdninger, dette menneske vil antage - - og bestemmende for, hvorvidt det livet igennem har mulighed og chance for at udtrykke sit åndelige livs trang til at finde genklang herfor.

Enhver kultur hviler på dette grundlag. Enhver kultur er bygget op omkring menneskers følelsesliv, der ligger som en påvirkningsring udenom hvert enkelt menneskes åndelige liv.

Kilden til enhver kulturel bevægelse ligger i menneskers fundamentale følelsesliv.

5) Erfaring og påvirkning.

For hver udtrykskanal (sprog, bevægelse og kreativitet) findes et område, hvor de indhøstede erfaringer oplagres og gemmes.

De opnåede erfaringer bygges op over den respons, som udtrykket fra den indre tilstand giver. I udviklingens første begyndelse kan der ikke være tale om genkendelse, og en erfaring bygges derfor op, når der er tale om ”ægte respons”, dvs. når udtrykket fra det indre liv møder en accept fra omgivelserne - - en accept, der bygger på oplevelsen af et tillidsforhold. Nøgleordet er derfor tryghed og tillid.

I udviklingens senere stadier bygger erfaringsdannelsen tillige på en genkendelse i erfaringsområdet. Udtrykket indefra møder genkendelige begreber hos omgivelserne, og dersom det samtidig er en oplevelse af dyb accept, dannes et erfaringsspor. Erfaringer udvides livet igennem, hvis de følges af genkendelser og accept.

Erfaringsområdet påvirker udtrykket fra den indre tilstand igennem sin viden - - det betyder at udtrykkene nuanceres yderligere - - og den indre tilstand har fundet midler til at variere de responssøgende udtryksforsøg.

Samtidig påvirker erfaringsområdet den indre tilstand igennem følelseslaget således, at de indvundne erfaringer kan stimulere tilstandens trang til at udtrykke sig. Der er tale om en dobbelthed, som er altafgørende for udviklingens videre forløb.

I forrige kapitel drøftede vi fortrængningerne i følelseslivet. Disse fortrængninger ligger som omtalt som uløste knuder i følelseslaget og kan påvirke både den indre tilstand og erfaringsområdet således, at de kan blokere for opnåelse af nye erfaringer eller blokere for variationen af udtrykkene fra den indre tilstand, der da antager primitive former.

Dersom fortrængningen er tilstrækkelig dyb, kan påvirkningerne undertiden danne områder af glemsel i erfaringsområdet. Der kan da forekomme en konstant grad af påvirkninger imellem glemselsområdet og fortrængningen, der vil medføre en blokering overfor omgivelserne på mange områder, så muligheden for dannelse af nye erfaringer mindskes betydeligt.

6) Erkendelse.

Imellem de forskellige udtrykskanaler ligger et erkendelsesområde.

Erkendelse betyder forståelse af helheder, evt. af hele tilværelsen og livet. Det er et af de vigtigste åndelige områder, og målet for ethvert menneske må være at kunne opnå så fuldkommen en erkendelse som muligt.

Imidlertid er det sådan, at mennesket og dets sind kan eksistere, uden at erkendelsesområdet kommer ind i billedet. Der skal bestemte betingelser til, for at erkendelsesområderne træder i funktion og opfyldes. Afgørende for, at erkendelse opnås, er følelseslivet, som opbygges positivt, hvis den åndelige tilstand opnår stor grad af accept på sine udtryksforsøg. Hvis følelseslivet derimod er fyldt med fortrængninger, vil mulighederne for opnåelse af erkendelse forringes betydeligt.

Der er ingen direkte påvirkningsvej fra erfaringsområdet til erkendelsesområdet. Vejen går over følelseslivet, og følelseslivet bestemmer ved sin negative eller positive påvirkning graden af den opnåede erfaring.

Hvis følelseslivet er ”positivt ladet”, vil påvirkningerne ved den begyndende modning gå fra erfaringsområdet over følelserne til de to andre erfaringsområder og derfra videre til erkendelsen, og en bred forståelse og opfattelse af sammenhænge vil være følgen.

Hvis påvirkningen fra erfaringen derimod møder et ”negativt ladet” fortrængningslag i følelseslivet, vil påvirkningen derfra være negativ og blokerende, hvorfor muligheden for opnåelse af erkendelse og dyb forståelse vil være meget forringet og ofte umulig.

Opnås der erkendelse indenfor det pågældende område, er der mulighed for påvirkning fra erkendelsen direkte til den indre tilstand, og muligheden for dyb og varig og rig nuancering af udtrykkene vil være stærkt forøget.

Målet må derfor være, at mennesket opnår så dyb og varieret en erkendelse som muligt - - og afgørende herfor er følelseslivets sammensætning.

7) Det religiøse livs placering.

Religion spiller en rolle for alle mennesker; men voksne har i moderne industrisamfund ofte et meget naivt og romantisk forhold til religion og tro, der kan minde om vor berømte eventyrdigters forhold til Gud og himmel. For H C Andersen var der ingen forskel på hans opfattelse af Himlen og det dejligste eventyr.

Vort spørgsmål bliver, om religion og tro ligger i erfaringsområdet eller erkendelsesområdet. Vi ved, at den indre, åndelige tilstand bygger på ensomhedsfølelse og accepthunger, der bl.a. også giver sig udtryk i religiøst behov. Hvis dette behov skal dækkes fuldgyldigt, må det religiøse liv placeres i erkendelsesområdet, hvis det skal have optimal påvirkningsgrad på det åndelige liv.

Når voksne mennesker i moderne samfund har den omtalte romantiske eller nostalgiske oplevelse af religiøse forhold, kunne det tyde på, at denne del af livet ikke var nået længere end til erfaringsområdet, og da påvirkninger til det åndelige liv kun kan udgå fra erkendelsen, får det religiøse karakter af fordomme, klicheer og banaliteter, dvs. at det religiøse behov, som den indre tilstand uafladeligt søger at give udtryk, kanaliseres ad floskelagtige udtrykskanaler - - langt fra fuldkommenheden.

Dette er imidlertid ikke tilfældet i alle samfund på kloden. I Sydamerika lever to indianersamfund på en bjergside adskilt af et vandløb, der på den pågældende egn løber langs bjergsiden. Hver stamme har forskelligt samfundssystem, der er bygget op på en religion, hvor det grænsedannende vandløb spiller en afgørende rolle. Ovenfor vandløbet må man lede vandet opad for at kunne overrisle markerne; nedenfor må man gøre det modsatte.

De to samfunds religiøse systemer er vidt forskellige, idet vandløbet begge steder er udtryk for guddommens kraft.

Det religiøse livs kraft til dets mennesker er så forskellige, at begge samfund har forbudt ægteskaber over vandløbet. Samfundets inderste kerne - - religionen, der er bygget op i samklang med de givne naturforhold - - forlanger fuld tro og troskab, og ville man forsøgsvis flytte disse to samfund til andre egne, ville samfundet gå til grunde, fordi religionen ikke længere ville have livsfundamental betydning.

Hos disse mennesker ligger det religiøse liv i erkendelsesområdet og har direkte betydning for det indre, åndelige liv og dermed også for den dybe forståelse af livet.

I moderne samfund er der en dyb kløft imellem samfundslivet og det religiøse liv, hvilket uddyber det indre livs ensomhed så meget, at der bliver tale om fortrængninger i følelseslivet med deraf følgende forringede muligheder for dyb erkendelsesdannelse på centrale områder af livet.

8) Det universale menneskesyns pædagogiske konsekvens.

Pædagogik er læren om opdragelse; i vore dage hovedsageligt brugt om de metoder og ideer, der danner grundlag for undervisning.

Pædagogikken har altid hentet sin inspiration fra forskellige filosofiske skoler og systemer - - dvs. at grundlaget for undervisningens mål og metoder altid vil være en grundide, der har sine rødder i videnskab og filosofi. Det vil sige, at menneskesynet til enhver tid vil være bestemmende for, hvilken form for pædagogik, man vil bekende sig til.

Det vil derfor være naturligt at se på, hvad det universale menneskesyn kan komme til at betyde for pædagogikken.

Vi har set, at det egentlige liv hos ethvert menneske er det indre, åndelige liv. Det ville være helt uacceptabelt, om man ikke i undervisningen af landets børn og unge tog hensyn til, at de alle besidder denne indre tilstand. Det ville være lige så absurd, om man ikke tog hensyn til, ad hvilke kanaler denne tilstand søger at give sig udtryk og hvordan påvirkningerne foregår.

Imidlertid bliver nøglebegrebet i den pædagogiske konsekvens, at den indre tilstand besidder dels en enorm ensomhedsfølelse, dels en hunger efter accept. Behovet for accept fra den indre tilstands side er fundamentalt for den videre udvikling og modning ligesom den respons, der kan tilfredsstille dette behov, er afgørende for, om modningen af eleven bliver optimal.

En pædagogik efter det universale menneskesyns ideer må altså bygge på, at den eneste mulighed for dannelse af erkendelse hos eleverne, er at give respons på den trang, som deres åndelige liv giver udtryk for igennem sprog, bevægelse og kreativitet. Det primære for underviseren er ikke, at han søger at lære sine elever noget ad de tre indgangskanaler - - det primære må være, at han ved, at en grundlæggende erkendelse kun kan dannes hos eleverne, dersom underviseren og opdrageren ved siden af den almindelige indlæring af færdigheder søger at tilfredsstille det indre livs råb om svar.

Hvis pædagogen udelukkende indlærer færdigheder - - og det gælder uanset elevernes alder - - får han højst skabt en rig erfaring, en optimal grad af erkendelse i erfaringsområdet. Han vil aldrig på denne måde kunne være med til at danne grundlag for opnåelse af erkendelse hos eleverne. Resultatet vil blive, at denne erfaring hos eleverne vil blive anvendt som en fordomsfuld medplapren i livet. Erfaring rækker ikke langt nok, om den end er aldrig så rig; den rækker kun til et fordomsfyldt forhold til en selv og livet som sådan. Der vil i sindet kun foregå påvirkninger imellem erfaringen, følelserne og det åndelige liv - - intet erfaringsområde vil kunne danne et grundlag for et forestående forhold til tilværelsen og ens egen situation, og de udtryk, der udgår fra det indre liv, vil få karakter af primitive udtryk uden nuancering.

Erfaring alene kan ikke nuancere og variere de udtryk, som det åndelige liv har behov for at forsøge. Erfaring alene kan ikke manifestere sig i udtryk, der kan give respons og den accept, som er nødvendig for, at livet bliver rigere og forståelsen med årene større og større.

Pædagogen skal derfor ved siden af den obligatoriske færdighedsindlæring i sit forhold til sine elever tage højde for den accepthunger, som er det åndelige livs fundament. Han skal forstå de mange udtryk, som hver eneste dag kommer til ham fra eleverne, og han må lægge sin undervisning således tilrette, at der er tid og mulighed og vilje til at tage disse åndelige udtryk alvorligt.

En af vejene er samtalen. Der er ikke noget nyt i, at samtale er et af de vigtigste pædagogiske begreber - - det har man vidst siden Sokrates’s dage - - men også udfra det universale menneskesyn må det klart fremgå, at samtalen er så vigtig for, at pædagogen kan være med til at danne og påvirke den erkendelsesdannelse, eleverne har behov for og krav på, at ingen ordentlig og ansvarsfuld undervisning kan finde sted uden en sideløbende samtale om de indhold, som elevernes udtryk afspejler.

Udover samtale som pædagogisk disciplin er lærerens forståelse for, at accepten er grundlaget for hans elevers senere livsforløb og erkendelsesdannelse; den er altså grundlæggende vigtig for kvaliteten af undervisningen.

Færdigheder gør det ikke alene. Færdigheder har ingen mening, når de ikke bygger på erkendelse. De bliver kun døde programmeringer, der virker mere fordummende end erkendelsesdannende.

Al undervisning har således to mål: At give færdigheder videre til eleverne og at skabe grundlag for en dyb og varig erkendelse. Det sidste er forudsætning for, at det første har mening. Det kan ikke være undervisningsstedernes største mål at videregive færdigheder, der ikke sættes i relation til elevernes eget livsgrundlag: den indre, åndelige tilstand, der livet igennem er styret af behov for accept, tillid og eksistentiel relevans. En ren færdighedsindlæring vil skabe striber af fortrængninger i elevernes følelsesliv - - fortrængninger, der i al fremtid vil blokere for nye erkendelsesmuligheder til skade for både eleven selv og for samfundet.

Pædagogik og det universale menneskesyn hører udeleligt sammen, og skolens mulighed for påvirkning igennem sprog, bevægelse og kreativitet har kun mening, når grundlaget er forståelsen for, at erkendelse hos eleverne er alfa og omega for en optimal indlæringsgrad.

Det universale menneskesyn er et helhedssyn på mennesket, og al undervisning må afspejle dette, hvis den skal have relevans for samfund, kultur og menneskelighed.

For pædagogen er det afgørende at vide, at ligesom ethvert menneske kun har tre udtrykskanaler for det åndelige livs tilstand og ensomhed, har pædagogen kun tre adgange til sine elevers åndelige liv og tænkning: igennem sprog, bevægelse og kreativitet, og han må vide, at alle tre kanaler er lige vigtige. Det betyder bl.a., at vil han nå så fuldkommen et erkendelsesgrundlag hos eleverne som muligt, må han anvende alle tre indgange til elevernes åndelige liv. I skolens første klasser tager man hensyn til dette forhold - - men efterhånden som eleverne bliver ældre, er mange pædagoger tilbøjelige til at glemme, at bevægelse og kreativitet er lige så vigtige indgange til erkendelse som den sproglige vej.

Det universale menneskesyn gør det pædagogiske ansvar overskueligt og nærværende.

9) Det universale menneskesyns kulturelle konsekvens.

Det indre åndelige livs ensomhed er et uomgængeligt kulturelt led, eftersom denne ensomhed er ens for alle mennesker. I en hvilken som helst kultur vil mennesker have ensomheden og hungeren efter accept, tryghed og tillid til fælles. Ingen kultur kan tænkes uden dette fænomen.

Ensomheden er intet problem, men et åndeligt og kulturelt incitament. Ligesom underviseren og pædagogen må tage højde for den generelle, menneskelige situation, må kulturbærerne og kulturforvalterne vide, at indbegrebet af al kultur først og fremmest er ensomhed og hunger efter svar og respons.

Kultur er et udtryk for en befolknings åndelige stade, og forskellige kulturkredse i verden har ikke samme stade. Som sådan er kulturen udtryk for, hvorvidt de enkelte mennesker i pågældende kulturkreds har fundet respons og accept for deres åndelige livs forsøg på udtryk.

Kultur er således ikke alene fællesskab, men et menneskeligt forhold, der gælder flertallet af kulturkredsens medlemmer.

Vi har set, at det er fundamentalt vigtigt, at ethvert menneske får lejlighed til at udbygge sin begrebsverden og sin erkendelse. Og det er netop graden af erkendelse hos flertallet af en kulturkreds’ borgere, der vil afgøre, på hvilket åndeligt stade kulturen står.

I kapitel 1 så vi, at dyrene er født med en kodning, der ikke kan ændres, og at mennesker ved en tankevirksomhed kan ændre deres adfærd til en vis grad. Det har naturligvis betydning for kulturkredsens åndelige kvalitet; men helt afgørende for, at muligheden for ændring af adfærd er til stede er, at der er dannet et erkendelsesgrundlag, der giver en gennemgribende forståelse for tingenes sammenhæng. Uden denne forståelse har mennesket ingen mulighed for at kunne tilpasse sin adfærd efter nye omgivelser og nye situationer. Naturligvis kan alle ændre adfærd til en vis grad - - men ikke altid uden at miste sin egen kulturværdighed.

Kulturværdigheden er udtryk for graden af den erkendelse, som et flertal af borgere i et givet kultursamfund besidder. Alle kulturelle mønstre og deres udtryk er afspejlinger af, på hvilket erkendelsesstade et givet kulturfolk befinder sig. Og dette er igen afgørende for, hvorvidt den pågældende kulturkreds vil kunne klare sig i konkurrencen med andre kulturer. Kulturens stade manifesterer sig i de forskellige kulturelle aktiviteter, der finder sted. På disse kan man måle, om kulturen står stille eller om den er inde i en erkendelsesudvikling, der medfører, at den vil styrkes.

En kulturkreds’s overlevelseschancer har ikke noget at gøre med, om den er snæver eller udbredt. Den afgørende faktor er udelukkende graden af erkendelsen hos dens medlemmer.

10) Det Universale menneskesyns politiske konsekvens

Enhver kulturkreds har en styrelse, der leder samfundets statsfunktioner. Styrelsen sørger for en ledeform, for at kulturkredsen kan overleve og eksistere som et selvstændigt land.

Der er mange måder at styre et land på, og politikken har altid hentet sine inspirationer fra filosofien. I ældre tid opstod politiske bevægelser i nær tilknytning til kulturens åndelige manifestioner - - dvs. at de politiske ideer hentede deres kraft fra folkelige bevægelser, som var at forstå som udtryk for den pågældende kulturkreds’s åndelige stade og erkendelsesgrundlag.

Hvis dette ikke sker - - hvis der ikke er forbindelse imellem ”gennemsnittet” af de erkendelsesytringer, som en kultur kan præstere, og det politiske idekompleks, der leder landet, vil der danne sig en afgrund imellem ledelse og hverdagsliv hos borgerne. Samtidig vil de politiske ideer ikke have store chancer for at slå an hos flertallet af borgerne, dersom der ikke er overensstemmelse imellem de rådende politiske principper og det erkendelsesgrundlag, som borgerne har.

En sådan overensstemmelse er til stede i de nævnte indianersamfund, hvor religion, statsstyrelse og almindeligt erkendelsesgrundlag udgør en enhed. En sådan kulturkreds er særdeles levedygtig, men også meget sårbar, hvis grundlaget svigter.

Et lands politiske ledelse må være i samklang med hele kulturens erkendelsesgrundlag, hvis landet skal kunne stå stærkt over for andre kulturer, og hvis den enkelte borgers tanker og udtryk for åndelig ensomhed skal kunne finde en genklang, der har samfundsmæssig værdi. Ethvert menneske i et givet land må kunne finde gehør og genklang for sit åndelige livs accepthunger og responsbehov, hvis kulturgrundlaget skal kunne holde.

Er der for stor forskel på ledelse og den enkelte borgers erkendelsesgrundlag, vil der danne sig kløfter af åndelig art – og borgerne, der ikke kan få den nødvendige åndelige respons, vil søge at vende sig andre steder hen for at få behovet dækket.

For stor uoverensstemmelse imellem et lands styrelse og den filosofi, den bygger på, og kulturkredsens elementære erkendelsesgrundlag medfører større muligheder for politiske overgreb, revolution og diktatur. Mulighed for demokrati er indskrænket til et minimum.

Uoverensstemmelsen vil skabe fortrængninger i følelseslivet hos et flertal af befolkningen, og disse fortrængninger vil påvirke erfaringsområder, erkendelsesområder og sammenhængsforståelse hos de fleste – og politikken vil da have udviklet sig til et sæt principielle paragraffer, der ikke længere rummer muligheder for erkendelsesdannelse. Selv ikke hos politikerne.

At mennesket kan eksistere, uden at erkendelsesområderne er sat i funktion, er en farlig situation rent politisk, idet det åbner meget store muligheder for ensretning og fjernstyring. Det vil meget let kunne praktiseres; men en sådan kulturkreds vil kun få en meget begrænset levetid, idet den langsomt vil svækkes indefra på grund af fortrængningerne.

Det politiske påvirkningsområde ligger i forbindelsen imellem de erfaringskredse og den erkendelse, der her kan dannes. Mulighederne for politiske overgreb er lige så store som for politisk erkendelse. Landets ledelse og sammenhængen og samhørigheden imellem denne og det ”gennemsnitlige” erkendelsesgrundlag er afgørende for, hvilken vej ledelsen vil vælge.

Det ægte demokrati er ikke udtrykt ved et sæt principielle, politiske regler og levemåder, men ved dannelsen af et samhørigt erkendelsesgrundlag, der danner det menneskelige grundlag for samtale og drøftelse. Dette kan kun opnås ved, at politikere er bevidste over for DER UNIVERSALE MENNESKESYN og dets konsekvenser – og bevidste over for den kulturværdighed, som enhver kulturkreds må være i besiddelse af, hvis den vil overleve.

Politiske ledere bør være talerør for en hel kulturkreds’ erkendelsesgrundlag, hvis der skal dannes demokrati på universalt grundlag.

Tilbage til childrenphilosophy

Tilbage til skole-forum